Vi er ikke gode for hinanden

Mange tak for dit svar. 

Det er så svært i sådan et debatforum for man får aldrig beskrevet i detaljer og så bliver der skabt forvirring og misforståelser. Men havde svært ved at forklare det. Men dejligt du nu kan se hvad jeg mente. 

Jeg har en god nyhed og det er vi har fået snakket en del sammen og vi gør hvad vi kan for at det skal fungere. For vi ønsker begge er være sammen. 

Præcis. Det er ærgerligt når der opstår misforståelser pga. manglende information, men det sker ofte og det er svært at give en bred viden på skrift uden det bliver en roman. 

Dejligt at I har fået talt sammen. Jeg håber det lykkedes jer at arbejde for jeres forhold og synes det er dejligt at I begge ønsker at arbejde på at få det til at fungere. Men det er stadig vigtigt at du også tænker på dig selv, hvad du magter, hvad du kan holde til og hvor meget du vil finde dig i. Børn kan jo også mærke hvis ikke mor eller far ikke har det godt. 

Jeg håber din mand lærer at rumme din sygdom. Jeg tænker at han måske kan få/har brug for noget hjælp til, hvordan han bedst muligt håndtere det og kan hjælpe/støtte dig, uden at det går ham på. Hvis du forstår hvad jeg mener?

Generelt forestiller mig det kan være svært og hårdt at rumme når ens mand/hustru er ramt af sygdom. Især med hvordan man skal agerer i forskellige situationer og håndterer dem.

Jeg har aldrig været stressramt i den forstand at jeg har været sygemeldt. Men jeg har være stresset i periode, hvor min mand bare skulle puste til mig, så brød jeg fuldstændig sammen og samtidig haft søvnbesvær og været ekstra træt oveni. Men i den periode syntes min mand det var svært at finde ud af, hvordan han bedst kunne hjælpe mig, fordi han jo i bund og grund kun ønskede jeg skulle komme til hægterne igen og være den jeg altid havde været. Og jeg havde, ligesom dig, brug for ham. Jeg havde virkelig meget brug for ham, men jeg skubbede ham væk, uden at tænke over det. Heldigvis taler vi utrolig meget sammen og er ret gode til at sige hvis der opstår et eller andet, så vi undgår misforståelser. 

Babyklar87 skriver:

Præcis. Det er ærgerligt når der opstår misforståelser pga. manglende information, men det sker ofte og det er svært at give en bred viden på skrift uden det bliver en roman. 

 

Dejligt at I har fået talt sammen. Jeg håber det lykkedes jer at arbejde for jeres forhold og synes det er dejligt at I begge ønsker at arbejde på at få det til at fungere. Men det er stadig vigtigt at du også tænker på dig selv, hvad du magter, hvad du kan holde til og hvor meget du vil finde dig i. Børn kan jo også mærke hvis ikke mor eller far ikke har det godt. 

Jeg håber din mand lærer at rumme din sygdom. Jeg tænker at han måske kan få/har brug for noget hjælp til, hvordan han bedst muligt håndtere det og kan hjælpe/støtte dig, uden at det går ham på. Hvis du forstår hvad jeg mener?

Generelt forestiller mig det kan være svært og hårdt at rumme når ens mand/hustru er ramt af sygdom. Især med hvordan man skal agerer i forskellige situationer og håndterer dem.

Jeg har aldrig været stressramt i den forstand at jeg har været sygemeldt. Men jeg har være stresset i periode, hvor min mand bare skulle puste til mig, så brød jeg fuldstændig sammen og samtidig haft søvnbesvær og været ekstra træt oveni. Men i den periode syntes min mand det var svært at finde ud af, hvordan han bedst kunne hjælpe mig, fordi han jo i bund og grund kun ønskede jeg skulle komme til hægterne igen og være den jeg altid havde været. Og jeg havde, ligesom dig, brug for ham. Jeg havde virkelig meget brug for ham, men jeg skubbede ham væk, uden at tænke over det. Heldigvis taler vi utrolig meget sammen og er ret gode til at sige hvis der opstår et eller andet, så vi undgår misforståelser. 

 

Jeg er glad for at høre at I har fundet ud af det på trods af din stresstilstand. Ja kommunikation frem for alt. Det når man længst med. Lige gyldigt hvad. Tak for din tid. Og tak fordi du læste med.