Smutte eller bide i det sure æble..

mor:) skriver:

Når man vælger at få børn, vælger man også at tilsidesætte egne behov. 

Helt sikkert. Men nu er det jo ikke en jordomrejse hun vil uden sin datter, men bare flere børn. 

Anonym skriver:

 

 

Hvorfor skal du altid svarer så nedladende og Negativt! Du er overhovet ikke spor sød og kærlig i dine svar, du er hakkene. Du har ret i det er synd at gøre et barn til skilsmissebarn når hun nu elsker sin mand, og familien fungere. Men livet er sgu også for kort til ikke at opfylde sine ønsker og behov!!! Og elsket og værdsat skal barnet sgu nok stadig blive 

Jeg synes slet ikke at modestys svar er nedladende og kynisk! Tværtimod er jeg meget enig i svaret, som jeg synes er sobert formuleret.

modesty skriver:

Jeg synes det ville være meget radikalt at gøre din datter til skilsmissebarn og "deltids-barn" i en ny familie hvor hun ville få en lillesøskende der ville blive "fuldtids-barn", med alt hvad det kan medføre af mindreværd og jalousi. Og sikkert også gode ting! MEN jeg er ikke i tvivl om at din datter hellere vil være enebarn i jeres nuværende kernefamilie end søskende-delebarn i en skilsmissefamilie. Så du skal i hvert fald vide at hvis du går fra din mand, gør du det for din egen skyld, ingen andens.

Personligt synes jeg det er helt gak gak at ødelægge en kernefamilie med en mand du elsker fordi du vil have flere børn. Men hvis du ikke kan lade være, må du jo gøre det.

Jeg er enig her. 

Og syntes forrest det er er rigtig fint formuleret!! Vh stine

Anonym skriver:

 

 

Helt sikkert. Men nu er det jo ikke en jordomrejse hun vil uden sin datter, men bare flere børn. 

Jeg synes nu ikke at gør sin datter til et delebarn er "bare"

Anonym skriver:

 

 

Helt sikkert. Men nu er det jo ikke en jordomrejse hun vil uden sin datter, men bare flere børn. 

Det handler om at gøre sit barn til skilsmissebarn og forlade en mand man elsker højt for at få endnu et barn - det er dælme da en stor ting?? 

Anonym skriver:

hej tøser..

 

 

jeg er lidt på barbund her..

Sagen er den at jeg er fuldstændig skruk.. Med stort S og ønsket om et barn mere er virkeligt højt.. 

Mig og kæresten har sammen T som blir 5år her om meget snart, men manden ønsker ikke det samme.. Han sys at vi har nok i hendes vi har hvilket jeg ikke føler.. 

Jeg knus elsker hende vi har, men syntes der mangler noget, og tanken om at det kunne være vildt dejligt for hende vi har at hun fik en søster/bror.. 

 

det gør mig ufattelig ked af at vi ikke deler de sammen Ønsker/drømme og jeg tror ikke jeg kan "nøjes" med hende vi har.. men har samtidig ikke lyst til at gå fra ham for elsker jo ham over alt på jorden.. 

vi har sådan set alle de faste " rammer" på plads så forstår ikke hvorfor han ikke vil.. Han er en mand meget få ord og når man spørg lidt ind til det, siger han bare nej..


Hvordan kommer jeg i bedre med "kontakt" med ham og får snakket med ham det?

hvis han er total afvisende overfor mig, skal jeg så bare opgive familien for at finde en der ønsker det samme som mig ?  

Hej. 

Øv, sikke en træls situation at stå i!
Jeg synes du skal snakke med din mand om hvor stort et ønske det er fra din side, og så giv ham noget betænkningstid så han virkelig kan finde ud af hvor han står. Sig, at du ikke vil have et svar fra ham med det samme om hvorvidt han vil have flere børn, men aftal at i fx snakker om det om en måned. Jeg tror det er vigtigt at gøre det klart hvor meget du ønsker det, men samtidig skal han ikke presses til at sige ja. Hvis han bliver presset til det kan han ende med at blive bitter - det kan du også, hvis du bliver velvidende at det betyder ikke flere børn.

Jeg synes ikke det gør dig egoistisk at ønske dig flere børn! Men jeg tror det er super vigtigt at gøre op med dig selv hvad du er villig til at ofte for et barn nr 2. 

Anonym skriver:

hej tøser..

 

 

jeg er lidt på barbund her..

Sagen er den at jeg er fuldstændig skruk.. Med stort S og ønsket om et barn mere er virkeligt højt.. 

Mig og kæresten har sammen T som blir 5år her om meget snart, men manden ønsker ikke det samme.. Han sys at vi har nok i hendes vi har hvilket jeg ikke føler.. 

Jeg knus elsker hende vi har, men syntes der mangler noget, og tanken om at det kunne være vildt dejligt for hende vi har at hun fik en søster/bror.. 

 

det gør mig ufattelig ked af at vi ikke deler de sammen Ønsker/drømme og jeg tror ikke jeg kan "nøjes" med hende vi har.. men har samtidig ikke lyst til at gå fra ham for elsker jo ham over alt på jorden.. 

vi har sådan set alle de faste " rammer" på plads så forstår ikke hvorfor han ikke vil.. Han er en mand meget få ord og når man spørg lidt ind til det, siger han bare nej..


Hvordan kommer jeg i bedre med "kontakt" med ham og får snakket med ham det?

hvis han er total afvisende overfor mig, skal jeg så bare opgive familien for at finde en der ønsker det samme som mig ?  

Kære Ts

Jeg kan godt forstå og sætte mig ind i dit ønske om flere børn. Det kan jeg virkelig. Men jeg kan også godt forstå din mand til dels, da jeg selv havde et ønske om at vores datter skulle være enebarn, men det ændrede sig dog da hun blev 3. Så fik jeg lyst alligevel til en sidste Men det lader ikke til din mands følelser omkring det ændre sig, men du kan have lov at håbe for han er kun 27 år. I kan højst sansynlig få børn flere år endnu. 

Det er ikke okay at han bare siger nej, jeg ville da klart tale med ham omkring jeres begges følelser, ønsker og drømme. Men han har ret til at holde fast i sit. 

Jeg ville ikke forlade ham, fordi du ønsker flere børn, fordi du elsket ham og derudover har i en pligt til at sætte jeres datter i første række og dermed sagt er det forkert i mine øjne og gøre hende til skilsmissebarn, fordi far ønsker et enebarn. Prøv at skriv alle de fordelle ned ved at være enebarn og have et enebarn. Der er faktisk super mange gode ting ved det også

mor:) skriver:

Når man vælger at få børn, vælger man også at tilsidesætte egne behov. 

Men det gælder vel begge forældre, som vel begge har en forpligtelse til at arbejde på at gøre det muligt at de hver især kan virkeliggøre deres drømme. Man har ikke mere ret, fordi man siger nej.

Jeg synes det ville være meget radikalt at gøre din datter til skilsmissebarn og "deltids-barn" i en ny familie hvor hun ville få en lillesøskende der ville blive "fuldtids-barn", med alt hvad det kan medføre af mindreværd og jalousi. Og sikkert også gode ting! MEN jeg er ikke i tvivl om at din datter hellere vil være enebarn i jeres nuværende kernefamilie end søskende-delebarn i en skilsmissefamilie. Så du skal i hvert fald vide at hvis du går fra din mand, gør du det for din egen skyld, ingen andens.

Personligt synes jeg det er helt gak gak at ødelægge en kernefamilie med en mand du elsker fordi du vil have flere børn. Men hvis du ikke kan lade være, må du jo gøre det.

Synes det er en utrolig umenneskelig måde at skrive på.

"Men hvis du ikke kan lade være, må du jo gøre det." Lyder som om at det er dit valg, og du føler dig truffet.

Hver sin mening, men der er sgu mange måder at skrive det på! 

Hun er jo ikke gået fra ham, og fordi man overvejer sin fremtid, er det jo ikke ens betydende med at det bliver resultatet! 

Kære trådstarter, 

som der er skrivet før, er livet for kort til ikke at gøre det man dømmer om. 

Giv dig selv en masse betænkningstid, og snak lidt dybere med din mand. Og sørg for at han også får tid til at betænke situtationen. Men for Gud skyld ikke pres ham! Det kommer der aldrig noget godt ud af. 

livet går ud på at gå på kompromi! 

Og den vigtigste ting!!! Der er mange lykkelig og glade skilsmissebørn!

-hvis du ikke kan leve uden flere børn, bliver dit forhold måske heller ikke 100 procent lykkeligt fra din side, og det vil din datter også kunne mærke. 

Der er mange ting du må opveje. 

Heller fortryde at du gjorde noget, end at fortryde du ikke gjorde noget.

L-mor skriver:

Men det gælder vel begge forældre, som vel begge har en forpligtelse til at arbejde på at gøre det muligt at de hver især kan virkeliggøre deres drømme. Man har ikke mere ret, fordi man siger nej.

Jeg er enig i at det gælder både far og mor, men jeg synes at sådan noget skulle man have talt om inden man fik det første barn - og det er så for sent, og så kan man snakke sammen, gå på kompromis eller acceptere at drømmen ikke er den samme. Men at gør sit barn til et skilsmissebarn - nej det synes jeg ikke man kan være bekendt. 

men hvad er dit alternativ. Skal far presses/tvinges til at gøre hende geavid for at hun ikke skal splitte familien?