Gå fra min mand?

Anonym skriver:

Hej derude.. Jeg har lige brug for nogle gode råd og tanker omkring min parforholds situation 

 

Vi blev forældre for 1 år siden til jordens skønneste dreng. Min mand og jeg havde været sammen længe inden graviditeten, som var planlagt, og har haft et skønt samliv inden på trods af et næsten ikke-eksisterende sexliv.

Da vi fik vores baby var min lykke gjort, men ikke for min mand. Til sidst måtte jeg tvinge ham at gå til lægen, så han kunne få hjælp til sine tanker. Her blev han diagnosticeret med en tung psykisk lidelse og depression. Derefter startede han i et behandlingsforløb igennem kommunen, som heldigvis hjælper dog i meget små skridt af gangen.

 

Det er dejligt at han får hjælp, men vi ser ham næsten ikke. Han bor hos en ven nu for at få "ro" til sin sygdom og sine tanker, og derfor blev jeg meget hurtigt enlig mor selvom vi stadig deler adresse.

Det trives jeg egentlig ganske godt i, men det går mig alligevel på at han ikke er her. Jeg føler mig ensom, når min søn er gået i seng, og det var ikke sådan her jeg synes man var sammen. Ensom som i at jeg ville ønske, at jeg havde en partner at dele mine tanker med om aftenen, se en god film osv.. Disse tanker har jeg ærligt og frit luftet for min mand, som også er ked af at han ikke kan være her. Jeg forstår bare ikke helt hvordan han så kan se en film hos sin ven om aftenen men han har altid så travlt med at komme tilbage til sin ven, når han så endelig var her.. 

 

Nytårsaften skulle vi allesammen være sammen og havde handlet dejligt ind. Men lillemanden var desværre blevet syg med virus og var derfor rigtig ked af det det meste af dagen pga snot og hoste. Det kunne min mand ikke overskue og derfor, selvom han havde lovet at fejre nytår med os og lave maden, valgte han at gå selvom jeg sagde til ham at lige nu, i dag, var en af de dage hvor jeg virkelig havde brug for ham. Men han gik stadigvæk..  

 

Vi har heller ikke haft sex i 1,5 år, det taler vi åbent om og min mand har bare aldrig rigtig haft lysten. Det gør mig ked af det for inden jeg mødte ham satte jeg pris på den del af et parforhold. Det er svært at skulle acceptere, har foreslået parterapi men det vil han ikke.

 

Derudover står jeg 100% for alle udgifter til vores dreng alene. Min mand er sygemeldt med sin diagnose, og derfor er jeg den eneste som arbejder og betaler alt for mad, bleer, tøj, husholdning mv. og alligevel beklager min mand sig altid over, at han ingen penge har... Han ryger cigaretter og, i min optik, når man gør det så prioriterer man forkert hvis man derefter siger man mangler penge. Vi har ikke fællesøkonomi.

 

Jeg trives selv, er glad for mit arbejde, vores søn er glad for sin dagpleje, vi hygger os ham og jeg og når far er her har vi da også nogle gode stunder.

 

Jeg har dog flere gange overvejet at sige stop. Jeg vil ikke leve i et forhold, hvor jeg egentlig bare er alene. Sådan har det været i over et år nu og jeg kan jo ikke blive ved med at sige "Det skal nok blive bedre"..

Men det som 'bekymrer' mig mest er, at min mand har fået af vide at han skal prioritere sine egne behov før vores søn. Det har hans psykiater sagt - det synes jeg på ingen måder man kan sige! Hvordan kan en voksens behov nogensinde komme før et barns? Det giver ingen mening for mig og jeg bliver ked af det, når min mand ofte omtaler vores søn som årsagen til sin psykiske diagnose.

Her er et konkret eksempel, som måske er nemmere for at få et indblik i situationen.

Jeg havde brug for at komme til frisøren i 1,5 time, men allerede halvvejs under klipningen ringede min mand og så måtte jeg ellers løbe fra frisørsalon og hjem til ham, som var panikket fordi vores dreng græd.

Derfor er de nu stort set ikke alene, da han går i panik hvis han er alene og magter ikke opgaven for længe grundet sin sygdom. Derfor sætter jeg ham aldrig i sådan en situation. Måske er det forkert, men jeg tænker på mit barn før alt andet. Og hvis han siger, at han ikke kan overskue at være alene med lillen, så skal han heller ikke være det.

Jeg har et rigtig godt bagland i form af bedsteforældre og tante, der kan passe samt venner og veninder der rigtig gerne vil hjælpe ved behov. Det sætter jeg pris på og samtidig er det også muligt at arbejde hjemme, så det gør hverdagen nemmere som 'enlig'.

 

Vil det kunne skade vores barn, at han er sådan? Jeg tænker selvfølgelig mest på mit barn i alt det her, for hvordan er det at skulle vokse op med en far med en psykisk lidelse som prioriterer egne behov før alt andet?

Min mand er god og sød på mange måder, men han har svært ved at magte mere end 1 ting af gangen og hvis dagen ikke er forudsigelig hver dag (hvilket den jo ikke altid er med børn fx ved sygdom) så er hele hans dag ødelagt.

Han siger sjældent noget positivt og jeg skal altid høre, hvor hårdt det er for ham og hvordan han slet ikke kan slappe af en hel dag hvis han fx skal handle eller købe en bestemt ting i en butik. Det siger jo alt om overskuddet.

Samtidig jonglerer jeg alene med job, passe baby, madlavning, rengøring, aktiviteter mv. og kan derfor godt nogle gange have svært ved at forstå, at en tur i Irma kan ødelægge hele hans dag. Men det er sygdommen...

Puh havde bare lige brug for luft og andres tanker herom, da en skøn men travl hverdag med lillen, job, rengøring og indkøb jo går hurtigt forbi. Det er nok meget sundt lige at stoppe op og mærke efter... 

 

 

Hvis det stopper, så får du mulighed for at få et sundt forhold med sex og tosomhed , du får økonomisk støtte, som du har krav på - og ikke mindst får du hevet det plaster af, hvor der står "man bliver jo ikke skilt, når ægtefællen er syg", for du kæmper jo inderst inde også med en dårlig samvittighed og frygten for at blive stemplet på baggrund af dit valg.

Alt, du ved om hans sygdom og behandling- kommer det fra hans mund??

Må ærligt indrømme vis der var gået et helt år uden ændring jeg var som en enlig mor i forvejen plus der ingen sex var i forholdet var jeg smuttet i bor jo ikke sammen alligevel og jeg havde til sidst ikke kunne stå med alt selv og skulle tage hensyn til min mand som blev bedt om at være 100% ego og lever efter mig først det ville til sidst få mig ned osse 

Øv øv stort  til dig 

Jeg har svært ved at se, hvori jeres parforhold består, når I hverken har sex eller samliv, og han ikke bidrager hverken økonomisk eller på anden vis. Er I venner? Eller ville du acceptere den opførsel, hvis han var din ven?

I er ikke et par. Bliv skilt.

Jeg stemmer i koret,og siger bliv skilt officielt.

I er skilt på alle andre punkter i livet,og ærligt fortjener du mere.

Selvfølgelig skal man støtte sin partner,men det går altså begge veje.

Jeg var allerede stået af,ved han mener han ikke kan blive rask hjemme.

Hvis man ikke mener man kan blve rask der hjemme,mener jeg at så må det være fordi,man har behov for at blive rask på et syghus.

For mig lyder det mere som om han bruger sin sygdom,som undskyldning,for ikke at være sammen med dig mere.

Med mindre man er direkte aseksuel,har jeg svært ved at tro på,en mand i sin bedste alder,ikke har brug for sex.

Det skal siges jeg selv er psygisk syg og har været det i 19år,så jeg ved godt hvordan det er.

Wao  stakkels mand. Han er syg, og alligevel siger faktisk alle "bliv skilt og kom videre" KLASK til en mand der er SYG.

Jeg har gennem årene læst indlæg fra MANGE herinde, som har enten haft en svær graviditet hvor de nærmest var på randen til at dø FORDI MANDEN IKKE VAR DER FOR DEM OG STØTTEDE DEM  

jeg har læst indlæg hvor kvinder har haft fødselsdeportation gennem et år eller mere, de var på randen til at dø, FORDI MANDEN IKKE VAR DER FOR DEM OG STØTTEDE DEM 

jeg har læst indlæg fra kvinder der havde stress gennem flere år, som brokkede sig over manglende støtte fra manden

ja jeg kunne nok blive ved, men nu var her bare lidt eksempler, nu har det her med en MAND at Gøre, som faktisk er syg, helt uden at kende ham, så er jeg meget sikker på, at han ikke selv har valgt dette her med sin sygdom. Måske det kære modsatte køn her i dette tilfælde en MAND rent faktisk kan mangle ligeså meget støtte fra hans partner, som vi kvinder så tit brokker os over at mangle i svære situationer

den stakkels mand er kommet ind i en ond cirkel, og ja det kan godt være han "flygter" hurtig hjem til hans kammerat for at se film, som han i bund og grund vel os sagens kunne se hos sin kone, fuldstændig enig, MEN hvem siger ikke, at manden måske allerede er fyldt godt op efter en time, og måske selv ved, at hvis han ikke går nu, så kommer han med en reaktion, som IKKE ville være passende hverken for kone eller barn, måske han faktisk tænker på sin lille familie 

og ja, det kan os godt værd han ikke Gør, MEN man skal altid huske, at se det positive og gode i folk, indtil andet er bevist. 

Kære ts 

det må være hårdt for dig men min mening er, du må ikke ødelægge dit forhold nu, forhåbentlig har din mand brug for dig, mange mennesker bestiger MANGE bjerge i MEGET LANG TID ,Før de når målet

hvis du inderst inde elsker din mand, så tag endnu en snak med ham, om dine tanker og følser, og fortæl ham, at hvis i skal blive sammen, så skal der ske ændringer NU, og du er med ham hele vejen. Tag eventuelt med til hans læge, fortæl fra start til slut jeres situation og hvad det kan medfører fx skilsmisse.

og hvor svært manden har det, få råd fra lægen, måske i sammen kan få lagt en handleplan over hvad i skal Gøre  herfra? Hvem skal i opsøge? Er der nogle ting du måske kan hjælpe din mand med at træne ham i? 

Osv. Ring til din mand, sig at du har noget i skal snakke om, fortæl ham  det hele, hvis han er villig, så ring til lægen og aftal et møde  der, og så er jeg sikker på, at lægen kan vejlede jer videre derfra. 

Men igen, selvfølgelig skal det jo kun være, hvis du elsker din mand, og du er stærkt nok til at knokle i en periode for jeres lille familie.

håber virkelig i finder en god løsning.

Han bor hos sin ven. Han har travlt med at komme tilbage til sin ven når først er han er hos dig. I har ikke noget sexliv haft i evigheder. Han er diagnosticeret med noget han bedst kan løse hvis han ikke bor hjemme men hos hans ven. Er han i et forhold med sin ven? Det er et oprigtigt spørgsmål som ikke skal læses dømmende for hvis han er det, så fred være med det. Bare han kan være ærlig om det i stedet for at have undskyldninger for det. Jeg ved ikke om det har noget på sig men har tanken ikke strejfet dig?

Anonym skriver:

Hej derude.. Jeg har lige brug for nogle gode råd og tanker omkring min parforholds situation 

 

Vi blev forældre for 1 år siden til jordens skønneste dreng. Min mand og jeg havde været sammen længe inden graviditeten, som var planlagt, og har haft et skønt samliv inden på trods af et næsten ikke-eksisterende sexliv.

Da vi fik vores baby var min lykke gjort, men ikke for min mand. Til sidst måtte jeg tvinge ham at gå til lægen, så han kunne få hjælp til sine tanker. Her blev han diagnosticeret med en tung psykisk lidelse og depression. Derefter startede han i et behandlingsforløb igennem kommunen, som heldigvis hjælper dog i meget små skridt af gangen.

 

Det er dejligt at han får hjælp, men vi ser ham næsten ikke. Han bor hos en ven nu for at få "ro" til sin sygdom og sine tanker, og derfor blev jeg meget hurtigt enlig mor selvom vi stadig deler adresse.

Det trives jeg egentlig ganske godt i, men det går mig alligevel på at han ikke er her. Jeg føler mig ensom, når min søn er gået i seng, og det var ikke sådan her jeg synes man var sammen. Ensom som i at jeg ville ønske, at jeg havde en partner at dele mine tanker med om aftenen, se en god film osv.. Disse tanker har jeg ærligt og frit luftet for min mand, som også er ked af at han ikke kan være her. Jeg forstår bare ikke helt hvordan han så kan se en film hos sin ven om aftenen men han har altid så travlt med at komme tilbage til sin ven, når han så endelig var her.. 

 

Nytårsaften skulle vi allesammen være sammen og havde handlet dejligt ind. Men lillemanden var desværre blevet syg med virus og var derfor rigtig ked af det det meste af dagen pga snot og hoste. Det kunne min mand ikke overskue og derfor, selvom han havde lovet at fejre nytår med os og lave maden, valgte han at gå selvom jeg sagde til ham at lige nu, i dag, var en af de dage hvor jeg virkelig havde brug for ham. Men han gik stadigvæk..  

 

Vi har heller ikke haft sex i 1,5 år, det taler vi åbent om og min mand har bare aldrig rigtig haft lysten. Det gør mig ked af det for inden jeg mødte ham satte jeg pris på den del af et parforhold. Det er svært at skulle acceptere, har foreslået parterapi men det vil han ikke.

 

Derudover står jeg 100% for alle udgifter til vores dreng alene. Min mand er sygemeldt med sin diagnose, og derfor er jeg den eneste som arbejder og betaler alt for mad, bleer, tøj, husholdning mv. og alligevel beklager min mand sig altid over, at han ingen penge har... Han ryger cigaretter og, i min optik, når man gør det så prioriterer man forkert hvis man derefter siger man mangler penge. Vi har ikke fællesøkonomi.

 

Jeg trives selv, er glad for mit arbejde, vores søn er glad for sin dagpleje, vi hygger os ham og jeg og når far er her har vi da også nogle gode stunder.

 

Jeg har dog flere gange overvejet at sige stop. Jeg vil ikke leve i et forhold, hvor jeg egentlig bare er alene. Sådan har det været i over et år nu og jeg kan jo ikke blive ved med at sige "Det skal nok blive bedre"..

Men det som 'bekymrer' mig mest er, at min mand har fået af vide at han skal prioritere sine egne behov før vores søn. Det har hans psykiater sagt - det synes jeg på ingen måder man kan sige! Hvordan kan en voksens behov nogensinde komme før et barns? Det giver ingen mening for mig og jeg bliver ked af det, når min mand ofte omtaler vores søn som årsagen til sin psykiske diagnose.

Her er et konkret eksempel, som måske er nemmere for at få et indblik i situationen.

Jeg havde brug for at komme til frisøren i 1,5 time, men allerede halvvejs under klipningen ringede min mand og så måtte jeg ellers løbe fra frisørsalon og hjem til ham, som var panikket fordi vores dreng græd.

Derfor er de nu stort set ikke alene, da han går i panik hvis han er alene og magter ikke opgaven for længe grundet sin sygdom. Derfor sætter jeg ham aldrig i sådan en situation. Måske er det forkert, men jeg tænker på mit barn før alt andet. Og hvis han siger, at han ikke kan overskue at være alene med lillen, så skal han heller ikke være det.

Jeg har et rigtig godt bagland i form af bedsteforældre og tante, der kan passe samt venner og veninder der rigtig gerne vil hjælpe ved behov. Det sætter jeg pris på og samtidig er det også muligt at arbejde hjemme, så det gør hverdagen nemmere som 'enlig'.

 

Vil det kunne skade vores barn, at han er sådan? Jeg tænker selvfølgelig mest på mit barn i alt det her, for hvordan er det at skulle vokse op med en far med en psykisk lidelse som prioriterer egne behov før alt andet?

Min mand er god og sød på mange måder, men han har svært ved at magte mere end 1 ting af gangen og hvis dagen ikke er forudsigelig hver dag (hvilket den jo ikke altid er med børn fx ved sygdom) så er hele hans dag ødelagt.

Han siger sjældent noget positivt og jeg skal altid høre, hvor hårdt det er for ham og hvordan han slet ikke kan slappe af en hel dag hvis han fx skal handle eller købe en bestemt ting i en butik. Det siger jo alt om overskuddet.

Samtidig jonglerer jeg alene med job, passe baby, madlavning, rengøring, aktiviteter mv. og kan derfor godt nogle gange have svært ved at forstå, at en tur i Irma kan ødelægge hele hans dag. Men det er sygdommen...

Puh havde bare lige brug for luft og andres tanker herom, da en skøn men travl hverdag med lillen, job, rengøring og indkøb jo går hurtigt forbi. Det er nok meget sundt lige at stoppe op og mærke efter... 

 

 

Til start så siger alle de kloge hoveder jo at det at få en baby er som en hver anden rutine, og at få en baby kan tage 3 år at få ind under huden for folk som ikke er psykisk belastet. 

Nu ved jeg af gode grunde ikke hvilken sygdom din mand har, men arbejder selv med psykisk sårbare, og selv de mindste ting kan være næsten umulige at overskue, at der skulle blive stillet krav til en osv, kan smadre nogens dag fuldstændigt. Du kan ikke forstå det, for du har ikke den problematik som han render rundt med. Jeg plejer at visualisere det som at personen står nede i et 10 meter dybt hul, uden stige og får afvide de skal komme op med det samme.. Der ligger måske noget i hullet som der skal samles så de kan komme op, men de ved ikke hvordan det skal samles. Plus i hvert fald med depression, du mister lysten til alt, nogen kan have svært ved overhovedet at stå ud af sengen, medmindre der på en eller anden måde er noget der får aktiveret deres motivation til at gøre det, og et ansvar som en baby er, er muligvis ikke motivation nok. For kan man ikke tage vare på sig selv, så tænker man også automatisk hvordan man skulle kunne tage sig af et barn, og så får man overbevist sig om man ikke dur til det.

Det er rigtig svært som pårørende at sætte sig ind i og forstå, for ikke at sige acceptere og leve med. Især hvis man ikke selv har prøvet det. 

Jeres barn er 1 år, du har styr på det hele og jeg tror muligvis det er derfor at psykiateren har sagt at han skal fokusere på sig selv, for ikke at sige det bliver han nød til hvis han nogensinde skal få det bedre, at han ikke er egoistisk kan grave ham endnu længere ned i det hul han allerede befinder sig i..

Sandsynligvis så kan alt den omvæltning der kommer i forbindelse med et nyt barn i huset, godt have været det som trickede ham til at få det sådan her, ikke at det er barnet eller din skyld, men hans hjerne fik en overbelastning og afhængig af sårbarhed så kan man blive påvirket på forskellig vis.. Altså også ved at der pludselig fremspringer diagnoser, fordi der kunne hans hoved ikke følge med.

Hvis du har styrken til det så prøv at kæmp videre, ville synes det var så synd hvis en sygdom (som sandsynligvis kan bekæmpes med den rette hjælp) skal bryde jeres familie.

Nu ved jeg ikke hvor længe han har været i behandling, men er der andet end psykiater han kan få hjælp af? I vores kommune har vi hjemmevejledere der kommer ud afhængig af behov til de som virkelig har det svært, for at hjælpe dem til at få hverdagen til at hænge sammen igen.

Jeg selv har været ramt af depression af tre omgange, og det tog nogen tid at komme ud af igen hver gang, selv med hjælp,  og jeg er så glad for at min mand har været toldmodig med mig, for har været virkelig tung at danse med nogengange.. Prøv at snak med ham om hvad han tror der kunne gøres så han kunne komme tilbage til livet igen, og evt forslå at når han får det lidt bedre, at i så skal prøve den parterapeut for at finde hinanden igen. Vis ham at du gerne vil ham også selvom det er svært lige nu. Han gør det ikke med vilje 

Jeg ville aldrig råde nogen til at blive skilt fra en syg mand - eller kvinde - så længe der, som du selv skriver, sker små skridt den rigtige vej og vel er håb om bedring. Jeg ville heller ikke fordømme nogen, som oplevede situationen så uoverkommelig og kærligheden så svær, at de valgte skilsmisse. Det er forståeligt, at man kan nå dertil. 

Kun du kan afgøre, om du har tro, håb og kærlighed tilbage til at give hans forhåbentlige bedring en tid og en chance endnu, eller om du er nødt til at kaste håndklædet i ringen nu for at komme hel igennem dette.

HAN er nødt til at sætte sig selv først - næppe permanent, men i det sygdomsstadie, han er i nu. Du kan ikke forvente eller forlange andet. Om du kan affinde dig med det, eller om du er ved at knække pga. byrden ved at sætte både dit lille barn og hensynet til en syg mand først, skal du selv vurdere. Måske med hjælp udefra - fx fra SIND pårørenderådgivning eller lignende med indsigt i disse problematikker? 

Du lyder sej. Jeg ønsker jeres familie alt det bedste. 

Selvom jeg godt kan se det etiske dilemma i at forlade en syg mand, så tager jeg også afstand for den form for guilt trip det er, at sige "hvor vover du at gå fra ham, han er jo syg!" - det er i mit hoved et skide problematisk og en smule manipulerende udsagn som efterlader rigtig mange mennesker med helt enormt dårlig samvittighed og tvivl, fordi et parforhold sammen med en psysisk såvel som fysisk syg bare ikke funker mere. Ingen mennesker skal tvinges til at blive i et parforhold der er fuldstændig intetsigende og udmattende for dem og det er lige meget om partneren er syg eller ej. Man bliver bare ofte altid en lidt større idiot med sikret etiske tømmermænd når man ender et parforhold eller ægteskab med et sygt menneske. Samtidig med at jeg godt kan sætte mig ind i det, så ville jeg aldrig selv råde folk til at blive i et parforhold fordi partneren er syg. Det er i mit hoved totalt uholdbart, sikkert også mega opslidende og en bjørnetjeneste for begge parter i sidste ende. 

Hermed ikke sagt at jeg synes det er helt fair at forlade et menneske der er sygt uden at man har prøvet at opnå forbedringer først - man skal heller ikke springe over hvor gærdet er lavest og man skylder også sit medmenneske og samlever at give plads til tid og små skridt før man giver op. Det kan blive bedre. Det er også vigtigt at pointere. Men hvis det vitterligt er gået så langt at det dagligt slider på én og man ved at der bare næsten ingen vej tilbage før man selv bliver ødelagt og overrumplet, så er det også okay at sige stop - ligesom det er i orden at sige stop i alle andre parforhold, hvor der ikke er psykiske eller fysiske lidelser om bord. 

Jeg så forleden en TV2 dokumentar om et netop lignende dilemma. Mand og kone, mand falder om med blodprop i hjernen, bliver på tragisk vis hjerneskadet. Konen prøver og prøver men til sidst påvirker tilstanden hendes liv og børnenes liv alt for meget og hun er på grænsen til at fuldstændig gå ned med flaget og vælger at slutte ægteskabet og søge om skilsmisse. Jeg synes også man skal kæmpe, naturligvis, men hvis det er kommet så langt ud at man selv og ens liv (og børn for den sags skyld) lider så meget last og smerte under det, så er man også kun et menneske der i sin fulde ret til at træffe en beslutning om ikke at forsætte. 

At man slutter parforholdet er jo ikke ensbetydende med, at man skal forsvinde ud af deres liv og ikke stadig kan være en støtteperson og en hjælp. Men hvis sexlivet og det generelle samliv  er ikke-eksisterende og hvis man praktisk talt er alene mor, ja, så synes jeg faktisk også at man skal stoppe med at være kærester. For så synes jeg egentligt heller ikke man er kærester eller samlevere længere.  

Jeg føler virkelig med dig. At være pårørende er hårdt (tror jeg). 

Nu ved jeg ikke hvad han fejler, men vil høre hvor meget du bliver inddraget i hans sygdom? Jeg lider selv af psykiske ting, og der har været en masse ting til kurser, hvor de lærte om sygdommen, hvorfor man gjorde som man gjorde osv.. Derudover har jeg inddraget min mand en del meget, og han støttede mig enormt Meget. 

Ligenu er I ikke et team. Du kan ikke rigtig være der for ham, fordi han "flygter". Som sagt så ved jeg ikke hvad han fejler, men tænker at hans flugt måske kan gøre tingene værre? 

og ja han er syg, men det betyder ikke, at man skal slide sig selv op også. Det er kun dig der ved om du kan klare det og leve med den måde, som I lever på. Jeg ville give dig samme råd - om det var en kvinde eller mand som havde det sådan (skrevet pga. Et andet indlæg) 

For mig lyder det ikke som en holdbar løsning at han er hos sin ven.