Smutte eller bide i det sure æble..

Bare lige en anden synsvinkel. Det er da også skønt for barnet at få en søskende ikke? Jeg elsker da tanken om, at mine har hinanden, når vi forældre ikke er her mere og de får måske kusiner og fætre osv. Det er en gave at få en søskende.

SofiaMik skriver:

Bare lige en anden synsvinkel. Det er da også skønt for barnet at få en søskende ikke? Jeg elsker da tanken om, at mine har hinanden, når vi forældre ikke er her mere og de får måske kusiner og fætre osv. Det er en gave at få en søskende.

Ja det er skønt at have søskende, det er også skønt at være enebarn, at have mange venner, udenlands rejser, kernefamilie, bonusmor osv. 

I dette tilfælde handler det vel om at opveje fordele og ulemper både for en selv og for dem man elsker. Og ikke mindst anerkende at ønsker, behov og drømme ikke altid kan opfyldes og udfyldes. 

Jeg personligt ville ikke gå fra en mand jeg elskede, lave en splittet familie fordi jeg partout skulle opfylde egne behov. Men der er mand jo forskellige. 

Det er så møg irriterende at det altid er de med nej hatten der må bestemme, men det handler om kompromiser når man vælger at være i en familie, er i et parforhold. Der handler det jo om man træffer beslutninger i fællesskab og nogle gange må begrave egne drømme og udsætte egne behov. Og lige præcis børn er nok noget af det hvor jeg tænker man ikke kan kræve af sin partner at radikalt ændre sit liv, det er jo ikke som at få en ny bil der kn sælges eller byttes, men en forpligtelse for livet.

Anonym skriver:

hej tøser..

 

 

jeg er lidt på barbund her..

Sagen er den at jeg er fuldstændig skruk.. Med stort S og ønsket om et barn mere er virkeligt højt.. 

Mig og kæresten har sammen T som blir 5år her om meget snart, men manden ønsker ikke det samme.. Han sys at vi har nok i hendes vi har hvilket jeg ikke føler.. 

Jeg knus elsker hende vi har, men syntes der mangler noget, og tanken om at det kunne være vildt dejligt for hende vi har at hun fik en søster/bror.. 

 

det gør mig ufattelig ked af at vi ikke deler de sammen Ønsker/drømme og jeg tror ikke jeg kan "nøjes" med hende vi har.. men har samtidig ikke lyst til at gå fra ham for elsker jo ham over alt på jorden.. 

vi har sådan set alle de faste " rammer" på plads så forstår ikke hvorfor han ikke vil.. Han er en mand meget få ord og når man spørg lidt ind til det, siger han bare nej..


Hvordan kommer jeg i bedre med "kontakt" med ham og får snakket med ham det?

hvis han er total afvisende overfor mig, skal jeg så bare opgive familien for at finde en der ønsker det samme som mig ?  

Du er simpelthen nødt til at sætte dig ned og fortælle hvad du føler, og hvilke tanker du har.

Find ud af, hvorfor han ikke vil have et barn - er det økonomi - er det lysten? Ja find ud af det. Det kan jo være, at han har en god forklaring. Derudover så sørg for ikke at presse ham. 

Måske kunne du skrive et brev til ham? 

Derudover synes jeg virkelig, at du skal tænke dig grundigt om, hvis han ikke vil. Hvis du går fra ham, så det er jo ikke kun jer 2, det går ud over, men også jeres barn. Er det det værd?

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at være total skruk. Det er jeg selv, og det gør en rigtig ked af det, at man ikke bare kan få et barn.

Derfor fortæl ham hvad han føler, og få ham til at snakke. Han skal bare ikke sige nej. Du skal vide hvorfor. 

Kære dig

Jeg orker ærlig talt ikke at læse alle svarene - slet ikke den store dem af virkelig negative svar:-( Det er skam helt forståelig tanker du har, da det lyder som om, at ønsket om et barn mere er virkelig højt. Og spørgsmålet er så, om der er noget i jeres forhold der gør, at din kæreste ikke synes det er aktuelt? 

Det er self radikalt at opløse en familie, hvis det kun handler om en baby mere. Men hvis det grundlæggende handler om manglende kommunikation, manglende kærlighed jer imellem, forskellige fremtidsdrømme osv så synes jeg det skal overvejes kraftigt. Jeres datter skal nok klare den, men det er vigtigt at I får snakket om, HVORFOR din kæreste ikke har behovet for flere børn. 

lineog4 skriver:

Ja det er skønt at have søskende, det er også skønt at være enebarn, at have mange venner, udenlands rejser, kernefamilie, bonusmor osv. 

I dette tilfælde handler det vel om at opveje fordele og ulemper både for en selv og for dem man elsker. Og ikke mindst anerkende at ønsker, behov og drømme ikke altid kan opfyldes og udfyldes. 

Jeg personligt ville ikke gå fra en mand jeg elskede, lave en splittet familie fordi jeg partout skulle opfylde egne behov. Men der er mand jo forskellige. 

Det er så møg irriterende at det altid er de med nej hatten der må bestemme, men det handler om kompromiser når man vælger at være i en familie, er i et parforhold. Der handler det jo om man træffer beslutninger i fællesskab og nogle gange må begrave egne drømme og udsætte egne behov. Og lige præcis børn er nok noget af det hvor jeg tænker man ikke kan kræve af sin partner at radikalt ændre sit liv, det er jo ikke som at få en ny bil der kn sælges eller byttes, men en forpligtelse for livet.

Personligt ville jeg foretrække en splittet familie, men jeg har også været barn i en familie, hvor mor og far skulle være gået fra hinanden længe før de gjorde.

Tænker at hendes ønske potentielt kunne ødelægge det gode forhold.

Det at ønske børn kan ikke sammenlignes med noget. Det er et dybt basalt behov hos mange, som ej heller kan forklares eller fjernes med fornuft.

lineog4 skriver:

Ja det er skønt at have søskende, det er også skønt at være enebarn, at have mange venner, udenlands rejser, kernefamilie, bonusmor osv. 

I dette tilfælde handler det vel om at opveje fordele og ulemper både for en selv og for dem man elsker. Og ikke mindst anerkende at ønsker, behov og drømme ikke altid kan opfyldes og udfyldes. 

Jeg personligt ville ikke gå fra en mand jeg elskede, lave en splittet familie fordi jeg partout skulle opfylde egne behov. Men der er mand jo forskellige. 

Det er så møg irriterende at det altid er de med nej hatten der må bestemme, men det handler om kompromiser når man vælger at være i en familie, er i et parforhold. Der handler det jo om man træffer beslutninger i fællesskab og nogle gange må begrave egne drømme og udsætte egne behov. Og lige præcis børn er nok noget af det hvor jeg tænker man ikke kan kræve af sin partner at radikalt ændre sit liv, det er jo ikke som at få en ny bil der kn sælges eller byttes, men en forpligtelse for livet.

Jeg er meget enig i dine indlæg, og synes TS skal tage det lidt til sig.

Jeg voksede selv op med en mor, der havde svært ved at tilsidesætte sine egne behov og det resulterede i at vi hele tiden flyttede fordi hun aldrig var tilfreds med hvor vi boede, jeg skulle skifte skole, hun gik fra sin mand, fandt sammen med ham igen osv.  Det er ikke for at sige, at det er samme situation, men det er netop værd at tænke over om man vitterligt ikke kan leve i den situation man er i (det her tilfælde: uden flere børn) eller om det er et behov, som godt kan tilsidesættes for ens families skyld.  

lineog4 skriver:

Ny bliver jeg formodentlig upopulær, men er en del af det at vokse optog blive voksen ikke netop, at man forstår at ikke alle ens ønsker og behovs kan opfyldes? 

Nogle ønsker kan man mere aktivt vælge at forsøge at realisere fx det st få et barn, men i en situation som ts's er det vel ikke for neget forlangt, at der vurderes: for hvems skyld er det? Hvad er ulemperne for mig selv og dem jeg elsker hvis jeg aktivt vælger at jeg vil følge min drøm? 

Jeg drømmer for eksempel om at hive teltpælene op og måske undervise 3 år i Grønland - dejlig drøm men ikke realiserbar for jeg har en mand og 3 børn og en mor. Mine børns skolegang og børne/ungdoms liv betyder mere end at realisere mine drømme. Jeg valgte at blive mor og dermed at et andet levendes væsens behov kom før mine, og det betyder nogle drømme ikke kan realiseres, nogle drømme er dejlige at drømme og sådan er det.

Jamen præcis!. Du har har en drøm om Grønland, men DU HAR også valgt at det ikke hænger sammen i dit liv, din drøm, fordi det ikke hænge sammen med den hverdag du elsker med familie og mor. Så du har accepteret at din drøm ikke kan blive til noget (ihverfald ikke lige nu med "små børn"), Du ville jo godt kunne tag til Grønland når de flytter hjemmefra og starter deres voksen liv? og der gøre din drøm til virkelighed når det passer bedre ind? 

Men, her snakker vi altså om en kvinde der ønsker sig et barn til, og en mand uden samme drømme. Hun skal helt sikkert snakke med ham osv osv.. Men hun skal gøre hvad hun føler (som der også er skrevet, er det lige så vigtigt for hendes datter at mor er lykkelig), og at ikke få sit sidste drømmebarn er en beslutning der ikke kan laves på nogle måde om. Hun skal gøre op med sig selv om hun kan leve med at det ikke bliver til noget, og tag SIT VALG. 

OG HØR NU LIGE HER.

ALLE JERES BØRN ER "TIL LÅNS". 

I alle har født jeres børn af kærlighed, i skal lære dem livet på godt og på ondt, støtte dem, lære dem hvad kærlighed er. 

"I er der til" at skulle sende dem ud i verden med en god solid rygsæk hjemmefra og forhåbeligt som et "smukt""stærkt" voksent menneske.

Derfor er det for gud skyld så vigtigt at man ikke lever gemmen sit barn, men sammen med sit barn! 

Helt sikkert ens mange EGO BEHOV skal til sidesættes i mange siturationer. Men i det her tilfælde skal man virkelig overveje siturationen, fordi det må bare ikke blive nogles skyld og det må bare ikke fortrydes?

Ej, man kan simpelthen ikke argumentere med, at der er mange og glade og lykkelige skilsmissebørn. 

Eftersom man ingen idé har om hvordan det vil gå, hverken i forhold til hvordan forældrenes samarbejde vil blive og hvordan det vil påvirke pigen, så kan et argument som der er mange glade skilsmissebørn ikke bruges til en dyt. 

Det er et vanvittigt hårdt arbejde at få sådan et samarbejde op at køre, på en måde så skilsmissebarnet er lykkelig. Og det er simpelthen ikke noget man gamble med ud fra et argument om at der findes mange glade skilsmissebørn. Ja glade, men de færreste er nok glade for at forældrene blev skilt,og så alene fordi mor ville have flere børn.

Ts: du skal tænke på din datters tarv, længere er den ikke. Er det i hendes interesse at blive delebarn, fordi du ønsker flere børn? Hvad hvis du lader dig skille og barn nr 2 alligevel ikke bliver en realitet af en eller anden årsag? Det er godt nok meget at sætte på spil for en lille pige, fordi mor ønsker sig flere børn. 

Bliver nødtil at kommentere på din kommentar igen. 

Hvorfor kan man ikke bruge det som argument? 
5 ud af 10 børn er skilsmissebørn. Dvs. at du mener at halvdelen af danmarks børn ikke er eller kan blive glade og lykkelige? sikke noget vrøvl!

Der er jo en grund til at folk bliver skilt, og i mange tilfælde gavner det børnene i sidste ende.

Det med at mor og far, skal blive sammen for en hver pris og for BARNET/BØRNENES skyld, er det værste udgangspunkt, i min optik. Det bliver de ikke en dyt mere glade af på den lange bane.

TS har måske et godt eller nogenlunde forhold nu, men på sigt tror JEG bestemt at uden barn nr. 2. kunne det komme til, at gå ud over deres forhold. Især hvis det er et brændende ønske, som det lyder til. 

Anonym skriver:

hej tøser..

 

 

jeg er lidt på barbund her..

Sagen er den at jeg er fuldstændig skruk.. Med stort S og ønsket om et barn mere er virkeligt højt.. 

Mig og kæresten har sammen T som blir 5år her om meget snart, men manden ønsker ikke det samme.. Han sys at vi har nok i hendes vi har hvilket jeg ikke føler.. 

Jeg knus elsker hende vi har, men syntes der mangler noget, og tanken om at det kunne være vildt dejligt for hende vi har at hun fik en søster/bror.. 

 

det gør mig ufattelig ked af at vi ikke deler de sammen Ønsker/drømme og jeg tror ikke jeg kan "nøjes" med hende vi har.. men har samtidig ikke lyst til at gå fra ham for elsker jo ham over alt på jorden.. 

vi har sådan set alle de faste " rammer" på plads så forstår ikke hvorfor han ikke vil.. Han er en mand meget få ord og når man spørg lidt ind til det, siger han bare nej..


Hvordan kommer jeg i bedre med "kontakt" med ham og får snakket med ham det?

hvis han er total afvisende overfor mig, skal jeg så bare opgive familien for at finde en der ønsker det samme som mig ?  

Hvis i ellers har et godt og velfungerende forhold er jeg ret sikker at din datter på 5 år hellere vil bo sammen med både far og mor, frem for, som du selv skriver - at det vil være vildt dejligt for hende at få en bror/søster og dermed blive skilsmisse barn pga det. 

Anonym skriver:

 

Jamen præcis!. Du har har en drøm om Grønland, men DU HAR også valgt at det ikke hænger sammen i dit liv, din drøm, fordi det ikke hænge sammen med den hverdag du elsker med familie og mor. Så du har accepteret at din drøm ikke kan blive til noget (ihverfald ikke lige nu med "små børn"), Du ville jo godt kunne tag til Grønland når de flytter hjemmefra og starter deres voksen liv? og der gøre din drøm til virkelighed når det passer bedre ind? 

Men, her snakker vi altså om en kvinde der ønsker sig et barn til, og en mand uden samme drømme. Hun skal helt sikkert snakke med ham osv osv.. Men hun skal gøre hvad hun føler (som der også er skrevet, er det lige så vigtigt for hendes datter at mor er lykkelig), og at ikke få sit sidste drømmebarn er en beslutning der ikke kan laves på nogle måde om. Hun skal gøre op med sig selv om hun kan leve med at det ikke bliver til noget, og tag SIT VALG. 

 

OG HØR NU LIGE HER.

ALLE JERES BØRN ER "TIL LÅNS". 

I alle har født jeres børn af kærlighed, i skal lære dem livet på godt og på ondt, støtte dem, lære dem hvad kærlighed er. 

"I er der til" at skulle sende dem ud i verden med en god solid rygsæk hjemmefra og forhåbeligt som et "smukt""stærkt" voksent menneske.

 

Derfor er det for gud skyld så vigtigt at man ikke lever gemmen sit barn, men sammen med sit barn! 

Helt sikkert ens mange EGO BEHOV skal til sidesættes i mange siturationer. Men i det her tilfælde skal man virkelig overveje siturationen, fordi det må bare ikke blive nogles skyld og det må bare ikke fortrydes?

 

 

 

 

 

Jeg synes egentlig ikke det handler om at stoppe med at lege fordi man har fået børn eller leve gennem sine børn. 

Jeg ville såmænd heller ikke blive med min mand alene pga børnene, men jeg ville heller ikke droppe den mand jeg elsker over alt på jorden (som er det ts skriver) alene fordi det er bedst fordi jeg har et ønske om x antal børn eller fordi børn har godt af søskende.

min lille familie er et forpligtende fællesskab og i den forpligtelse er også at jo jeg og de andre må nogle gange tilsidesætte egne ønsker og drømme for fællesskabet. Nej jeg skal aldrig til Grønland, for det ønsker min mand ikke, og den drøm tilsidesætter jeg gerne for at vi kan blive i vores fællesskab. Selvsagt hvis ts kan vide at hun vil være ulykkelig i fællesskabet fordi hun ikke får et barn mere eller andet, ja,en så skal man vurdere... Men jeg ved jeg er lykkelig i mit forpligtende fællesskab og lader gerne nogle drømme kun være drømme. Lige sådan som de andre medlemmer i det fællesskab gør. Mine børn må sørme også gå på kompromis, yde, og nogle gange være med til at behovsudsætte mm. Fordi fællesskabet er det vi ønsker. Jeg er ikke en mor der er stoppet med at leve, men jeg har forstået at jeg går på lidt flere kompromiser end børnene selvsagt og forhåbentlig ligeså mange som min mand. 

Og ja børnene er kun til låns, men er det ikke også netop et argument for at tænke sig om en gang til: vil jeg smide den atore kærlighed, mit fællesskab, min familie over styr alene for at få endnu et barn til låns?