Jeg vælger lige at fortælle om vores liv herhjemme.
Jeg har altid holdt på jeg ville vente til jeg blev gift. og med de kærester jeg havde gennem teenage alderen gik fra mig pga de prøvet at presse mig. jeg mødte så min nuværende elsket kæreste for 7 år siden. jeg havde stadigvæk den holdning. jeg fandt en mand som aldrig havde haft en kæreste. aldrig kysset holdt i hånd ja så heller ingen sex. vi begge var jomfruer. men det holdt ikke længe vores hormoner og kærlighed fik mig til at glemme hvad jeg altid havde sagt.
vi prøvet men måtte opgive. jeg var lukket downstairs
han prøvet med en finger men gjorde ondt.. vi troede det var fordi hinden skulle sprænges.. men blev ikke bedre virkelig akavet at vi ikke engang kunne gennemføre det.. efter noget tid skulle jeg så til læge og have lavet en gyn for første gang i mit liv og fortalt lægen om mit problem.. det var umuligt for ham at komme til med instrumenter osv han fik en finger ind og mærke men vred mig af smerte det føles som om der var ild dernede... han henvist mig til gyn afd som fandt ud af jeg led af vaganisme.
vi begyndt til sexolog som 18 årige
og gik ved lægen og fik udspændt underlivet. men sexologen kunne ikke hjælpe.. gik forsat ved lægen og blev lidt bedre vi fik da så meget hjælp at vi fik gennemført samenleje men dog meget smertefuldt men kunne bare ikke holde mig fra min kæreste ville jo gerne tilfredsstille ham også
men idag har vi været sammen i 7 år og vi har måske sex 1 gang om året max. vi har brændene ønske om børn men jeg kan ikke gennemføre sex og manden har svært ved sex fordi han ved det gør ondt. jeg er så ked af at jeg har en ødelagt del som gør det umuligt.. men vi elsker hinanden og nus og putte arm i arm er heldigvis rart... men ville for alt i verden ønske jeg kunne for lysten var der engang men den er væk nu fordi jeg ved hvilken smerte det medføre.. og er evig og altid bange for min kæreste finder ud af at der er meget mere kvinde derude i landet og han forlader mig ... jeg elsker ham over alt på denne jord. og han siger han elsker mig men han er da ked af vi ikke kan men at ville ønske. men ikke livsnødvendig... så jeg er åndsvag bange for han får nok en dag og på en måde forstår jeg ham godt.. men heldigvis siger han nu at sex er ikke alt og man sagtens kan elske mig alligevel blev lidt langt men livet med kronisk vaganisme kræver lidt skrift 
.... men tænker vis du elsker ham virkelig højt
ønsker du så sex mere ind du ønsker manden du elsker ? kan du leve med at han ikke tilfredsstiller dit behov som du ønsker? for vis du bliver trist og får dårlig selvværd så det jo ikke godt for nogen af jer. det en svær situation at stå i. men der kun en der ved hvordan du føler for sex og for din kære mand... håber du får fundet ud af hvad hjertet siger og får taget et valg... held og lykke med det hele
Anmeld
Citér