hvordan formulere jeg det bedst?

Hvis i ikke ønsker kontakt med dem kan i heller ikke tillade jer at tage imod gaverne. Det er både grådigt og umoralsk i min verden 

Anonym skriver:

min mand har valgt at stoppe kontakten med sin far, og dette ved hele vores familie.

Hans kone ringede så til mig og spurgte om jeg ikke ville mødes i juledagene så de kunne aflevere julegaverne til vores børn. Jeg var i tvivl om hvad jeg skulle gøre, for det er kun en måneds tid siden at vi sagde stop, men efter at have sovet på det er vi kommet frem til at de kan ligge gaverne hos min mands farmor når de alligevel kommer der til jul.

Jeg har mest af lyst til at bare kort og godt skrive "I kan ligge gaverne hos farmor" og intet andet, men samtidig vil jeg gerne holde en pæn tone, men hvordan kan jeg så skrive det?

Jeg får helt ondt i maven over at de ikke kan give børnene gaverne, se dem pakke dem op. 

Jeg synes ikke i skal tage imod dem, hvis i ikke vil have noget med dem at gøre. 

Hvis i ikke vil have noget med dem at gøre skal i bestemt heller ikke tage imod gaver til børnene! Det virker sygt grådigt!

AnoMom skriver:

Hvis i ikke ønsker kontakt med dem kan i heller ikke tillade jer at tage imod gaverne. Det er både grådigt og umoralsk i min verden 

Det er jeg ikke enig i. Hvis et af mine børn afskrev mig, ville jeg gerne selv kunne bestemme, om mine børnebørn skulle have gaver af mig alligevel. Blandt andet ud fra et ønske om at vise børnene - som jo er aldeles uden skyld i de voksnes konflikt - at jeg stadig var deres bedstemor og stadig holdt af dem og tænkte på dem.

Hvor mange gange har man ikke læst hjerteskærende beretninger fra fædre eller bedsteforældre, som trods udelukkelse af børnenes liv troligt sendte gaver og breve til fødselsdag og jul og fik dem retur uåbnede? Hvorfor skal børnene bøde for de voksnes uvenskab? Jeg synes, det er umoralsk og hjerteløst at forhindre den lille, men for børn og bedsteforældre værdifulde kontakt, der ligger i at få og give en gave. 

Mor og meget mere skriver:

Det er jeg ikke enig i. Hvis et af mine børn afskrev mig, ville jeg gerne selv kunne bestemme, om mine børnebørn skulle have gaver af mig alligevel. Blandt andet ud fra et ønske om at vise børnene - som jo er aldeles uden skyld i de voksnes konflikt - at jeg stadig var deres bedstemor og stadig holdt af dem og tænkte på dem.

Hvor mange gange har man ikke læst hjerteskærende beretninger fra fædre eller bedsteforældre, som trods udelukkelse af børnenes liv troligt sendte gaver og breve til fødselsdag og jul og fik dem retur uåbnede? Hvorfor skal børnene bøde for de voksnes uvenskab? Jeg synes, det er umoralsk og hjerteløst at forhindre den lille, men for børn og bedsteforældre værdifulde kontakt, der ligger i at få og give en gave. 

Det er da også helt fair at have forskellige meninger. Jeg er dog ikk enig i det du skriver og mener stadig ikk man skal tage i mod gaver hvis man ikk ønsker kontakt. 

På det punkt er jeg ret kold og kynisk. Det indrømmer jeg gerne 

Mor og meget mere skriver:

Det er jeg ikke enig i. Hvis et af mine børn afskrev mig, ville jeg gerne selv kunne bestemme, om mine børnebørn skulle have gaver af mig alligevel. Blandt andet ud fra et ønske om at vise børnene - som jo er aldeles uden skyld i de voksnes konflikt - at jeg stadig var deres bedstemor og stadig holdt af dem og tænkte på dem.

Hvor mange gange har man ikke læst hjerteskærende beretninger fra fædre eller bedsteforældre, som trods udelukkelse af børnenes liv troligt sendte gaver og breve til fødselsdag og jul og fik dem retur uåbnede? Hvorfor skal børnene bøde for de voksnes uvenskab? Jeg synes, det er umoralsk og hjerteløst at forhindre den lille, men for børn og bedsteforældre værdifulde kontakt, der ligger i at få og give en gave. 

 Jeg er meget enig 

Mor og meget mere skriver:

Det er jeg ikke enig i. Hvis et af mine børn afskrev mig, ville jeg gerne selv kunne bestemme, om mine børnebørn skulle have gaver af mig alligevel. Blandt andet ud fra et ønske om at vise børnene - som jo er aldeles uden skyld i de voksnes konflikt - at jeg stadig var deres bedstemor og stadig holdt af dem og tænkte på dem.

Hvor mange gange har man ikke læst hjerteskærende beretninger fra fædre eller bedsteforældre, som trods udelukkelse af børnenes liv troligt sendte gaver og breve til fødselsdag og jul og fik dem retur uåbnede? Hvorfor skal børnene bøde for de voksnes uvenskab? Jeg synes, det er umoralsk og hjerteløst at forhindre den lille, men for børn og bedsteforældre værdifulde kontakt, der ligger i at få og give en gave. 

Fuldstændig enig.

Lad os lige få skilt skæg fra snot: uanset hvordan forholdet er mellem de voksne, tænker farfar på sine børnebørn. Det er dejligt for et barn at være tænkt på og elsket, også af fraværende familiemedlemmer, som man ikke kan mødes med.

Jeg 'lader' da ikke min søn få julegaver fra sine bedsteforældre (som vi har kontakt til) for at jeg får en økonomisk gevinst. Han får dem, fordi det er en glæde for ham at få dem og en glæde for dem at give dem.

Det er jeg ikke enig i. Hvis et af mine børn afskrev mig, ville jeg gerne selv kunne bestemme, om mine børnebørn skulle have gaver af mig alligevel. Blandt andet ud fra et ønske om at vise børnene - som jo er aldeles uden skyld i de voksnes konflikt - at jeg stadig var deres bedstemor og stadig holdt af dem og tænkte på dem.

Hvor mange gange har man ikke læst hjerteskærende beretninger fra fædre eller bedsteforældre, som trods udelukkelse af børnenes liv troligt sendte gaver og breve til fødselsdag og jul og fik dem retur uåbnede? Hvorfor skal børnene bøde for de voksnes uvenskab? Jeg synes, det er umoralsk og hjerteløst at forhindre den lille, men for børn og bedsteforældre værdifulde kontakt, der ligger i at få og give en gave. 

Jeg kunne ikke være mere enig med dig. 

Vi står i samme situation med vores børns farfar og han bliver da troligt ved med, at sende gaver til vores børn selvom vi har måttet afbryde kontakten til ham. Uvenskabet er jo et mellemliggende mellem os voksne og ikke mellem farfar og børnebørnene. Desuden og frem for alt, er det gaver til BØRNENE og IKKE os forældre. Hos os har farfar et ønske på sine børnebørns vegne om at vise dem, at han stadigvæk tænker på dem og at han stadigvæk er her selvom vi ikke længere ses. Og det viser han ved stadigvæk, at sende gaver til dem.

Så til dig TS. Du kunne formulere det i retning af "Hvis I gerne vil have, at børnene får de gaver I har købt til dem, kan I aflevere dem hos farmor. Så vil hun sørge for, at de får dem".

Mo9ca skriver:

Jeg kunne ikke være mere enig med dig. 

Vi står i samme situation med vores børns farfar og han bliver da troligt ved med, at sende gaver til vores børn selvom vi har måttet afbryde kontakten til ham. Uvenskabet er jo et mellemliggende mellem os voksne og ikke mellem farfar og børnebørnene. Desuden og frem for alt, er det gaver til BØRNENE og IKKE os forældre. Hos os har farfar et ønske på sine børnebørns vegne om at vise dem, at han stadigvæk tænker på dem og at han stadigvæk er her selvom vi ikke længere ses. Og det viser han ved stadigvæk, at sende gaver til dem.

Så til dig TS. Du kunne formulere det i retning af "Hvis I gerne vil have, at børnene får de gaver I har købt til dem, kan I aflevere dem hos farmor. Så vil hun sørge for, at de får dem".

 

Tak for dit svar. 

Det er jeg ikke enig i. Hvis et af mine børn afskrev mig, ville jeg gerne selv kunne bestemme, om mine børnebørn skulle have gaver af mig alligevel. Blandt andet ud fra et ønske om at vise børnene - som jo er aldeles uden skyld i de voksnes konflikt - at jeg stadig var deres bedstemor og stadig holdt af dem og tænkte på dem.

Hvor mange gange har man ikke læst hjerteskærende beretninger fra fædre eller bedsteforældre, som trods udelukkelse af børnenes liv troligt sendte gaver og breve til fødselsdag og jul og fik dem retur uåbnede? Hvorfor skal børnene bøde for de voksnes uvenskab? Jeg synes, det er umoralsk og hjerteløst at forhindre den lille, men for børn og bedsteforældre værdifulde kontakt, der ligger i at få og give en gave. 

Børnene kommer jo til at bøde uanset hvad, når voksne ikke kan enes! De må jo ikke se deres bedsteforældre  Det er da en langt større straf end at de ikke får en gave - som de sikkert alligevel ikke ville bemærke manglede.

De voksne har taget et valg - det får konsekvenser for andre end dem selv. Derfor tænker man sig om en ekstra gang, når der er børn ivolveret.

Ingen tvivl om at hvis jeg var bedsteforældren, så ville jeg også selv sende en pakke - men var jeg forældren som havde cuttet kontakten, så ville jeg sige pænt nej tak.