Når ens liv ik går som man vil

Nu har jeg siddet inde på mit kommende barns værelse og grædt i jeg ved ikke hvor længe. Mens manden sover intetanende i det andet rum..

Det hele startede for nogle år tilbage hvor jeg mødte den mest fantastiske mand og faldt fuldstændig hovedkuls pladask for ham med det samme.. Det gik rigtig godt i et stykke tid hvor jeg var sikker på han var drømmemanden. Pludselig begyndte han at ændre sig, ikke til det slemmeste men der kom nogle træk op i ham som jeg absolut ikke brød mig om. Det blev til rigtig mange skænderier. Jeg kæmpede dog en brav kamp for vores forhold. Da jeg holdte fast i den mand jeg havde lært at kende. Det begyndte så at gå rigtig godt og vi begyndte at snakke om at flytte sammen, så vi var ude og kigge på hus vi kunne købe sammen..

pludselig døde hans far og moren stod alene. vi snakkede om det og blev enige om (for en kort stund troede jeg) at flytte ind for at hjælpe hende med at komme igennem hendes sår.. Det viste sig hurtigt at min kæreste havde "misforstået" og var sikker på jeg mente permanent men jeg havde absolut intet ønske om at flytte sammen med svigermor!!! Valgte at udskyde snakken da de begge var i sår og tænkte det hele nok skulle gå. En måned efter blev jeg gravid og kæresten pressede mig stort set til at sige min elskede lejlighed op for nu sku vi jo have baby sammen så self sku vi bo sammen.

Nu sidder jeg så her i et hus der er fuldstændig faldefærdigt og kigger på min søns puslebord som jeg ik engang kan bruge på hans værelse da her er så koldt og med gennemtræk. Under samme tag som svigermor som har en ide om hvordan tingene skal foregå. Det er jo hendes hus.. Jeg føler jeg slet ikke kan være mig selv. Jeg kan glemme alt om at gå nøgen rundt og så snart mig og manden er uvenner så ved hun alt og prøver at blande sig.. Ingen romantiske stunder for os selv eller spontan sex.

Jeg er så bekymret for mit barns fremtid i dette hus samtidig med at jeg ved jeg skal kæmpe med min svigermor om opdragelses metoder da vi ser meget forskelligt på tingene.. 

og jo har snakket med manden om det men han føler ikke vi kan flytte fra hende fordi hun er så sårbar og alene. Jeg har sagt til ham fra starten af at jeg i det mindste ville finde et nyt hus der var delt op så vi ku få vores privatliv uden han føler han svigter hende. Han bliver ved med at sige det skal vi nok men hver gang vi finder et hus der er perfekt så bakker han ud med mange dårlige undskyldninger.

Desuden har jeg en kat som han mener vi skal aflive fordi den kradser på ting... Men det gør katte jo.. Og den har været en del af mit liv de sidste mange mange år så vil slet ikke af med hende.

Føler bare at hele vores liv skal være efter hans præmisser og at jeg bliver glemt i det hele..

er det bare mine hormoner den er helt galt med..

Anonym skriver:

Nu har jeg siddet inde på mit kommende barns værelse og grædt i jeg ved ikke hvor længe. Mens manden sover intetanende i det andet rum..

Det hele startede for nogle år tilbage hvor jeg mødte den mest fantastiske mand og faldt fuldstændig hovedkuls pladask for ham med det samme.. Det gik rigtig godt i et stykke tid hvor jeg var sikker på han var drømmemanden. Pludselig begyndte han at ændre sig, ikke til det slemmeste men der kom nogle træk op i ham som jeg absolut ikke brød mig om. Det blev til rigtig mange skænderier. Jeg kæmpede dog en brav kamp for vores forhold. Da jeg holdte fast i den mand jeg havde lært at kende. Det begyndte så at gå rigtig godt og vi begyndte at snakke om at flytte sammen, så vi var ude og kigge på hus vi kunne købe sammen..

pludselig døde hans far og moren stod alene. vi snakkede om det og blev enige om (for en kort stund troede jeg) at flytte ind for at hjælpe hende med at komme igennem hendes sår.. Det viste sig hurtigt at min kæreste havde "misforstået" og var sikker på jeg mente permanent men jeg havde absolut intet ønske om at flytte sammen med svigermor!!! Valgte at udskyde snakken da de begge var i sår og tænkte det hele nok skulle gå. En måned efter blev jeg gravid og kæresten pressede mig stort set til at sige min elskede lejlighed op for nu sku vi jo have baby sammen så self sku vi bo sammen.

Nu sidder jeg så her i et hus der er fuldstændig faldefærdigt og kigger på min søns puslebord som jeg ik engang kan bruge på hans værelse da her er så koldt og med gennemtræk. Under samme tag som svigermor som har en ide om hvordan tingene skal foregå. Det er jo hendes hus.. Jeg føler jeg slet ikke kan være mig selv. Jeg kan glemme alt om at gå nøgen rundt og så snart mig og manden er uvenner så ved hun alt og prøver at blande sig.. Ingen romantiske stunder for os selv eller spontan sex.

Jeg er så bekymret for mit barns fremtid i dette hus samtidig med at jeg ved jeg skal kæmpe med min svigermor om opdragelses metoder da vi ser meget forskelligt på tingene.. 

og jo har snakket med manden om det men han føler ikke vi kan flytte fra hende fordi hun er så sårbar og alene. Jeg har sagt til ham fra starten af at jeg i det mindste ville finde et nyt hus der var delt op så vi ku få vores privatliv uden han føler han svigter hende. Han bliver ved med at sige det skal vi nok men hver gang vi finder et hus der er perfekt så bakker han ud med mange dårlige undskyldninger.

Desuden har jeg en kat som han mener vi skal aflive fordi den kradser på ting... Men det gør katte jo.. Og den har været en del af mit liv de sidste mange mange år så vil slet ikke af med hende.

Føler bare at hele vores liv skal være efter hans præmisser og at jeg bliver glemt i det hele..

er det bare mine hormoner den er helt galt med..

Er din mand dansker eller af anden etnisk herkomst?

Jeg havde fundet et andet sted. Om så min mand ville med eller ej. Så var jeg flyttet. 

Så må du finde en lejlighed i stedet for et hus. Et barn vil opfatte alle spændingerne i luften, og det er ikke godt. 

Anonym skriver:

Er din mand dansker eller af anden etnisk herkomst?

Spiller det en rolle?!

Jeg vil mene, at det ikke bare er dine hormoner der spiller ind. 

Sådan der ville jeg i hvert fald ikke leve. Jeg ville ikke bo fast med min svigermor og have hende til at blande sig i vores liv og i børneopdragelse (og jeg kan altså virkelig godt lide min svigermor). Jeg ville blive vanvittig af at vi ikke havde vores eget.

Jeg synes du skal insistere på, at I finder noget andet hurtigst muligt.  

Patriark skriver:

Spiller det en rolle?!

Det vil jeg i hvert fald mene, at det til vis grænse gør. Handler det om en dansk mand - der ifølge vores kultur - ikke kan finde ud af at cutte navlestrengen, eller handler der om en mand, som i følge en mere kollektivistisk kultur bare lever op til de forpligtelser, som en god søn - ifølge hans kultur - bør gøre? Baggrunden har i mine øjne meget at gøre med, hvordan TS skal gribe sagen an. Selv ville jeg aldrig selv acceptere at skulle bo sammen med min svigermor i en længere periode (og heller ikke sammen med mine egne forældre, selvom vi har et skønt forhold til hinanden) så jeg kan sagtens følge TS' tanker, men en viden om kærestens kulturelle baggrund kan være relevant for at vide, hvordan man skal "spille sine kort" for at få ham med på idéen om at flytte. 

TS - hvis jeg var dig, så ville jeg give ham x-antal måneder til at finde noget andet at bo i, enten bare jer, eller også hvor der er seperat afdeling til din svigermor (hvis du ville kunne holde det ud). Hvis han ikke selv har fundet noget inden da, eller har vist overbevisende initiativ for at finde noget, så ville jeg også flytte for mig selv. Aldrig om jeg ville finde mig i at blive lokket til at blive permanent lejer hos svigermor, hvor jeg så kunne være 3. hjul i mor og søn-forholdet 

Øv det lyder hårdt

det er ret tydeligt at det ikke fungerer for dig. Hvis du er villig til at tage konsekvensen ville jeg meddele din mand at i skal flytte. Jeres familie må være vigtigere end svigermor. Hun skal nok klare sig. Jeg tror på ingen måde i skel finde et nyt sted sammen når du ikke trives. 

Sæt en dato på så han forstår du mener det og ellers flyt selv. Alternativt kan du og baby måske flytte hen til en veninde eller andet midlertidig så han måske forstår alvoren. 

Anonym skriver:

Nu har jeg siddet inde på mit kommende barns værelse og grædt i jeg ved ikke hvor længe. Mens manden sover intetanende i det andet rum..

Det hele startede for nogle år tilbage hvor jeg mødte den mest fantastiske mand og faldt fuldstændig hovedkuls pladask for ham med det samme.. Det gik rigtig godt i et stykke tid hvor jeg var sikker på han var drømmemanden. Pludselig begyndte han at ændre sig, ikke til det slemmeste men der kom nogle træk op i ham som jeg absolut ikke brød mig om. Det blev til rigtig mange skænderier. Jeg kæmpede dog en brav kamp for vores forhold. Da jeg holdte fast i den mand jeg havde lært at kende. Det begyndte så at gå rigtig godt og vi begyndte at snakke om at flytte sammen, så vi var ude og kigge på hus vi kunne købe sammen..

pludselig døde hans far og moren stod alene. vi snakkede om det og blev enige om (for en kort stund troede jeg) at flytte ind for at hjælpe hende med at komme igennem hendes sår.. Det viste sig hurtigt at min kæreste havde "misforstået" og var sikker på jeg mente permanent men jeg havde absolut intet ønske om at flytte sammen med svigermor!!! Valgte at udskyde snakken da de begge var i sår og tænkte det hele nok skulle gå. En måned efter blev jeg gravid og kæresten pressede mig stort set til at sige min elskede lejlighed op for nu sku vi jo have baby sammen så self sku vi bo sammen.

Nu sidder jeg så her i et hus der er fuldstændig faldefærdigt og kigger på min søns puslebord som jeg ik engang kan bruge på hans værelse da her er så koldt og med gennemtræk. Under samme tag som svigermor som har en ide om hvordan tingene skal foregå. Det er jo hendes hus.. Jeg føler jeg slet ikke kan være mig selv. Jeg kan glemme alt om at gå nøgen rundt og så snart mig og manden er uvenner så ved hun alt og prøver at blande sig.. Ingen romantiske stunder for os selv eller spontan sex.

Jeg er så bekymret for mit barns fremtid i dette hus samtidig med at jeg ved jeg skal kæmpe med min svigermor om opdragelses metoder da vi ser meget forskelligt på tingene.. 

og jo har snakket med manden om det men han føler ikke vi kan flytte fra hende fordi hun er så sårbar og alene. Jeg har sagt til ham fra starten af at jeg i det mindste ville finde et nyt hus der var delt op så vi ku få vores privatliv uden han føler han svigter hende. Han bliver ved med at sige det skal vi nok men hver gang vi finder et hus der er perfekt så bakker han ud med mange dårlige undskyldninger.

Desuden har jeg en kat som han mener vi skal aflive fordi den kradser på ting... Men det gør katte jo.. Og den har været en del af mit liv de sidste mange mange år så vil slet ikke af med hende.

Føler bare at hele vores liv skal være efter hans præmisser og at jeg bliver glemt i det hele..

er det bare mine hormoner den er helt galt med..

Det er ikke dine hormoner den er gal med...

da jeg var højgravid med min datter var vi også tvunget til at flytte ind med min svigermor, og jeg var også usikker på hvordan det skulle gå, for det var jo hendes hjem og vi så også forskelligt på børneopdragelse. Jeg vendte mine bekymringer med vores sundhedsplejerske og hun støttede mig op om at jeg skulle sige til svigermor at det var mit (og min kærestes) barn og ikke hendes, hvis hun prøvede at bestemme - heldigvis endte det med at hun kun trådte til på den gode måde.

Vi har boet sammen nu i 3 år, og det har været rigtig god hjælp for mig, men hvis I kun har spændinger hjemme hos jer, så synes jeg du skal lede efter et sted at bo hvor der er plads til jeres lille familie, men som du også kan sidde i alene, og så må din kæreste selv finde ud af om han vil flytte med eller ej, for jeres barn har brug for ro og kærlighed i hjemmet, og det får det ikke hvis rigtig hvis der konstant er spændinger i luften.

Ja min mand er af anden er etnisk herkomst hvilket netop også gør problem sværere da det i deres kultur er dem der skal passe på moderen. 

Jeg havde allerede givet ham en frist til februar i år med at finde et nyt hus men så blev jeg gravid og skal stå og føde til februar så det blev hurtigt hans undskyldning for at vi ikke kunne flytte midt i hvor jeg stod og skulle til at føde..

Jeg ved han aldrig flytter fra sin mor så der er ikke noget valg i om han flytter med mig, hans ansvarsfølelse over for hende er åbenbart meget større end over for mig og hans kommende søn. Hvis jeg vælger at flytte væk er det mit valg og mig der er "the bad guy". På en måde synes jeg jo også det er fantastisk at han har så stor kærlighed til sin mor og kun vil hendes bedste. Problemet er det går ud over os og vores forhold. Det er jo ikke mit hus og bliver aldrig mit hus.

Jeg ønsker bare mit eget hvor jeg kan føle det er mit og opdrage min familie på min måde og med mine idealer. Føler samtidig jeg ikke kan gå fra ham fordi jeg elsker ham så meget og slet ikke kan forestille mig tanken om en splittet familie.. 

Anonym skriver:

Nu har jeg siddet inde på mit kommende barns værelse og grædt i jeg ved ikke hvor længe. Mens manden sover intetanende i det andet rum..

Det hele startede for nogle år tilbage hvor jeg mødte den mest fantastiske mand og faldt fuldstændig hovedkuls pladask for ham med det samme.. Det gik rigtig godt i et stykke tid hvor jeg var sikker på han var drømmemanden. Pludselig begyndte han at ændre sig, ikke til det slemmeste men der kom nogle træk op i ham som jeg absolut ikke brød mig om. Det blev til rigtig mange skænderier. Jeg kæmpede dog en brav kamp for vores forhold. Da jeg holdte fast i den mand jeg havde lært at kende. Det begyndte så at gå rigtig godt og vi begyndte at snakke om at flytte sammen, så vi var ude og kigge på hus vi kunne købe sammen..

pludselig døde hans far og moren stod alene. vi snakkede om det og blev enige om (for en kort stund troede jeg) at flytte ind for at hjælpe hende med at komme igennem hendes sår.. Det viste sig hurtigt at min kæreste havde "misforstået" og var sikker på jeg mente permanent men jeg havde absolut intet ønske om at flytte sammen med svigermor!!! Valgte at udskyde snakken da de begge var i sår og tænkte det hele nok skulle gå. En måned efter blev jeg gravid og kæresten pressede mig stort set til at sige min elskede lejlighed op for nu sku vi jo have baby sammen så self sku vi bo sammen.

Nu sidder jeg så her i et hus der er fuldstændig faldefærdigt og kigger på min søns puslebord som jeg ik engang kan bruge på hans værelse da her er så koldt og med gennemtræk. Under samme tag som svigermor som har en ide om hvordan tingene skal foregå. Det er jo hendes hus.. Jeg føler jeg slet ikke kan være mig selv. Jeg kan glemme alt om at gå nøgen rundt og så snart mig og manden er uvenner så ved hun alt og prøver at blande sig.. Ingen romantiske stunder for os selv eller spontan sex.

Jeg er så bekymret for mit barns fremtid i dette hus samtidig med at jeg ved jeg skal kæmpe med min svigermor om opdragelses metoder da vi ser meget forskelligt på tingene.. 

og jo har snakket med manden om det men han føler ikke vi kan flytte fra hende fordi hun er så sårbar og alene. Jeg har sagt til ham fra starten af at jeg i det mindste ville finde et nyt hus der var delt op så vi ku få vores privatliv uden han føler han svigter hende. Han bliver ved med at sige det skal vi nok men hver gang vi finder et hus der er perfekt så bakker han ud med mange dårlige undskyldninger.

Desuden har jeg en kat som han mener vi skal aflive fordi den kradser på ting... Men det gør katte jo.. Og den har været en del af mit liv de sidste mange mange år så vil slet ikke af med hende.

Føler bare at hele vores liv skal være efter hans præmisser og at jeg bliver glemt i det hele..

er det bare mine hormoner den er helt galt med..

For mig lyder det ikke bare som hormoner... Man skal ikke skyde alle negative følelser af på hormoner, overhovedet. Nogle gange bliver ens følelser forstærket af dem, men helt at give dem skylden synes jeg ikke man kan, da følelsen jo højst sandsynligt havde været der alligevel, måske blot i mildere grad...

Jeg synes du skal gøre 100% klart for din kæreste, at denne boligsituation overhovedet ikke er holdbar.. Dit barn skal altså på ingen måde sove i et værelse med træk, som i OVERHOVEDET ikke, det kommer I til at få et ørebarn ud af og det er INGEN tjent med.

For det andet så skal du ikke gå rundt i et hjem hvor du ikke føler dig tilpas... Du skal have det godt, det samme skal din svigermor og kæreste, men din svigermor heler altså heller ikke ordentligt hvis hun ikke lærer at leve alene, sorry, jeg ved det lyder hårdt, men det er et plaster der skal rives af og gu' fanden det gør ondt, men det SKAL gøre ondt for at man kan komme sig over smerten. Uden et sår, kan man jo ikke hele.

Desuden, så skal din kæreste ikke bestemme om din kat skal aflives, den er jo en del af din familie, hvad ville han sige til at du overhovedet foreslog bare at sende svigermor væk, så kan hun være ked af det et andet sted? Ej, vel?

Led efter et dejligt sted og sig, nu flytter du altså, med eller uden ham, ligemeget hvad, så er boligsituationen jo ikke holdbar som den er nu og hvis du skal være ked af det, så hellere være det alene end sammen med én der nok aldrig vil holde med dig i sidste ende