Fordele og ulemper ved at være (enlig) mor?

FrkHS skriver:

Jeg vil klart sige Go for it!

Nu er jeg kommende mor til mit første barn, som jeg venter sammen med min kone. Dermed sagt har vi også brugt donor. Hele det store donor-emne er egentlig for mig irrelevant at tage op i denne sammenhæng og en helt anden diskussion.   Når du spørger for eller imod at være selvvalgt enlig mor, vil jeg sige for. Jeg elsker min kone over alt på jorden og er lykkelig over det vi har i vente sammen, men havde hun ikke været der, havde jeg valgt at gennemgå processen selv. Det viste sig at jeg havde problemer med fertiliteten og vi brugte næsten 3 år på at lave vores kommende datter. Jeg er lykkelig for at vi startede projektet i en forholdvis tidlig alder(som 25 årig) og ikke ventede. Jeg tænker lidt jeg ville have haft samme tilgang om jeg havde været enlig. Min holdning er at man skal lytte, når det biologiske ur begynder at tikke og lysten til børn melder sig. Som du er jeg heller ikke typen der har det store behov for at komme ud hver og hveranden aften og trives fint i mit eget selskab. Selvfølgelig er der ting man må give afkald på som singlemor, men det er der i den grad også som mor i parforhold. Jeg ville til enhver tid vende det om og se på alle de positive ting. Du ved selv du har et bagland du kan trække på, og med den "sikkerhed" ville jeg føle mig tryg ved at kaste mig ud i projektet

Det lader til, at vi har nogenlunde samme indstilling til tingene  
Jeg kan da også kun forestille mig, at det må være fantastisk at stifte familie sammen med den, man elsker. Men når det så er sagt, så har jeg det faktisk rigtig godt med at kaste mig ud i projektet alene - jeg ser det ikke som en plan B ligesom mange andre, men derimod en plan A på linje med den plan, jeg formentlig ville have, såfremt jeg havde en partner med de samme ønsker. 

Jeg har ingen idé om, hvordan min fertilitet er, hvilket også gør, at jeg godt kan være lidt bekymret for, hvor lang tid det kommer til at tage at blive gravid. Er 24 nu, og selvom mange vil mene at det er rigtig tidligt at ty til en donor, har jeg det sådan, ligesom du siger, at hvis biologien råber efter et barn, og man i øvrigt selv har mod på og lyst til det, hvorfor så vente? I dag er det normen at vente til man er oppe mod de 30, men bare fordi gennemsnitsalderen er blevet højere, betyder det jo ikke, at vi pludselig har flere fertile år. Så jeg er helt enig med dig! Og jeg synes i øvrigt, at 25 som udgangspunkt er en perfekt alder at blive mor i.

Ligesom mange peger på ulemperne ved at være enlig, kan jeg også forestille mig en hel del ulemper ved at være i et parforhold med børn, ligesom der helt sikkert også er fordele ved begge dele. Så jeg tror, det ene kan være lige så godt som det andet, og hvis man ser positivt på tingene, kan det jo aldrig gå helt galt. Man har jo ikke rigtig nogen idé om, hvad det er man går ind til, når man får børn, men jeg håber bare, at det er nok med en støttende familie og en masse kærlighed. Tusind tak for dit input - og stort tillykke med jeres kommende datter! 

Anonym skriver:

Nej selvfølgelig ikke, det regner jeg heller ikke med at de skal. Jeg forestiller mig bare at de kan støtte mig fx ved sygdom og lignende. Det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at aflevere mit barn til pasning i tide og utide. Men hvad er det du mener der er behov for udover en støttende familie? Er det mængden af mennesker, du synes er afgørende?

Det er ikke det jeg mener med alenetid - du skrev selv at man kommer til at være meget alene om aftenen, når barnet sover. Og så siger jeg bare, at det ikke gør mig noget ikke at kunne gå ud, fordi jeg godt kan lide bare at være derhjemme. Jeg regner ikke med at kunne flade ud på sofaen hver aften, når jeg har et lille barn i huset, og det har jeg heller ikke behov for - jeg understreger bare, at jeg ikke er en person, der har behov for en masse sociale aktiviteter.

Ja, du har ret i at jeg skærer 'den ene halvdel' af familien fra. Men jeg vælger at se sådan på det, at min store familie i princippet kan gøre det ud for to 'gennemsnitlige' familier. Jeg har snakket meget med min familie om mit valg, og jeg har også påbegyndt et børnetestamente og fået lagt fast hvad der skal ske, hvis jeg dør inden mine børn er voksne. Det fylder selvfølgelig meget, når man tager valget om at være alene om det, men så igen - der er jo altid en risiko for, at et barn mister sine forældre 'før tid', uanset om der er én eller to af dem. Jeg vil gerne have flere børn, men ikke lige i rap. Jeg forestiller mig at der kommer til at være mange år imellem dem, netop fordi jeg er alene om det hele. Det er også netop én af grundene til, at jeg gerne vil relativt tidligt i gang med at få mine børn, så jeg ikke pludselig står og ikke kan blive gravid.

Med hensyn til at skabe en familie senere, kan det selvfølgelig godt være at det bliver en udfordring allerede at have børn. Men tænk på hvor mange par der går fra hinanden og finder nye partnere. Der er jo masser af børn indblandet i sådanne tilfælde, og jeg kan ikke se, hvorfor min situation vil være anderledes. Den eneste forskel er, at jeg slipper for skilsmissen - og det gør mine børn også. Så jeg ser det egentlig som en fordel, for jeg tror en skilsmisse er utrolig hård for børn. Det slipper mine for!

Jeg kan godt forstå alle dine skeptiske holdninger, men jeg tror bare jeg har sat mig så godt fast i min beslutning, at jeg efterhånden kan se positivt på de fleste aspekter af den. Så kan det godt være at virkeligheden bliver hårdere end jeg regner med, men jeg tror altså også det i høj grad afhænger af hvilken indstilling man går ind til den med. Hvis jeg fra start kun tænker på hvor hårdt det bliver og hvor mange udfordringer der kommer til at være, jamen så bliver det da sådan. Men hvis jeg tager det som det kommer og gør det så godt jeg kan, velvidende at jeg har truffet en beslutning som jeg kan stå ved og er glad for, så skal det da nok gå okay 

Først og fremmest fedt du går i dialog og ikke vare undlader at svare folk med andre holdninger

jeg mener ikke der skal være et bestemt antal personer til at støtte, jeg tror bare du vil blive overrasket over hvor meget støtte det kan være rart at have. Aftenmøder på arbejde, lidt senere fri en dag, forældremøder, lægebesøg, tandlægebesøg frisør mv alt sammen noget der kræver pasning. Derudover kommer alt verdens praktiske ting hvor det nogle gange kan være rart at få hjælp samt hvis du bare en gang imellem vil være social, løbe en tur eller andet. Du vil blive overrasket over hvor meget frihed du mangler. Når du er alene skal du ko både hente og bringe hvis du arbejder 8 timer med 30 min transport skal baby være i institution 9 timer om dagen hvorefter i skal handle lave mad mv. 

At dine børn slipper for en skilsmisse er rigtigt men heldigvis er der jo mange der ikke bliver skilt og selvom man skulle blive skilt vil børnene jo stadig have deres far så synes ikke det kan sammenlignes. Jeg tror mange donorbørn oplever en identitetskrise fordi de mangler nogle af deres genetiske ophav ligesom adoptivbørn så det kan også blive hårdt for et kommende barn  det kan man ikke spå om og bør ikke være med i dine betragtninger  

Du er kun 24 du er ung. Jeg forstår helt ærligt ikke du venter et par år, tro mig mit livssyn ændrede sig vanvittigt meget fra jeg var 24 til bare 28 år. Er du færdiguddannet, etableret på arbejdsmarkedet mv? 

der er massere af fordele ved at være rimelig ung mor men der er også ulemper især alene og du har massere af år foran dig. Selvfølgelig har nogle svært ved det, men jeg synes ikke det skal være et argument for at begynde før tid. 

Jeg må helt ærligt sige jeg ikke kan forstå argumentet for at det skal være nu. 

Synes egentlig slet kkke man kan tale om fordele og ulemper, at leve et liv med børn er et liv og leve et liv uden børn er et andet og begge slags live er skønt, givende, hårdt, interessant osv.

Livet med børn er et liv fyldt med kærlighed, frustration, grin, tårer, ensomhed og fællesskab, det er et liv med drømme for en fantastisk fremtid, det er angst og bæven over den grumme fremtid, det er vauw jeg er god følelse og det er kronisk dårlig samvittighed. Det er et liv hvor er lille menneske pludselig betyder langt mere end dig selv og der betyder både du oplever noget stort men også at du altid (og jeg mener altid)kommer i anden række.

Et liv med en baby kan betyde en lille marcipangris der sover når han bliver lagt og det kan betyde 3 mnd i skrigehelvede. Livet går i står når baby pludselig er i armene, det er bedre end det bedste sex sat sammen med den fedeste rejse, men så bliver det hverdag og man kan ende med at tænke den ulovlige tanke: gid jeg aldrig havde fået dig!

Et liv med en tumling betyder kæmpe grin, men også nætter uden søvn pga tænder, ørene, natamning der skal stoppe. Det betyder man til tider overhovedet ikke kan stå på sine ben og andre dage flyver på en lyserød sky

store vuggestuebarn betyder finurligt sprog der giver man grin, det betyder våde kys, hoppe i vandpytten og et skrigende barn der ligger på gulvet fordi man kom til at hælde mælk op i deres glas. Det betyder man en gang imellem kunne smide dem ud med postevandet og andre gange at man ikke forstår man kan leve uden.

børnehavebarnet betyder de første spæde akidt mod bedste venner med dertil hørende legeaftaler og sammenbrud fordi bedste vennen ikke ville lege. Det betyder arrangementerne begynder at hobe sig op.

start skole puha det bryder et træt barn og et liv på stand-by for man tager ikke lige i biffen, man er der hjemme og lader op. Det betyder snirklede filosofiske samtaler, det betyder 20 minutters læsning om dagen, frygten for fremtiden og stoltheden når de knækker læsekoden. 

Teenageren hvor skal jeg starte, det betyder man forstår udtrykket det hvide ud af øjnene, det betyder man bliver råbt af, det betyder en kæmpe stolthed af ens barn er blevet et så fantastisk ungt menneske, der betyder gråd i den sene aften fordi man er så ked af on ens barn overhovedet kan lide en. Det betyder man ikke længere hopper i seng kl 21 efter en lang arbejdsdag for teenageren er oppe til 23 og er stadig så lille så hun gerne vil have du går med på toilettet og børster tænder for den der mørke er lidt farlig. 

At vælge at være alene betyder man er alene i alle livets faser, for en kommende parter får måske ikke de samme følelser for ens barn, kan ikke tage teenage opgøret osv. 

Det betyder også ens barn er alene med en som ikke bliver udfordret af en far/mor på sine forstokkede meninger om opdragelse, bærn, livet, værdier. Så skulle jeg endelig tale om ulempe så så er der selvsagt de åbenlyse: man er alene om det hele! Men jeg synes faktisk den vigtigste er at jeg føler jeg er blevet en meget bedre mor, mere rummelig, mere blød, mere hel, mere forstående, mere pædagogisk, mere forstående osv fordi jeg har skille spejle mig i deres far, har skulle vende opdragelse, menneskesyn, værdier osv. Og at være alene er for mig møg ærgerligt lige der, og man skylder sig selv og sit barn at finde nogle man så vender de tanker med, lader sig udfordre af og endda også giver en så stor rolle i sit barns liv så de oplever mere forskellighed og mangfoldighed

Mariehøne123 skriver:

Først og fremmest fedt du går i dialog og ikke vare undlader at svare folk med andre holdninger

jeg mener ikke der skal være et bestemt antal personer til at støtte, jeg tror bare du vil blive overrasket over hvor meget støtte det kan være rart at have. Aftenmøder på arbejde, lidt senere fri en dag, forældremøder, lægebesøg, tandlægebesøg frisør mv alt sammen noget der kræver pasning. Derudover kommer alt verdens praktiske ting hvor det nogle gange kan være rart at få hjælp samt hvis du bare en gang imellem vil være social, løbe en tur eller andet. Du vil blive overrasket over hvor meget frihed du mangler. Når du er alene skal du ko både hente og bringe hvis du arbejder 8 timer med 30 min transport skal baby være i institution 9 timer om dagen hvorefter i skal handle lave mad mv. 

At dine børn slipper for en skilsmisse er rigtigt men heldigvis er der jo mange der ikke bliver skilt og selvom man skulle blive skilt vil børnene jo stadig have deres far så synes ikke det kan sammenlignes. Jeg tror mange donorbørn oplever en identitetskrise fordi de mangler nogle af deres genetiske ophav ligesom adoptivbørn så det kan også blive hårdt for et kommende barn  det kan man ikke spå om og bør ikke være med i dine betragtninger  

Du er kun 24 du er ung. Jeg forstår helt ærligt ikke du venter et par år, tro mig mit livssyn ændrede sig vanvittigt meget fra jeg var 24 til bare 28 år. Er du færdiguddannet, etableret på arbejdsmarkedet mv? 

der er massere af fordele ved at være rimelig ung mor men der er også ulemper især alene og du har massere af år foran dig. Selvfølgelig har nogle svært ved det, men jeg synes ikke det skal være et argument for at begynde før tid. 

Jeg må helt ærligt sige jeg ikke kan forstå argumentet for at det skal være nu. 

Og i lige måde - det er altid godt at få vendt nogle forskellige holdninger og på den måde sat mere perspektiv på tingene 

Jeg kan jo kun forestille mig de ting, du skriver om, og hvordan det vil blive at være alene om alting hele tiden. Egentlig synes jeg, at jeg allerede har taget alt det du nævner med i betragtning, men jeg tror alligevel, jeg vil snakke med mine nærmeste omkring det for at få lidt mere indsigt i, hvad de forventer at kunne hjælpe mig med. Ikke at det er det, der skal være det afgørende, men jeg kan sagtens se hvorfor så mange mener, at ens netværk er supervigtigt, når man er enlig forælder. 

Som nævnt tidligere har du ret i det med, at et donorbarn er mere udsat for en identitetskrise, men her synes jeg også det er vigtigt at tænke på, at jeg netop vælger en så udvidet donor som muligt (altså én med en masse informationer, billeder etc.) for at give mit barn de bedste betingelser for at spejle sig, omstændighederne taget i betragtning. Selvfølgelig kan man sige, at det umiddelbart er bedst for et barn at have begge sine forældre, men som sagt er dette ikke en garanti for et lykkeligt liv og ingen identitetskrise, ligesom det at have én forælder heller ikke er ensbetydende med, at man får et svært liv. Hellere én forælder, som vil det af hele sit hjerte, end to forældre, som måske hænger lidt i bremsen. Og så ser jeg det i øvrigt som en kæmpe fordel, at jeg har to brødre, sådan at mit barn også får nogle mandlige rollemodeller i sit liv (selvom jeg ikke ser kønsroller som specielt vigtige, så længe der er gode mennesker omkring barnet).

Faktisk har jeg allerede ventet et par år - jeg tog det meste af beslutningen da jeg var 21 og har så brugt de sidste tre år på at tygge godt og grundigt på det hele og virkelig mærke efter. Fået snakket med min familie om det og undersøgt alt hvad jeg lige kunne komme i tanke om. Det kan da godt være, at mit livssyn ændrer sig i de kommende år, men jeg tænker også bare, at når jeg de sidste tre år (plus de år der gik forinden, hvor jeg overvejede det hele og også havde idéen om et regnbuebarn inde over) har haft det på samme måde, så er det måske fordi det bare er det rigtige for mig. Jeg tvivler stærkt på, at jeg ændrer mening, for selvom det selvfølgelig godt kan ske at jeg møder den helt rigtige at få børn med, har jeg altid haft en forestilling om, at jeg ville komme til at være alene i det meste af mit voksenliv. I bund og grund har jeg ikke lyst til at danne par med nogen og binde mig så meget til en person, som man gør når man får børn sammen. De fleste, som vælger at få børn alene, bruger det jo som en slags nødløsning, fordi de ikke har nået at finde den rigtige partner. Sådan er det ikke for mig - det her er nemlig min plan A, fordi det er det, jeg helst vil. Så kan man kalde mig egoistisk over for mit barn, men på den anden side er det jo altid egoistisk at få børn, ikke sandt? Jeg kan egentlig heller ikke se det specielt egoistiske i at jeg er villig til at ofre alt og sætte alting til side for at tage mig bedst muligt af mit barn og klare det hele alene. Og hvis jeg kan give mit barn et godt liv på egen hånd, så ser jeg det da som en gave til ham/hende, frem for en byrde at der ikke er en forælder nummer 2. 

Jeg er færdiguddannet når jeg får barnet, ja. Måske når jeg at få mit første job, inden barnet kommer, måske ikke - det kommer an på, hvor lang tid der går, inden jeg bliver gravid. Dette er også en ting, jeg har overvejet rigtig mange gange, og egentlig også rigtig grundigt. At gå på barsel som nyuddannet er måske på mange måder lidt af et sats, fordi det kan betyde, at det er sværere at komme ind på arbejdsmarkedet efterfølgende. Men på den anden side er det en fordel, at man allerede har været på barsel, når man bliver ansat. I det store hele tror jeg ikke det gør nogen forskel, for det er så forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, at jeg ikke tror man kan sige, at det ene er bedre end det andet. Derudover er min plan at flytte tilbage til det område, jeg kommer fra, hvor det meste af min tætte familie også bor. På den måde er jeg tæt på dem under min barsel og i det første år af barnets liv. Finder jeg derefter et arbejde lidt længere væk, jamen så kan jeg jo flytte efter dét, alt efter hvordan jeg vurderer situationen til den tid. Hvis jeg fik job umiddelbart efter min afsluttede uddannelse, ville dette sandsynligvis gøre, at jeg, når jeg skulle have mit barn, ville bo længere væk fra familie og netværk. Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at finde arbejde i det område, men man er jo også nødt til at være lidt åben, når man skal etablere sig på arbejdsmarkedet. Det har jeg bedre mulighed for, når jeg har fundet mig til rette i rollen som mor. Og det er vel lige hårdt at have både job og børn, uanset hvor gammel man er, og hvor længe man har været i arbejde.

Jeg forstår godt, at du råder mig til at vente. Det er der rigtig mange der gør! Men selvom det er normen at vente med at få børn til man er sidst i 20'erne, kan jeg egentlig ikke forstå, hvorfor det er så slemt at starte lidt tidligere. Det vigtigste må vel være, at man selv føler sig klar til det, og ikke mindst at man har lyst til og mod på det. Og at kalde det 'at begynde før tid' skyldes jo nok også normen. Hvor gammel er man, hvis man begynder 'til tiden'? Fertiliteten falder allerede fra man er omkring 25, så jeg ser det ikke som før tid - og slet ikke, når jeg har været mere eller mindre afklaret omkring min beslutning i flere år.

Derudover er jeg også bevidst om, at mit barn kun får én familie, nemlig min. Det betyder blandt andet, at der kun er ét sæt bedsteforældre, og eftersom jeg selv kun er vokset op med én bedsteforælder, som jeg i øvrigt ikke er eller har været specielt tæt med, vil jeg gerne give mit barn mange år sammen med dets bedsteforældre. Mine forældre var relativt gamle, da de fik mig, især fordi jeg er den yngste, så derfor vil jeg rigtig gerne ikke alt for sent i gang. Ikke at det er dette, der er det afgørende, men det spiller da ind. 

Lysten til et barn er der og har været der længe. For mig at se er dette det allervigtigste i beslutningen. Så er der jo andre praktiske ting, der skal tages med, som fx uddannelse, bolig, økonomi og netværk. Bevares, jeg bor ikke i hus med have og har penge at strø om mig med, men mindre kan vel også gøre det. Jeg har gode mennesker omkring mig, som jeg ved vil blive en stor og dejlig del af mit barns liv. Og mest af alt har jeg en masse kærlighed til mit barn, allerede nu. Hvis ikke du synes, det er et godt nok argument, så er vi nok bare uenige. Og det er også helt fint! Det ville være kedeligt, hvis vi alle gjorde tingene på samme måde 

Jeg har som du et par hjælpende forældre og brødre og så har jeg veninder i forskellige aldre og livssituationer. Mine forældre går op i deres barnebarn med liv og sjæl og brødre, svigerinder, tanter, m.v giver gerne en hånd, når jeg beder om hjælp. Der er mange om buddet, så jeg behøver ikke drive rovdrift på nogen. Jeg tænker tit, at jeg har det meget nemmere end kolleger med børn, hvis familie bor i den anden ende af landet. Jeg har stort set aldrig sygedage med mit barn, da der altid er en mormor eller morfar, der gerne læser højt og lægger puslespil, mens snotten løber.

Jeg har veninder med børn på samme alder, så jeg kan sagtens have venindesamvær i weekenderne. Det er selvsagt ikke vilde byture, men mere kaffe/kage, gåture, osv. Og fælles aftensmad i hverdagene. 2 timers spisning og snak, så hjem og i nattøjet.

Og så har jeg blandt dem en håndfuld familiemedlemmer og en veninde, som rent faktisk får tårer i øjnene over purkens små fremskridt.

Så jeg vil mene, at familie ig venner er noget af det vigtigste.

lineog4 skriver:

Synes egentlig slet kkke man kan tale om fordele og ulemper, at leve et liv med børn er et liv og leve et liv uden børn er et andet og begge slags live er skønt, givende, hårdt, interessant osv.

Livet med børn er et liv fyldt med kærlighed, frustration, grin, tårer, ensomhed og fællesskab, det er et liv med drømme for en fantastisk fremtid, det er angst og bæven over den grumme fremtid, det er vauw jeg er god følelse og det er kronisk dårlig samvittighed. Det er et liv hvor er lille menneske pludselig betyder langt mere end dig selv og der betyder både du oplever noget stort men også at du altid (og jeg mener altid)kommer i anden række.

Et liv med en baby kan betyde en lille marcipangris der sover når han bliver lagt og det kan betyde 3 mnd i skrigehelvede. Livet går i står når baby pludselig er i armene, det er bedre end det bedste sex sat sammen med den fedeste rejse, men så bliver det hverdag og man kan ende med at tænke den ulovlige tanke: gid jeg aldrig havde fået dig!

Et liv med en tumling betyder kæmpe grin, men også nætter uden søvn pga tænder, ørene, natamning der skal stoppe. Det betyder man til tider overhovedet ikke kan stå på sine ben og andre dage flyver på en lyserød sky

store vuggestuebarn betyder finurligt sprog der giver man grin, det betyder våde kys, hoppe i vandpytten og et skrigende barn der ligger på gulvet fordi man kom til at hælde mælk op i deres glas. Det betyder man en gang imellem kunne smide dem ud med postevandet og andre gange at man ikke forstår man kan leve uden.

børnehavebarnet betyder de første spæde akidt mod bedste venner med dertil hørende legeaftaler og sammenbrud fordi bedste vennen ikke ville lege. Det betyder arrangementerne begynder at hobe sig op.

start skole puha det bryder et træt barn og et liv på stand-by for man tager ikke lige i biffen, man er der hjemme og lader op. Det betyder snirklede filosofiske samtaler, det betyder 20 minutters læsning om dagen, frygten for fremtiden og stoltheden når de knækker læsekoden. 

Teenageren hvor skal jeg starte, det betyder man forstår udtrykket det hvide ud af øjnene, det betyder man bliver råbt af, det betyder en kæmpe stolthed af ens barn er blevet et så fantastisk ungt menneske, der betyder gråd i den sene aften fordi man er så ked af on ens barn overhovedet kan lide en. Det betyder man ikke længere hopper i seng kl 21 efter en lang arbejdsdag for teenageren er oppe til 23 og er stadig så lille så hun gerne vil have du går med på toilettet og børster tænder for den der mørke er lidt farlig. 

At vælge at være alene betyder man er alene i alle livets faser, for en kommende parter får måske ikke de samme følelser for ens barn, kan ikke tage teenage opgøret osv. 

Det betyder også ens barn er alene med en som ikke bliver udfordret af en far/mor på sine forstokkede meninger om opdragelse, bærn, livet, værdier. Så skulle jeg endelig tale om ulempe så så er der selvsagt de åbenlyse: man er alene om det hele! Men jeg synes faktisk den vigtigste er at jeg føler jeg er blevet en meget bedre mor, mere rummelig, mere blød, mere hel, mere forstående, mere pædagogisk, mere forstående osv fordi jeg har skille spejle mig i deres far, har skulle vende opdragelse, menneskesyn, værdier osv. Og at være alene er for mig møg ærgerligt lige der, og man skylder sig selv og sit barn at finde nogle man så vender de tanker med, lader sig udfordre af og endda også giver en så stor rolle i sit barns liv så de oplever mere forskellighed og mangfoldighed

Tak for din fine forklaring af livet med børn som du oplever det! Det satte gang i en masse tanker og forestillinger om det, der venter mig, og ligger egentlig ikke så langt fra det, jeg indtil nu har vendt og drejet. 

Jeg er klar over, at en eventuel kommende partner aldrig vil kunne blive forælder til mit barn. Men én af de ting, der tiltaler mig ved livet som enlig mor er, at jeg er alene om alting. Selvfølgelig er dette i sig selv superhårdt, både fordi man skal klare alting selv, er på 24/7 og ikke har nogen at dele både de hårde og gode stunder med. Men det betyder jo også, at det er mig alene, der styrer det hele, og at jeg kan træffe alle beslutninger i kraft af mine egne værdier og hvordan jeg rammer dagen. Jeg ser det egentlig som en enorm frihed ikke at skulle gå på kompromis med nogen, og at jeg er alene om sådan nogle ting som fx det huslige arbejde - når der kun er mig til at ordne det hele, er der heller ikke noget pres omkring det, fordi jeg ikke står til ansvar over for andre end mig selv og mit barn. Selvom der er mere arbejde, er der også færre forpligtelser på den måde, at det kun er mit barn jeg skal tage hensyn til, og ikke også en partner. Men selvfølgelig kan jeg godt følge dig i det med at der vil komme mere mangfoldighed i barnets liv ved at man er to, der skal tage vare på det. Dog vil jeg mene, at jeg er så åben og reflekterende et menneske, at jeg godt kan præsentere mit barn for forskelligheder og indprente mangfoldighed i dets sind på egen hånd. Og selvom man hver især har sin egen måde at gøre tingene på, fx i forhold til opdragelse, synes jeg ikke det er fair at kalde det 'forstokket' - alle gør jo deres bedste for at gøre deres barn til et godt og lykkeligt menneske, uanset og man er én eller flere om det. Og bare fordi man er alene, kan man jo godt tage imod andres input - måske netop derfor, fordi der ikke er en partner til at sige "nej ved du hvad, det var ikke det vi blev enige om fra start" hvis man pludselig får en åbenbaring og gerne vil ændre nogle ting i opdragelsen eller på et hvilket som helst andet punkt.

Selvom det uden tvivl er hårdt at være enlig forælder, er det vel i det hele taget bare hårdt at være forælder, også selvom man er to. Begge dele har sine stærke og svage sider, og hvis jeg kun har prøvet at være alene om det, jamen så er det jo ikke 'hårdt' - i den forstand, at jeg ikke har noget at sammenligne med. Så er det bare sådan det er, og så gør man det så godt man kan og får en masse positivt ud af dét 

Jeg er enlig mor til Ella, som er kommet til med donor 

Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget for mig selv! Jeg kunne da godt savne, at have en tæt at opleve alle de store og nye ting, som hun hele tiden kan. Men det er ikke noget jeg tænker over i hverdagen, så er der sp mange andre at dele oplevelserne med ��

Jeg har en lille familie og få tætte venner, men de har alle været der fra start - Så jeg har den hjælp jeg skal bruge, når der er behov for den. 

F.eks. så starter jeg på job i næste uge efter endt barsel, det er med weekend job hveranden weekend, men det passer moster og morfar skiftevis. Det bliver hårdt for mig, at hun skal passes så meget - Men samtidig ser jeg det som en gave til min datter, at hun får så tæt er forhold til dem 

Jeg har et par veninder som efter de har fået børn, er blevet skilt fra deres mænd. Og jeg må sige, jeg er lykkelig for det ikke er mig, som pludselig skal skændes om alt, vedr. mit barn. 

Du vil møde mange på din vej som er imod det, at få barn alene. Men jeg vendte den om, og synes faktisk det er mere synd for mit barn hvis jeg havde haft et engangsknald med en gut, som alligevel ikke ville være der for hende. Tænk sig en følelse, at være blevet fravalgt. Jeg alene, har tilvalgt mit barn, og hun er så højt ønsket at hun aldrig bliver i tvivl. 

Jeg har et babybillede, interview og forskellige oplysninger om donor, som hun får, når spørgsmålene begynder at komme.allerede nu, fortæller jeg om den rare mand, som har hjulpet mig så jeg kunne få hende - Hun er kun 11,5 mdr. men hun skal vide hvordan hun er kommet til. 

Derudover har jeg skrevet alt ned fra den dag jeg tog beslutningen, tanker osv. 

Der bliver stadig skrevet i den, og det bliver jeg ved med, til den dag hun bliver konfirmeret, hvor hun så vil få bøgerne og kassen med minder. 

Der findes en lukket gr. på Facebook for os. Skriv til mig, hvis du vil være med ☺

Becks skriver:

Jeg er enlig mor til Ella, som er kommet til med donor 

Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget for mig selv! Jeg kunne da godt savne, at have en tæt at opleve alle de store og nye ting, som hun hele tiden kan. Men det er ikke noget jeg tænker over i hverdagen, så er der sp mange andre at dele oplevelserne med ��

Jeg har en lille familie og få tætte venner, men de har alle været der fra start - Så jeg har den hjælp jeg skal bruge, når der er behov for den. 

F.eks. så starter jeg på job i næste uge efter endt barsel, det er med weekend job hveranden weekend, men det passer moster og morfar skiftevis. Det bliver hårdt for mig, at hun skal passes så meget - Men samtidig ser jeg det som en gave til min datter, at hun får så tæt er forhold til dem 

Jeg har et par veninder som efter de har fået børn, er blevet skilt fra deres mænd. Og jeg må sige, jeg er lykkelig for det ikke er mig, som pludselig skal skændes om alt, vedr. mit barn. 

Du vil møde mange på din vej som er imod det, at få barn alene. Men jeg vendte den om, og synes faktisk det er mere synd for mit barn hvis jeg havde haft et engangsknald med en gut, som alligevel ikke ville være der for hende. Tænk sig en følelse, at være blevet fravalgt. Jeg alene, har tilvalgt mit barn, og hun er så højt ønsket at hun aldrig bliver i tvivl. 

Jeg har et babybillede, interview og forskellige oplysninger om donor, som hun får, når spørgsmålene begynder at komme.allerede nu, fortæller jeg om den rare mand, som har hjulpet mig så jeg kunne få hende - Hun er kun 11,5 mdr. men hun skal vide hvordan hun er kommet til. 

Derudover har jeg skrevet alt ned fra den dag jeg tog beslutningen, tanker osv. 

Der bliver stadig skrevet i den, og det bliver jeg ved med, til den dag hun bliver konfirmeret, hvor hun så vil få bøgerne og kassen med minder. 

Der findes en lukket gr. på Facebook for os. Skriv til mig, hvis du vil være med ☺

Først og fremmest stort tillykke med din beslutning om at blive selvvalgt enlig mor, og med din lille datter! Det er rigtig rart at høre fra andre, som står i den situation, jeg forhåbentlig også ender i inden længe.

Jeg kan godt forestille mig, at man indimellem vil savne én at dele alting med - både de små og store ting. Men som du siger, så er der jo en masse andre, man kan dele de oplevelser med. Så kan det godt være, at de ikke er lige så opslugte af det, som man selv er, men det er jo ikke det, der er det afgørende - det afgørende er, at ens barn har det godt og udvikler sig som det skal. 

Ligesom du er jeg også glad for at slippe for en potentiel skilsmisse og dertilhørende karambolager omkring børnene. Det er faktisk noget af det, jeg allerede nu føler stor lettelse over ved at vælge at få et barn alene. Ikke at det er en selvfølge, at man bliver skilt, når man får børn sammen, men det er nu engang bare flertallet af ægtepar, der bliver skilt i dagens Danmark. Og det ser jeg som en stor fordel, at mit barn slipper for. 

I øvrigt er jeg enig i, at det må være langt sværere for barnet at være blevet fravalgt fra starten. Det er egentlig underligt, at folk er så meget ude med riven over for selvvalgte enlige mødre, men ikke rigtig ser de mange forældre, der fravælger deres børn. Og ja, det må da være en gave for et barn at vide, at det er så ønsket, at dets mor valgte at få det helt alene. Så kan det selvfølgelig godt være, at det senere hen vil bebrejde én for nogle ting som følge af det valg, men jeg håber bare, at kærligheden, og det at man snakker om det hele lige fra starten, er nok til at kompensere. 

Må jeg spørge, hvordan du tackler folks skepsis over for dit valg? Jeg kan forestille mig, at man møder megen modstand som selvvalgt enlig mor, og selvom jeg synes, at jeg har mine argumenter i orden, ved jeg også bare, at jeg er en meget sensitiv person, som nemt bliver påvirket af andre folks meninger. Ikke at det ændrer på min beslutning, men måske du har nogle gode råd til ikke at lade det gå én alt for meget på.

Jeg har allerede valgt donor og reserveret strå til kommende behandlinger, og jeg har også både babybilleder og en masse oplysninger om donor. Når barnet bliver stort nok, tror jeg det er afgørende for det at kunne kigge på disse ting og forhåbentlig spejle sig lidt i 'donorfar', selvom han ikke er en del af barnets liv. Jeg har også en bog, hvor jeg skriver mine tanker og overvejelser ned. Det har jeg allerede gjort i et halvt års tid, og jeg planer på at blive ved med det igennem mit barns opvækst, sådan at det kan få så godt et indblik som muligt i min beslutning og alt som det medfører.

Det lyder som om, at du virkelig gør dit allerbedste for at din datter kommer til at hvile i den livsbetingelse, at hun er donorbarn. Og det tror jeg er det vigtigste - så er der mange andre ting i livet, som man ikke er herre over, hvad end man er selvvalgt enlig mor eller to forældre. Jeg synes, din datter er heldig at have dig som mor  

Jeg har endnu ikke det store netværk inden for 'donorbarnverdenen', men jeg vil meget gerne være med i jeres gruppe på Facebook! Hvad hedder den?

Anonym skriver:

Tak for din fine forklaring af livet med børn som du oplever det! Det satte gang i en masse tanker og forestillinger om det, der venter mig, og ligger egentlig ikke så langt fra det, jeg indtil nu har vendt og drejet. 

Jeg er klar over, at en eventuel kommende partner aldrig vil kunne blive forælder til mit barn. Men én af de ting, der tiltaler mig ved livet som enlig mor er, at jeg er alene om alting. Selvfølgelig er dette i sig selv superhårdt, både fordi man skal klare alting selv, er på 24/7 og ikke har nogen at dele både de hårde og gode stunder med. Men det betyder jo også, at det er mig alene, der styrer det hele, og at jeg kan træffe alle beslutninger i kraft af mine egne værdier og hvordan jeg rammer dagen. Jeg ser det egentlig som en enorm frihed ikke at skulle gå på kompromis med nogen, og at jeg er alene om sådan nogle ting som fx det huslige arbejde - når der kun er mig til at ordne det hele, er der heller ikke noget pres omkring det, fordi jeg ikke står til ansvar over for andre end mig selv og mit barn. Selvom der er mere arbejde, er der også færre forpligtelser på den måde, at det kun er mit barn jeg skal tage hensyn til, og ikke også en partner. Men selvfølgelig kan jeg godt følge dig i det med at der vil komme mere mangfoldighed i barnets liv ved at man er to, der skal tage vare på det. Dog vil jeg mene, at jeg er så åben og reflekterende et menneske, at jeg godt kan præsentere mit barn for forskelligheder og indprente mangfoldighed i dets sind på egen hånd. Og selvom man hver især har sin egen måde at gøre tingene på, fx i forhold til opdragelse, synes jeg ikke det er fair at kalde det 'forstokket' - alle gør jo deres bedste for at gøre deres barn til et godt og lykkeligt menneske, uanset og man er én eller flere om det. Og bare fordi man er alene, kan man jo godt tage imod andres input - måske netop derfor, fordi der ikke er en partner til at sige "nej ved du hvad, det var ikke det vi blev enige om fra start" hvis man pludselig får en åbenbaring og gerne vil ændre nogle ting i opdragelsen eller på et hvilket som helst andet punkt.

Selvom det uden tvivl er hårdt at være enlig forælder, er det vel i det hele taget bare hårdt at være forælder, også selvom man er to. Begge dele har sine stærke og svage sider, og hvis jeg kun har prøvet at være alene om det, jamen så er det jo ikke 'hårdt' - i den forstand, at jeg ikke har noget at sammenligne med. Så er det bare sådan det er, og så gør man det så godt man kan og får en masse positivt ud af dét 

Forstokket er vel vi alle sammen 

Jeg tænker man kan være en fantastisk forælder også som selvvalgt enlig, men personligt synes jeg det er fantastisk at blive udfordret på mine værdier. Og jeg kan se mine børn har fået en større frihed til t være dem selv fordi vi var to der så dem, to der forstod dem. Fx er min datter nogle gange en kæmpe gåde for mig, men så forstår far hende. På samme måde har far nogle gange svært at forstå vores ene søn, men så går jeg. 

Men at jeg skriver det betyder ikke jeg grunlæggende er imod mod selvvalgt enlig, blot at det var det jeg ville savne.

Jeg var "enlig" i 3 mnd da min mand arbejdede i den anden ende af landet. Og ja der var ting der var lettere, jeg bestemte alt, jeg kunne skabe min egen struktur, alle børnene kunne sove sammen med mig og jeg kunne smutte i seng sammen med dem og kigge forelsket på min flok. Men fuck det var også hårdt at få logistikken til at gå op og det var vildt underligt ikke at kunne dele alle mine tanker og alle de skønne oplevelser med et andet voksent menneske. 

Jeg var i de 3 mnd arbejdende på deltid, og jeg var alligevel afhængig af en der kunne hente for mig en gang om ugen fordi jeg havde arbejde til k 17. Havde også en pædagogisk weekend hvor jeg var afhængig af hjælp osv. Og der var weekenden hvor den ene skulle synge koncert, den ene skulle til fastelavnsfest med klassen (g forældrene skulle deltage) og den 3. Var syg. FUCK jeg kunne jo ikke være 3 steder.... Så at være alene handler også om at være åben og række hånden ud efter hjælp også hos helt nye forældrepar man lige er blevet klasseforældre med. 

Når alt det er skrevet vil jeg da ønske held og lykke og ikke kigge skævt. 

Anonym skriver:

Først og fremmest stort tillykke med din beslutning om at blive selvvalgt enlig mor, og med din lille datter! Det er rigtig rart at høre fra andre, som står i den situation, jeg forhåbentlig også ender i inden længe.

Jeg kan godt forestille mig, at man indimellem vil savne én at dele alting med - både de små og store ting. Men som du siger, så er der jo en masse andre, man kan dele de oplevelser med. Så kan det godt være, at de ikke er lige så opslugte af det, som man selv er, men det er jo ikke det, der er det afgørende - det afgørende er, at ens barn har det godt og udvikler sig som det skal. 

Ligesom du er jeg også glad for at slippe for en potentiel skilsmisse og dertilhørende karambolager omkring børnene. Det er faktisk noget af det, jeg allerede nu føler stor lettelse over ved at vælge at få et barn alene. Ikke at det er en selvfølge, at man bliver skilt, når man får børn sammen, men det er nu engang bare flertallet af ægtepar, der bliver skilt i dagens Danmark. Og det ser jeg som en stor fordel, at mit barn slipper for. 

I øvrigt er jeg enig i, at det må være langt sværere for barnet at være blevet fravalgt fra starten. Det er egentlig underligt, at folk er så meget ude med riven over for selvvalgte enlige mødre, men ikke rigtig ser de mange forældre, der fravælger deres børn. Og ja, det må da være en gave for et barn at vide, at det er så ønsket, at dets mor valgte at få det helt alene. Så kan det selvfølgelig godt være, at det senere hen vil bebrejde én for nogle ting som følge af det valg, men jeg håber bare, at kærligheden, og det at man snakker om det hele lige fra starten, er nok til at kompensere. 

Må jeg spørge, hvordan du tackler folks skepsis over for dit valg? Jeg kan forestille mig, at man møder megen modstand som selvvalgt enlig mor, og selvom jeg synes, at jeg har mine argumenter i orden, ved jeg også bare, at jeg er en meget sensitiv person, som nemt bliver påvirket af andre folks meninger. Ikke at det ændrer på min beslutning, men måske du har nogle gode råd til ikke at lade det gå én alt for meget på.

Jeg har allerede valgt donor og reserveret strå til kommende behandlinger, og jeg har også både babybilleder og en masse oplysninger om donor. Når barnet bliver stort nok, tror jeg det er afgørende for det at kunne kigge på disse ting og forhåbentlig spejle sig lidt i 'donorfar', selvom han ikke er en del af barnets liv. Jeg har også en bog, hvor jeg skriver mine tanker og overvejelser ned. Det har jeg allerede gjort i et halvt års tid, og jeg planer på at blive ved med det igennem mit barns opvækst, sådan at det kan få så godt et indblik som muligt i min beslutning og alt som det medfører.

Det lyder som om, at du virkelig gør dit allerbedste for at din datter kommer til at hvile i den livsbetingelse, at hun er donorbarn. Og det tror jeg er det vigtigste - så er der mange andre ting i livet, som man ikke er herre over, hvad end man er selvvalgt enlig mor eller to forældre. Jeg synes, din datter er heldig at have dig som mor  

Jeg har endnu ikke det store netværk inden for 'donorbarnverdenen', men jeg vil meget gerne være med i jeres gruppe på Facebook! Hvad hedder den?

Hej igen :)

Børn er dejlige, og så er det ligemeget hvordan de er kommet til verden. Så længe de er ønsket og elsket <3

I min familie og vennekredsen, har der faktisk kun været 1 veninde som ikke kunne acceptere mit valg. Hende snakker jeg ikke med mere, dog af andre årsager :)

Men jeg oplever at folk er spørgende ig nysgerrige, og der svarer jeg bare ærligt. 

Ønsket om et barn var stort, manden var ikke lige om hjørnet og jeg ville ikke bare gå id og knalde den første og bedste. Så jeg valgt det bedste vilkår jeg kunne, nemlig at vælge et barn til. 

Den største hurdle jeg har med de nærmeste er, at de omtaler donor som far - og det skal de ikke. Han er og bliver aldrig en far, men en venlig mand som har opfyldt mit største ønske. Hvad min datter vælger at omtale ham som, når hun bliver ældre, er op til hende. Så længe hun ikke bliver påduttet ordet far om donoren :)

Gr. er hemmelig, så den kan ikke søges på, men jeg vil gerne lukke dig ind, du kan bare smide mig en PB herinde, så kan du få mit Facebook navn og anmode mig som ven :)