Er jeg den eneste, der ikke glæder sig...

Tusind tak for alle jeres svar. Er helt overvældet over hvor mange, der har taget sig tid til at svare. 

Jeg lover at i øvrigt at opdatere tråden, når jeg engang får det fortalt til dem, der er nysgerrige efter, hvordan det rent faktisk ender. 

Så er der en lille update til de interesserede: 

Jeg besluttede mig for, at de skulle have det at vide dagen efter nakkefoldsscanning. Jeg kunne godt have tænkt mig at skjule det noget længere, men ville heller ikke ende i en situation, hvor de efterhånden var de eneste, der ikke vidste noget. 

Vi havde besluttet os for at tage jeres råd ind, om de måske havde brug for lidt plads - og brug for at fordøje det hele lidt i ro og mag. Jeg skrev derfor et sjovt brev i en "spørgsmål og svar"-form, hvor der både var seriøse og lidt humoristiske påfund i. Og så sendte jeg det over nettet sammen med et scanningsbillede på et tidspunkt, hvor jeg vidste, at de var sammen (turde ikke gøre det pr brev, da jeg ikke ville risikere, at den ene fik nyheden mens den anden f.eks. var på arbejde). 

Umiddelbart fik jeg en fin, omend lidt ligegyldig reaktion. De sendte mig et par tillykker og nogle smileyer på SMS. Havde skrevet i brevet, at de bare kunne ringe eller skrive, hvis de ville snakke/vide mere om det hele (vi har jo været i behandling osv. så der er nok at snakke om), og tænkte, at de nok ville ringe, når de lige var kommet sig over nyheden. 

Der skete dog intet, hverken sms'er eller opkald, og jeg besluttede mig dagen efter for at ringe til min mor, hvis hun nu af en eller anden grund troede, at jeg ville tage det første initiativ. Der tog hun dog ikke telefonen, men sendte en sms om, at hun ikke lige havde set sin telefon. Hun ringede ikke tilbage - og jeg ringede igen 3 dage efter. Det er nok den mest mærkelige oplevelse jeg har haft længe. Vi snakkede i 45 minutter, hvor det lykkedes hende at nævne baby 0 gange. Jeg nævnte den et par gange i forskellige kontekster, hvor hun fuldstændigt skiftede emne. F.eks. "Mette skal også have et barn, så vi kan nok se hinanden en del på barsel". Hendes svar: "Nå, hvordan går det egentlig med hendes uddannelse?". Så det var lidt opad bakke. Min mor snakkede om alt andet: sit job, sin familie, spurgte ind til vores boligsituation osv. 

I dag var vi så til familiefest (første gang jeg så mine forældre i virkeligheden siden nyheden) og det blev overhovedet ikke nævnt. Mine onkler og tanter snakkede en masse om baby og synes selvfølgelig, at det er mega spændende, men mine forældre var tavse som graven og alle syntes vist, at det var meget mærkeligt.

Så ligenu er jeg bare ked af det - føler mig på ingen måde stærk nok til at konfrontere dem med noget som helst. Og alt i alt ville jeg bare ønske, at det var en af de ting jeg kunne have holdt skjult for evigt. Jeg er så ked af det - ved ikke om jeg har gjort noget forkert i måde at sige det. Er bange for, at jeg selv er skyld i det akavede forhold til mine forældre, for jeg er jo også selv akavet i situationer som den i dag, hvor der bare er en kæmpe elefant i rummet. Burde måske tage den med humor og klappe dem på skulderen og spørge om de glæder sig til at blive bedsteforældre, men jeg lukker bare i og forstærker vel på nogle måder akavetheden. Jeg ved det virkelig ikke...

Så er der en lille update til de interesserede: 

Jeg besluttede mig for, at de skulle have det at vide dagen efter nakkefoldsscanning. Jeg kunne godt have tænkt mig at skjule det noget længere, men ville heller ikke ende i en situation, hvor de efterhånden var de eneste, der ikke vidste noget. 

Vi havde besluttet os for at tage jeres råd ind, om de måske havde brug for lidt plads - og brug for at fordøje det hele lidt i ro og mag. Jeg skrev derfor et sjovt brev i en "spørgsmål og svar"-form, hvor der både var seriøse og lidt humoristiske påfund i. Og så sendte jeg det over nettet sammen med et scanningsbillede på et tidspunkt, hvor jeg vidste, at de var sammen (turde ikke gøre det pr brev, da jeg ikke ville risikere, at den ene fik nyheden mens den anden f.eks. var på arbejde). 

Umiddelbart fik jeg en fin, omend lidt ligegyldig reaktion. De sendte mig et par tillykker og nogle smileyer på SMS. Havde skrevet i brevet, at de bare kunne ringe eller skrive, hvis de ville snakke/vide mere om det hele (vi har jo været i behandling osv. så der er nok at snakke om), og tænkte, at de nok ville ringe, når de lige var kommet sig over nyheden. 

Der skete dog intet, hverken sms'er eller opkald, og jeg besluttede mig dagen efter for at ringe til min mor, hvis hun nu af en eller anden grund troede, at jeg ville tage det første initiativ. Der tog hun dog ikke telefonen, men sendte en sms om, at hun ikke lige havde set sin telefon. Hun ringede ikke tilbage - og jeg ringede igen 3 dage efter. Det er nok den mest mærkelige oplevelse jeg har haft længe. Vi snakkede i 45 minutter, hvor det lykkedes hende at nævne baby 0 gange. Jeg nævnte den et par gange i forskellige kontekster, hvor hun fuldstændigt skiftede emne. F.eks. "Mette skal også have et barn, så vi kan nok se hinanden en del på barsel". Hendes svar: "Nå, hvordan går det egentlig med hendes uddannelse?". Så det var lidt opad bakke. Min mor snakkede om alt andet: sit job, sin familie, spurgte ind til vores boligsituation osv. 

I dag var vi så til familiefest (første gang jeg så mine forældre i virkeligheden siden nyheden) og det blev overhovedet ikke nævnt. Mine onkler og tanter snakkede en masse om baby og synes selvfølgelig, at det er mega spændende, men mine forældre var tavse som graven og alle syntes vist, at det var meget mærkeligt.

Så ligenu er jeg bare ked af det - føler mig på ingen måde stærk nok til at konfrontere dem med noget som helst. Og alt i alt ville jeg bare ønske, at det var en af de ting jeg kunne have holdt skjult for evigt. Jeg er så ked af det - ved ikke om jeg har gjort noget forkert i måde at sige det. Er bange for, at jeg selv er skyld i det akavede forhold til mine forældre, for jeg er jo også selv akavet i situationer som den i dag, hvor der bare er en kæmpe elefant i rummet. Burde måske tage den med humor og klappe dem på skulderen og spørge om de glæder sig til at blive bedsteforældre, men jeg lukker bare i og forstærker vel på nogle måder akavetheden. Jeg ved det virkelig ikke...

Øv altså! Tror du ikke bare de lige skal synke nyheden? De skal nok begynde at glæde sig når du kommer længere hen. Mine forældre snakkede aldrig graviditet med mig i nogen af mine tre graviditer. Det var bare ikke et samtaleemne de var interesseret i. Og så prøvede det at vise hensyn til min søster der var synligt jaloux over at hendes lillesøster fik tre børn før hende  men sådan var det. Jeg har heldigvis en svigerinde og svigermor som jeg snakkede med omkring grsviditet og fødsel. Min egen mor talte bare uden om og har i ingen af mine graviditeter rørt min mave. Det har jeg bare accepteret selvom det gjorde lidt onde den mangel på interesse hun udviste. Men hun elsker mine unger  Jeg tror bare hun har været skræmt i mine graviditeter, om noget kunne gå galt og klappede i som en østers for ikke at skræmme mig. 

Julemusen skriver:

Øv altså! Tror du ikke bare de lige skal synke nyheden? De skal nok begynde at glæde sig når du kommer længere hen. Mine forældre snakkede aldrig graviditet med mig i nogen af mine tre graviditer. Det var bare ikke et samtaleemne de var interesseret i. Og så prøvede det at vise hensyn til min søster der var synligt jaloux over at hendes lillesøster fik tre børn før hende  men sådan var det. Jeg har heldigvis en svigerinde og svigermor som jeg snakkede med omkring grsviditet og fødsel. Min egen mor talte bare uden om og har i ingen af mine graviditeter rørt min mave. Det har jeg bare accepteret selvom det gjorde lidt onde den mangel på interesse hun udviste. Men hun elsker mine unger  Jeg tror bare hun har været skræmt i mine graviditeter, om noget kunne gå galt og klappede i som en østers for ikke at skræmme mig. 

Mine forældre er bare sådan nogle, som er overdrevet interesseret i alting. Jeg har fuld forståelse for, at man synes ting er kedelige. F.eks. har min kærestes brødre ikke nævnt graviditet med meget mere end to sætninger, men det er åbenlyst fordi de bare er mega ikke-skrukke. Og det er helt fint med mig - jeg har ikke et kæmpe behov for at snakke om det. Tvært imod kan jeg godt lide, at der ikke er for meget snak, da jeg hurtigt bliver berørt, fordi vi har været så længe i behandling og der også er mange meget personlige følelser forbundet med at snakke om det. 

Men jeg føler bare, at forskellen er, at mine forældre åbenlyst ignorerer det. Men som du siger er der jo ikke andet at gøre end at acceptere tingene. Dog bliver det spændende, hvordan det forløber videre - i modsætning til mange andre ting, kan man jo ikke ignorere en graviditet for evigt 

Øv hvor er det synd for dig

det lyder som om det går sig for meget på til at lade den ligge. Fester mega svært at tage konfrontationen, men overvej hvor meget negativ energi du vil bruge hvis du lader være. 

Jeg ville tage en konfrontation og derefter gøre op med mig selv hvad jeg ville gøre men finde er niveau hvor jeg ikke skulle bruge mere negativ energi. 

Mariehøne123 skriver:

Øv hvor er det synd for dig

 

det lyder som om det går sig for meget på til at lade den ligge. Fester mega svært at tage konfrontationen, men overvej hvor meget negativ energi du vil bruge hvis du lader være. 

Jeg ville tage en konfrontation og derefter gøre op med mig selv hvad jeg ville gøre men finde er niveau hvor jeg ikke skulle bruge mere negativ energi. 

 

Tak. 

Sidst jeg tog en konfrontation med min mor, hvor jeg sagde, at hun skulle begynde at tale pænere til mig (var en periode hvor hun råbte enormt meget - jeg var 22 og flyttet hjemmefra for længst), skrev hun dagen efter en mail, hvor der (blandt andet) stod, at jeg ikke var hendes datter mere. 

Det tog cirka et halvt år, før tingene var nogenlunde normale igen rent stemningsmæssigt. Så tror egentlig på nogle måder, at det er mindre drænende bare at prøve at glemme tingene og holde lidt afstand. Men jeg forstår din pointe og tror lige jeg vil se om det ikke langsomt går i glemmebogen hos mig. Hvis ikke må jeg se, om jeg orker en snak med dem, selvom det bare hurtigt kan udvikle sig til at jeg i dagene efter modtager mange og lange emails med min mors frustrationer over at have mig som datter. 

KissMeKissMeKissMe skriver:

Tak. 

Sidst jeg tog en konfrontation med min mor, hvor jeg sagde, at hun skulle begynde at tale pænere til mig (var en periode hvor hun råbte enormt meget - jeg var 22 og flyttet hjemmefra for længst), skrev hun dagen efter en mail, hvor der (blandt andet) stod, at jeg ikke var hendes datter mere. 

Det tog cirka et halvt år, før tingene var nogenlunde normale igen rent stemningsmæssigt. Så tror egentlig på nogle måder, at det er mindre drænende bare at prøve at glemme tingene og holde lidt afstand. Men jeg forstår din pointe og tror lige jeg vil se om det ikke langsomt går i glemmebogen hos mig. Hvis ikke må jeg se, om jeg orker en snak med dem, selvom det bare hurtigt kan udvikle sig til at jeg i dagene efter modtager mange og lange emails med min mors frustrationer over at have mig som datter. 

Blev noget trist af at læse hele indlægget.  Jeg håber virkelig noget vil ændre sig hen ad vejen. Måske når maven er større og du ser rigtig glad og gravid ud.. Men hold da op.. mystisk at nogle mennesker slet ikke kan se hvad de gør ved sine børn følelsesmæssigt. Kæmpe kram til dig, og tillykke med graviditeten 

KissMeKissMeKissMe skriver:

... til at fortælle nyheden til de kommende bedsteforældre? 

 

Mine forældre kommer til at blive vrede, skuffede, chokerede osv., når de får nyheden om graviditeten. Nu skal jeg til NF om en uge, så begynder at føle uret tikke - man kan jo ikke holde en graviditet skjult for evigt, selvom det ville være det nemmeste 

De kommer til at synes, at jeg er for ung (24 år). At barnet kommer til at ødelægge min karriere. At de selv er for unge (50 år). At jeg får barn med den forkerte mand (deres fælles værdigrundlag er ikke-eksisterende, så mine forældre synes han er en taber). 

I går var jeg på besøg hos mine forældre, og skulle ikke høre om andet end, hvor skuffede de er over deres børn, som ikke laver andet end at tage dårlige livsvalg - og her snakker vi vel at mærke om ting som at tage et sabatår efter gymnasiet, købe lejlighed med for lille badeværelse, få 10 i stedet for 12 til eksamen osv. - altså ekstremt ligegyldige ting.

Normalt er jeg fløjtende ligeglad, når de kritiserer og brokker sig, men det rammer lige i hjertet, når det kommer til de store ting i livet. Da min kæreste og jeg inviterede til brunch og annoncerede vores forlovelse sidste år, opførte de sig som to små fornærmede børn. De andre gæster til festen var også ret chokerede og jeg blev bare mega ked af det. 

Ville ønske, at jeg var mere moden og derved ikke lod mig gå på, men det gør jeg. Og ved slet ikke hvordan jeg skal fortælle dem nyheden - og slet ikke hvordan jeg skal håndtere deres dumme stikpiller, som jo kommer til at starte den dag de får det at vide.  Er der nogle i samme situation - eller bare nogen, der har gode råd?

Prøver at holde et minimum af kontakt, men resten af min familie er mega søde, så vi ses jævnligt.  

Kender følelsen. Skal til nf mandag men hele min familie ved det, da min mave simpelthen er så stor at det ikke kan skjules, så vi blev nød til at fortælle det for 2 uger siden.. Men det var rart da det endelig var gjort.. puha hehe

Jeg kan godt se det ikke er nemt

ellers kan du overveje at tage en snak med en psykolog eller lignende. Bare en time gør underværker. Hvis du ikke kan ændre dine forældre kan du ihvertfald få nogle værktøjer til at håndtere dem. Det har jeg selv gjort brug af i svære situationer. 

Håber i får opbakning fra svigerforældrene. 

Jeg er lidt ældre end dig og har to børn så hvis du har brug for en snak eller et råd skal du endelig bare skrive.