Anonym skriver:
Nu er denne tråd godt nok blevet noget lang!
Men jeg synes dog alligevel jeg vil svare.
Min mor har altid haft et meget frit syn på sex. Uden at jeg dog ved det 100 % tror jeg også hun har gået i swingerklub med en eksmand engang. Grunden til jeg jo ikke ved det er nemlig, at alt sådan noget er tys tys for børn, så det er bare en fornemmelse jeg har. Dog skulle jeg jo passes nogle aftener og de klædte sig pænt på, men ville ikke rigtig ud med hvor de skulle hen. Det gentog sig i flere weekender. Du skriver selv i går i swingerklubber, hvor er børnene så?
Jeg arbejder f.eks. også om natten og mine børn synes tit det er øv, hvis de vågner og har brug for mig. Derfor har vi en rigtig god snak om hvorfor jeg ikke er hjemme. Det må være svært hvis man ikke reelt kan fortælle hvorfor man er væk. Og børn ved altså godt når man lyver. Men kan jo være dine børn overhovedet ikke lægger mærke til du er væk.
Nå men min mor var som sagt meget frigjort hvad angår sex og selvom hun tror jeg aldrig har hørt, set, opdaget noget så har det bare været en stemning, små bidder af samtaler, glimt af ting man ikke skulle se og andre småting der gør at jeg har denne fornemmelse. Måske har hun også fået penge for det engang!! Det ved jeg egentlig ikke, men har en lille ide om, at det har hun i en periode og tror heller ikke det var for pengenes skyld, men nydelsen. Jeg er aldrig blevet mobbet eller set skævt til, der er aldrig nogen der har talt med mig om det----- MEN jeg har i dag et forkert forhold til sex. Jeg har svært ved at nyde det. Jeg synes min mor var klam, hun satte ofte sine egne behov for mine (følte jeg) og derfor har jeg et meget indviklet forhold til hende. Jeg har aldrig manglet noget, min mor var der ofte for mig.... men den der fornemmelse af en hemmelig verden man ikke må være en del af og man ikke forstår hvorfor, gør at man ikke føler sig vigtig nok. At ens mor hellere vil "det hemmelige" end at være sammen med mig. Selvom du måske ikke fortæller dine børn at du skal afsted, kan de måske høre døren gå, bilen starte eller noget helt andet og ligge og tænke over hvor du mon er. Det er lidt ligesom når forældre skændes. Man tror aldrig børnene høre eller ser noget, men der er ligesom en stemning omkring det, som børn kan mærke. Og det vil jeg altså også mene der er omkring dette her. Sådan var det i hvert fald for mig. I dag er jeg helt sex forskrækket. Lyset skal helst være slukket og jeg skal virkelig anstrenge mig for at nyde det. Det er blevet meget bedre med årerne og har en helt fantastisk mand der forstår og virkelig gør sit for at "hjælpe" mig. Men det kommer sig af, at jeg faktisk ser ned på min mor, hun gemte det jo selv væk og ved derfor også det var forkert. Jeg synes hun var ulækker. Selvom jeg er blevet voksen og kan se mere fornuftigt på det i dag, så sidder alle disse barnetanker og følelser i kroppen og de er ikke sådan at slippe af med. Husker enkelte gange min mor prøvede at tale med mig om det, men det ville jeg ikke. Kan kun huske jeg synes hun var klam og ulækker og forstod ikke hvorfor hun ikke bare var en helt alm. Mor. Jeg har også svært ved at sætte mine egne behov før andres. For da min mor gjorde det for nydelsens skyld, så havde hun jo et valg og jeg forstod ikke hvorfor hun så ikke valgte det fra for min skyld. Havde hun gjort det for pengenes skyld havde det været anderledes , for så havde det jo også været for min skyld. Det andet var kun for hendes egen skyld og derfor gjorde det et barnehoved tosset for jeg skulle jo også skjule, at jeg vidste det og det for, at hun kunne få sine behov dækket.
Jere situation er sikkert en helt anden og jeres børn oplever det nok ikke sådan . Det er bare sådan jeg har oplevet min situation og kan aldrig helt forklare, hvorfor det var sådan. For udadtil var vi jo bare en helt alm. familie. Men det var lidt det forfærdelige ved det og tvivlen, skammen, uvished og ingen at dele tankerne med var meget hårdt for mig.
Hvor har du sat mange fine og præcise ord på det, børn ser, hører, fornemmer og gør sig af tanker, når der ligger noget tys tys i en familie. Det handler ikke så meget om 'anledningen', men om det barnet opfatter og den meningsskabelse, det foretager. Og den proces inviteres forældrene ofte ikke ind i.