Vi er ikke gode for hinanden

KatThyV skriver:

Hvorfor skulle børnene ikke kunne lide 7/7 ordning ?

jeg spørger blot for nysgerrighedens skyld 

Det er heller ikke sådan ment men har bare læst og hørt om børn som har savnet at have en base. Altså et sted de ligsom "hørte til" hvis du forstår.

Hck skriver:

Hvor gamle er børnene ?

knapt 4 og 6 år

Rauw skriver:

Vil bare lige skrive at 7/7 altså ikke er så slemt. Jeg er selv vokset op med en 7/7 ordning og jeg og mine søskende elskede det. Nu er mine egne børn også endt i en 7/7 ordning og de elsker det også. Hellere en glad mor og en glad far som man ser en uge af gangen, end to sure ulykkelige forældre man skal se hele tiden. Man tror at man skjuler det godt og leger lykkelig familie foran børnene, men du kan ikke skjule noget som helst for de mennesker der bor i dit hjerte. Hvis du føler noget er galt. Så kan du være helt sikker på at de også føler det. Livet er for kort til at gå og være ulykkelig. 

Du har ret. Tak for din mening. Det betyder meget.

Jeg synes det er lidt vildt at begynde at overveje deleordning, før nogen beslutning er taget. 

Hvad har I gjort for at imødekomme hinandens behov?

- du skriver at du er familiemenneske og prioriterer børnen og familien mest, hvor din mand hellere vil ud. Glemmer du din mand i hverdagen, hvis det hele går op i børn? 

Kunne I tale med en parterapeut der kan spore jer på rette vej? Siden I har fået 2 børn og været sammen i 7 år, må der jo være noget der klikkede? 

Hvad er årsagen til din sygemelding? 

Jeg synes altid at udgangspunktet skal være at kæmpe sammen, når man har børn. Det kan være hårdt, men måske godt givet ud. Jeg er selv fraskilt og har to børn, så det er ikke fordi jeg skal belære dig om noget, men jeg mener helt bestemt at du skal arbejde på om I kan få det til fungere. 

Babyklar87 skriver:

Jeg synes det er lidt vildt at begynde at overveje deleordning, før nogen beslutning er taget. 

Hvad har I gjort for at imødekomme hinandens behov?

- du skriver at du er familiemenneske og prioriterer børnen og familien mest, hvor din mand hellere vil ud. Glemmer du din mand i hverdagen, hvis det hele går op i børn? 

Kunne I tale med en parterapeut der kan spore jer på rette vej? Siden I har fået 2 børn og været sammen i 7 år, må der jo være noget der klikkede? 

Hvad er årsagen til din sygemelding? 

Jeg synes altid at udgangspunktet skal være at kæmpe sammen, når man har børn. Det kan være hårdt, men måske godt givet ud. Jeg er selv fraskilt og har to børn, så det er ikke fordi jeg skal belære dig om noget, men jeg mener helt bestemt at du skal arbejde på om I kan få det til fungere. 

Enig 

Tænker også lidt hvorfor din mand har behovet for at komme væk fra jer? Altså, for det første så er vi jo alle forskellige og har forskellige behov der skal stilles. Min mand har også et stort behov for at komme ud med hans band, 2-3 gange om måneden har han "ham-tid" og det skal der jo være plads til, jeg har ikke samme behov for at være ude, men kan da godt misunde ham lidt, at have noget han skal med hans venner Til gengæld så er han super god, til at give mig plads til at være mig selv herhjemme, selvom ungerne er her
Hvordan prioriterer han ellers ham selv højest? For at være ude et par gange om året, synes jeg, ikke er så slemt, vi skal jo give albuerum og kunne rumme hinandens forskellige behov.

Har du snakket med ham om hvordan du føler han nedprioriterer jer?

Det ville jeg i hvert fald gøre som det første, hvis det var mig Og ja, den samtale kan man godt tage 300 gange før man finder en fælles løsning som vil fungere

Babyklar87 skriver:

Jeg synes det er lidt vildt at begynde at overveje deleordning, før nogen beslutning er taget. 

Hvad har I gjort for at imødekomme hinandens behov?

- du skriver at du er familiemenneske og prioriterer børnen og familien mest, hvor din mand hellere vil ud. Glemmer du din mand i hverdagen, hvis det hele går op i børn? 

Kunne I tale med en parterapeut der kan spore jer på rette vej? Siden I har fået 2 børn og været sammen i 7 år, må der jo være noget der klikkede? 

Hvad er årsagen til din sygemelding? 

Jeg synes altid at udgangspunktet skal være at kæmpe sammen, når man har børn. Det kan være hårdt, men måske godt givet ud. Jeg er selv fraskilt og har to børn, så det er ikke fordi jeg skal belære dig om noget, men jeg mener helt bestemt at du skal arbejde på om I kan få det til fungere. 

Hvorfor synes du det er vildt? For det første er det ikke det jeg nævner i mit opslag. Det er noget jeg svare en anden bruger på ift. deleordning. Men jeg ser da intet underligt i også at tænke i de baner. 

Jeg kan godt forstå det måske kan misforståes, men ja jeg prioterer familien som jo inkludere kæresten. Han er jo også min familie. Vi har børn sammen og lever sammen. I alt den tid vi har været sammen har jeg faktisk nedprioteret mig selv. Ikke med vilje, men det er sket. Min kæreste har altid prioteret sig selv først og det kom rigtig til "syne" da jeg blev gravid. 

Jeg/vi har faktisk prøvet meget for at få det til at fungere. Vi har også været i parterapi. Så fungere det lige noget tid men så glider det ud i sandet eller også har min kæreste ikke overholdt de aftaler vi har lavet. 

Årsagen til min sygemelding er stress og en kronisk sygdom oveni. 

Vi har kæmpet. Og netop fordi vi har børn er vi jo blevet sammen og netop kæmpet. Vi havde ikke været sammen hvis ikke det var for børnene. Så havde vi nemlig gået fra hinanden. 

Vi elsker hinanden og alligevel ikke. Det er super svært at forklare på skrift. MEN jeg har gjort alt muligt for at behage ham og imødekomme hans ego. Omvendt får jeg ikke skide meget igen. 

Jeg synes det er meget svært. Jeg har mere brug for ham end nogensinde nu hvor jeg er blevet syg. Men jeg føler ikke han kan rumme det og derfor føler jeg han skubber mig væk og bliver mere ego. 

Anonym skriver:

Hvorfor synes du det er vildt? For det første er det ikke det jeg nævner i mit opslag. Det er noget jeg svare en anden bruger på ift. deleordning. Men jeg ser da intet underligt i også at tænke i de baner. 

Jeg kan godt forstå det måske kan misforståes, men ja jeg prioterer familien som jo inkludere kæresten. Han er jo også min familie. Vi har børn sammen og lever sammen. I alt den tid vi har været sammen har jeg faktisk nedprioteret mig selv. Ikke med vilje, men det er sket. Min kæreste har altid prioteret sig selv først og det kom rigtig til "syne" da jeg blev gravid. 

Jeg/vi har faktisk prøvet meget for at få det til at fungere. Vi har også været i parterapi. Så fungere det lige noget tid men så glider det ud i sandet eller også har min kæreste ikke overholdt de aftaler vi har lavet. 

Årsagen til min sygemelding er stress og en kronisk sygdom oveni. 

Vi har kæmpet. Og netop fordi vi har børn er vi jo blevet sammen og netop kæmpet. Vi havde ikke været sammen hvis ikke det var for børnene. Så havde vi nemlig gået fra hinanden. 

Vi elsker hinanden og alligevel ikke. Det er super svært at forklare på skrift. MEN jeg har gjort alt muligt for at behage ham og imødekomme hans ego. Omvendt får jeg ikke skide meget igen. 

Jeg synes det er meget svært. Jeg har mere brug for ham end nogensinde nu hvor jeg er blevet syg. Men jeg føler ikke han kan rumme det og derfor føler jeg han skubber mig væk og bliver mere ego. 

Jeg tror jeg kan sætte mig ind i den følelse du har. Du ønsker noget i forholdet, af ham som du ikke får og nok aldrig kan få. Måske omsorg, opmærksomhed på dine behov. Meget det samme som du giver ud, men ikke får igen på samme måde.

jeg er selv gået fra min mand. for mig var det en kæmpe lettelse ikke at gå i den konstante følelse af at mangle noget. Nu ved jeg at jeg kun har mig selv at forholde mig til. Det gør tilværelsen en del nemmere.

Roselil skriver:

Jeg tror jeg kan sætte mig ind i den følelse du har. Du ønsker noget i forholdet, af ham som du ikke får og nok aldrig kan få. Måske omsorg, opmærksomhed på dine behov. Meget det samme som du giver ud, men ikke får igen på samme måde.

jeg er selv gået fra min mand. for mig var det en kæmpe lettelse ikke at gå i den konstante følelse af at mangle noget. Nu ved jeg at jeg kun har mig selv at forholde mig til. Det gør tilværelsen en del nemmere.

Tak. Ja det er nok den følelse. Og tror du ramte hovedet på sømmet! 

Hvorfor synes du det er vildt? For det første er det ikke det jeg nævner i mit opslag. Det er noget jeg svare en anden bruger på ift. deleordning. Men jeg ser da intet underligt i også at tænke i de baner. 

Jeg kan godt forstå det måske kan misforståes, men ja jeg prioterer familien som jo inkludere kæresten. Han er jo også min familie. Vi har børn sammen og lever sammen. I alt den tid vi har været sammen har jeg faktisk nedprioteret mig selv. Ikke med vilje, men det er sket. Min kæreste har altid prioteret sig selv først og det kom rigtig til "syne" da jeg blev gravid. 

Jeg/vi har faktisk prøvet meget for at få det til at fungere. Vi har også været i parterapi. Så fungere det lige noget tid men så glider det ud i sandet eller også har min kæreste ikke overholdt de aftaler vi har lavet. 

Årsagen til min sygemelding er stress og en kronisk sygdom oveni. 

Vi har kæmpet. Og netop fordi vi har børn er vi jo blevet sammen og netop kæmpet. Vi havde ikke været sammen hvis ikke det var for børnene. Så havde vi nemlig gået fra hinanden. 

Vi elsker hinanden og alligevel ikke. Det er super svært at forklare på skrift. MEN jeg har gjort alt muligt for at behage ham og imødekomme hans ego. Omvendt får jeg ikke skide meget igen. 

Jeg synes det er meget svært. Jeg har mere brug for ham end nogensinde nu hvor jeg er blevet syg. Men jeg føler ikke han kan rumme det og derfor føler jeg han skubber mig væk og bliver mere ego. 

Det du beskriver nu, giver et bedre billede af din situation, hvorfor jeg nu bedre forstår din tankegang angående deleordning. 

Det var bestemt ikke for at træde sig over tæerne! Men blot en undren, muligvis pga. manglende viden. :-) 

Selvfølgelig skal du ikke tilsidesættes i sådan grad at du føler dig mindre værd! Men denne besked giver et større billede af, hvad der går dig på. Synes det er fedt at I har forsøgt jer med terapi! At det ikke er lykkedes jer at komme overens med hinandens ønsker og behov, er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men så har I trods alt givet det et forsøg. 

Det er hårdt, hvis det er din sygdom, din mand ikke kan rumme. Jeg forstår godt at du virkelig har brug for ham, når du har det skidt. Jeg håber I kan få løst det hele på en god måde! Om det så er sammen eller hver for sig! 

Held og lykke og pas på dig selv i sådan svær tid! 

Babyklar87 skriver:

Det du beskriver nu, giver et bedre billede af din situation, hvorfor jeg nu bedre forstår din tankegang angående deleordning. 

Det var bestemt ikke for at træde sig over tæerne! Men blot en undren, muligvis pga. manglende viden. :-) 

Selvfølgelig skal du ikke tilsidesættes i sådan grad at du føler dig mindre værd! Men denne besked giver et større billede af, hvad der går dig på. Synes det er fedt at I har forsøgt jer med terapi! At det ikke er lykkedes jer at komme overens med hinandens ønsker og behov, er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men så har I trods alt givet det et forsøg. 

Det er hårdt, hvis det er din sygdom, din mand ikke kan rumme. Jeg forstår godt at du virkelig har brug for ham, når du har det skidt. Jeg håber I kan få løst det hele på en god måde! Om det så er sammen eller hver for sig! 

Held og lykke og pas på dig selv i sådan svær tid! 

Mange tak for dit svar. 

Det er så svært i sådan et debatforum for man får aldrig beskrevet i detaljer og så bliver der skabt forvirring og misforståelser. Men havde svært ved at forklare det. Men dejligt du nu kan se hvad jeg mente. 

Jeg har en god nyhed og det er vi har fået snakket en del sammen og vi gør hvad vi kan for at det skal fungere. For vi ønsker begge er være sammen.