Vil ikke selv have barnet, men faren vil

Morogbarn skriver:

Uh, jeg bliver altså lidt provokeret af det der. Prøv lige at følg det argument, du kommer med til ende... skal kvinder som er blevet gravide ved et uheld med børn, de virkelig ønsker at beholde så gå igennem en abort, fordi han ikke ønsker barnet?

Din tankegang er meget sort og hvid, synes jeg, men der er så mange gråzoner i disse situationer. Hvad hvis fx de var enige om at løbe risikoen ved en graviditet inden, men han så får kolde fødder, når der så lige pludselig er to streger på graviditetstesten. Skal hun så få en abort? Og i sidste ende er det jo hende, der skal lægge krop til både abort og baby, så ja det vil altid være hendes beslutning. Der er stadig områder, hvor ligestiling ikke kan nå ind.

Det handler ikke om kvinden (eller manden), det handler om barnet.

Anonym skriver:

Ja kvinder skal få en abort uanset hvor stort ønsket er hvis manden ikke også ønsker barnet. 

Hvis kvinden ikke er i stand til at få en abort. Er modstander af det eller noget i den stil. Så må HUN sørger for at beskytte sig enten ved at bede manden tage kondom på, æde p-piller, bruge pessar eller få lagt spiral. Kvinden har mange muligheder for at undgå graviditet. Manden har én mulighed. 

Og hvad så hvis hun har beskyttet sig?

jeg kan sagtens forstå hvor du kommer fra, hvorfor og hvordan kan man som kvinde tillade sig at sige det er min krop, jeg bestemmer. Hvis manden reelt ikke vil have det barn og føler det vil ødelægge hans liv? Det kan kvinden fordi det er hendes krop, vi lever ikke i en verden (heldigvis) hvor der kan udføres fysiske indgreb eller en krop kan bruges alene som livmoder i ligestillingens navn. Lige her med graviditet er der en fysisk forskellighed som hverken "hen" tendensen eller konstruktivismen kan ændre. Det er måske nok surt så at hedde Kurt, men det er en virkelighed vi ikke kan og absolut ikke bør ændre.

moralsk bør en kvinde tænke sig om, hun bør tænke på barnet og på manden og på sig selv. Men hun bør ikke hverken gennemføre en graviditet eller en abort fordi manden ønsker det. 

lineog4 skriver:

Og hvad så hvis hun har beskyttet sig?

jeg kan sagtens forstå hvor du kommer fra, hvorfor og hvordan kan man som kvinde tillade sig at sige det er min krop, jeg bestemmer. Hvis manden reelt ikke vil have det barn og føler det vil ødelægge hans liv? Det kan kvinden fordi det er hendes krop, vi lever ikke i en verden (heldigvis) hvor der kan udføres fysiske indgreb eller en krop kan bruges alene som livmoder i ligestillingens navn. Lige her med graviditet er der en fysisk forskellighed som hverken "hen" tendensen eller konstruktivismen kan ændre. Det er måske nok surt så at hedde Kurt, men det er en virkelighed vi ikke kan og absolut ikke bør ændre.

moralsk bør en kvinde tænke sig om, hun bør tænke på barnet og på manden og på sig selv. Men hun bør ikke hverken gennemføre en graviditet eller en abort fordi manden ønsker det. 

Beskyttelse eller ej. Så sætter man ikke uønskede børn til verden. 

Uanset hvor fine ord du bruger jeg ikke forstår ændre det ikke på min holdning. At beholde et uønsket barn er egoistisk. 

modesty skriver:

Det handler ikke om kvinden (eller manden), det handler om barnet.

Enig, men er det virkelig bedre aldrig at blive født  fremfor at vokse op ved en kærlig mor, der virkelig ønskede, at man skulle komme til verden?

Anonym skriver:

Beskyttelse eller ej. Så sætter man ikke uønskede børn til verden. 

Uanset hvor fine ord du bruger jeg ikke forstår ændre det ikke på min holdning. At beholde et uønsket barn er egoistisk. 

Der mangler noget i den påstand. Et barn er i den situation ikke bare uønsket, det er mindst lige så ønsket af sin ene forælder, som det er uønsket af den anden. Jeg kunne lige så vel sige, at det er egoistisk og iskoldt at forhindre et menneskeliv i at blive til, fordi ét menneske ikke ønsker det. En ressourcestærk kvinde med oceaner af kærlighed at give til et lille nyt liv, et barn med alle muligheder for at få et dejligt liv - skal hensynet til de to pr. definition vige, for at en mand undgår at blive uønsket far? 

Jeg synes, holdningen til abort - som jeg i bund og grund er stærk fortaler for - er kammet over i en slags fornægtelse af, hvad det er, man gør. Lige netop dette mulige liv, dette kommende menneske, er unikt, og dets eksistens kan ikke udsættes/udskydes, til situationen er mere belejlig. Man afbryder muligheden for, at dette liv bliver til. Det kan der være gode grunde til, fx, at man ikke har mulighed for at give et barn et godt liv. Men kan man det, hvorfor er mandens manglende ønske så pr. definition mere tungtvejende end det faktum, at her kunne et lille menneske få trygge og gode rammer for sit liv? 

At have en mor, der elsker og ønsker én, er ikke det værste udgangspunkt. Også selv om den biologiske far ikke ønsker at være en del af det. Så foræl mig, hvorfor det er mere egoistisk at se på barnets og morens liv end at fokusere enøjet på mandens. 

Hvis man er ønsket af mor og hele hendes netværk af kærlige, ønskende, elskende mennesker, så er man altså ikke udelukkende uønsket. 

modesty skriver:

Det handler ikke om kvinden (eller manden), det handler om barnet.

Som enten aldrig kommer til verden eller som får livet - med mennesker, der elsker og ønsker det, minus den biologiske far. Er det så grusomt et udgangspunkt for et liv, at det er bedre ikke at blive til? 

Mor og meget mere skriver:

Som enten aldrig kommer til verden eller som får livet - med mennesker, der elsker og ønsker det, minus den biologiske far. Er det så grusomt et udgangspunkt for et liv, at det er bedre ikke at blive til? 

Måske, måske ikke. Det er umuligt at vide. Jeg har læst din kommentar her ovenover, og jeg er for så vidt meget enig. Jeg tror godt at man kan få et godt liv selvom man er uønsket af den ene forælder, men jeg tror også at det kan være et ar på sjælen som aldrig går væk. Jeg tænker at man som udgangspunkt skal forsøge at give sit barn de bedste forudsætninger fra dag 1. Men det er ikke ukompliceret.

Mor og meget mere skriver:

Der mangler noget i den påstand. Et barn er i den situation ikke bare uønsket, det er mindst lige så ønsket af sin ene forælder, som det er uønsket af den anden. Jeg kunne lige så vel sige, at det er egoistisk og iskoldt at forhindre et menneskeliv i at blive til, fordi ét menneske ikke ønsker det. En ressourcestærk kvinde med oceaner af kærlighed at give til et lille nyt liv, et barn med alle muligheder for at få et dejligt liv - skal hensynet til de to pr. definition vige, for at en mand undgår at blive uønsket far? 

Jeg synes, holdningen til abort - som jeg i bund og grund er stærk fortaler for - er kammet over i en slags fornægtelse af, hvad det er, man gør. Lige netop dette mulige liv, dette kommende menneske, er unikt, og dets eksistens kan ikke udsættes/udskydes, til situationen er mere belejlig. Man afbryder muligheden for, at dette liv bliver til. Det kan der være gode grunde til, fx, at man ikke har mulighed for at give et barn et godt liv. Men kan man det, hvorfor er mandens manglende ønske så pr. definition mere tungtvejende end det faktum, at her kunne et lille menneske få trygge og gode rammer for sit liv? 

At have en mor, der elsker og ønsker én, er ikke det værste udgangspunkt. Også selv om den biologiske far ikke ønsker at være en del af det. Så foræl mig, hvorfor det er mere egoistisk at se på barnets og morens liv end at fokusere enøjet på mandens. 

Hvis man er ønsket af mor og hele hendes netværk af kærlige, ønskende, elskende mennesker, så er man altså ikke udelukkende uønsket. 

Det er de samme diskussioner der kommer hver gang emnet falder på abort. Hvorfor kan folk ikke accepterer at man har forskellige holdninger til emnet i stedet for at skulle argumenterer for alt?

min argumentation til hvorfor man ikke sætter uønskede børn i verden ændre jo ikke på din holdning uanset hvad. Så hvad skal du bruge den til? Forståelse eller bare for at fortsætte diskussionen yderligere? Ingen af delene vil ændre noget for nogen. 

Anonym skriver:

Hej alle.

Jeg er blevet gravid ved en fejl og ønsker ikke barnet. Ham jeg er blevet gravid med vil gerne have barnet. Han tror godt at det vil kunne fungere, men vi er for det første ikke kærester, har aldrig været det og bliver det heller ikke. Jeg er selv skilsmissebarn og jeg vil ikke have at mit barn skal være delebarn. Ham jeg er blevet gravid med siger at han ikke vil kunne leve med at han har været med til at slå et barn ihjel. I og med jeg kun er 7 uger henne synes jeg ikke man kan kalde det for et barn, men for et foster.

Jeg har talt med mine forældre om det, som støtter mig/os ligegyldig hvad jeg vælger. Mine forældre synes, ligesom jeg, at jeg skal have en abort, men vil gerne hjælpe hvis nu jeg skulle vælge en abort.

Lige pt. er faren til "barnet" mega sur på mig, fordi jeg sagde at det er min krop så det er mit valg. Kan godt lidt forstå han blev sur over det, men det er sådan det nu engang er.

Vi er hhv 20 og 21 år og er begge under uddannelse.

Jeg ved simpelthen ikke havd jeg skal gøre

Håber jeg kan få noget hjælp herfra

I din situation ville jeg vælge aborten. Din sexpartner kan ikke træde i dit sted og overtage graviditeten og fødslen, og selvom det er rørende, at han ønsker sig barnet, har jeg svært ved at se, hvordan det skulle fungere, når du ikke ønsker det. Hold fast i din overbevisning - her er det altså dig, der har det sidste ord at skulle have sagt. 

Anonym skriver:

Det er de samme diskussioner der kommer hver gang emnet falder på abort. Hvorfor kan folk ikke accepterer at man har forskellige holdninger til emnet i stedet for at skulle argumenterer for alt?

min argumentation til hvorfor man ikke sætter uønskede børn i verden ændre jo ikke på din holdning uanset hvad. Så hvad skal du bruge den til? Forståelse eller bare for at fortsætte diskussionen yderligere? Ingen af delene vil ændre noget for nogen. 

Er vi ikke på en debatside?