Fordele og ulemper ved at være (enlig) mor?

Nu har jeg en mand men han arbejder skæve tider. 

For mig er hentning i dp tit en kamp. Skal gå præcis for at nå hen og hente. Det kan være lidt svært. 

Den evige dårlig samvittighed over at hun igen må se tv mens jeg laver mad, fordi ellers får vi aldrig mad 

Jeg har prøvet begge dele, og jeg synes faktisk mest det handler om det forhold man er i. Var alene med første barn da faren ikke var voksen nok, og hold nu op hvor var det egentlig en lettelse at være alene - nu var det kun mig der havde ansvaret og ingen at blive sure på eller skændes med. Vi har et helt specielt bånd fordi det bare har været os, og har altid kun fået ros fra børnehavepersonale osv. Men det kræver et netværk der kan træde til når det hele brænder på. 

Har så mødt en mand og fået barn nummer 2, og det er sku egentlig meget rart at blive aflastet engang i mellem  og så er det bare en dejlig følelse at have en og dele tingene med. 

Tænker at der er fordele og ulemper ved begge dele, også for børnene. Det kan jo være at du møder en mand senere som bliver som en far for dit barn? Det er ikke til at vide hvordan fremtiden ser ud.. 

Det jeg savner mest ved at have fået børn, bare sådan helt generelt, er FRIHEDEN! Savner en dag på sofaen uden der er nogen der siger mor hele tiden 

og så vil jeg til sidst sige at jeg selv er vokset op uden kontakt til min far, og jeg har aldrig manglet noget. Og er da også endt ud med at være okay normal hvis jeg selv skal sige det 

Jeg er selv personligt meget i mod tilvalgte far- eller morløse børn. Jeg synes bare det er syndt for barnet at han/hun ikke ved hvor de kommer fra - det er ski' en stor del af ens identitet. Der er selvfølgelig altid situationer hvor der er skilsmisse, død eller andet som man ikke kan forudsige, og der må man få det bedste ud af det. MEN der ved børnene også hvor de kommer fra.

Derudover er jeg lykkelig for at have min mand, for jeg synes det er et stort arbejde og vil slet ikke kunne være ham foruden. Er personligt helt klart en bedre mor fordi jeg har min mand med i det.

Jeg kan ikke komme med nogle fordele ved at enlig mor udover du selvfølgelig kan bestemme opdragelse værdier mv selv. 

Inden jeg fik børn tænkte jeg at jeg nok sagtens kunne klare at være enlig mor og det kan jeg da sikkert også men jeg vil meget gerne undgå det. 

Det er rigtig hårdt st blive forældre og en bror og nogle forældre der kan hjælpe er ikke nok i min verden. Du skal ihvertfald have afstemt med dem hvad du kan forvente. Derudover skal du forberede dig på at det bliver ensomt. Du vil være meget alene om aftener mv hvor barnet sovet og du ikke kan gå ud og det gælder mange år frem. Jeg Synes ikke et barn skal lide under at du vælger at være enlig så du får formentlig ikke meget tid til veninder interesser mv. Bare at få job til at gå op med ikke alt for lange institutions dage vil formentlig blive en udfordring. Desuden skal du selv dække sygedage mv  

Hvis ikke alderen virkelig er ved at trykke vil jeg virkelig anbefale dig at vente og finde en mand du elsker og få børn med ham. Du kan have nok så mange forestillinger om hvordan livet med børn er, men man ved det ikke før man står i det. 

Desuden vil dit barn blive meget alene fremover med en meget lille familie. Det synes jeg også man skal tænke over  og det er en af mange grunde til jeg selv har flere børn

Det er skrevet hårdt men i bedste mening. Held og lykke uanset hvad du vælger. 

Venterpålillesøster skriver:

Jeg har prøvet begge dele, og jeg synes faktisk mest det handler om det forhold man er i. Var alene med første barn da faren ikke var voksen nok, og hold nu op hvor var det egentlig en lettelse at være alene - nu var det kun mig der havde ansvaret og ingen at blive sure på eller skændes med. Vi har et helt specielt bånd fordi det bare har været os, og har altid kun fået ros fra børnehavepersonale osv. Men det kræver et netværk der kan træde til når det hele brænder på. 

Har så mødt en mand og fået barn nummer 2, og det er sku egentlig meget rart at blive aflastet engang i mellem  og så er det bare en dejlig følelse at have en og dele tingene med. 

Tænker at der er fordele og ulemper ved begge dele, også for børnene. Det kan jo være at du møder en mand senere som bliver som en far for dit barn? Det er ikke til at vide hvordan fremtiden ser ud.. 

Det jeg savner mest ved at have fået børn, bare sådan helt generelt, er FRIHEDEN! Savner en dag på sofaen uden der er nogen der siger mor hele tiden 

og så vil jeg til sidst sige at jeg selv er vokset op uden kontakt til min far, og jeg har aldrig manglet noget. Og er da også endt ud med at være okay normal hvis jeg selv skal sige det 

Dejligt at høre, at du er endt med at blive et normalt menneske på trods af en manglende far  Jeg tror nu også der er tusind andre ting der spiller ind, hvilket er grunden til, at jeg hviler i min beslutning og har det godt med den indtil videre. Tak for dit svar!

Miti's mama skriver:

Jeg er selv personligt meget i mod tilvalgte far- eller morløse børn. Jeg synes bare det er syndt for barnet at han/hun ikke ved hvor de kommer fra - det er ski' en stor del af ens identitet. Der er selvfølgelig altid situationer hvor der er skilsmisse, død eller andet som man ikke kan forudsige, og der må man få det bedste ud af det. MEN der ved børnene også hvor de kommer fra.

Derudover er jeg lykkelig for at have min mand, for jeg synes det er et stort arbejde og vil slet ikke kunne være ham foruden. Er personligt helt klart en bedre mor fordi jeg har min mand med i det.

 

Det er helt fair, at du er imod tilvalgte børn, som mangler enten en mor eller en far. Det er der en del der er, og det kan jeg sagtens forstå! Men jeg tænker sådan på det, at jeg vælger mit barn til, fordi det er ønsket og elsket. Og det er i mit hoved et rimelig godt udgangspunkt. Der er så mange børn, som bliver sat i verden af både en mor og en far, men som ender med at mangle den ene, fordi vedkommende forsvinder ud af barnets liv af den ene eller den anden grund. Og det tænker jeg da må være langt værre for barnet - at vide, at man har en forælder, som ikke er interesseret i én. Og måske er barnet ikke engang særlig ønsket, måske var det bare en 'svipser'. Dermed ikke sagt, at barnet ikke er elsket, for langt de fleste forældre er jo lykkelige for deres børn, om de var planlagte eller ej. 

Selvom jeg bruger en donor, er det ikke sådan, at mit barn ikke aner, hvor det kommer fra. Jeg har bevidst gået efter en donor, som jeg kan få mange oplysninger om + billeder osv., sådan at jeg, og især mit barn, kan danne et indtryk af, hvordan 'donorfar' er. Det i sig selv synes jeg er mere forsvarligt end at vælge et random nummer, hvor det eneste man kender er øjen- og hårfarven. 

Og ja, du kan da have ret i, at det er en stor del af ens identitet, hvor man kommer fra. Mit barn kommer aldrig til at lære sin 'far' at kende. Men jeg håber og tror på, at så længe jeg hviler i min beslutning og sørger for at plante den i mit barns identitet og selvværd fra starten, kan det ende med at blive til noget rigtig fint alligevel. Jeg tror ikke, det er det vigtigste, om barnet har én eller to forældre. At et barn har to forældre er jo ikke pr definition lykken - det ser man mange eksempler på, men det har folk sjovt nok ikke så travlt med. Jeg tror, det vigtigste er, hvordan jeg som mor griber situationen an  Men tak for dit input!

Mariehøne123 skriver:

Jeg kan ikke komme med nogle fordele ved at enlig mor udover du selvfølgelig kan bestemme opdragelse værdier mv selv. 

Inden jeg fik børn tænkte jeg at jeg nok sagtens kunne klare at være enlig mor og det kan jeg da sikkert også men jeg vil meget gerne undgå det. 

Det er rigtig hårdt st blive forældre og en bror og nogle forældre der kan hjælpe er ikke nok i min verden. Du skal ihvertfald have afstemt med dem hvad du kan forvente. Derudover skal du forberede dig på at det bliver ensomt. Du vil være meget alene om aftener mv hvor barnet sovet og du ikke kan gå ud og det gælder mange år frem. Jeg Synes ikke et barn skal lide under at du vælger at være enlig så du får formentlig ikke meget tid til veninder interesser mv. Bare at få job til at gå op med ikke alt for lange institutions dage vil formentlig blive en udfordring. Desuden skal du selv dække sygedage mv  

Hvis ikke alderen virkelig er ved at trykke vil jeg virkelig anbefale dig at vente og finde en mand du elsker og få børn med ham. Du kan have nok så mange forestillinger om hvordan livet med børn er, men man ved det ikke før man står i det. 

Desuden vil dit barn blive meget alene fremover med en meget lille familie. Det synes jeg også man skal tænke over  og det er en af mange grunde til jeg selv har flere børn

Det er skrevet hårdt men i bedste mening. Held og lykke uanset hvad du vælger. 

Hvorfor mener du ikke, at en støttende familie er nok? Er din opfattelse, at det kræver en kæmpe flok af venner at være enlig forælder? Jeg har ingen forventninger om at mit barn skal passes i tide og utide, og hvis jeg har nogle få, men nære personer, som bor i nærheden, burde det så ikke være tilstrækkeligt?

Jeg har overvejet det med, at man er meget alene om aftenen osv. Men det er jeg altid i forvejen, så det ser jeg overhovedet ikke som noget skidt. Jeg er en enspænder, jeg elsker at være i mit eget selskab, og jeg slapper allerbedst af, når jeg bare kan være derhjemme om aftenen. Jeg er ikke typen, der bliver ensom af at være alene, men derimod føler jeg mig ofte ensom iblandt mange mennesker. Så det ser jeg faktisk som noget godt! De interesser jeg har kan jeg sagtens fordybe mig i hjemme, så der er heller ikke noget dér. Jeg har heller aldrig været café- eller festtypen som har brug for at gå ud med veninderne hver 2. dag. 

Kan selvfølgelig godt se udfordringen i at få job og institution til at gå op, og især sygdom. Men det er jo så her, jeg er så heldig at kunne trække på mine forældre, som til den tid begge er pensionerede og har mulighed for at hjælpe med pasning + at hente/bringe osv.

Min alder trykker ikke (endnu), men jeg har bare heller ikke lyst til at vente til jeg er 35 og risikere ikke at få de børn, jeg ønsker mig. Og selvom det måske stadig er muligt til den tid, er det jo et faktum, at fertiliteten daler allerede når man er i start 20'erne. I øvrigt er jeg til kvinder, så der skal blandes en donor ind i projektet uanset. At få børn alene udelukker jo heller ikke en eventuel kommende partner.

Men nej, jeg aner ikke hvordan livet med børn er, og det er netop derfor jeg har oprettet tråden her. Jeg vil jo gerne høre om andres råd og erfaringer, så jeg er så godt rustet som muligt. Men selvom det sikkert bliver anderledes, end man forestiller sig, er jeg ret sikker på, at de fleste finder lykke i livet med børn - om man er én eller to.

Det du skriver om, at mit barn bliver meget alene med en meget lille familie, forstår jeg ikke helt. Der er kun mig som forælder, ja, men jeg vil med sikkerhed gerne have flere børn, så de netop har hinanden hele deres liv. Og i øvrigt er min familie kæmpestor, så jeg vil nu ikke sige at mit barn (/mine børn) får en 'meget lille familie'. 

Tak for dit input! 

Anonym skriver:

Hvorfor mener du ikke, at en støttende familie er nok? Er din opfattelse, at det kræver en kæmpe flok af venner at være enlig forælder? Jeg har ingen forventninger om at mit barn skal passes i tide og utide, og hvis jeg har nogle få, men nære personer, som bor i nærheden, burde det så ikke være tilstrækkeligt?

Jeg har overvejet det med, at man er meget alene om aftenen osv. Men det er jeg altid i forvejen, så det ser jeg overhovedet ikke som noget skidt. Jeg er en enspænder, jeg elsker at være i mit eget selskab, og jeg slapper allerbedst af, når jeg bare kan være derhjemme om aftenen. Jeg er ikke typen, der bliver ensom af at være alene, men derimod føler jeg mig ofte ensom iblandt mange mennesker. Så det ser jeg faktisk som noget godt! De interesser jeg har kan jeg sagtens fordybe mig i hjemme, så der er heller ikke noget dér. Jeg har heller aldrig været café- eller festtypen som har brug for at gå ud med veninderne hver 2. dag. 

Kan selvfølgelig godt se udfordringen i at få job og institution til at gå op, og især sygdom. Men det er jo så her, jeg er så heldig at kunne trække på mine forældre, som til den tid begge er pensionerede og har mulighed for at hjælpe med pasning + at hente/bringe osv.

Min alder trykker ikke (endnu), men jeg har bare heller ikke lyst til at vente til jeg er 35 og risikere ikke at få de børn, jeg ønsker mig. Og selvom det måske stadig er muligt til den tid, er det jo et faktum, at fertiliteten daler allerede når man er i start 20'erne. I øvrigt er jeg til kvinder, så der skal blandes en donor ind i projektet uanset. At få børn alene udelukker jo heller ikke en eventuel kommende partner.

Men nej, jeg aner ikke hvordan livet med børn er, og det er netop derfor jeg har oprettet tråden her. Jeg vil jo gerne høre om andres råd og erfaringer, så jeg er så godt rustet som muligt. Men selvom det sikkert bliver anderledes, end man forestiller sig, er jeg ret sikker på, at de fleste finder lykke i livet med børn - om man er én eller to.

Det du skriver om, at mit barn bliver meget alene med en meget lille familie, forstår jeg ikke helt. Der er kun mig som forælder, ja, men jeg vil med sikkerhed gerne have flere børn, så de netop har hinanden hele deres liv. Og i øvrigt er min familie kæmpestor, så jeg vil nu ikke sige at mit barn (/mine børn) får en 'meget lille familie'. 

Tak for dit input! 

Jeg mener ikke en støttende familie er nok fordi jeg flere gange har set skæve forventninger til hvad støtte er. Du kan jo ikke forvente at hverken dine forældre eller bror vil stoppe deres liv for sin skyld og du får brug for meget støtte det bliver benhårdt. Så det vil ihvertfald kræve at i afstemmer hvor meget de er villige til at hjælpe  

Jeg tror du romantisere drømmen lidt når du tror det er en fordel og det vil give dig massere af alenetid. Min den yngste er 2 og først nu begynder jeg at have bare et par timer om aftenen hvor han sover stabilt. Indtil nu har jeg været ved ham hver aften da han har sovet skidt. Så hvis du har et stort behov for alenetid så vil jeg synes det er en endnu dårligere ide. 

Ang det med lille familie du afskærer jo dit barn halvdelen af en normal familie og hvis du går bort er de meget alene, selvfølgelig er det godt du har en stor familie. Du siger du vil have flere børn men hvis et barn er hårdt er flere langt mere end dobbelt så hårdt og ikke noget jeg ville byde mit første barn da det vil være meget hårdt for dette når du er alene. 

Jeg kan mærke du er afklaret med dit valg men jeg vil virkelig anbefale dig at vente. Tænk også på de udfordringer det kan give i forhold til senere at finde en partner og skabe familie. 

Vi har allesammen så travlt med at nå det hele på den halve tid, men du skal nok nå det hele. Nyd de muligheder du har nu, børn skal nok komme. 

Mariehøne123 skriver:

Jeg mener ikke en støttende familie er nok fordi jeg flere gange har set skæve forventninger til hvad støtte er. Du kan jo ikke forvente at hverken dine forældre eller bror vil stoppe deres liv for sin skyld og du får brug for meget støtte det bliver benhårdt. Så det vil ihvertfald kræve at i afstemmer hvor meget de er villige til at hjælpe  

Jeg tror du romantisere drømmen lidt når du tror det er en fordel og det vil give dig massere af alenetid. Min den yngste er 2 og først nu begynder jeg at have bare et par timer om aftenen hvor han sover stabilt. Indtil nu har jeg været ved ham hver aften da han har sovet skidt. Så hvis du har et stort behov for alenetid så vil jeg synes det er en endnu dårligere ide. 

Ang det med lille familie du afskærer jo dit barn halvdelen af en normal familie og hvis du går bort er de meget alene, selvfølgelig er det godt du har en stor familie. Du siger du vil have flere børn men hvis et barn er hårdt er flere langt mere end dobbelt så hårdt og ikke noget jeg ville byde mit første barn da det vil være meget hårdt for dette når du er alene. 

Jeg kan mærke du er afklaret med dit valg men jeg vil virkelig anbefale dig at vente. Tænk også på de udfordringer det kan give i forhold til senere at finde en partner og skabe familie. 

Vi har allesammen så travlt med at nå det hele på den halve tid, men du skal nok nå det hele. Nyd de muligheder du har nu, børn skal nok komme. 

Nej selvfølgelig ikke, det regner jeg heller ikke med at de skal. Jeg forestiller mig bare at de kan støtte mig fx ved sygdom og lignende. Det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at aflevere mit barn til pasning i tide og utide. Men hvad er det du mener der er behov for udover en støttende familie? Er det mængden af mennesker, du synes er afgørende?

Det er ikke det jeg mener med alenetid - du skrev selv at man kommer til at være meget alene om aftenen, når barnet sover. Og så siger jeg bare, at det ikke gør mig noget ikke at kunne gå ud, fordi jeg godt kan lide bare at være derhjemme. Jeg regner ikke med at kunne flade ud på sofaen hver aften, når jeg har et lille barn i huset, og det har jeg heller ikke behov for - jeg understreger bare, at jeg ikke er en person, der har behov for en masse sociale aktiviteter.

Ja, du har ret i at jeg skærer 'den ene halvdel' af familien fra. Men jeg vælger at se sådan på det, at min store familie i princippet kan gøre det ud for to 'gennemsnitlige' familier. Jeg har snakket meget med min familie om mit valg, og jeg har også påbegyndt et børnetestamente og fået lagt fast hvad der skal ske, hvis jeg dør inden mine børn er voksne. Det fylder selvfølgelig meget, når man tager valget om at være alene om det, men så igen - der er jo altid en risiko for, at et barn mister sine forældre 'før tid', uanset om der er én eller to af dem. Jeg vil gerne have flere børn, men ikke lige i rap. Jeg forestiller mig at der kommer til at være mange år imellem dem, netop fordi jeg er alene om det hele. Det er også netop én af grundene til, at jeg gerne vil relativt tidligt i gang med at få mine børn, så jeg ikke pludselig står og ikke kan blive gravid.

Med hensyn til at skabe en familie senere, kan det selvfølgelig godt være at det bliver en udfordring allerede at have børn. Men tænk på hvor mange par der går fra hinanden og finder nye partnere. Der er jo masser af børn indblandet i sådanne tilfælde, og jeg kan ikke se, hvorfor min situation vil være anderledes. Den eneste forskel er, at jeg slipper for skilsmissen - og det gør mine børn også. Så jeg ser det egentlig som en fordel, for jeg tror en skilsmisse er utrolig hård for børn. Det slipper mine for!

Jeg kan godt forstå alle dine skeptiske holdninger, men jeg tror bare jeg har sat mig så godt fast i min beslutning, at jeg efterhånden kan se positivt på de fleste aspekter af den. Så kan det godt være at virkeligheden bliver hårdere end jeg regner med, men jeg tror altså også det i høj grad afhænger af hvilken indstilling man går ind til den med. Hvis jeg fra start kun tænker på hvor hårdt det bliver og hvor mange udfordringer der kommer til at være, jamen så bliver det da sådan. Men hvis jeg tager det som det kommer og gør det så godt jeg kan, velvidende at jeg har truffet en beslutning som jeg kan stå ved og er glad for, så skal det da nok gå okay 

Jeg vil klart sige Go for it!

Nu er jeg kommende mor til mit første barn, som jeg venter sammen med min kone. Dermed sagt har vi også brugt donor. Hele det store donor-emne er egentlig for mig irrelevant at tage op i denne sammenhæng og en helt anden diskussion.   Når du spørger for eller imod at være selvvalgt enlig mor, vil jeg sige for. Jeg elsker min kone over alt på jorden og er lykkelig over det vi har i vente sammen, men havde hun ikke været der, havde jeg valgt at gennemgå processen selv. Det viste sig at jeg havde problemer med fertiliteten og vi brugte næsten 3 år på at lave vores kommende datter. Jeg er lykkelig for at vi startede projektet i en forholdvis tidlig alder(som 25 årig) og ikke ventede. Jeg tænker lidt jeg ville have haft samme tilgang om jeg havde været enlig. Min holdning er at man skal lytte, når det biologiske ur begynder at tikke og lysten til børn melder sig. Som du er jeg heller ikke typen der har det store behov for at komme ud hver og hveranden aften og trives fint i mit eget selskab. Selvfølgelig er der ting man må give afkald på som singlemor, men det er der i den grad også som mor i parforhold. Jeg ville til enhver tid vende det om og se på alle de positive ting. Du ved selv du har et bagland du kan trække på, og med den "sikkerhed" ville jeg føle mig tryg ved at kaste mig ud i projektet