Når ens liv ik går som man vil

Jeg var flyttet. For baby's skyld. Tænk hvor meget energi du skal bruge på svigermor.. pyha. Jeg ville så heller aldrig flytte ind med svigermor direkte ved siden af- om hun så er nok så sød og rar. Du er jo ikke kærester med hende- men med hendes søn. I kan jo sagtens besøge hende/og omvendt.. tage jer af hende. Ringe ofte- indrage hende. Men da ikke bo der! Ej den dur altså ikke! Du skal jo finde din egen måde at være mor på og jeg er bare stensikker på du fortryder hvis svigermor blander sig ret meget. (Hvilket hun jo næsten med 100% sikkerhed vil gøre når i nu bor i hendes hus..)  Når du så siger fra er der bare kæmpe risiko for at din kæreste ofte vil give mor ret.. det er bare ikke ret fedt at stå i som nybagt mor. Jeg ville ikke "turde" lede efter nyt MED svigermor. Du slipper aldrig af med hende igen så.. kampen bør tages nu. 

Muhmi skriver:

For mig lyder det ikke bare som hormoner... Man skal ikke skyde alle negative følelser af på hormoner, overhovedet. Nogle gange bliver ens følelser forstærket af dem, men helt at give dem skylden synes jeg ikke man kan, da følelsen jo højst sandsynligt havde været der alligevel, måske blot i mildere grad...

Jeg synes du skal gøre 100% klart for din kæreste, at denne boligsituation overhovedet ikke er holdbar.. Dit barn skal altså på ingen måde sove i et værelse med træk, som i OVERHOVEDET ikke, det kommer I til at få et ørebarn ud af og det er INGEN tjent med.

For det andet så skal du ikke gå rundt i et hjem hvor du ikke føler dig tilpas... Du skal have det godt, det samme skal din svigermor og kæreste, men din svigermor heler altså heller ikke ordentligt hvis hun ikke lærer at leve alene, sorry, jeg ved det lyder hårdt, men det er et plaster der skal rives af og gu' fanden det gør ondt, men det SKAL gøre ondt for at man kan komme sig over smerten. Uden et sår, kan man jo ikke hele.

Desuden, så skal din kæreste ikke bestemme om din kat skal aflives, den er jo en del af din familie, hvad ville han sige til at du overhovedet foreslog bare at sende svigermor væk, så kan hun være ked af det et andet sted? Ej, vel?

Led efter et dejligt sted og sig, nu flytter du altså, med eller uden ham, ligemeget hvad, så er boligsituationen jo ikke holdbar som den er nu og hvis du skal være ked af det, så hellere være det alene end sammen med én der nok aldrig vil holde med dig i sidste ende

jeg har også tænkt mig at sige at nok er nok og der skal ske noget for kan virkelig ik holde det ud.. Han skal self ikke sove inde på det værelse ned gennemtræk, han skal jo sove hos os det første stykke tid. Problemet er så at det værelse vi sover i, omvendt bliver ulideligt varmt om natten så jeg tit må smide alt mit tøj for at holde ud. Jeg har også forklaret ham at det kan små børn altså heller ikke tåle og varme er en af mistankerne til vuggedød.. 

Det med at flytte alene har jeg brugt rigtig længe på at tænke over og har også været på nettet og lede efter noget.. Hvis jeg flytter så vil jeg have noget permanent og kan godt se at jeg har jeg slet slet ikke råd til, især ikke nu hvor jeg er på barsel og den sidste tid skal leve på barselsdagpenge.

vi havde i bund og grund fundet det perfekte hus hvor ALT var opdelt og det faktisk var 2 lejligheder i et hus da indgangen til første salen ligger udenfor for sig selv.. Dette ku jeg sagtens leve med (tror jeg uden at have prøvet det) men han har så mange undskyldninger og jeg går og frygter det bliver solgt hvert sekund.. 

Jeg var flyttet og nej din kat skal aldeles ikke aflives. 

ErDetSnartNU skriver:

Det vil jeg i hvert fald mene, at det til vis grænse gør. Handler det om en dansk mand - der ifølge vores kultur - ikke kan finde ud af at cutte navlestrengen, eller handler der om en mand, som i følge en mere kollektivistisk kultur bare lever op til de forpligtelser, som en god søn - ifølge hans kultur - bør gøre? Baggrunden har i mine øjne meget at gøre med, hvordan TS skal gribe sagen an. Selv ville jeg aldrig selv acceptere at skulle bo sammen med min svigermor i en længere periode (og heller ikke sammen med mine egne forældre, selvom vi har et skønt forhold til hinanden) så jeg kan sagtens følge TS' tanker, men en viden om kærestens kulturelle baggrund kan være relevant for at vide, hvordan man skal "spille sine kort" for at få ham med på idéen om at flytte. 

 

TS - hvis jeg var dig, så ville jeg give ham x-antal måneder til at finde noget andet at bo i, enten bare jer, eller også hvor der er seperat afdeling til din svigermor (hvis du ville kunne holde det ud). Hvis han ikke selv har fundet noget inden da, eller har vist overbevisende initiativ for at finde noget, så ville jeg også flytte for mig selv. Aldrig om jeg ville finde mig i at blive lokket til at blive permanent lejer hos svigermor, hvor jeg så kunne være 3. hjul i mor og søn-forholdet 

Uanset kulturel baggrund og værdisæt, må kravet være, at manden først og fremmest varetager sin kones og barnets trivsel.

Derfor mener jeg ikke det er relevant, hvilken etnicitet far har.

Find en lejlighed og sig han kan sige til når han har fundet et større hus. Du synes ikke det er noget at byde et barn, og det er dig som mor der også har ret til at sige det, og noget at skulle have sagt.
Du kan ikke leve der i 20-30 år, og du er ikke glad. Så er det altså på tide og komme videre.

Patriark skriver:

Uanset kulturel baggrund og værdisæt, må kravet være, at manden først og fremmest varetager sin kones og barnets trivsel.

Derfor mener jeg ikke det er relevant, hvilken etnicitet far har.

Nu er jeg tysk gift, og i min mands hjem er der stærke traditioner for at bo sammen med sine forældre. 

Hvis TS's mand er ligeså tradionelt opdraget som min, rammer man ned i noget meget essentielt, hvis man beder manden svigte sin mor. Det vil være meget svært for en tradionelt opdraget (tysk) mand at bryde med de forventninger, der er til ham i forhold til at skulle rive en dansk vatnisse fra Næstved væk fra mors kødgryder.

Der er en verden til forskel! 

Det KAN være meget svært at få brudt den konstellation. Men kommunikation ER vejen frem. Der er intet andet at gøre end at tale og tale og tale om tingene. 

Anonym skriver:

Nu har jeg siddet inde på mit kommende barns værelse og grædt i jeg ved ikke hvor længe. Mens manden sover intetanende i det andet rum..

Det hele startede for nogle år tilbage hvor jeg mødte den mest fantastiske mand og faldt fuldstændig hovedkuls pladask for ham med det samme.. Det gik rigtig godt i et stykke tid hvor jeg var sikker på han var drømmemanden. Pludselig begyndte han at ændre sig, ikke til det slemmeste men der kom nogle træk op i ham som jeg absolut ikke brød mig om. Det blev til rigtig mange skænderier. Jeg kæmpede dog en brav kamp for vores forhold. Da jeg holdte fast i den mand jeg havde lært at kende. Det begyndte så at gå rigtig godt og vi begyndte at snakke om at flytte sammen, så vi var ude og kigge på hus vi kunne købe sammen..

pludselig døde hans far og moren stod alene. vi snakkede om det og blev enige om (for en kort stund troede jeg) at flytte ind for at hjælpe hende med at komme igennem hendes sår.. Det viste sig hurtigt at min kæreste havde "misforstået" og var sikker på jeg mente permanent men jeg havde absolut intet ønske om at flytte sammen med svigermor!!! Valgte at udskyde snakken da de begge var i sår og tænkte det hele nok skulle gå. En måned efter blev jeg gravid og kæresten pressede mig stort set til at sige min elskede lejlighed op for nu sku vi jo have baby sammen så self sku vi bo sammen.

Nu sidder jeg så her i et hus der er fuldstændig faldefærdigt og kigger på min søns puslebord som jeg ik engang kan bruge på hans værelse da her er så koldt og med gennemtræk. Under samme tag som svigermor som har en ide om hvordan tingene skal foregå. Det er jo hendes hus.. Jeg føler jeg slet ikke kan være mig selv. Jeg kan glemme alt om at gå nøgen rundt og så snart mig og manden er uvenner så ved hun alt og prøver at blande sig.. Ingen romantiske stunder for os selv eller spontan sex.

Jeg er så bekymret for mit barns fremtid i dette hus samtidig med at jeg ved jeg skal kæmpe med min svigermor om opdragelses metoder da vi ser meget forskelligt på tingene.. 

og jo har snakket med manden om det men han føler ikke vi kan flytte fra hende fordi hun er så sårbar og alene. Jeg har sagt til ham fra starten af at jeg i det mindste ville finde et nyt hus der var delt op så vi ku få vores privatliv uden han føler han svigter hende. Han bliver ved med at sige det skal vi nok men hver gang vi finder et hus der er perfekt så bakker han ud med mange dårlige undskyldninger.

Desuden har jeg en kat som han mener vi skal aflive fordi den kradser på ting... Men det gør katte jo.. Og den har været en del af mit liv de sidste mange mange år så vil slet ikke af med hende.

Føler bare at hele vores liv skal være efter hans præmisser og at jeg bliver glemt i det hele..

er det bare mine hormoner den er helt galt med..

Kom ud af det hus!

Det lyder som en usund og uholdbarlig situation for både dig og din søn.

Synes du lyder ret uafklaret og usikker. Det kan jeg sagtens forstå du er. Men i den situation du er i, hvor du ingen støtte har, men tværtimod bliver hevet over til noget du ikke vil, så er det kun dig der kan og skal være stærk nok til at rejse dig op og få ændret ting hvis det er det du vil. Hvis de ting du synes er fuldstændig uacceptable ikke kan løses på andre måder, så må du flytte. Lyder til det kun er dig der skal gå på komropis, eller nærmere finde dig i ting. Sådan skal det jo helst ikke være. Du må blive afklaret, nu. Når du først har født, bliver det endnu sværere. Hvis intet ændrer sig, vil du være lige så ulykkelig, du vil være baggrunds personen i dit eget og dit barns liv. Du vil nok ikke have meget energi til at overveje flytning. Og når du endelig får det, så skal der kæmpes om barnet. For far og svigermor vil sikkert ikke bare lade dig tage deres lille dreng væk, bare sådan uden videre. 

Så jeg vil råde til at få afklaret tingene nu. Ikke høre på flere undskyldninger. 

Jeg er også udenlandsk gift, og min mand er fra en kultur hvor det samme meget vel kunne ske. Men vi er stadig i et forhold, og vores lille familie skal også fungere. Jeg elsker min svigermor meget højt, men jeg vil slet ikke kunne bo sammen med hende, mest fordi hendes kultur er at de ældste altid har ret og får det sidste ord. Der clasher vores kulturer for meget. 

Der er ikke andet at gøre end at tage en meget alvorlig snak med din mand om det her. Et opdelt hus kunne være et rigtig godt kompromis. Men barnet skal ikke sove et sted hvor der er overvarmt eller det trækker, det ender med et sygt barn. Du må være nødt til at formidle det til ham og hans mor så de forstår dine bekymringer. Kan være hun kan være med til at rykke ham hvis du får hende over på din side. Og så kan man sagtens flytte midt i hvor man skal føde hvis det er det der skal til.

Held og lykke 

Jeg føler bare jeg står i et kæmpe følelsesmæssigt dilemma for ja det er nemt for jer at sige "bare flyt" men hvis det er et valg jeg kommer til at tage så vil mit drømmeliv med min mand være fuldstændigt ovre. Der er ingen chance for han flytter med mig og jeg vil derfor stå som single mor uden den mand jeg elsker . Ville ønske jeg var stærkere og bare kunne gå.. 

Synes også bare jeg har talt og talt med ham om problemet og hvor længe skal man blive ved indtil han forstår..

Tror absolut ikke han kan sætte sig ind i min situation overhovedet. Han har det jo godt der hvor han er.. I hans barndomshjem med hans mor. Han ser ikke de ødelagte vinduer og tapet der er ik gider at sidde fast.. Åbenbart ser han heller ik sin ulykkelige kone der har det rigtig skidt...