Irrettesætte andres børn

Jeg irettesætter andres børn i mit hjem hvis de har en adfærd jeg syntes er uacceptabel i mit hjem ... jeg gider ikke sidde med børn der leger med maden osv. Ligesom jeg ikke vil have de jagter hunden.

Jeg har intet problem med det den anden vej rundt. En ting er hvad man må hjemme noget andet er andres grænser i deres hjem. Det skal unger også lære.

Må man irrettesætte/opdrage på andres børn? Hvad er jeres holdning til det. Jeg tænker både fremmedes børn, familiens og venindernes/vennernes børn. Det er jo ret ømtåeligt. Selv vil jeg gerne have folk de siger noget til mit barn, hvis det ikke opfører sig ordentligt / slår eller sådan noget og vi forældre ikke selv ser det. 

Men nu havde jeg en episode sidste uge, hvor jeg irrettesatte en vens barn da barnet slog et andet barn med en lille skovl og forældrene så det ikke. Men har en fornemmelse af nu at vennen er lidt sur på mig over det. Jeg sagde noget i retningen af "nej *** det må du altså ikke" og det samme gjorde min mand. Det var ren refleks nu vi så det. Er det forkert?

Jeg har det på præcis samme måde som dig - folk må gerne irettesætte mine unger, hvis de ikke er søde ved andre og jeg ikke ser det.

Jeg havde gjort som dig og sagt noget. Selvfølgelig må barnet ikke slå. Og når forældrene ikke siger det, så kan jeg slet ikke forstå at nogle kan blive mobsede over at man siger noget - så længe man siger det ordentligt.

Men jeg har da selv prøvet at en dreng er kommet hen og har skubbet min yngste da hun kun var 1 år.. Der snakkede jeg altså med ret store bogstaver, da han selv var omkring 4 år. Forældrene var vidst ikke særlig begejstrede efterfølgende. Jeg var ligeglad.

Anonym skriver:

Må man irrettesætte/opdrage på andres børn? Hvad er jeres holdning til det. Jeg tænker både fremmedes børn, familiens og venindernes/vennernes børn. Det er jo ret ømtåeligt. Selv vil jeg gerne have folk de siger noget til mit barn, hvis det ikke opfører sig ordentligt / slår eller sådan noget og vi forældre ikke selv ser det. 

Men nu havde jeg en episode sidste uge, hvor jeg irrettesatte en vens barn da barnet slog et andet barn med en lille skovl og forældrene så det ikke. Men har en fornemmelse af nu at vennen er lidt sur på mig over det. Jeg sagde noget i retningen af "nej *** det må du altså ikke" og det samme gjorde min mand. Det var ren refleks nu vi så det. Er det forkert?

Jeg irettesætter andres børn, hvis der foregår noget omkring mog, som jeg ikke bryder mig om.  

Jeg er rimelig large, men når så grænsen er nået, så siger jeg fra. Uanset om det er mine, venners eller fremmede børn i brugsen. Jeg kan simpekthen ikke lade være. Som regel bliver det ikke taget så tungt, men der er da episoder hvor forældrene bliver mopsede. Men når de har fået chancen for at irettesætte deres afkom, uden reaktion, så gør jeg det hvis det generer mig. 

Hjemme i privaten hos os, der ved alle børn hvilke regler der er, og forældrene er lykkelige for at de ikke skal rende i r**** på deres unger for at tjekke om de laver "ulykker" - for alle opdrager hinandens børn hvis vi ser en handling der ikke er ok. 

En hel masse gode svar i er kommet med. Det er en ret spændende debat, fordi holdningerne er lidt forskellige og det er lidt ømtåeligt, når det handler om vores børn. Men har fået det ud af det, at det altså er ok at reagere når man ser uacceptabel adfærd.. I dag har jeg talt med min ven som sagtnes kunne se det fra min side og vedkommende var faktisk glad for nu at jeg sagde noget.

Anonym skriver:

En hel masse gode svar i er kommet med. Det er en ret spændende debat, fordi holdningerne er lidt forskellige og det er lidt ømtåeligt, når det handler om vores børn. Men har fået det ud af det, at det altså er ok at reagere når man ser uacceptabel adfærd.. I dag har jeg talt med min ven som sagtnes kunne se det fra min side og vedkommende var faktisk glad for nu at jeg sagde noget.

Jeg havde en gang en 8. Klasse, og hvert evig eneste frikvarter havde jeg lærere der kom: nu har de igen gjort! Jeg tog mange snakke med dem og i en af snakkende sagde en af dem: men Line, når voksne bare får forbi og nikker eller smiler, hvordan skal vi så vide det er forkert (noget af der forkerte vidste de så sandelig godt). Mange bruger samme argument, men hvis politiet intet siger når de møder mig cyklende uden cykellygter så er det jo nok ikke så slemt at køre uden. 

Jeg synes vi skylder vores medmennesker voksne som børn at reagere når vi ser dårlig eller forkert opførsel. Vi skal ikke skælde ud, men det er fx okay i en butik hvor man ser et barn smide forskellige ting på gulvet at sige: nej det tror jeg ikke du må. Hvis jeg ser en voksen smide affald på gaden, siger jeg også: undskyld jeg tror du tabte noget. 

Anonym skriver:

Må man irrettesætte/opdrage på andres børn? Hvad er jeres holdning til det. Jeg tænker både fremmedes børn, familiens og venindernes/vennernes børn. Det er jo ret ømtåeligt. Selv vil jeg gerne have folk de siger noget til mit barn, hvis det ikke opfører sig ordentligt / slår eller sådan noget og vi forældre ikke selv ser det. 

Men nu havde jeg en episode sidste uge, hvor jeg irrettesatte en vens barn da barnet slog et andet barn med en lille skovl og forældrene så det ikke. Men har en fornemmelse af nu at vennen er lidt sur på mig over det. Jeg sagde noget i retningen af "nej *** det må du altså ikke" og det samme gjorde min mand. Det var ren refleks nu vi så det. Er det forkert?

Jeg har også sagt til andres børn at det må de ikke hvis jeg har set de feks slår skubber river legetøj ud af hånden på et andet barn osse i bh hvis pædagogerne ik har set det 

Jeg irettesætter andres børn som det passer mig, så må forældrene sku opdrage bedre hvis det er et problem. Jeg gider ikke bare sidde og smile imens mine børn får bank på legepladsen, eller to store knægte tror de skal spille fodbold i bussen imens vi andre bare skal sidde stille og prøve at undgå at få bolden i hovedet, og en eller anden møgunge driller et andet barn med at hun er tyk. Jeg finder mig ikke i noget, børn skal ha lov at være børn, men de skal ikke ha lov at være nogle røvhuller.