Uenige om barnets kost

Jeg tænker der er rigtig mange facetter i det du skriver om, for der er forholdet mellem jer voksne, finde fælles værdier osv. Der er din frygt for overvægt og så er der ikke mindst forståelsen af hvad er et måltid, hvilke rytme skal man have i familien med hensyn til mad osv. 

Tager lige det sidste først selvom det hænger sammen. Hvis jeres søn gentagende gange er sulten før aftensmaden så skulle I måske overveje at flytte aftensmaden til det tidspunkt han er sulten. En lille to årig mave har meget bedre af små og mange måltider og har det bedst med måltider cirka hveranden time. Det store aftensmåltid som vi voksne nyder er slet ikke noget for dem, så sæt et andet mål: I sidder alle sammen ned når der er aftensmad og I hygger, måske spiser den lille trold kun en lille portion, men han er sammen med jer og I hygger. 

Derefter kig på jeres indkøb, hvis de ting der mulige at få er lødigt godt mad så gør det ikke noget han spiste et par gulerods og agurke stænger og en rugbrødshaps før aftensmaden og aftensmaden så måske kun bestod af en frikadelle for så har han fået alt det han skal have. Men hvis køleskabet har frugtyoghurt og der er dejlige digestive kiks i skabet, ja så går han en masse kalorier som ikke kom fra et godt måltid. Så fyld hjemmet op med gode lødige ting og lær ham I bestemmer hvad der serveres men han tilgengæld kan sige til når han er sulten og mæt - tror faktisk en af de ting der skaber overvægt er man netop har mistet evnen til st vide; hvornår er jeg sulten og hvornår er jeg mæt. Og husk så ikke i den frygt for overvægt at skær det gode fedt væk, det skal han have for blandt andet at bygge hjerne, så ind med nødder, advocado, fisk osv. 

Så er der alt det andet, nemlig jer to. Du skal åbne munden ikke for at fortælle han gør forkert men for at fortælle om din frygt for overvægten og gør det til et fælles projekt at give jer alle et sundt forhold til mad, det betyder også at spise det forkerte en gang imellem. Men kodeordet er FÆLLES projekt, I skal sammen bestemme jer for hvordan I vil, hvad skal jeres madvarer være, hvordan og hvornår skal man spise, må man spise foran fjernsynet eller er det no go osv. Jeg er sikker på den gode løsning ligger imellem jer to, du skal formodentlig lære at de faste måltider kan bøjes eller skal bøjes når man kun er to år (min på 6 skal stadig gerne have noget mad hver anden time, og hans største måltid er frokosten mens aftensmaden er meget mindre, og han spiser stort set konstant fra han kommer hjem til aftensmaden men det er agurker, peberfrugt, gulerødder, lidt rosiner, de gode dage også lidt nødder, hjemmelavede rugbrøds hapser osv). Og din mand skal lære at han bestemmer, så når sønnike kommer og beder om frugtyoghurt så siger han; nej men du kan få et stykke agurk. 

Pøj pøj med det 

Vores datter er 3,5 år og har altid fået mad når vi kom hjem fra børnehave/vuggestue. Lige pt spiser hun næsten hele sin madpakke på vej hjem i bilen og nogle gange er hun mere sulten når vi kommer hjem. Men hun får dog altid noget der er sundt, typisk grøntsager eller et stykke frugt. 

Da hun var mindre havde jeg altid lidt kogte grøntsager stående i køleskabet så hun kunne få det når vi kom hjem. 

Jeg er enig med dig i at det ikke skal være frugtyoghurt og kiks, den går heller ikke her. Og hvis hans aftensmad kun bliver en banan så skal han kun have et stykke banan og måske noget havregrød eller lignende i stedet for. 

Men tag en snak med din kæreste om dine bekymringer og hold den på egen banehalvdel. Du kan jo evt vise ham den her tråd? 

Held og lykke med det

Jeg tænker at I generelt kommunikerer forkert når du ignorerer sin mand. Det han nok opfatter er at du mellem linjerne siger .. jeg vil ikke have at du giver vores søn usunde ting fordi din opvækst og sådan som du og din familie ser ud er forkert (tykke). I sådan en situation ville jeg også bare lege enig og så gøre hvad der passer mig - men det er et meget usundt mønster.

Jeg tænker I kunne bruge noge parterapi med fokus på fælles værdier og hensigtsmæssig kommunikation. Du kan godt slæbe ham med til en diætist eller læge. De vil sikkert sige at kiks osv er usund og han vil føle sig endnu mere forkert på den og dunket i hovedet.

Du er nødt til at respektere hvor han kommer fra.. uagtet dårlige vaner... så er det det der er udgangspunktet. Ingen kan lide at blive punket i hovedet og føle sig forkert. I er nøde til at finde en det kan hjælpe jer med en fælles linje som du nok også skal regne med afviger fra dine "strikse" holdninger til, hvad der er rigtigt. Jeg kan sagtens følge dig i at børn ikke skal fyldes med alt muligt lort, men man er nødt til at finde en fælles ramme. Det andet gør børn udtrygge og uvidende om hvor grænserne er. I skal aldrig diskutere foran et barn og I skal aldrig give efter når den anden har sagt nej. Men I er nødt til at have klappe af hvornår der skal siges nej. Han siger ja fordi han synes du er streng. og du bliver måske også for streng fordi han er for løs/slap i det.

.. og som jeg ser det er det mest kommunikationen den er galt med. Jeres barns diæt er sekundært.

Hvis I ikke bliver i stand til at drøfte fælles linjer som forældre bliver I udfordret. Hvad skal sengetid være.. spiser man kun slik om fredagen. Hvornår skal man komme hjem fra en ven eller bytur osv. Det lyder som om at I kunne bruge nogle kommunikationsredskaber.

og I vil kunne ende med at blive skilt hvis I ikke hører og respektere hinanden. Og som jeg ser det går det galt begge vej hos jer. Og I den situation har SU intet at sige mht din mands håndtering af jeres søn, når ham er der.

.. og som jeg ser det er det mest kommunikationen den er galt med. Jeres barns diæt er sekundært.

Hvis I ikke bliver i stand til at drøfte fælles linjer som forældre bliver I udfordret. Hvad skal sengetid være.. spiser man kun slik om fredagen. Hvornår skal man komme hjem fra en ven eller bytur osv. Det lyder som om at I kunne bruge nogle kommunikationsredskaber.

og I vil kunne ende med at blive skilt hvis I ikke hører og respektere hinanden. Og som jeg ser det går det galt begge vej hos jer. Og I den situation (skilsmisse) har du intet at sige mht din mands håndtering af jeres søn, når ham er der.