Eksperthjælp: Mit parforhold er ikke det bedste... jeg går og tager baby med.

Kringle skriver:

Det ikke en fødseldep.

Det er dovenskab for sådan var det også da der kun var 1 barn i huset. 

Jeg står op kl halv 6 skifter den lille giver ham mad osv så står hun op kl 7 og jeg køre så 7.30

Når jeg kommer hjem fra skole er hun så stresset at hun bare vil slap af .

Jeg går igang med at lege med den ældste og sammen tid tager jeg mig af den lille går rundt med ham og leget med ham også. 

Og så plus så skal jdg gøre rent. 

Jeg har prøvet at tage mig af begge børn og for at være ærlig det var ikke stressende overhovedet for mig. 

Jeg hyggede mig med det og plus jeg kunne nå at gøre rent også..

 

Hvis dovenskab er et så ucharmerende karaktertræk, hvorfor vælger du så at få barn med hende? Du lyder jo meget overskudsagtig og som om du har styr på tingene, så det må du da have overvejet inden graviditeten. Du er vel blevet forældre sammen med hende, fordi du elsker hende og hun er en god mor for dine børn? 

Har baby det godt?  Og den 2-årige? Får de mad, bliver leget med, rent tøj på kroppen? Hvis de har det godt, så klarer mor det flot. At hun har formået ikke at pande dig en med den selvretfærdige holdning du lægger for dagen, må være tegn på modenhed. Noget du måske skulle prøve at sigte efter, i stedet for at koncentrere dig om hendes fejl og mangler. 

Hvis du kan genfinde respekten for hende og slappe af med den attitude, så kan det jo være hun også genfinder noget for dig når spædbarnsboblen er ved at være slut. 

Hej,

Håber meget at du er i stand til at tage de forskellige input ind uden at føle dig alt for angrebet. To små børn er ikke let for nogle, hverken mor eller far. Det virker formentlig lidt lettere når man har et liv udenfor hjemmet og kommer hjem til dem, end når det er alt man skal hele dagen. Som hjemmegående er det meget let at miste perspektiv, da der jo intet andet er. Oven i er det jo meget svært for din kæreste at komme til de normale babyaktiviteter der ellers giver overskud, så som rytmik, mødregruppe og den slags, da den store også er hjemme.

Jeg synes det var rigeligt hårdt med en baby og klarede det først og fremmest fordi min mand altid kom hjem og var fantastisk støttende og glad for at baby havde det godt. Absolut ingen forventninger til hvad jeg havde nået. Tværtimod, han var næsten ked af at skulle gå på arbejde og overlade mig med baby og alt hvad det indebærer. Og havde jeg ordnet ting derhjemme var han bare glad og satte pris på det. Din kæreste kan sikkert mærke din utilfredshed, og det stresser hende mere. 

Men det jeg egentlig ville sige var dettte: Tror mig, ingen synes det er fedt at sidde og se tv hele tiden. Det er et krisetegn. Noget man gør når man ikke kan overskue situationen og trænger til virkelighedsflugt. Det er ikke en "luksus" på familiens bekostning eller dovenskab, men et krisetegn. Din kæreste har sikkert haft det hårdt længe. Med et så lille barn med en anden mand har hun jo oplevet at stå alene med et lille barn og kort efter blevet gravid igen (med din støtte - godt!) og nu har hun pludselig to blebørn. Jeg tror hun har brug for at du hjælper hende tilbage til noget normalitet. Er det f.eks. Ikke på tide at den ældste kommer i børnehave så hun kan lave babyting og komme mere ud af huset? Ellers gør som en anden forslog og brug dit netværk til at aflaste hende. Men ikke bare foreslå det - arranger det for hende, hun kan ikke selv overskue det! (Med hendes samtykke selvf.). Sig "jeg har fundet her baby arrangement/mødre ting). Har du lyst til at gå til det? Jeg har arrangeret at en kan tage den store, og jeg hjælper med at få tingene klar". Eller måske noget der kun er for hende. Mødes med en veninde en eftermiddag eller andet. Baby er også stor nok til at du kan arrangere pasning og invitere hende ud. Ikke noget stort date pres. Måske lidt ynglingsmad eller en tur i biografen. Alt sammen på en støttende, ikke-krævende og kritiserende måde. Din kæreste er ikke doven. hun er presset, stresst og i kris og har brug for din støtte til at få det godt igen. Hun har brug for et skub, men et super kærligt et uden pres eller forventninger. Tænk over hvad hun plejede at elske og hjælp hende tilbage til det og til hende selv. Og sørg for at hun får god kvalitetstid kun med baby. Andre mødre kan jo gå en god tur med barnevognen og hygge på en cafe, det er virkelig svært når den store også er hjemme. Personligt tror jeg ikke jeg kunne klare at være hjemme med to børn fuldtid.

Håber det hjælper. Det er ikke nogen let situation for nogle af jer. Men det siger ikke noget skidt om din kæreste, kun at hun er presset, stresset og har brug for den mand der elsker hende. Fremtiden sammen kan sagtens stadig blive skøn, hvis I finder hinanden igen. FAktisk siger man at ingen burde blive skilt med børn under 2 år, fordi det er en krisetid for alle..

Held og lykke til jer!

Hold k... Hvor er det bare ikke okay, at den anden tråd blev lukket, men den stadig kører her. Jeg havde brugt et f... kvarter på at sidde og skrive et langt og velunderbygget svar, men det forsvandt, da jeg trykkede send, fordi tråden blev låst, imens jeg skrev. Men den fortsætter her? Arh mand jeg er gal. Spild af tid. Men jeg er enig med Linda.

Jeg er på linje med de andre: Lige nu er din familie i krise, der er derfor behov for, at du bruger al din energi på at samle familien. Det sidste du skal tænke på lige nu, er at splitte den ad. 

Det er dejligt, at du har overskud, nu hvor din kæreste virker så presset. Jeg tænker, at du kan hjælpe familien ved at overveje, hvordan du bedst muligt kan aflaste din kæreste, så hun får overskud igen.

Da vi havde helt små børn, blev jeg ret presset af aftenputnig og afbrudt nattesøvn. Måske kunne det hjælpe jeres familie, hvis du, bare i et par uger, overtog børnene om natten, så din kæreste kunne sove igennem. Jeg er sikker på, at hun får mere overskud i dagtimerne, hvis søvnen forbedres. Hun kunne evt. sove i et helt andet rum, så hun hverken bliver vækket, når du giver flaske eller hvis børnene vågner i løbet af natten.

Det kan være mega-hårdt at have små børn, men heldigvis er det en kort periode. Derefter bliver familielivet (og parforholdet) mindre presset, og så tror jeg lettere, at du kan mærke dine følelser for din kæreste.

Der er sagt meget godt i denne tråd. Jeg vælger for diplomatiens skyld at antage, at du blot kommer til at formulere dig uheldigt på skrift og ikke i virkeligheden er så usympatisk og arrogant i dit forhold til din familie, som du kommer til at lyde.

Jeg har lyst til at stille dig et par (ledende) spørgsmål, som du måske kan bruge til at tygge lidt på, inden du træffer dumme beslutninger, der ikke kan gøres om:

- Hvorfor har du fået børn med din kæreste? Har du elsket hende? Holdt af den måde hun var mor på, for sin datter? Hvis hun nu blev "sig selv" igen som før fødslen - ville alt så blive godt igen?

- Når man har barsel, er man ikke samtidig ansat som husholderske. Hvis hendes "job" er børnene og dit "job" er skole sølle 7 timer om dagen - er det så ikke fair nok at deles om resten af tingene i hjemmet?

- Hvis tarv er der du har for øje, når du overvejer at gå? Dine egne? Det er jo i hvert fald hverken mor eller baby... hvad tror du ville være det bedste for dem? Vil du også gå, selvom du ikke får dit barn med dig?

- Når nu du oser sådan af overskud, og hun samtidig giver udtryk for at være presset, kunne det så være en ide at I omfordelte nogle opgaver? Et familieliv er jo ikke en konkurrence om, hvor meget eller lidt man skal lave, men et fællesskab hvor man hjælper hinanden.

Jeg håber at I finder hinanden før jeres familie smuldrer. Ikke alt der sker efter en fødsel behøver at blive stemplet som en depression, selvom det selvfølgelig er muligt. Måske er hun bare godt gammeldags træt.

Held og lykke - nu vil jeg gå ind og lege med min datter og lade opvasken sejle, til min mand kommer hjem senere - sådan har vi nemlig fordelt sagerne, herhjemme!

Til TS, 

Man kan ud fra dit indlæg tydeligt se at du er umoden og slet ikke klar til at ofre det der skal ofre, for at have et fungerende familieliv. 

Ved du egentligt hvad en fødsel gør ved en kvindes krop? Det kan tage måneder at komme over det. En slags kronisk træthed. 

En anden ting er, ved du hvordan det er at være lukket inde 24/7 og kun beskæftige sig med mælk, bleer, gråd, osv. osv. 

Du kommer ud, møder mennesker og oplever ting og sager, mens hun er "lukket inde". 

Det er DIG med overskuddet, som skal aflaste hende. På baggrund af det du skriver, vil du nærmest få det modsatte effekt, hvis du går til statsforvaltningen. For hvis du ikke magter at støtte din kæreste i opdragelsen af børnene, får du heller ikke bopælsretten over jeres søn for det magter du ikke. 

Jeg håber at du har taget alle de her kommentarer til dig og tænker dig godt og grundigt om, hvad det er du har gang i. 

På den anden side, så håber jeg at din kæreste indser, hvad for en grim person du er, og forlader dig. Du er ikke en mand, blot en dreng som ikke får det som han vil ha det og bliver tøsefornærmet. Grow some balls og tag ansvar!

Du elsker hende ikke mere (antager jeg), men har du på et tidspunkt elsket hende og ønsket en familie med hende? Hvis dette barn er et resultat af et sprunget kondom eller lignende, ser situationen jo anderledes ud.

Du får formentlig ikke dit barn, hvis du går i morgen. Men hvis du kan lave nogle gode planer for hvordan dit barn skal passes, når du er i skole/på job, hvis du flytter meget tæt på dine forældre og har støtte af dem, er der da en reel mulighed for, at du kan få barnet mest, når han er over et år.

Din kæreste lyder til at have haft en svær opvækst og ungdom med eget barn meget tidligt. Hun har selvfølgelig brug for din støtte - og måske vil også du opleve, at det bliver bedre, når barslen er slut og hun skal tilbage til uddannelse eller arbejde.

Du skal give det tid. Og hvis du virkelig er alvorlig omkring sagen, skal du kontakte Foreningen Far og få rådgivning af dem. Derefter kan du overveje at kontakte dit barns egen sundhedsplejerske, måske kan hun hjælpe med en vurdering af, hvor dit barn ville trives bedst. Hvis det står så grelt til, som du fortæller, er din tilstedeværelse måske betingelsen for, at der ikke skrives underretning. 

Det blev langt og rodet. Sorry. 

Jeg håber ikke at jer der giver TS så grove hug, har læst hans svar nr 2. For dér synes jeg at det fremgår ret tydeligt at selvom han er dårlig til at formulere sig, uvidende om situationen og ikke den mest reflekterede person, så virker det som om at moren har et problem. Eller i hvert fald som om at han kunne være en mere overskudsagtig primær person i børnenes liv.

TS - du skriver at hun ikke har en fødselsdepression fordi det altid har været sådan. Men derfor kan det sagtens være en "overordnet" depression. Eller en fødselsdepression fra det første barn. Under alle omstændigheder er det ikke fair at sige at din kæreste bare er doven. Jeg kan godt forstå at du er frustreret og føler dig magtesløs. Men din kæreste har brug for noget hjælp og støtte. DU har valgt at få et barn med hende. Der medfølger altså et ansvar. Dit barn har brug for sin mor og det er også din opgave at få det til at fungere.

Du kommer ikke til at få din søn ved et brud, ikke medmindre at moren er narkoman, der er tale om groft omsorgssvigt eller lignende. Mødre bliver altid favoriseret i forældremyndighedssager.

Kunne det være en idé at snakke med sundhedsplejersken om situationen?

Mange kommuner har noget familierådgivning - det var måske en mulighed for jer? Dette kan man også høre om gennem sundhedsplejersken.

Har du mulighed for at tage orlov fra dit studie og gå hjemme med den lille? Det virker som om at det kunne være en konstruktiv løsning.

Og så synes jeg desuden at Lindas svar nr. 2 er super uprofessionelt. Hvis man skal kalde sig selv rådgiver, bliver man sgu også nødt til at følge op når der er en ung, muligvis resourcesvag, mand der tydeligvis har brug for noget hjælp og råd.

Vil bare sige, at man hverken behøver være i krise eller have fødselsdepression, fordi man som sådan ikke lave noget (huslige pligter), men fordi man bare er så træt og mættet.

Sådan havde jeg det i hvert fald de første måneder, og jeg havde hverken nogle af tingene. Jeg var bare TRÆT, og jeg skulle lige vænne mig til tingene var som de var. 

Jeg har skrevet i din anden tråd, som er blevet låst, og mit råd er: Snak med hende, træk på jeres netværk.. 

Du har overskud, og er derfor nødt til liige at samle op på tingene. Jeg synes, det lyder som om din kæreste er mættet af tingene og er (måske) kommet i en ond cirkel, hvor hun ikke kan finde overskuddet. 

Men et eller andet må hun jo lave, når hun passer to små børn... Nogle har overskud til at rydde op og lave en helt masse, og det har andre altså ikke. Så må man finde ud af, hvordan man finder overskuddet igen.

Jeg tænker også, at det her er en midlertidig ting, og det bliver bedre, når børnene bliver en smule ældre (måske er jeg naiv) 

så SNAK med din kæreste. Prøv at løse tingene. I har børn, så I skylder at prøve at få det til at fungere...

Fedt svar fra Linda, jeg tror godt nok heller ikke at jeg havde formået at svare i sådan en pæn tone.

Jeg kender jer ikke, men jeg er helt sikker på at din kæreste gør det mere end bare godt. Det med at du skriver at hun ikke har en fødselsdepression/efterfødsels reaktion, kan jeg ikke helt sætte mig ind i, for hvis hun ikke er blevet undersøgt for det, kan hun sagtens have en. Der er faktisk rigtig mange mødre og endda fædre, som har en efterfødsels reaktion i forskellige grader uden at vide det. 

Bare fordi man som mor/far har brug for at sidde lidt ned ind i mellem og lade den anden forældre tage over, betyder på ingen måde at man er doven. Som du selv skriver, så er din kæreste alene med begge børn det meste af dagen og jeg kan som første gangs mor til en søn på 1 år, virkelig godt sætte mig ind i, at der bare er tidspunkter hvor man rigtig gerne vil sætte sig ned og puste ud. At du tager den mindste om morgenen og begge børn når du kommer hjem, er en del af det at være en familie. Hun har børnene imens du ikke er hjemme, hvor hun bruger en masse timer på dem. Når man har et barn på 4 måneder er oprydning og rengøring ikke ligefrem det man sætter som første punkt på dagsordenen. Men tid med sin børn i stedet. 

Hvis hun nu fik en masse ros for det hun gør, i stedet for at få af vide hvad hun ikke gør. Så kunne det være at overskuddet stille og rolig kom tilbage i takt med at jeres søn også bliver ældre.