Kan I seriøst hjælpe mig??

Jeg er så ulykkelig  Jeg kan efterhånden ikke gemme mig mere bag anonyme indlæg da flere gætter hvem der står bag så denne gang lader jeg være. Jeg overvejer at gå fra min kæreste. Nej kan snart ikke mere  Jeg føler mig fanget og uanset hvor meget jeg prøver at snakke med ham ignorerer han hvad jeg siger og føler. Nu her er det bare blevet for meget for mig da jeg føler at jeg ikke engang må lege/være sammen med mine børn mere 

Han vil have at jeg nusser ham da det er for ham er vigtigt forhold til vores forhold. Men bare det hvis jeg er nødt til lige at stoppe for at hjælpe en af vores børn bliver han irriteret og minder mig om at han går amok snart eller at jeg har lovet noget. Han sover hver dag når han kommer hjem fra arbejde på sofaen og jeg nusser ham imens. Men her for lidt siden ville min søn gerne have min opmærksomhed og jeg gik selvfølglig med ham og jeg kunne se og høre at min kæreste sov. Så han bemærkede heller ikke at jeg gik og så legede jeg ellers med min søn. Børnene må forresten heller ikke larme for meget. Hvis de gør bliver kæresten meget sur. Nå men lidt efter så var vi inde i stuen og kæresten vågnede. Han blev sur for hvorfor nussede jeg ham ikke mere?? Sagde at vores søn gerne ville lege lidt og det kunne jeg selvfølglig ikk sige nej til, men at jeg jo faktisk havde nusset ham i lang tid. Så hed det lige pludselig at jeg ikke havde overholdt min aftale og at jeg ikke skal sige at jeg kan holde det når jeg åbenlyst ikke kan. Så nu er han sur. Jeg er knust indeni for mine børn er vigtigere end ham men jeg kan simpelthen ikke gå fra ham. Frygten for at føle mig ensom, frygten for at min økonomi skal ramle sammen og ja bare det at skulle flytte igen hvis det viser sig at jeg ikke kan blive boende her mere og ja alt det med indkøb ad nye møbler og nye værelser til børnene osv. Jeg har ingen opsparing at tage af!!! Og af familie har jeg kun min mor og hun er ikke til nogen hjælp. Jeg har også kun 2 veninder som jeg heller ikke ser så tit. Jeg er så ked af det og magtesløs og stortuder lige nu alt imens børnene leger og kæresten sover. Jeg ved at hvis jeg modsiger ham og kommer med hvad jeg syntes om det hele så kan han gå helt amok og faktisk smide mig ud. Det har han før gjort. Jeg er BANGE hvad der kommer til at ske hvis vi går hver til sit!! Og hvad med bilen!! Den står i hans navn men jeg betaler til sen og bruger den dagligt. Vil jeg have råd til at have bil selv da jeg er afhængig af den i forhold til mit arbejde osv!! Jeg kan ikke magte det her!! Jeg er så svag og mit selvværd og selvtillid er kørt helt i bund  Jeg har brug for nogen at snakke med omkring det her og en der kan støtte mig. Jeg kunne blive ved med at skrive men det er lige før I kender det meste pga alle mine indlæg herinde på trods af anonymitet.

Jeg er magtesløs og bange....

Omsorgsgiver skriver:

Jeg er så ulykkelig  Jeg kan efterhånden ikke gemme mig mere bag anonyme indlæg da flere gætter hvem der står bag så denne gang lader jeg være. Jeg overvejer at gå fra min kæreste. Nej kan snart ikke mere  Jeg føler mig fanget og uanset hvor meget jeg prøver at snakke med ham ignorerer han hvad jeg siger og føler. Nu her er det bare blevet for meget for mig da jeg føler at jeg ikke engang må lege/være sammen med mine børn mere 

Han vil have at jeg nusser ham da det er for ham er vigtigt forhold til vores forhold. Men bare det hvis jeg er nødt til lige at stoppe for at hjælpe en af vores børn bliver han irriteret og minder mig om at han går amok snart eller at jeg har lovet noget. Han sover hver dag når han kommer hjem fra arbejde på sofaen og jeg nusser ham imens. Men her for lidt siden ville min søn gerne have min opmærksomhed og jeg gik selvfølglig med ham og jeg kunne se og høre at min kæreste sov. Så han bemærkede heller ikke at jeg gik og så legede jeg ellers med min søn. Børnene må forresten heller ikke larme for meget. Hvis de gør bliver kæresten meget sur. Nå men lidt efter så var vi inde i stuen og kæresten vågnede. Han blev sur for hvorfor nussede jeg ham ikke mere?? Sagde at vores søn gerne ville lege lidt og det kunne jeg selvfølglig ikk sige nej til, men at jeg jo faktisk havde nusset ham i lang tid. Så hed det lige pludselig at jeg ikke havde overholdt min aftale og at jeg ikke skal sige at jeg kan holde det når jeg åbenlyst ikke kan. Så nu er han sur. Jeg er knust indeni for mine børn er vigtigere end ham men jeg kan simpelthen ikke gå fra ham. Frygten for at føle mig ensom, frygten for at min økonomi skal ramle sammen og ja bare det at skulle flytte igen hvis det viser sig at jeg ikke kan blive boende her mere og ja alt det med indkøb ad nye møbler og nye værelser til børnene osv. Jeg har ingen opsparing at tage af!!! Og af familie har jeg kun min mor og hun er ikke til nogen hjælp. Jeg har også kun 2 veninder som jeg heller ikke ser så tit. Jeg er så ked af det og magtesløs og stortuder lige nu alt imens børnene leger og kæresten sover. Jeg ved at hvis jeg modsiger ham og kommer med hvad jeg syntes om det hele så kan han gå helt amok og faktisk smide mig ud. Det har han før gjort. Jeg er BANGE hvad der kommer til at ske hvis vi går hver til sit!! Og hvad med bilen!! Den står i hans navn men jeg betaler til sen og bruger den dagligt. Vil jeg have råd til at have bil selv da jeg er afhængig af den i forhold til mit arbejde osv!! Jeg kan ikke magte det her!! Jeg er så svag og mit selvværd og selvtillid er kørt helt i bund  Jeg har brug for nogen at snakke med omkring det her og en der kan støtte mig. Jeg kunne blive ved med at skrive men det er lige før I kender det meste pga alle mine indlæg herinde på trods af anonymitet.

Jeg er magtesløs og bange....

Nøj hvor bliver jeg rasende når jeg læser dit indlæg. Har mest af alt lyst til at komme og give ham et par på hovedet. Magen til egoistisk, selvcentreret møgøre skal man da lede længe efter. Ja undskyld sproget. Helt ærlig hvor gammel er han lige? Men han fortjener dig ikke!!! Kom afsted. Pak jeres ting og smut. 

Alt det med ensomhed osv. Det er ikke grundlag nok for at blive i sådan et forhold. 

Du skal nok klare den. Det er jeg sikker på. 

Kæmpe knus til dig. 

Jeg er så ulykkelig  Jeg kan efterhånden ikke gemme mig mere bag anonyme indlæg da flere gætter hvem der står bag så denne gang lader jeg være. Jeg overvejer at gå fra min kæreste. Nej kan snart ikke mere  Jeg føler mig fanget og uanset hvor meget jeg prøver at snakke med ham ignorerer han hvad jeg siger og føler. Nu her er det bare blevet for meget for mig da jeg føler at jeg ikke engang må lege/være sammen med mine børn mere 

Han vil have at jeg nusser ham da det er for ham er vigtigt forhold til vores forhold. Men bare det hvis jeg er nødt til lige at stoppe for at hjælpe en af vores børn bliver han irriteret og minder mig om at han går amok snart eller at jeg har lovet noget. Han sover hver dag når han kommer hjem fra arbejde på sofaen og jeg nusser ham imens. Men her for lidt siden ville min søn gerne have min opmærksomhed og jeg gik selvfølglig med ham og jeg kunne se og høre at min kæreste sov. Så han bemærkede heller ikke at jeg gik og så legede jeg ellers med min søn. Børnene må forresten heller ikke larme for meget. Hvis de gør bliver kæresten meget sur. Nå men lidt efter så var vi inde i stuen og kæresten vågnede. Han blev sur for hvorfor nussede jeg ham ikke mere?? Sagde at vores søn gerne ville lege lidt og det kunne jeg selvfølglig ikk sige nej til, men at jeg jo faktisk havde nusset ham i lang tid. Så hed det lige pludselig at jeg ikke havde overholdt min aftale og at jeg ikke skal sige at jeg kan holde det når jeg åbenlyst ikke kan. Så nu er han sur. Jeg er knust indeni for mine børn er vigtigere end ham men jeg kan simpelthen ikke gå fra ham. Frygten for at føle mig ensom, frygten for at min økonomi skal ramle sammen og ja bare det at skulle flytte igen hvis det viser sig at jeg ikke kan blive boende her mere og ja alt det med indkøb ad nye møbler og nye værelser til børnene osv. Jeg har ingen opsparing at tage af!!! Og af familie har jeg kun min mor og hun er ikke til nogen hjælp. Jeg har også kun 2 veninder som jeg heller ikke ser så tit. Jeg er så ked af det og magtesløs og stortuder lige nu alt imens børnene leger og kæresten sover. Jeg ved at hvis jeg modsiger ham og kommer med hvad jeg syntes om det hele så kan han gå helt amok og faktisk smide mig ud. Det har han før gjort. Jeg er BANGE hvad der kommer til at ske hvis vi går hver til sit!! Og hvad med bilen!! Den står i hans navn men jeg betaler til sen og bruger den dagligt. Vil jeg have råd til at have bil selv da jeg er afhængig af den i forhold til mit arbejde osv!! Jeg kan ikke magte det her!! Jeg er så svag og mit selvværd og selvtillid er kørt helt i bund  Jeg har brug for nogen at snakke med omkring det her og en der kan støtte mig. Jeg kunne blive ved med at skrive men det er lige før I kender det meste pga alle mine indlæg herinde på trods af anonymitet.

Jeg er magtesløs og bange....

Du skal væk - NU! Ikke mindst for dine børns skyld. 

Din "mand" - lyder som en rendyrket psykopat. Du er nødt til at komme væk og tage dine børn med. Hellere i dag end i morgen. Hvis du ikke har et netværk, der kan hjælpe dig, så kontakt det lokale krisecenter - og gør det nu!!!!

Bil, økonomi mm er bagateller i forhold til at leve i et forhold med en, som i den grad nedbryder dig (og dine børn) dag for dag.

Stort kram til dig - det bliver ikke let, men du er nødt til at samle al din styrke for din og dine børns skyld! 

Du skal gå fra ham!

Jeg kan dog forestille mig, at det virker meget uoverskueligt at skulle gå fra ham, så jeg synes, du skal starte med at ringe til fx mødrehjælpen, så de kan hjælpe dig med at få et overblik over dine muligheder.

https://moedrehjaelpen.dk/rad-til-livet/?gclid=CPyH6oHntdICFQ5JGQodb8MKcA

AnoMom skriver:

Nøj hvor bliver jeg rasende når jeg læser dit indlæg. Har mest af alt lyst til at komme og give ham et par på hovedet. Magen til egoistisk, selvcentreret møgøre skal man da lede længe efter. Ja undskyld sproget. Helt ærlig hvor gammel er han lige? Men han fortjener dig ikke!!! Kom afsted. Pak jeres ting og smut. 

Alt det med ensomhed osv. Det er ikke grundlag nok for at blive i sådan et forhold. 

Du skal nok klare den. Det er jeg sikker på. 

Kæmpe knus til dig. 

Tak for dit svar!! 

Allerede nu viser min svaghed sig og jeg får kolde fødder. Vi har 11 år sammen!! 2 børn på 5 og 2 år. Skal det hele bare smides væk?! Alt min fornuft siger mig at det er bedst at vi går fra hinanden. Men min svaghed og intet selvværd og selvtillid siger det modsatte. Hvad har jeg dog gjort siden jeg skal være i den her situation!!  Jeg har lyst til at forsvinde og grave mig ned og ønske at det her aldrig var sket. Fortryder ikke mine børn men det er den helt forkerte mand jeg har fået dem med 

SØS skriver:

Du skal væk - NU! Ikke mindst for dine børns skyld. 

Din "mand" - lyder som en rendyrket psykopat. Du er nødt til at komme væk og tage dine børn med. Hellere i dag end i morgen. Hvis du ikke har et netværk, der kan hjælpe dig, så kontakt det lokale krisecenter - og gør det nu!!!!

Bil, økonomi mm er bagateller i forhold til at leve i et forhold med en, som i den grad nedbryder dig (og dine børn) dag for dag.

Stort kram til dig - det bliver ikke let, men du er nødt til at samle al din styrke for din og dine børns skyld! 

Så sidder jeg samtidig her og bliver i tvivl om det er mig den er gal med??!! For der er mange ting jeg ikke har kunne opfylde og endda hans far og mor har sagt noget til mig. I forhold til mit indlæg hvor jeg skrev at det var mig der kørte ham psykisk ned hvis du har læst den?? Så meget har han nok hjernevasket mig...

Omsorgsgiver skriver:

Tak for dit svar!! 

Allerede nu viser min svaghed sig og jeg får kolde fødder. Vi har 11 år sammen!! 2 børn på 5 og 2 år. Skal det hele bare smides væk?! Alt min fornuft siger mig at det er bedst at vi går fra hinanden. Men min svaghed og intet selvværd og selvtillid siger det modsatte. Hvad har jeg dog gjort siden jeg skal være i den her situation!!  Jeg har lyst til at forsvinde og grave mig ned og ønske at det her aldrig var sket. Fortryder ikke mine børn men det er den helt forkerte mand jeg har fået dem med 

11 år er lang tid ja. Men nok er også nok. Og du fortjener meget bedre. Din selvtillid og selvværd bliver aldrig bedre af at blive sammen med en mand som ham. Men det gør det ved at komme væk, finde dig selv og se at du er bedre tjent. 

Jeg har selv været der. Godt nok ikke i 11 år. Men med en mand hvor alt handlede om ham. Jeg har aldrig haft det bedre som efter jeg gik fra ham. 

Du er slet ikke så svag som du tror. Det er HAM der er svag når han kan behandle folk på den måde. Du er derimod stærk fordi du har fundet dig i det så længe. Det kræver styrke at blive sådan et sted. Men endnu større styrke at gå og den styrke besidder du dybt inde. 

Du fortjener at være lykkelig 

Omsorgsgiver skriver:

Jeg er så ulykkelig  Jeg kan efterhånden ikke gemme mig mere bag anonyme indlæg da flere gætter hvem der står bag så denne gang lader jeg være. Jeg overvejer at gå fra min kæreste. Nej kan snart ikke mere  Jeg føler mig fanget og uanset hvor meget jeg prøver at snakke med ham ignorerer han hvad jeg siger og føler. Nu her er det bare blevet for meget for mig da jeg føler at jeg ikke engang må lege/være sammen med mine børn mere 

Han vil have at jeg nusser ham da det er for ham er vigtigt forhold til vores forhold. Men bare det hvis jeg er nødt til lige at stoppe for at hjælpe en af vores børn bliver han irriteret og minder mig om at han går amok snart eller at jeg har lovet noget. Han sover hver dag når han kommer hjem fra arbejde på sofaen og jeg nusser ham imens. Men her for lidt siden ville min søn gerne have min opmærksomhed og jeg gik selvfølglig med ham og jeg kunne se og høre at min kæreste sov. Så han bemærkede heller ikke at jeg gik og så legede jeg ellers med min søn. Børnene må forresten heller ikke larme for meget. Hvis de gør bliver kæresten meget sur. Nå men lidt efter så var vi inde i stuen og kæresten vågnede. Han blev sur for hvorfor nussede jeg ham ikke mere?? Sagde at vores søn gerne ville lege lidt og det kunne jeg selvfølglig ikk sige nej til, men at jeg jo faktisk havde nusset ham i lang tid. Så hed det lige pludselig at jeg ikke havde overholdt min aftale og at jeg ikke skal sige at jeg kan holde det når jeg åbenlyst ikke kan. Så nu er han sur. Jeg er knust indeni for mine børn er vigtigere end ham men jeg kan simpelthen ikke gå fra ham. Frygten for at føle mig ensom, frygten for at min økonomi skal ramle sammen og ja bare det at skulle flytte igen hvis det viser sig at jeg ikke kan blive boende her mere og ja alt det med indkøb ad nye møbler og nye værelser til børnene osv. Jeg har ingen opsparing at tage af!!! Og af familie har jeg kun min mor og hun er ikke til nogen hjælp. Jeg har også kun 2 veninder som jeg heller ikke ser så tit. Jeg er så ked af det og magtesløs og stortuder lige nu alt imens børnene leger og kæresten sover. Jeg ved at hvis jeg modsiger ham og kommer med hvad jeg syntes om det hele så kan han gå helt amok og faktisk smide mig ud. Det har han før gjort. Jeg er BANGE hvad der kommer til at ske hvis vi går hver til sit!! Og hvad med bilen!! Den står i hans navn men jeg betaler til sen og bruger den dagligt. Vil jeg have råd til at have bil selv da jeg er afhængig af den i forhold til mit arbejde osv!! Jeg kan ikke magte det her!! Jeg er så svag og mit selvværd og selvtillid er kørt helt i bund  Jeg har brug for nogen at snakke med omkring det her og en der kan støtte mig. Jeg kunne blive ved med at skrive men det er lige før I kender det meste pga alle mine indlæg herinde på trods af anonymitet.

Jeg er magtesløs og bange....

Jeg ser en del psykisk syge i mit arbejde, og jeg tænker helt ærligt, at han burde få en diagnose (skal ikke forstås nedsættende eller spottende). Jeg tænker over i en medfødt diagnose, som er blevet åbenlyst behandlingskrævende.

Jeg tror ikke, at du får ham til læge eller psykolog, for han ejer ikke evnen til at se problematikkern.

Du skal nå til erkendelsen, at du ikke kan redde ham eller gøre eller sige noget, som får det hele til at blive bedre. Du skal arbejde på at blive et helt menneske igen, som ikke er nedbrudt og ødelagt......og det kan du ikke gøre sammen med ham. Han er skadet, og det er formentligt ikke engang hans skyld, men han skal også have muligheden for at komme videre og få det bedre - det vil aldrig ske, når tingene er som nu, og det vil heller ikke ændre sig til det bedre over tid.

Søg hjælp til dig og børnene, Mødrehjælpen, "Hjælp Danmark" eller hvor du ser muligheder.

Kære dig. 

Jeg husker så tydeligt dit indlæg om du kørte din mand ned psykisk. Jeg husker jeg tænkte og jeg svarede: det er også dig der bliver kørt ned mentalt. Du er fanget i en form for psykisk vold, det kan godt være han ikke slår dig, men du er udsat for vold og det er det dine børn lige nu lever i. 

Når man er kørt ned, når man er blevet udsat foe psykisk vold så er ens selvværd og selvtillid mindre end et knappenålshoved og man tvivler på om problemet er en selv og om man ikke bør forandre sig for så skal det hele nok gå. Det hele kommer ikke til at gå. Om I er lige gode om det, om du er ofret er bedøvende ligegyldigt for lige nu er I/du låst fast og det er et usundt miljø jeres to dejlige børn lever i. 

Hvis ikke du selv har overskuddet til at kontakte et krisecenter så skal du have en anden til at gøre det for dig. Her du nogen, hvilken som helst inden nærhed der kan tage kontakten for dig? 

Omsorgsgiver skriver:

Så sidder jeg samtidig her og bliver i tvivl om det er mig den er gal med??!! For der er mange ting jeg ikke har kunne opfylde og endda hans far og mor har sagt noget til mig. I forhold til mit indlæg hvor jeg skrev at det var mig der kørte ham psykisk ned hvis du har læst den?? Så meget har han nok hjernevasket mig...

Det er ikke dig den er gal med. Bliv ved med at tro på det. Jeg ved godt "hvem" du er, altså jeg kan godt huske nogle af dine andre debatter. Du skal bare væk fra ham og hans familie. Det er uoverskueligt lige nu og det vil være hårdt arbejde at finde fodfæste igen, men tænk samtidig over hvor stærk du har skulle være, for at kunne klare dig i det forhold? Dit liv kan blive så meget bedre, jeg bliver vred og ked af det på dine vegne, når jeg læser om hvordan du lever. Din mand er manipulerende og dybt egoistisk, det er IKKE dig der er noget galt med.

Som en anden har foreslået, så ring til mødrehjælpen. Jeg tror du har brug for nogen der kan guide dig i det her.

Stort knus herfra