Omsorgsgiver skriver:
Jeg er så ulykkelig 
Jeg kan efterhånden ikke gemme mig mere bag anonyme indlæg da flere gætter hvem der står bag så denne gang lader jeg være. Jeg overvejer at gå fra min kæreste. Nej kan snart ikke mere Jeg føler mig fanget og uanset hvor meget jeg prøver at snakke med ham ignorerer han hvad jeg siger og føler. Nu her er det bare blevet for meget for mig da jeg føler at jeg ikke engang må lege/være sammen med mine børn mere
Han vil have at jeg nusser ham da det er for ham er vigtigt forhold til vores forhold. Men bare det hvis jeg er nødt til lige at stoppe for at hjælpe en af vores børn bliver han irriteret og minder mig om at han går amok snart eller at jeg har lovet noget. Han sover hver dag når han kommer hjem fra arbejde på sofaen og jeg nusser ham imens. Men her for lidt siden ville min søn gerne have min opmærksomhed og jeg gik selvfølglig med ham og jeg kunne se og høre at min kæreste sov. Så han bemærkede heller ikke at jeg gik og så legede jeg ellers med min søn. Børnene må forresten heller ikke larme for meget. Hvis de gør bliver kæresten meget sur. Nå men lidt efter så var vi inde i stuen og kæresten vågnede. Han blev sur for hvorfor nussede jeg ham ikke mere?? Sagde at vores søn gerne ville lege lidt og det kunne jeg selvfølglig ikk sige nej til, men at jeg jo faktisk havde nusset ham i lang tid. Så hed det lige pludselig at jeg ikke havde overholdt min aftale og at jeg ikke skal sige at jeg kan holde det når jeg åbenlyst ikke kan. Så nu er han sur. Jeg er knust indeni for mine børn er vigtigere end ham men jeg kan simpelthen ikke gå fra ham. Frygten for at føle mig ensom, frygten for at min økonomi skal ramle sammen og ja bare det at skulle flytte igen hvis det viser sig at jeg ikke kan blive boende her mere og ja alt det med indkøb ad nye møbler og nye værelser til børnene osv. Jeg har ingen opsparing at tage af!!! Og af familie har jeg kun min mor og hun er ikke til nogen hjælp. Jeg har også kun 2 veninder som jeg heller ikke ser så tit. Jeg er så ked af det og magtesløs og stortuder lige nu alt imens børnene leger og kæresten sover. Jeg ved at hvis jeg modsiger ham og kommer med hvad jeg syntes om det hele så kan han gå helt amok og faktisk smide mig ud. Det har han før gjort. Jeg er BANGE hvad der kommer til at ske hvis vi går hver til sit!! Og hvad med bilen!! Den står i hans navn men jeg betaler til sen og bruger den dagligt. Vil jeg have råd til at have bil selv da jeg er afhængig af den i forhold til mit arbejde osv!! Jeg kan ikke magte det her!! Jeg er så svag og mit selvværd og selvtillid er kørt helt i bund Jeg har brug for nogen at snakke med omkring det her og en der kan støtte mig. Jeg kunne blive ved med at skrive men det er lige før I kender det meste pga alle mine indlæg herinde på trods af anonymitet.
Jeg er magtesløs og bange....
Ud fra det læste, og din tidligere debat om at du skulle have kørt din kæreste psykisk ned, kan jeg overhovedet ikke finde en eneste grund til at du skal blive. Hvad positivt bringer jeres forhold med sig? Din kæreste er, som mange nævner og rigtig fint forklarer, meget egoistisk og psykisk voldelig.
Du skal vide at børn, der vokser op og oplever deres mor blive udsat for vold, uanset om det er material-, kontrol-, psykisk-, fysisk eller/og seksuel vold, tager MERE skade end moren gør. Den information er hård, hvilken jeg skriver til dig med formålet om, at det er forhåbentlig information, der giver dig styrken til at komme væk. Ikke for din skyld i første omgang, men for dine børns skyld. Du har sat dine børn i verden og har ansvaret for at de har det godt, du har ansvaret for at fjerne dem fra skadelige omgivelser. Det har du forpligtigelse til. Lige nu lever du ikke op til dit ansvar eller dine forpligtigelser som forælder. Og det bøder dine børn for. Det helt store problem i disse sager er netop, at forældre er så magtesløse i de her situationer, at de får overbevist om at børnene ikke mærker noget, ved noget, oplever noget. Men det gør de. Du kan mærke at du ikke har det godt, så kan du være sikker på at dine børn har det værre. Det er rigtig grimt at høre, og du vil højst sandsynligt tænke at jeg tager fejl, for det er en naturlig reaktion, men det er sandheden.
Som andre single-forældre kan du selvfølgelig også klare dig økonomisk og klare dig uden en kæreste for en tid. I finder nok ud af det med bilen, du klarer nok at undvære at bruge så meget tid på at nusse ham og hans forældres mærkværdige indblanding i jeres liv, og på ellers at suse rundt for at gøre ham tilfreds. Var han i øvrigt manden, der nægtede at spise pizza med købe-dressing, fordi den var fra køleskabet i eget hjem og ikke fra pizzeriaets køleskab? Du må være sindssygt overbelastet og det er klart at det virker helt vildt uoverskueligt at skulle bryde forholdet op. Men det er den eneste måde du kan give dine børn og dig selv et værdigt liv. Lige nu bliver du holdt nede, og er på ingen måder ligeværdig med din partner.
Jeg synes, du skal læse om de forskellige former for vold. Udover den åbenlyse psykiske vold, tænker jeg at der også kan foregå materiel vold, idet du ikke tror at du kan frigøre dig for forholdet pga. økonomi og materielle genstande. Se fx Dialog Mod Vold, Mødrehjælpen under Vold i Parforholdet, Powerkvinderne, Danner, LOKK. Der forklares volden og dets følgevirkninger fint og forståeligt.
Du kan kontakte følgende, både ang. støtte og vejledning, samtaler rådgivning og evt. økonomisk støtte til indskud til lejebolig: Ud af voldens skygge og Mødrehjælpen, og naturligvis krisecentre i dit område. Ud af Voldens Skygge og Mødrehjælpen kan også hjælpe dig med det økonomiske ift. at lægge budget osv.
