Gå fra min mand?

Jeres sexliv og samliv generelt er ikke eksisterende og han flygter over til en ven. I er ikke et team og du fungerer som alenemor... bare med en hulens masse mere frustration oveni.

Det virker ikke holdbart overhoved. ... 

Han vil heller ikke til parterapeut... får han medicin eller nægter han også det..?

Du spørger om din søn kan tage skade - ja sandsynligvis. De fleste der er vokset op med svært psykiske forældre har en svær opvækst og det påvirker da klart at en af forældrene ikke har overskud og er meget selvcentreret for øjeblikket.

det er rigtigt af psykologen at råde ham til at fokuserer på egne behov. Men så må du være den der fokuserer på dit barn og fjerner ham fra den tumulte hverdag. 

Jeg ville blive skilt og så giv ham mulighed for at være far I det omfang han kan overskue. Lige nu bidrager han ikke til dig og jeres søns liv på nogen måde og giver ikke udtryk for at ville kæmpe eller bevæge sig hen imod noget holdbart.

og nej... bare fordi man har giftet sig en gang med en psykisk syg mand betyder det ikke at man er stavnsbundet resten af livet. Du har været meget large.

Forskellen på et parforhold og et venskab er i mine øjne sexliv og intimitet.

I har ikke haft nogle af disse dele i laaang tid.

bliv skilt og forbliv støtte og ven.

Mor_til_3_unger skriver:

Jeg stemmer i koret,og siger bliv skilt officielt.

I er skilt på alle andre punkter i livet,og ærligt fortjener du mere.

Selvfølgelig skal man støtte sin partner,men det går altså begge veje.

Jeg var allerede stået af,ved han mener han ikke kan blive rask hjemme.

Hvis man ikke mener man kan blve rask der hjemme,mener jeg at så må det være fordi,man har behov for at blive rask på et syghus.

For mig lyder det mere som om han bruger sin sygdom,som undskyldning,for ikke at være sammen med dig mere.

Med mindre man er direkte aseksuel,har jeg svært ved at tro på,en mand i sin bedste alder,ikke har brug for sex.

Det skal siges jeg selv er psygisk syg og har været det i 19år,så jeg ved godt hvordan det er.

Så enkelt er det jo ikke - at enten er man så syg, at man er/bør være indlagt, eller også er man i stand til at blive rask derhjemme. Det, der gør denne situation så kompliceret, er jo netop, at manden er for sårbar til at kunne være sammen med et lille barn på hjemmebane, og at han har brug for fuldstændigt rolige og ikke-krævende rammer, hvilket i sagens natur ikke kan lade sig gøre i et hjem med en baby. Dertil kommer, at psykiatrien jo ikke just har en overflod af sengepladser, så der er ikke basis for en langtidsindlæggelse - kan patienten "fungere" andre steder end på sygehuset - så tilbydes man altså ikke en indlæggelse. Og han HAR jo fundet en løsning, som her og nu fungerer for HAM - udfordringen er, at det ikke er en lykkelig løsning for hans familie, særligt hans kone. 

Jeg vil skyde på, hans situation omtrent svarer til en ekstremt stresset persons - en person, der bliver syg af at komme på arbejde. Her er det så så ulykkeligt, at hjemmet, som jo skulle være et fristed og en tryg base, netop forårsager hans stress og presser ham maksimalt. At sige, det er en undskyldning for ikke at være sammen med konen, svarer til at bebrejde en stressramt, at han ikke bare går på job. 

Det er en på alle måder frygtelig situation, som jeg har fuld forståelse for, at TS overvejer, om hun kan være i og i så fald hvor længe endnu - men at gøre det til et spørgsmål om, at enten er man så syg, at man er indlagt, eller også kan man fungere hjemme, er en urimelig mistænkeliggørelse af et sygt menneske. 

Til TS: Jeg undrer mig egentlig over, at du tilsyneladende ikke er involveret i hans behandling. Du nævner, at han ikke vil i parterapi, men det burde i mine øjne heller ikke være dér, I fik hjælp. Er du aldrig med til samtaler hos hans psykiater? Får du kun hans referater af, hvad han rådes til af denne? Det er meget normalt, at nærmeste pårørende medinddrages og indimellem sidder med ved samtalerne. I jeres tilfælde synes jeg, det burde være en selvfølge. Reelt kan han jo give udtryk for, at alt kører fint på hjemmefronten, og at du har det strålende med situationen. 

Jeg ville banke i bordet og insistere på at blive involveret mere - og at blive hørt. 

tweety2060 skriver:

At være psykisk syg er hårdt! At være i familie med en psykisk syg er hårdt! 

Jeg har selv haft depression og en simpel ting som at handle krævede uanede krafter, familiebesøg på en time og jeg kunne ikke mere resten af dagen... 

Om din mand ikke kæmper?! HM det gør han nok, for at få det bedre med sug selv som er det altafgørende for i kan få det godt som familie - så jeg kan godt følge psykiateren tanke?! 

Det er super hårdt for alle at være i. Mon ikke du kunne have gavn af at tale med en fx fra psyk info, livslinien mm om dine tanker og følelser?! 

 

 

Hvad den rette beslutning for dig/Jer er ved jeg ikke, men ønsker dig det bedste 

Dernæst vil jeg sige at jeg faktisk hellere ikke kunne koncentrerer mig om film, bøger el lign. Det var en falliterklæring for mig, men sandt?! Jeg kunne vel koncentrerer mig i 10 min af gangen 

Måske din mand har det på samme måde ? Måske de slet ikke ser film hos vennen? Måske gør de men vennen ser måske ikke at manden din ikke følger med i den?! 

tweety2060 skriver:

Dernæst vil jeg sige at jeg faktisk hellere ikke kunne koncentrerer mig om film, bøger el lign. Det var en falliterklæring for mig, men sandt?! Jeg kunne vel koncentrerer mig i 10 min af gangen 

 

Måske din mand har det på samme måde ? Måske de slet ikke ser film hos vennen? Måske gør de men vennen ser måske ikke at manden din ikke følger med i den?! 

Men er hele ideen med at gifte sig og stifte en familie lige præcis det at være familie? Jeg forstår familien som en enhed, bestående af de mennesker der har ens ryg, et fristed, hvor ens falliterklæringer gerne må være synlige, hvor man ikke skammer sig over sine nederlag. I denne her situationen, har manden vist at hans fristed er hos hans ven, og hjemmet er det sted han skal performe. Det er ikke hans "borg", hans kone og søn er ikke de tætteste og mest stolede på mennekser i denne verden. Kan godt være man kan anse en kæreste for at være endnu en slags ven, bare med intimitet, men synes en familie er et dybere og større koncept end det. Og manden har tilsyneladende ikke det syn på sin kone og søn. Sex eller ej, hvis ikke hjemmet og de to ses af ham som hans største aktiv og støtte, og han ikke er indstillet på at arbejde på at få det bedre og fungere indenfor rammer af familien, så har han vel trådt ud. Lyder ti han helst vil være udenfor. 

Kattha skriver:

Men er hele ideen med at gifte sig og stifte en familie lige præcis det at være familie? Jeg forstår familien som en enhed, bestående af de mennesker der har ens ryg, et fristed, hvor ens falliterklæringer gerne må være synlige, hvor man ikke skammer sig over sine nederlag. I denne her situationen, har manden vist at hans fristed er hos hans ven, og hjemmet er det sted han skal performe. Det er ikke hans "borg", hans kone og søn er ikke de tætteste og mest stolede på mennekser i denne verden. Kan godt være man kan anse en kæreste for at være endnu en slags ven, bare med intimitet, men synes en familie er et dybere og større koncept end det. Og manden har tilsyneladende ikke det syn på sin kone og søn. Sex eller ej, hvis ikke hjemmet og de to ses af ham som hans største aktiv og støtte, og han ikke er indstillet på at arbejde på at få det bedre og fungere indenfor rammer af familien, så har han vel trådt ud. Lyder ti han helst vil være udenfor. 

Jeg ville ønske at min familie ikke skulle se mig da jeg havde det dårligst- men vi er heldigvis forskellige som mennesker!

Og jeg prøver ikke at tage stilling til hvad der er rigtigt eller forkert,  men være åben over for tingene og se det fra forskellige vinkler 

Kram til dig jeg synes du skal tænke på dig selv først og fremmest. det lyder ikke til at du trives i forholdet mere, og jeg synes bestemt ikke du skal blive sammen med ham for enhver pris eller fordi han er syg.

Lige nu har i jo intet forhold foruden på papiret. 

Men kun du kan vurdere hvornår du føler at du har givet forholdet nok. 

I kan jo godt blive skilt men hvor du stadig er der som ven og mor til hans barn, og støtter op om samværet/forholdet til jeres søn. han kan fokusere på at få det bedre, se jeres søn i det omfang han magter, men du er ikke længere låst fast i et ikke eksisterende forhold der bare dræner dig, og han behøver heller ikke føle sig presset til at opretholde forholdet til dig.

Du fortjener helt klart at være glad og det lyder du ikke rigtig til at være som det er nu.