At tro på julemanden

CC79 skriver:

Ja og det har jeg også gjort. Jeg forholder mig neutralt til det når min mand snakker julemandssnak med børnene. Ikke alene fordi jeg syns det er fjollet men også fordi jeg ikke ville kunne følge med i "legen". Jeg er elendig til at "lyve" og ville virke dybt utroværdig. Så det må han om og hvis de spørger mig om noget må jeg enten virke undvigende eller uvidende. Så kompromisset er, at han selv må stå til regnskab for det og som jeg skrev er det jo ikke jordens undergang. Det var mere fordi jeg læste det med psykologen og tænkte det dog trods alt måske var at overdrive det hele lidt. For skade tager man jo trods at nok ikke.

Ja, tror bestemt heller ikke de tager skade af det. Har slået artiklen op og de to forfattere har fået hug for overdrivelse. 

Jeg har ladet det være op til min søn. Han er 5 år og tror på julemanden  han har kommet til mig og sagt at der var nogle i hans børnehave som sagde at julemanden ikke findes, også spurgte jeg ham og han troede at han findes, og det gjorde han. Jeg vil aldrig fortælle ham at han findes eller findes når han spørg, men lade ham om det. Men hvert år ligger der en gave fra ham (hvis han stadig tror på ham) 

vi har drillenisser...

julemanden er sønnen selv kommet med.. har aldrig sagt det er rigtigt eller forkert...

Jeg er vokset op med at de lod os tro på det og så hvis vi ville skrev vi brev til julemanden...

jeg troede på magien i det... men havde også brug for den magi...

jeg tror det handler meget om hvad man selv gør ud af det...

hvis man netop fortæller dem om det med ingen gaver hvis man ikke er sød så tror jeg på det kan skade de sårbare børn (som vores søn f.eks. er)..

men hvis man bare lader dem selv danne sig en mening og ikke siger det er rigtigt eller forkert så tror jeg det måske styrker dem lidt fordi de selv styrer den fantasi...

CC79 skriver:

Nej tror bestemt også det er overdrevet at mene det gør skade. Det er mere hvad man føler for selve ideen om at lade barnet tro på det. Og nogle børn fanger det jo også bare hurtigere end andre.. Og ja når din søn selv siger det er det jo ikke noget du har fundet på. Så er det fordi han selv har fået den overbevisning et eller andet sted fra og det er der sikkert mange børn der gør. Det behøver jo ikke være forældrenes værk.

Nej nemlig men det var lige før jeg selv troede op julemanden sidste år

uden vi viste noget som helst bankede det på døren den 24 ved 17 tiden vi kiggede alle lidt mærkeligt og især fordi det var den 24 jeg åbnede døren og der stod julemanden, Men julemanden sagde Hej Jette tror du Daniel vil snakke med julemanden og det var vores nabo der havde taget jule tøj på købt en lille gave til vores søn  det var så sødt men jeg blev nu stadig overrasket over julemanden stod der

Mine rollinger ved godt at det er mor der kommer med gaverne. Tilgengæld er de overbeviste om at nisser findes, julemaden findes og feer og skovtrolde og alle de der hyggelige magiske ting findes. Jeg plejer at sige at hvis man tror på noget - så findes det. Ligesom gud. Jeg tror selv stadig på nisser. Selfølgelig findes de, ellers er livet sku for trist synes jeg 

Ja de skal da være der. Der er jeg helt enig i. Julen er jo bare noget af det bedste vi har og sådan er der jo mange uundværlige ting. I øjeblikket elsker mine børn også smølferne og ja de ved da godt de ikke er "virkelige", men derfor er de da stadigvæk sjove og ganske levende når de dukker op på dvd'en. Så kan kun være helt enig med dig.

Miti's mama skriver:

Ja, tror bestemt heller ikke de tager skade af det. Har slået artiklen op og de to forfattere har fået hug for overdrivelse. 

Ja det virker altså også voldsomt at tro det skulle kunne skade. Det kom også bag på mig og synes også argumenterne for det virkede ret tynde.

Jeg har ladet det være op til min søn. Han er 5 år og tror på julemanden  han har kommet til mig og sagt at der var nogle i hans børnehave som sagde at julemanden ikke findes, også spurgte jeg ham og han troede at han findes, og det gjorde han. Jeg vil aldrig fortælle ham at han findes eller findes når han spørg, men lade ham om det. Men hvert år ligger der en gave fra ham (hvis han stadig tror på ham) 

Ja og det er da også fint. For så er det også lidt barnets valg jo fordi de godt kan lide tanken om julemanden og det er da sødt. Vores ældste dreng på 14 år kører da også med på den endnu. Regner jeg med. For enten tror han stadig på det eller også spiller han skuespil for sine yngre søskendes skyld. Hans adventsgaver ligger foran døren om morgen og historien har jo altid været at nissen har lagt dem der og det har han aldrig ytret sig skeptisk om. Men mon ikke han har luret den?

B&J skriver:

Nej nemlig men det var lige før jeg selv troede op julemanden sidste år

 

uden vi viste noget som helst bankede det på døren den 24 ved 17 tiden vi kiggede alle lidt mærkeligt og især fordi det var den 24 jeg åbnede døren og der stod julemanden, Men julemanden sagde Hej Jette tror du Daniel vil snakke med julemanden og det var vores nabo der havde taget jule tøj på købt en lille gave til vores søn  det var så sødt men jeg blev nu stadig overrasket over julemanden stod der

Smiler.. Ja kan da godt forstå du kiggede lidt og det er da også en sød ide. Det er da hyggeligt og vi har da bestemt alle sammen brug for at tro på en masse ting der gør livet lidt magisk og spænende. Så bliver det jo spænende om julemanden dukker op hos jer igen i år?

CC79 skriver:

Ja og det er da også fint. For så er det også lidt barnets valg jo fordi de godt kan lide tanken om julemanden og det er da sødt. Vores ældste dreng på 14 år kører da også med på den endnu. Regner jeg med. For enten tror han stadig på det eller også spiller han skuespil for sine yngre søskendes skyld. Hans adventsgaver ligger foran døren om morgen og historien har jo altid været at nissen har lagt dem der og det har han aldrig ytret sig skeptisk om. Men mon ikke han har luret den?

Nemlig, vil ikk presse ham til noget 

Han har nok luret den, meen synes det er hyggeligt 

Fortællinger, myter, eventyr, fantastiske væsener har "altid" været brugt som opdragere, moralske fortællinger, vejledende til handlinger mm. Det er først nu i et samfund der tror alt kan testes og vil an have sikker viden, man kan finde på at skrive om det skader at tro på julemanden. 

Som filosof må jeg grine lidt i de store tænkeres skæg og spørge om vi overhovedet har sikker viden om noget og om vi overhovedet kan tillade os at fortælle noget til vores børn? Bare et eksempel vi fortæller dem hver dag at penge har værdi - verdens største løgn, for de har ikke andet værdi end det vi giver dem  Vi fortæller dem sten ikke kan tale, men er vi nu sikre? Vi giver dem forklaringsmodeller som vi ikke selv er let sikre på fx om døden. 

Jeg har aldrig fortalt mine børn julemanden eksisterer - har heller ikke sagt han ikke gør. Men jeg lyver så vandet driver om der bor en nisse i vores hjem, eller lyver jeg? Måske går jeg rundt og skaber en fortælling jeg tror er løgn, mens den er sandhed uden jeg ved det. Hvem siger nisser ikke eksisterer, min mormor holdt fast på til sin dødsdag at hun havde set en, hvem har bevist med sikkerhed de ikke eksisterer? Har vi bare "glemt" at mærke dem, se dem og fornemme de ting de gør? Nej jeg er ikke kugleskør, og nej jeg tror faktisk ikke på nisser, men jeg ved jeg "bare" er et menneske og ikke ved alt, alt er ikke gjort til sikker viden tværtimod. 

Jeg elsker magien, fantasien, historierne, jeg elsker at lege med tanken sammen med mine børn om nisser, trolde, magikere, nangijala, talende fugle og hvad ved jeg. Jeg kan stadig finde den barnlige fantasi og tro på det bare sådan lige lidt, for så er livet da lige det mere farverigt hvis magien er til. Jeg kan læse Harry Potter sammen med dem og med ærlighed sige: jamen vi ved jo ikke om der er lidt sandhed i det. 

Jeg går ikke gennem ild og vand foe at give dem fantasien, jeg klæder mig ikke ud som julemand, men jeg går med i deres tankerækker, tankeeksperimenter og nyder at høre dem filosofere over muligheden for noget vi ikke ved. Hvorfor dog sige: julemanden eksisterer ikke punktum, når man bare kan sige: hvem ved? 

Og forresten lyver jeg om mange ting, dejlige små sjove løgne fx om jeg kan hibke hele vejen til Afrika  mine børn synes jeg er troværdig, og så er de fra en meget tidlig alder enorm god til ironi og kan selv servere fantastiske ironiske bemærkninger så jeg er flad af grin.