Hvad gør man?

Og her var artiklen. Er ikke enig med alt men langt hen ad vejen er det ret fornuftigt. 

http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/boern-goer-det-faktisk-saa-godt-de-kan

Hos os er der ihvertfald flest konflikter når jeg er træt og ikke har overskud 

3.5 år er bare ikke en nem alder. Der skal prøves grænser af - for hvordan skal han ellers lære at der findes grænser - og hvor de går. 

Kærlighed, klare grænser og konsekvens er vejen frem herhjemme. Dvs de svære følelser skal rummes - vi forsøger at sætte ord på ala - du er sur nu, eller ked af det eller glad eller hvad der nu er. Ikke mage ord - bare nogle få. Og når grænserne nåes - så får han at vide at det må han ikke. Og hvis ikke det hjælper så er der en konsekvens - og har vi først "truet" med en konsekvens (eks. slut med at lege med bil hvis han kører bevidst ind i vores ben, ind i stuen og køle af, eller andet) så fører vi det altid ud i livet. Ellers skal man lade være med at "true" med det. 

Et meget vigtigt element her er at vores får sin søvn - 12 timer nat og middagslur er behovet herhjemme (3 år gammel) Det er meget nemmere at rumme de krav der bliver sat når han er udhvilet. Rigtig mange børn sover for lidt - så overvej om det også gør sig gældende for din dreng. 

Pøj Pøj med det. Og husk at grænser og opdragelse er den kærlige bagage vi giver vores børn - så de kan  blive kærlige børn der kender både deres egne og andres grænser. 

Berta 

Mariehøne123 skriver:

Skamme skamlen ? 

Undskyld men det var da et frygteligt forslag han er 3!!! Jeg vil anbefale dig at læse et par bøger om børneopdragelse og få fif. 

Jeg læste en artikel den anden dag hvor pointen var at børn faktisk gør det sp godt de kan. 

Jrg har også en tre årig og langt de fleste anfald kan undgås hvis i tænker lidt fremad. Prøv at se hvad der udløser dem og lær af det. Ofte er det fordi i alle er trætte. Planlæg jeg ud af det så i fx ikke kommer trætte hjem og skal til st lave mad.

når min tre årige en sjælden gang flipper ud kan vi heller ikke trøste så vi giver hende lidt tid og spørger løbende om hun vil trøstes. 

Det er sgu svært at være 3 år og ja der skal sættes grænser men i situationen gavner optrapning ingen ting

I giver din 3-årige tid...hvad laver i så imens. Står i bare og kigger på hende, eller?

Skamme-skamlen blev indført da storebror var lille. Den er et alternativ til at blive sendt på værelset. Den står inde i stuen med fuld udsyn til hele rummet, så det er altså ikke fordi han sidder og glor ind i væggen  Vi er i rummet og når han er klar til at snakke, opføre sig ordentligt, sige undskyld eller gøre det vi har bedt ham om (alt efter hvorfor han sidder der), så er vi der til at tage imod og hjælpe ham videre i teksten.

"Anarkisten" skriver:

I giver din 3-årige tid...hvad laver i så imens. Står i bare og kigger på hende, eller?

Skamme-skamlen blev indført da storebror var lille. Den er et alternativ til at blive sendt på værelset. Den står inde i stuen med fuld udsyn til hele rummet, så det er altså ikke fordi han sidder og glor ind i væggen  Vi er i rummet og når han er klar til at snakke, opføre sig ordentligt, sige undskyld eller gøre det vi har bedt ham om (alt efter hvorfor han sidder der), så er vi der til at tage imod og hjælpe ham videre i teksten.

 

Det er nok mest navnet jeg anker imod. At et barn skal sidde og skamme sig. For mig er det virkelig gammeldags opdragelse. 

Vi spørger hende om hun vil trøstes hvis hun siger nej (skriger nej) fortsætter vi med det vi er igang med. Leger med lillebror, laver mad osv og snakker stille til hende indtil hun er klar. Det tar ofte et par minutter. Bagefter trøster vi og snakker kort om hvorfor hun blev sur og at man gerne må være sur/ked af det men hvad vi kan gøre næste gang. Selvfølgelig på en tre årigs niveau. 

Fx at hun gerne vil hoppe i vandpytten i sandaler. Men det går ikke men næste gang det regner kan vi gå id og hoppe med gummistøvler. 

"Anarkisten" skriver:

Han mener helt sikkert at han har en rigtig god grund til at være sur  det er bare ikke altid vi helt ved hvorfor og vi er sjældent enige med ham. Han vil bestemme og have sin vilje....hele tiden. Han har svært ved at acceptere, at han skal vente på sin tur, at han ikke skal hoppe i vandpytter når man ikke har regntøj på, at man skal have hue på når det er koldt osv osv osv.

Jeg kan sagtens forstå det er svært for en lille mand på 3 år, at der bliver sat grænser og stillet kram, men hold nu op, han bliver sur 

Vi har lige snakket om, at vi nok skal være mere konsekvente, altså ikke bare true med dit og dat, men rent faktisk sætte ham på "skamme-skamlen" eller ind på værelset når han flipper ud. 

 

Det lyder præcis som vores datter på 3,5 

Mariehøne123 skriver:

Det er nok mest navnet jeg anker imod. At et barn skal sidde og skamme sig. For mig er det virkelig gammeldags opdragelse. 

Vi spørger hende om hun vil trøstes hvis hun siger nej (skriger nej) fortsætter vi med det vi er igang med. Leger med lillebror, laver mad osv og snakker stille til hende indtil hun er klar. Det tar ofte et par minutter. Bagefter trøster vi og snakker kort om hvorfor hun blev sur og at man gerne må være sur/ked af det men hvad vi kan gøre næste gang. Selvfølgelig på en tre årigs niveau. 

Fx at hun gerne vil hoppe i vandpytten i sandaler. Men det går ikke men næste gang det regner kan vi gå id og hoppe med gummistøvler. 

Jeg har læst artiklen du linkede til og det lyder rigtig fint og jeg ville elske at have overblikket og overskuddet til at gøre som han anbefaler. Det er faktisk langt hen af vejen også sådan vi gør, men kun til en vis grænse. 

Hvis ikke man vil høre når der bliver sagt stop (hvis han slår sin storebror, ødelægger ting e.l.) så bliver han fjernet fra legen og sat på skamlen for at "køle ned". Ja, han er kun 3,5 år og er stadig lille, men han er absolut stor nok til at forstå når der bliver sagt stop.

Berta skriver:

3.5 år er bare ikke en nem alder. Der skal prøves grænser af - for hvordan skal han ellers lære at der findes grænser - og hvor de går. 

Kærlighed, klare grænser og konsekvens er vejen frem herhjemme. Dvs de svære følelser skal rummes - vi forsøger at sætte ord på ala - du er sur nu, eller ked af det eller glad eller hvad der nu er. Ikke mage ord - bare nogle få. Og når grænserne nåes - så får han at vide at det må han ikke. Og hvis ikke det hjælper så er der en konsekvens - og har vi først "truet" med en konsekvens (eks. slut med at lege med bil hvis han kører bevidst ind i vores ben, ind i stuen og køle af, eller andet) så fører vi det altid ud i livet. Ellers skal man lade være med at "true" med det. 

Et meget vigtigt element her er at vores får sin søvn - 12 timer nat og middagslur er behovet herhjemme (3 år gammel) Det er meget nemmere at rumme de krav der bliver sat når han er udhvilet. Rigtig mange børn sover for lidt - så overvej om det også gør sig gældende for din dreng. 

Pøj Pøj med det. Og husk at grænser og opdragelse er den kærlige bagage vi giver vores børn - så de kan  blive kærlige børn der kender både deres egne og andres grænser. 

Berta 

Tror faktisk du ramte hovedet på sømmet der. Tror nemlig, at det der er gået galt idag er, at han ikke har sovet nok i nat. Han lå og snakkede inden han lagde sig til at sove igår aftes, hvilket er helt ok, men når han så bliver vækket af storebrors larm, så mangler man nok en lille times søvn 

Og det der også ofte er galt er lavt blodsukker (det kender jeg godt), men hvis han først er blevet sur, kan man ikke få mad i ham og så går det helt galt 

"Anarkisten" skriver:

Jeg har læst artiklen du linkede til og det lyder rigtig fint og jeg ville elske at have overblikket og overskuddet til at gøre som han anbefaler. Det er faktisk langt hen af vejen også sådan vi gør, men kun til en vis grænse. 

Hvis ikke man vil høre når der bliver sagt stop (hvis han slår sin storebror, ødelægger ting e.l.) så bliver han fjernet fra legen og sat på skamlen for at "køle ned". Ja, han er kun 3,5 år og er stadig lille, men han er absolut stor nok til at forstå når der bliver sagt stop.

 

Jeg tror vi er enige langt hen ad vejen. Her er der også meget faste grænser. Men min egen erfaring er stadig at langt dw fleste konflikter kan undgås ved at vi som forældre tænker lidt frem ad. Måske lidt hurtig mad hvis de er sultne, bøger eller iPad hvis de lige har brug for er hvil. Hvis han slår storebror er det nok fordi han er for træt eller lignende til at lege selv. I de situationer dropper jeg madlavning mv og vi spiser pizza havregryn eller rugbrød. 

I øvrigt fedt du svarer selvom vi ikke er enige����

"Anarkisten" skriver:

Det er faktisk også som om, at han man først markeret og smidt ham på værelset, så er han mere medgørlig når han kommer ud.

Det ér nemlig helt umuligt at snakke fornuft med den lille mand, især hvis han allerede ér sur og gnaven 

 

Præcis, og ofte er det jo mere en lille mental nedsmeltning nåe de flipper ud. Det går over af sig selv, de skal bare ha lidt køle af tid uden en mor det står og prøver at føre en "voksen samtale" med dem 

Mariehøne123 skriver:

Jeg tror vi er enige langt hen ad vejen. Her er der også meget faste grænser. Men min egen erfaring er stadig at langt dw fleste konflikter kan undgås ved at vi som forældre tænker lidt frem ad. Måske lidt hurtig mad hvis de er sultne, bøger eller iPad hvis de lige har brug for er hvil. Hvis han slår storebror er det nok fordi han er for træt eller lignende til at lege selv. I de situationer dropper jeg madlavning mv og vi spiser pizza havregryn eller rugbrød. 

I øvrigt fedt du svarer selvom vi ikke er enige����

Du har fuldstændig ret. Jeg ved jo også godt hvad der kan fremprovokere hans dårlige humør og det mest fornuftige vil da helt sikkert være, at tænke "foran".  Jeg er meget bevist om, at jeg nogle gange bliver alt for sur og at det ikke er den rigtige løsning, men nogle gange så bliver jeg så frustreret og presset, at jeg bare bliver gal.  Skal faktisk til et foredrag i næste måned omkring "hvis ikke skæld ud - hva' så" og håber jeg får noget brugbart ud af det 

Det er helt ok at man ikke er enig. Selvom jeg gerne vil have at andre er enige med mig, så er det fedt med lidt kritik