Anonym skriver:
Nej jeg har ikke set hende. Jeg gav hende chancen for at forklare sig på SMS. Men det lykkedes hende ikke rigtig. Fik kun en tilbagemeldinger på hvor ked af det hun var over alt det hun havde mistet.. tja jeg snakker slet ikke med hende mere.
Jeg er begyndt at se i øjnene at hun er ude af mit liv nu. På sigt kan jeg måske tilgive hende langt ude i fremtiden, ligge tingene bag mig. Men der er jeg slet ikke endnu.
Manden og jeg har det så godt som man nu kan have det i sådan en situation 
tak for alle jeres gode råd.
Hej du,
Jeg synes du har håndteret situationen virkelig flot! 
Jeg har ikke særlig let ved at tilgive og komme videre, men som dig synes jeg også det er for let bare at smide forholdet væk, når det går dårligt. Du er den, der kender dig og din kæreste bedst og ved om der er noget at kæmpe for.
Jeg ville nok have gjort samme valg som du er endt med. For at min mand og jeg skulle komme bedst muligt videre ville jeg nok insistere på et forløb med parterapi - mest for min skyld, så jeg kunne få bearbejdet hændelsen ordentligt og få de rette værktøjer til at tilgive med tiden.
Derudover ville jeg kræve af min mand, at han kikkede indad og satte ord på, hvordan han kunne blive så fristet af en anden. Jeg er af den overbevisning, at man kun bliver forelsket i en anden, hvis man tillader sig selv det. Så han må give en forklaring på, hvorfor du ikke var nok i hans liv lige dér?
Savner han sex, kys, bekræftelse? Er det mangel på spænding, rejser, nye oplevelser, er det et kedeligt job, etc. der gjorde ham rastløs? Han ville ikke skulle svare under en samtale men virkelig tage det med sig og tænke over det, for jeg tror nøglen til, det ikke bliver gentaget ligger her.
Bare mine tanker om en dem situation. Men igen, jeg synes du har været beundringsværdigt god til at sætte sig over situationen og virkelig overveje, hvad du egentlig ønsker for dit liv på lang sigt! Alt held og lykke til Jer fremover
