Hej derude.. Jeg har lige brug for nogle gode råd og tanker omkring min parforholds situation 
Vi blev forældre for 1 år siden til jordens skønneste dreng. Min mand og jeg havde været sammen længe inden graviditeten, som var planlagt, og har haft et skønt samliv inden på trods af et næsten ikke-eksisterende sexliv.
Da vi fik vores baby var min lykke gjort, men ikke for min mand. Til sidst måtte jeg tvinge ham at gå til lægen, så han kunne få hjælp til sine tanker. Her blev han diagnosticeret med en tung psykisk lidelse og depression. Derefter startede han i et behandlingsforløb igennem kommunen, som heldigvis hjælper dog i meget små skridt af gangen.
Det er dejligt at han får hjælp, men vi ser ham næsten ikke. Han bor hos en ven nu for at få "ro" til sin sygdom og sine tanker, og derfor blev jeg meget hurtigt enlig mor selvom vi stadig deler adresse.
Det trives jeg egentlig ganske godt i, men det går mig alligevel på at han ikke er her. Jeg føler mig ensom, når min søn er gået i seng, og det var ikke sådan her jeg synes man var sammen. Ensom som i at jeg ville ønske, at jeg havde en partner at dele mine tanker med om aftenen, se en god film osv.. Disse tanker har jeg ærligt og frit luftet for min mand, som også er ked af at han ikke kan være her. Jeg forstår bare ikke helt hvordan han så kan se en film hos sin ven om aftenen men han har altid så travlt med at komme tilbage til sin ven, når han så endelig var her.. 
Nytårsaften skulle vi allesammen være sammen og havde handlet dejligt ind. Men lillemanden var desværre blevet syg med virus og var derfor rigtig ked af det det meste af dagen pga snot og hoste. Det kunne min mand ikke overskue og derfor, selvom han havde lovet at fejre nytår med os og lave maden, valgte han at gå selvom jeg sagde til ham at lige nu, i dag, var en af de dage hvor jeg virkelig havde brug for ham. Men han gik stadigvæk.. 
Vi har heller ikke haft sex i 1,5 år, det taler vi åbent om og min mand har bare aldrig rigtig haft lysten. Det gør mig ked af det for inden jeg mødte ham satte jeg pris på den del af et parforhold. Det er svært at skulle acceptere, har foreslået parterapi men det vil han ikke.
Derudover står jeg 100% for alle udgifter til vores dreng alene. Min mand er sygemeldt med sin diagnose, og derfor er jeg den eneste som arbejder og betaler alt for mad, bleer, tøj, husholdning mv. og alligevel beklager min mand sig altid over, at han ingen penge har... Han ryger cigaretter og, i min optik, når man gør det så prioriterer man forkert hvis man derefter siger man mangler penge. Vi har ikke fællesøkonomi.
Jeg trives selv, er glad for mit arbejde, vores søn er glad for sin dagpleje, vi hygger os ham og jeg og når far er her har vi da også nogle gode stunder.
Jeg har dog flere gange overvejet at sige stop. Jeg vil ikke leve i et forhold, hvor jeg egentlig bare er alene. Sådan har det været i over et år nu og jeg kan jo ikke blive ved med at sige "Det skal nok blive bedre"..
Men det som 'bekymrer' mig mest er, at min mand har fået af vide at han skal prioritere sine egne behov før vores søn. Det har hans psykiater sagt - det synes jeg på ingen måder man kan sige! Hvordan kan en voksens behov nogensinde komme før et barns? Det giver ingen mening for mig og jeg bliver ked af det, når min mand ofte omtaler vores søn som årsagen til sin psykiske diagnose.
Her er et konkret eksempel, som måske er nemmere for at få et indblik i situationen.
Jeg havde brug for at komme til frisøren i 1,5 time, men allerede halvvejs under klipningen ringede min mand og så måtte jeg ellers løbe fra frisørsalon og hjem til ham, som var panikket fordi vores dreng græd.
Derfor er de nu stort set ikke alene, da han går i panik hvis han er alene og magter ikke opgaven for længe grundet sin sygdom. Derfor sætter jeg ham aldrig i sådan en situation. Måske er det forkert, men jeg tænker på mit barn før alt andet. Og hvis han siger, at han ikke kan overskue at være alene med lillen, så skal han heller ikke være det.
Jeg har et rigtig godt bagland i form af bedsteforældre og tante, der kan passe samt venner og veninder der rigtig gerne vil hjælpe ved behov. Det sætter jeg pris på og samtidig er det også muligt at arbejde hjemme, så det gør hverdagen nemmere som 'enlig'.
Vil det kunne skade vores barn, at han er sådan? Jeg tænker selvfølgelig mest på mit barn i alt det her, for hvordan er det at skulle vokse op med en far med en psykisk lidelse som prioriterer egne behov før alt andet?
Min mand er god og sød på mange måder, men han har svært ved at magte mere end 1 ting af gangen og hvis dagen ikke er forudsigelig hver dag (hvilket den jo ikke altid er med børn fx ved sygdom) så er hele hans dag ødelagt.
Han siger sjældent noget positivt og jeg skal altid høre, hvor hårdt det er for ham og hvordan han slet ikke kan slappe af en hel dag hvis han fx skal handle eller købe en bestemt ting i en butik. Det siger jo alt om overskuddet.
Samtidig jonglerer jeg alene med job, passe baby, madlavning, rengøring, aktiviteter mv. og kan derfor godt nogle gange have svært ved at forstå, at en tur i Irma kan ødelægge hele hans dag. Men det er sygdommen...
Puh havde bare lige brug for luft og andres tanker herom, da en skøn men travl hverdag med lillen, job, rengøring og indkøb jo går hurtigt forbi. Det er nok meget sundt lige at stoppe op og mærke efter...
