Den sidste gang og et nyt eventyr

Vi er nu gået i gang med den sidste behandling.
Jeg har stukket mig i fire gange med menopur, og på fredag skal vi til scanning for at se, hvordan æggene udvikler sig og finde en dag til at tage dem ud.

Vi har været igennem det to gange før i 2015. Begge gange er der blevet taget æg ud, min mand har afleveret sædprøve, et enkelt æg er blevet lagt op og et enkelt er blevet sat til side for at gro videre, efter to dage går ægget, der er lagt til side, til grunde. Det samme sker med det oppe i mig.

Hvis det heller ikke lykkedes denne gang, skal jeg ikke i behandling mere.

Det er sådan en mærkelig følelse at have. Indenfor den næste måned er det besluttet, om jeg nogensinde skal være gravid. Det skal jeg nok ikke, og det er jeg efterhånden indtillet på.

Det er ikke en menneskeret at være gravid, bliver jeg ved med at fortælle mig selv.

Det er ikke en menneskret at være gravid.

Men det er meget menneskeligt at ønske det. Jeg har få veninder tilbage, der ikke enten er gravide eller har et eller to børn. Jeg bliver glad hver gang jeg får den glædelige nyhed. Den nyhed får jeg tit. Jeg er så heldig at have en stor gruppe veninder, som jeg allesammen er relativt tæt med. De fleste er i midten/slutningen af tyverne. Der er omkring 15 stykker. De sidste får nok børn omkring 40'erne. Så mon ikke jeg skal høre den nyhed minimum en gang om året de næste 15 år. Så det nytter ikke noget at blive ked af det. Så kan jeg jo være ked af det året rundt til jeg selv er 40. Det er spild af liv.

Og jeg bliver oprigtigt ikke misundelig. Jeg under dem allesammen at få børn naturligt. Jeg under ingen af dem at gå igennem den sorg vi går igennem. For det har været en sorg. Jeg har haft brug for at sørge over, at jeg ikke kan fortælle min mor, at jeg er gravid, at jeg ikke kan sende min mand et billede af min flotte mave, og jeg ikke kan sige "Gud, hvor han altså har din næse, skat!".

Men jeg får lov til noget andet. Lægerne siger også, at vi nok skal forberede os på, at der sker det samme som de andre gange. Der er allerede et lille mønster. Så det er vi forberedt på. Men der kan jo ske mirakler. Jeg skal bare ikke være en af dem, der går i ottende behandlings forløb og bruger flere tusinder kroner på noget så usikkert. Så vil jeg heller elægge mine penge et andet og mere sikkert sted.

Hvis/når det ikke lykkedes om tre uger, så sender vi anmodning om godkendelse til adoption. Og når dette behandlings-helvede er overstået, så er jeg helt sikker på, at adoptionen er vores nye første prioritet. Jeg glæder mig til, at kunne ønske mig noget nyt og andet. Selvom der går mange år før vores barn er i vores arme, så jeg ved jeg, at det er derude at sted. Det bliver et fantastisk, hårdt og spændende eventyr.

//MediaAnarchy - skal nok stoppe med at jeg bruge jer som dagbog nu.

MediaAnarchy skriver:

Vi er nu gået i gang med den sidste behandling.
Jeg har stukket mig i fire gange med menopur, og på fredag skal vi til scanning for at se, hvordan æggene udvikler sig og finde en dag til at tage dem ud.

Vi har været igennem det to gange før i 2015. Begge gange er der blevet taget æg ud, min mand har afleveret sædprøve, et enkelt æg er blevet lagt op og et enkelt er blevet sat til side for at gro videre, efter to dage går ægget, der er lagt til side, til grunde. Det samme sker med det oppe i mig.

Hvis det heller ikke lykkedes denne gang, skal jeg ikke i behandling mere.

Det er sådan en mærkelig følelse at have. Indenfor den næste måned er det besluttet, om jeg nogensinde skal være gravid. Det skal jeg nok ikke, og det er jeg efterhånden indtillet på.

Det er ikke en menneskeret at være gravid, bliver jeg ved med at fortælle mig selv.

Det er ikke en menneskret at være gravid.

Men det er meget menneskeligt at ønske det. Jeg har få veninder tilbage, der ikke enten er gravide eller har et eller to børn. Jeg bliver glad hver gang jeg får den glædelige nyhed. Den nyhed får jeg tit. Jeg er så heldig at have en stor gruppe veninder, som jeg allesammen er relativt tæt med. De fleste er i midten/slutningen af tyverne. Der er omkring 15 stykker. De sidste får nok børn omkring 40'erne. Så mon ikke jeg skal høre den nyhed minimum en gang om året de næste 15 år. Så det nytter ikke noget at blive ked af det. Så kan jeg jo være ked af det året rundt til jeg selv er 40. Det er spild af liv.

Og jeg bliver oprigtigt ikke misundelig. Jeg under dem allesammen at få børn naturligt. Jeg under ingen af dem at gå igennem den sorg vi går igennem. For det har været en sorg. Jeg har haft brug for at sørge over, at jeg ikke kan fortælle min mor, at jeg er gravid, at jeg ikke kan sende min mand et billede af min flotte mave, og jeg ikke kan sige "Gud, hvor han altså har din næse, skat!".

Men jeg får lov til noget andet. Lægerne siger også, at vi nok skal forberede os på, at der sker det samme som de andre gange. Der er allerede et lille mønster. Så det er vi forberedt på. Men der kan jo ske mirakler. Jeg skal bare ikke være en af dem, der går i ottende behandlings forløb og bruger flere tusinder kroner på noget så usikkert. Så vil jeg heller elægge mine penge et andet og mere sikkert sted.

Hvis/når det ikke lykkedes om tre uger, så sender vi anmodning om godkendelse til adoption. Og når dette behandlings-helvede er overstået, så er jeg helt sikker på, at adoptionen er vores nye første prioritet. Jeg glæder mig til, at kunne ønske mig noget nyt og andet. Selvom der går mange år før vores barn er i vores arme, så jeg ved jeg, at det er derude at sted. Det bliver et fantastisk, hårdt og spændende eventyr.

//MediaAnarchy - skal nok stoppe med at jeg bruge jer som dagbog nu.

Hvor er det hårdt at læse. Især fordi jeg på en måde er samme sted. Forsøg på forsøg uden held, adoption har vi faktisk også vendt nu, til at starte med var det faktisk bare for skov "vi kan jo altid bare adoptere" og det skræmmer mig at adoptions muligheden kommer nærmere og nærmere og måske ender med at blive en realitet. 

Jeg vil knuselske et adoptionsbarn lige så højt som et jeg selv har født. Men det er den lange proces for at nå dertil der skræmmer mig

Kærlighedogkildevand skriver:

Hvor er det hårdt at læse. Især fordi jeg på en måde er samme sted. Forsøg på forsøg uden held, adoption har vi faktisk også vendt nu, til at starte med var det faktisk bare for skov "vi kan jo altid bare adoptere" og det skræmmer mig at adoptions muligheden kommer nærmere og nærmere og måske ender med at blive en realitet. 

Jeg vil knuselske et adoptionsbarn lige så højt som et jeg selv har født. Men det er den lange proces for at nå dertil der skræmmer mig

Det er en rigtig hård proces.

For min mand har muligheden for adoption altid været klokkeklar, og han kan nogen gange komme til at sige: "Hvad gør vi egentlig, hvis du bliver gravid denne gang?". Simpelthen fordi adopton er blevet sådan en høj prioritet for ham.

For mig har det ikke været lige så let. Jeg synes, der er mange etiske dilemmaer ved adoption (endnu flere end ved fertilitetsbehandling), og jeg har derfor haft brug for at læse en masse og tage til møder.
Jeg er dog blevet langt mere sikker nu, og har en følelse af, at hvis man tager kontrol i adoptionsprocessen og gør sit forarbejde, er der gode muligheder for at sikre sig, at det hele foregår nogenlunde kontrolleret og udens bismag af menneskehandel.

Det hårdeste for mig nu er den fortsatte erkendelse af, at jeg ikke får oplevelsen af at være gravid. Jeg glæder mig helt vildt til at møde mine børn, lige meget hvor de kommer fra, men jeg sørger stadig over at jeg ikke prøver at maven vokser, at mærke sparkene, at føde, at amme osv.

Jeg er dog overbevist om, at jeg er typen, der sagtens kan ændre mine prioriteter. Jeg synes allerede, at vi relativt hurtigt har tænkt i alternativer, der kan gøre os lige så lykkelige som en naturlig graviditet. Når det her sidste forsøg er ude af min verden, og jeg har grædt over, at det ikke blev sådan vi fik børn, så kan jeg gå all in på adoption, og sikre mig at mine kommende børn ikke er i tvivl om, at de er en første prioritet.

Jeg krydser fingre for jer!!

MediaAnarchy skriver:

Vi er nu gået i gang med den sidste behandling.
Jeg har stukket mig i fire gange med menopur, og på fredag skal vi til scanning for at se, hvordan æggene udvikler sig og finde en dag til at tage dem ud.

Vi har været igennem det to gange før i 2015. Begge gange er der blevet taget æg ud, min mand har afleveret sædprøve, et enkelt æg er blevet lagt op og et enkelt er blevet sat til side for at gro videre, efter to dage går ægget, der er lagt til side, til grunde. Det samme sker med det oppe i mig.

Hvis det heller ikke lykkedes denne gang, skal jeg ikke i behandling mere.

Det er sådan en mærkelig følelse at have. Indenfor den næste måned er det besluttet, om jeg nogensinde skal være gravid. Det skal jeg nok ikke, og det er jeg efterhånden indtillet på.

Det er ikke en menneskeret at være gravid, bliver jeg ved med at fortælle mig selv.

Det er ikke en menneskret at være gravid.

Men det er meget menneskeligt at ønske det. Jeg har få veninder tilbage, der ikke enten er gravide eller har et eller to børn. Jeg bliver glad hver gang jeg får den glædelige nyhed. Den nyhed får jeg tit. Jeg er så heldig at have en stor gruppe veninder, som jeg allesammen er relativt tæt med. De fleste er i midten/slutningen af tyverne. Der er omkring 15 stykker. De sidste får nok børn omkring 40'erne. Så mon ikke jeg skal høre den nyhed minimum en gang om året de næste 15 år. Så det nytter ikke noget at blive ked af det. Så kan jeg jo være ked af det året rundt til jeg selv er 40. Det er spild af liv.

Og jeg bliver oprigtigt ikke misundelig. Jeg under dem allesammen at få børn naturligt. Jeg under ingen af dem at gå igennem den sorg vi går igennem. For det har været en sorg. Jeg har haft brug for at sørge over, at jeg ikke kan fortælle min mor, at jeg er gravid, at jeg ikke kan sende min mand et billede af min flotte mave, og jeg ikke kan sige "Gud, hvor han altså har din næse, skat!".

Men jeg får lov til noget andet. Lægerne siger også, at vi nok skal forberede os på, at der sker det samme som de andre gange. Der er allerede et lille mønster. Så det er vi forberedt på. Men der kan jo ske mirakler. Jeg skal bare ikke være en af dem, der går i ottende behandlings forløb og bruger flere tusinder kroner på noget så usikkert. Så vil jeg heller elægge mine penge et andet og mere sikkert sted.

Hvis/når det ikke lykkedes om tre uger, så sender vi anmodning om godkendelse til adoption. Og når dette behandlings-helvede er overstået, så er jeg helt sikker på, at adoptionen er vores nye første prioritet. Jeg glæder mig til, at kunne ønske mig noget nyt og andet. Selvom der går mange år før vores barn er i vores arme, så jeg ved jeg, at det er derude at sted. Det bliver et fantastisk, hårdt og spændende eventyr.

//MediaAnarchy - skal nok stoppe med at jeg bruge jer som dagbog nu.

Hvor er det smukt skrevet! Fantastisk inspirerende indstilling til den modgang I oplever! 

NypåVej7årSenere skriver:

Hvor er det smukt skrevet! Fantastisk inspirerende indstilling til den modgang I oplever! 

Tak.
Det er en hård proces, hvor man virkelig lærer meget om sig selv, sin partner og ens forhold

Ønsker dig alt det bedste 

Jeres historie rammer mig dybt. 

Knus en der var igennem 3 æu og 9 æo før vi fik lov at blive forældre. 

Kære du

Dit indlæg er rørende og hjerteskærende på samme tid. Jeg tror måske at jeg græder lidt sammen med dig og jer. Ingen fortjener at gå det igennem, som I gør nu.

Jeg husker kun al for godt smerten og frygten - men genkender også din trodsighed. Jeg nægtede også at byde mig selv (og min mand), at være i behandlingshelvedet for evigt. Jeg havde brug for en plan B - adoption - brug for at være sikker på at jeg en eller anden dag i fremtiden skulle være nogens mors, uanset måden.

Min mand havde sværere ved adoptionstanken end jeg. Min sorg og tvivl gik mest på netop det du skriver - ikke at skulle opleve graviditet, liv, fødsel og alt hvad det indebærer. Det var meget hårdt at forstille sig. Men jeg ville være mor!

I vores 3. forsøg lykkes det. Hvis det ikke var lykkes, ved jeg ikke hvor længe vi var fortsat. Vores eventuelle fremtidige børn, ved jeg heller ikke hvor skal komme fra, det må tiden vise.

Du lyder stærk og reflekteret! Det er guld værd! Husk dog også at det er ok at være irrationel, vred og navlepillende uretfærdig, når man går igennem en så stor livskrise. Det er kun menneskeligt.

Jeg håber at der venter dig og din familie alt muligt godt i fremtiden. Hvadenten det bliver på den ene eller anden måde.

Kh Signe

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære du

Dit indlæg er rørende og hjerteskærende på samme tid. Jeg tror måske at jeg græder lidt sammen med dig og jer. Ingen fortjener at gå det igennem, som I gør nu.

Jeg husker kun al for godt smerten og frygten - men genkender også din trodsighed. Jeg nægtede også at byde mig selv (og min mand), at være i behandlingshelvedet for evigt. Jeg havde brug for en plan B - adoption - brug for at være sikker på at jeg en eller anden dag i fremtiden skulle være nogens mors, uanset måden.

Min mand havde sværere ved adoptionstanken end jeg. Min sorg og tvivl gik mest på netop det du skriver - ikke at skulle opleve graviditet, liv, fødsel og alt hvad det indebærer. Det var meget hårdt at forstille sig. Men jeg ville være mor!

I vores 3. forsøg lykkes det. Hvis det ikke var lykkes, ved jeg ikke hvor længe vi var fortsat. Vores eventuelle fremtidige børn, ved jeg heller ikke hvor skal komme fra, det må tiden vise.

Du lyder stærk og reflekteret! Det er guld værd! Husk dog også at det er ok at være irrationel, vred og navlepillende uretfærdig, når man går igennem en så stor livskrise. Det er kun menneskeligt.

Jeg håber at der venter dig og din familie alt muligt godt i fremtiden. Hvadenten det bliver på den ene eller anden måde.

Kh Signe

Tak. Det er rart at vide, at jeg ikke er de eneste med de tanker. Dejligt at det lykkedes for jer.

Af en eller anden grund græder jeg meget på andre menneskers vegne - i sær min mors.
Jeg synes, det er hårdt at se hende opleve, at hendes søstre og hendes veninder bliver bedstemødre. Ville så gerne give hende det. Hun er meget støttende, og sender smileys i flere forskellige farver, hvis vi skriver om børn og sådan. Hun er simpelthen bare så sød. Men ville ønske jeg kunne fortælle hende, at det lykkedes den her gang

Til gengæld er der også meget ikke at græde over. Tænk, at vi måske får lov til at lære et vores barn at kende på en helt anden måde. Allerhelst en søskendegruppe. Sikke et privilegie. Vi får en nyt "andet hjemland", som vi kan knytte tætte bånd til. Måske får vi et nyt sprog. Det er alt sammen spændende

MediaAnarchy skriver:

Vi er nu gået i gang med den sidste behandling.
Jeg har stukket mig i fire gange med menopur, og på fredag skal vi til scanning for at se, hvordan æggene udvikler sig og finde en dag til at tage dem ud.

Vi har været igennem det to gange før i 2015. Begge gange er der blevet taget æg ud, min mand har afleveret sædprøve, et enkelt æg er blevet lagt op og et enkelt er blevet sat til side for at gro videre, efter to dage går ægget, der er lagt til side, til grunde. Det samme sker med det oppe i mig.

Hvis det heller ikke lykkedes denne gang, skal jeg ikke i behandling mere.

Det er sådan en mærkelig følelse at have. Indenfor den næste måned er det besluttet, om jeg nogensinde skal være gravid. Det skal jeg nok ikke, og det er jeg efterhånden indtillet på.

Det er ikke en menneskeret at være gravid, bliver jeg ved med at fortælle mig selv.

Det er ikke en menneskret at være gravid.

Men det er meget menneskeligt at ønske det. Jeg har få veninder tilbage, der ikke enten er gravide eller har et eller to børn. Jeg bliver glad hver gang jeg får den glædelige nyhed. Den nyhed får jeg tit. Jeg er så heldig at have en stor gruppe veninder, som jeg allesammen er relativt tæt med. De fleste er i midten/slutningen af tyverne. Der er omkring 15 stykker. De sidste får nok børn omkring 40'erne. Så mon ikke jeg skal høre den nyhed minimum en gang om året de næste 15 år. Så det nytter ikke noget at blive ked af det. Så kan jeg jo være ked af det året rundt til jeg selv er 40. Det er spild af liv.

Og jeg bliver oprigtigt ikke misundelig. Jeg under dem allesammen at få børn naturligt. Jeg under ingen af dem at gå igennem den sorg vi går igennem. For det har været en sorg. Jeg har haft brug for at sørge over, at jeg ikke kan fortælle min mor, at jeg er gravid, at jeg ikke kan sende min mand et billede af min flotte mave, og jeg ikke kan sige "Gud, hvor han altså har din næse, skat!".

Men jeg får lov til noget andet. Lægerne siger også, at vi nok skal forberede os på, at der sker det samme som de andre gange. Der er allerede et lille mønster. Så det er vi forberedt på. Men der kan jo ske mirakler. Jeg skal bare ikke være en af dem, der går i ottende behandlings forløb og bruger flere tusinder kroner på noget så usikkert. Så vil jeg heller elægge mine penge et andet og mere sikkert sted.

Hvis/når det ikke lykkedes om tre uger, så sender vi anmodning om godkendelse til adoption. Og når dette behandlings-helvede er overstået, så er jeg helt sikker på, at adoptionen er vores nye første prioritet. Jeg glæder mig til, at kunne ønske mig noget nyt og andet. Selvom der går mange år før vores barn er i vores arme, så jeg ved jeg, at det er derude at sted. Det bliver et fantastisk, hårdt og spændende eventyr.

//MediaAnarchy - skal nok stoppe med at jeg bruge jer som dagbog nu.

Har I overvejet donoræg?

Jeg kender selv til kvinder der har kæmpet i årevis og da de så fik donoræg var der gevinst i første hug.

Tænker bare om det har været i jeres overvejelser for der adopterer man jo også men får så bare lige lov til selv at "gro" barnet + at din mand kan være den biologiske far.