Er det mig der er helt galt på den her?

Jeg er simpelthen godt og grundigt forvirret.. Måske jeg bare har brug for at puste ud. Men here it goes..

Vi er inviteret til en fødselsdag imorgen, og det har hele tiden været planen at min kæreste skulle med. Hele min familie kommer og mange af dem han ikke endnu har mødt, glæder sig til at se ham. 

Vi har så haft et skænderi igår og idag, og nu vil han ikke tage med alligevel. Han vil så heller ikke selv melde afbud på trods af at den anden halvdel af fødselsdagen og midtpunktet er en han selv kender rigtig godt, og tilbringer meget tid med.
Det skal siges at skænderiet startede pga. ham. Han ville ikke stå op og lave mad til mig, i hans eget hjem - men er vi ved mig så er det på sin plads at jeg disker op med mad hver morgen, middag og aften. Og laver noget nyt hvis det ikke var det han havde lyst til. 

Føler det er så flovt, at sidde så få timer før og melde afbud på min kærestes vegne. Vi er voksne mennesker, og jeg forstår ikke hvorfor. Ååh hvor er forhold virkelig svært og hårdt nogengange. Er det mig der er helt gal på den eller er det okay at føle sig frustreret? 

Min første tanke var,  hvor gammel er din kæreste? kan han have haft en rigtig dårlig dag, siden sådan en lille ting kan vælte hele verden

en anden ting er, at jeg syntes ligegyldig om man bor sammen eller ej, så hjælpes man ad med diverse måltider? Hvis han har den holdning, at han ikke vil lave mad til dig, så fair nok, så kan du jo Gøre som du lyster angående mad i dit eget hjem. 

Men ærligt, så lyder det lidt for barnligt af ham du skal da forresten hellere ikke melde afbud for ham, det må han da selv Gøre, hvis folk til festen spørg hvor han er, så giv dem hans nummer, og sig de selv må ringe til ham og hører hvad han laver.

Jeg er simpelthen godt og grundigt forvirret.. Måske jeg bare har brug for at puste ud. Men here it goes..

Vi er inviteret til en fødselsdag imorgen, og det har hele tiden været planen at min kæreste skulle med. Hele min familie kommer og mange af dem han ikke endnu har mødt, glæder sig til at se ham. 

Vi har så haft et skænderi igår og idag, og nu vil han ikke tage med alligevel. Han vil så heller ikke selv melde afbud på trods af at den anden halvdel af fødselsdagen og midtpunktet er en han selv kender rigtig godt, og tilbringer meget tid med.
Det skal siges at skænderiet startede pga. ham. Han ville ikke stå op og lave mad til mig, i hans eget hjem - men er vi ved mig så er det på sin plads at jeg disker op med mad hver morgen, middag og aften. Og laver noget nyt hvis det ikke var det han havde lyst til. 

Føler det er så flovt, at sidde så få timer før og melde afbud på min kærestes vegne. Vi er voksne mennesker, og jeg forstår ikke hvorfor. Ååh hvor er forhold virkelig svært og hårdt nogengange. Er det mig der er helt gal på den eller er det okay at føle sig frustreret? 

Ved ikke hvor nyt jeres forhold er men undrer mig lidt over flere ting. Bla forventningen om at modparten skal opvarte i dennes hjem. Men det med aflysningen er vel ikke værre end han tager en hjemmeaften og du når du tager afsted, siger han desværre måske blive hjemme, syg/migræne/job(alt efter hvad han laver selvfølgelig) hvis jeres forhold er så nyt at i ikke selv kan tage noget mad, i hinandens hjem, så forstår jeg godt hvis kæresten udledt af et skænderi skal kontakte og fortælle hvorfor, det ville virkelig også gå over min grænse. Selv efter mange års forhold ville jeg ikke synes det kom resten af familien ved, hvis det skulle forholde sig sådan at en ikke ville tage med pga et skænderi eller lignende. Det andet virker mere naturligt eller at du skrev til værten at kæresten ikke kom med pga feks migræne og undlade at fortælle hvorfor til selve fødselsdagen. Skulle i ha været sammen så længe at han kender dem godt nok til selv at melde afbud(uanset årsag der bruges) så burde i også ha været sammen så længe at du sagtens kunne gå i køkkenet og tage noget at spise. Hvis han fortsat har forventninger om opvartning kunne det være i skulle afstemme jeres forventninger, og om det er en generel holdning han har, at blive vartet op det virker som en ret lille ting at blive så uvenner over, så tænker om det bare tog overhånd eller endte sådan pga jeres personligheder (feks to stædige personligheder, siger ikke det nødvendigvis er sådan) eller om der kan stikke noget dybere under. Måske en forsoning også kunne være vejen frem så i begge sammen kunne gå til fødselsdagen  i er 2 om det hele, både om at skændes og om at blive gode igen  

jeg håber at i finder ud af det hele og det trods alt bliver en god dag i morgen 

EnGodMor skriver:

Min første tanke var,  hvor gammel er din kæreste? kan han have haft en rigtig dårlig dag, siden sådan en lille ting kan vælte hele verden

en anden ting er, at jeg syntes ligegyldig om man bor sammen eller ej, så hjælpes man ad med diverse måltider? Hvis han har den holdning, at han ikke vil lave mad til dig, så fair nok, så kan du jo Gøre som du lyster angående mad i dit eget hjem. 

Men ærligt, så lyder det lidt for barnligt af ham du skal da forresten hellere ikke melde afbud for ham, det må han da selv Gøre, hvis folk til festen spørg hvor han er, så giv dem hans nummer, og sig de selv må ringe til ham og hører hvad han laver.

Min kæreste fylder 30 her i maj  

Jeg er helt enig i, at det er noget fælles mht. Madlavning - det er han bare ikke. Han vil ikke "fodre" mig, men jeg skal servere for ham. Dét synes jeg er irriterende, men sådan er hans holdninger. Vi flytter sammen her 1. Marts, og vores forhold er 1,5 år. Der bliver det selvfølgelig nemmere, jeg er bare opdraget hårdt med at man ikke tager andres ting, uden at spørge eller få lov. Så det er jo en forskellighed, jeg er bare helt bevidst om min, og prøver at rykke mig på det punkt. 

Jeg står også ved at han selv melde afbud, for jeg vil ikke lyve overfor min familie - især ikke når han 24 timer efter fødselsdag, har en heldags aftale med fødselaren  

Men tak for at dit svar lige ramte plet! Hvor er det rart at få nogen gode svar 

Årgangs Mor skriver:

Ved ikke hvor nyt jeres forhold er men undrer mig lidt over flere ting. Bla forventningen om at modparten skal opvarte i dennes hjem. Men det med aflysningen er vel ikke værre end han tager en hjemmeaften og du når du tager afsted, siger han desværre måske blive hjemme, syg/migræne/job(alt efter hvad han laver selvfølgelig) hvis jeres forhold er så nyt at i ikke selv kan tage noget mad, i hinandens hjem, så forstår jeg godt hvis kæresten udledt af et skænderi skal kontakte og fortælle hvorfor, det ville virkelig også gå over min grænse. Selv efter mange års forhold ville jeg ikke synes det kom resten af familien ved, hvis det skulle forholde sig sådan at en ikke ville tage med pga et skænderi eller lignende. Det andet virker mere naturligt eller at du skrev til værten at kæresten ikke kom med pga feks migræne og undlade at fortælle hvorfor til selve fødselsdagen. Skulle i ha været sammen så længe at han kender dem godt nok til selv at melde afbud(uanset årsag der bruges) så burde i også ha været sammen så længe at du sagtens kunne gå i køkkenet og tage noget at spise. Hvis han fortsat har forventninger om opvartning kunne det være i skulle afstemme jeres forventninger, og om det er en generel holdning han har, at blive vartet op det virker som en ret lille ting at blive så uvenner over, så tænker om det bare tog overhånd eller endte sådan pga jeres personligheder (feks to stædige personligheder, siger ikke det nødvendigvis er sådan) eller om der kan stikke noget dybere under. Måske en forsoning også kunne være vejen frem så i begge sammen kunne gå til fødselsdagen  i er 2 om det hele, både om at skændes og om at blive gode igen  

jeg håber at i finder ud af det hele og det trods alt bliver en god dag i morgen 

Vores forhold er 1,5 år "gammelt", og han fylder 30 her i maj og jeg 29 til sommer. Vi flytter dog først sammen her 1. Marts..  
Jeg er helt enig i, at det er noget fælles mht. Madlavning - det er han bare ikke. Han vil ikke "fodre" (hans egne ord) mig, men jeg skal servere for ham. Dét synes jeg er irriterende, men sådan er hans holdninger. Der bliver det selvfølgelig nemmere når vi deler samme køkken, jeg er bare opdraget hårdt med at man ikke tager andres ting, uden at spørge eller få lov. Så det er jo en forskellighed, jeg er bare helt bevidst om min, og prøver at rykke mig på det punkt. Jeg har ingen forventning om at han skal lave mad til mig, men det har han til mig. Måske jeg formulerede mig forkert 

Jeg kunne aldrig drømme om at hænge min kæreste ud til min familie, og få ham til at fremstå som en skurk - jeg vil dog ikke lyve, slet ikke når han 24 timer efter fødselsdag, har en heldags aftale med fødselaren. Dog ville jeg heller aldrig tage et skænderi med "ud", det må man gemme til man kommer hjem igen.. 

Vores forhold er 1,5 år "gammelt", og han fylder 30 her i maj og jeg 29 til sommer. Vi flytter dog først sammen her 1. Marts..  
Jeg er helt enig i, at det er noget fælles mht. Madlavning - det er han bare ikke. Han vil ikke "fodre" (hans egne ord) mig, men jeg skal servere for ham. Dét synes jeg er irriterende, men sådan er hans holdninger. Der bliver det selvfølgelig nemmere når vi deler samme køkken, jeg er bare opdraget hårdt med at man ikke tager andres ting, uden at spørge eller få lov. Så det er jo en forskellighed, jeg er bare helt bevidst om min, og prøver at rykke mig på det punkt. Jeg har ingen forventning om at han skal lave mad til mig, men det har han til mig. Måske jeg formulerede mig forkert 

 

Jeg kunne aldrig drømme om at hænge min kæreste ud til min familie, og få ham til at fremstå som en skurk - jeg vil dog ikke lyve, slet ikke når han 24 timer efter fødselsdag, har en heldags aftale med fødselaren. Dog ville jeg heller aldrig tage et skænderi med "ud", det må man gemme til man kommer hjem igen.. 

Ud fra dit start indlæg fik jeg fornemmelse af i havde været sammen 1.5-2 måneder noget skudt ved siden af. Det bedste er jo at løse konflikten og finde en løsning. Når i har været sammen så længe og skal flytte samnen om lidt, i burde være over det stadie hvor man ikke selv kan tage mad eller lige sige, er det ok jeg lige tager noget at spise. Det er en dum situation. Når i har været sammen så længe er det også mere fair at han melder afbud selv. Omkring det at lyve, forstår jeg godt dilemmaet samtidig er det ikke nødvendigvis at jeres skænderi vedrører resten af familien, hvilket er svært hvis man hverken kan være ærlig elker bruge en undskyldning,men mon ikke tingene også virker bedre når i har sovet på det og kan finde forsoning og alligevel gå sammen til fødselsdag. I vil jo også skulle kommunikere og finde kompromis og løsninger om lidt hvor i bor sammen  

jeg håber i finder ud af det hele 

Jeg bliver nødt til at spørge; er du helt sikker på at du og din kæreste overhovedet skal være sammen?

Tænker bare at det er ufatteligt små ting at få så store skænderier omkring. Og hvis I skændes over så bittesmå ting, hvordan bliver det så ikke når I skal igennem store problemer?

Efter halvandet år forstår jeg ikke hvorfor du ikke føler du bare kan tage noget mad i køleskabet, især ikke når I skal flytte sammen lige om lidt, og det hele alligevel bliver fælles. Og mht at opvarte, kunne det så tænkes at din kæreste måske føler at han gør nogle andre gode ting for dig, så han derfor synes det er rart at du opvarter ham lidt af og til? Måske det er en klar måde at vise kærlighed på i hans verden? Siger ikke at du nødvendig vis skal gøre det, men der kunne jo godt ligge en god forklaring bag?

Mht at melde afbud, så er min holdning at når set er hos din familie, så er det dig som melder afbud for jer begge (uanset om det er en af jer eller begge af jer der ikke kommer), og omvendt ham ser melder afbud for jer begge hos hans familie. Man vil i forvejen gerne gøre et godt indtryk ved sin svigerfamilie, og så er det nok ikke så fedt at skulle ringe afbud tæt på en fest, især ikke hvis man måske ikke har den bedste årsag til afbudet. Og jeg tænker at det også er dit ansvar at I har skændes, og derfor er du medskyldig i at han ikke ønsker at deltage i festen alligevel. Og jeg kan egentlig godt forstå at han på nuværende ikke har lyst, da han må formodes at være lidt nedtrykt efter jeres skænderi - måske går han også med tanker om hvorvidt det virkelig skal være jer to?

Undskyld, men det er da slet ikke fødselsdagen som er det vigtige her. Der kan du bare komme med en dårlig undskyldning på hans vegne selvom det er irriterende.

Til gengæld skal du tage fat i det her med maden med det samme for det er et symptom. Hvis han vil opvartes på den måde, så slår det sikkert også igennem på andre områder, hvor han synes du skal være praktisk gris, mens han bare kan fede den. Den ville jeg følge til dørs hurtigst muligt. Det lyder som om han har nogle indstillinger på parforholdet som der skal arbejdes med, men hvis han er 30 er de sikkert ret indgroede og så bør man måske overveje om det er til at leve med på den lange bane.

Jeg vil nødig overdrive på baggrund af få indlæg men mine alarmklokker ringer altså. Særligt grundet det sprog du beskriver han bruger "fodre dig af" du er jo ikke et dyr og at du ikke bare skal opvarte ham men lave nyt hvis det ikke passer ham. 

Det Er jo umuligt at vurdere på baggrund af så lidt info men gør dig selv en stor tjeneste og overvej om det vitterlig er ham du skal flytte sammen med. Han lyder som en hvor det kan gå gruelig galt!

I er i min optik meget langt fra at kunne flytte sammen.

Primært er I endnu ikke så intime, at I føler jer hjemme hos hinanden. Han er måske endda tætteste på, da han synes, at du da selv kan finde en kiks i køkkenet. Din holdning om, at man ikke kan tage i køkkenet selv, er vel også årsagen til, at du opvarter ham hjemme hos dig?

Sekundært skal du være solidarisk med ham - selv i konflikten. Ergo melder DU afbud til DIN familie. Og jo, du lyver for hans skyld. 

Afslutningsvis skal I overveje jeres forhold. Er I klar til næste skridt? Hér mener jeg nok mest dig - for jeg synes, at det er dig, 'der er galt på den'.