Er jeg den eneste, der ikke glæder sig...

... til at fortælle nyheden til de kommende bedsteforældre? 

Mine forældre kommer til at blive vrede, skuffede, chokerede osv., når de får nyheden om graviditeten. Nu skal jeg til NF om en uge, så begynder at føle uret tikke - man kan jo ikke holde en graviditet skjult for evigt, selvom det ville være det nemmeste 

De kommer til at synes, at jeg er for ung (24 år). At barnet kommer til at ødelægge min karriere. At de selv er for unge (50 år). At jeg får barn med den forkerte mand (deres fælles værdigrundlag er ikke-eksisterende, så mine forældre synes han er en taber). 

I går var jeg på besøg hos mine forældre, og skulle ikke høre om andet end, hvor skuffede de er over deres børn, som ikke laver andet end at tage dårlige livsvalg - og her snakker vi vel at mærke om ting som at tage et sabatår efter gymnasiet, købe lejlighed med for lille badeværelse, få 10 i stedet for 12 til eksamen osv. - altså ekstremt ligegyldige ting.

Normalt er jeg fløjtende ligeglad, når de kritiserer og brokker sig, men det rammer lige i hjertet, når det kommer til de store ting i livet. Da min kæreste og jeg inviterede til brunch og annoncerede vores forlovelse sidste år, opførte de sig som to små fornærmede børn. De andre gæster til festen var også ret chokerede og jeg blev bare mega ked af det. 

Ville ønske, at jeg var mere moden og derved ikke lod mig gå på, men det gør jeg. Og ved slet ikke hvordan jeg skal fortælle dem nyheden - og slet ikke hvordan jeg skal håndtere deres dumme stikpiller, som jo kommer til at starte den dag de får det at vide.  Er der nogle i samme situation - eller bare nogen, der har gode råd?

Prøver at holde et minimum af kontakt, men resten af min familie er mega søde, så vi ses jævnligt.  

Kender kun følelsen alt for godt 

er også gravid og skal til NF om 11 dage 

Står i nøjagtig samme situation med forældre der har meget store krav til min uddannelse og mener jeg konstant træffer dårlige valg de kan nemlig heller ikke lide min kæreste 

De tog det heldigvis bedre end jeg frygtede hvert fald en af dem. 

Mit bedste råd er at fortælle dem det når DU føler dig klar til det og prøve og indprinte i dit hoved at du skal leve DIT liv og ikke deres og hvis du føler det er det rigtige at få et barn nu så skal de ikke ødelægge glæden for dig 

Kære dig

kender ikke følelsen, da jeg har de skønneste og støttende forældre. Men jeg synes du skal være ligeglad med at fortælle dem det i "god tid" og først når du synes det er relevant. 

Selvom det er dine forældre, har de ikke krav på at vide det før andre, hvis I ikke er tætte:-)

Ihh hvor bliver jeg irriteret på dine forældre Hvis jeg var i din situation ville jeg nok fortælle dem at de snart skal være bedsteforældre over telefonen, og at du og din kommende mand glæder jer rigtig meget til at møde jeres lille ønskebarn. Og hvis de ikke har nået positiv at bidrage med, ville jeg foretrække at de helt holder sig væk, men når de en dag bliver voksene nok, er de meget velkommende til at tage del i deres lille barnebarns liv. 

den glade skriver:

Kender kun følelsen alt for godt 

er også gravid og skal til NF om 11 dage 

Står i nøjagtig samme situation med forældre der har meget store krav til min uddannelse og mener jeg konstant træffer dårlige valg de kan nemlig heller ikke lide min kæreste 

De tog det heldigvis bedre end jeg frygtede hvert fald en af dem. 

Mit bedste råd er at fortælle dem det når DU føler dig klar til det og prøve og indprinte i dit hoved at du skal leve DIT liv og ikke deres og hvis du føler det er det rigtige at få et barn nu så skal de ikke ødelægge glæden for dig 

Tak for dit svar 

Kan selvfølgelig håbe, at de tager det bedre end forventet. Men i betragtning af, at de stadig er fuldstændigt chokerede over vores forlovelse, så tvivler jeg - men man ved selvfølgelig aldrig. 

Og du har jo ret i, at jeg skal leve mit eget liv - men når man bliver ramt af spydige kommentarer konstant fra folk, der trods alt engang var ens primære omsorgspersoner, så synes jeg ikke altid at følelserne er til at styre. Og det ødelægger så meget 

Linkaa skriver:

Kære dig

kender ikke følelsen, da jeg har de skønneste og støttende forældre. Men jeg synes du skal være ligeglad med at fortælle dem det i "god tid" og først når du synes det er relevant. 

Selvom det er dine forældre, har de ikke krav på at vide det før andre, hvis I ikke er tætte:-)

Tak for rådet. 

Det lettede faktisk lidt at blive bekræftet i, at jeg bare kan vente med at fortælle dem noget. Efterhånden ved de fleste andre i familien det, fordi vi har været i behandling meget længe, hvilket mange af dem ved. Så på en måde håber jeg, at de får det af vide af omveje - og så kan de jo overveje, hvorfor de er de sidste, der bliver informeret. 

Ville ønske jeg havde støttende forældre ligesom dig. Men jeg har min svigerfamilie, som blev over lykkelige, da vi fortalte det - min svigermor har ventet tålmodigt på et barnebarn længe. Så der fik jeg oplevelsen af at kunne overraske med en glædelig nyhed, selvom mine egne forældre godtnok overskygger meget 

Lisette W skriver:

Ihh hvor bliver jeg irriteret på dine forældre Hvis jeg var i din situation ville jeg nok fortælle dem at de snart skal være bedsteforældre over telefonen, og at du og din kommende mand glæder jer rigtig meget til at møde jeres lille ønskebarn. Og hvis de ikke har nået positiv at bidrage med, ville jeg foretrække at de helt holder sig væk, men når de en dag bliver voksene nok, er de meget velkommende til at tage del i deres lille barnebarns liv. 

Overvejer virkelig også en SMS eller en facebookbesked. Min mor har netop begrundet deres dårlige reaktion på forlovelsen med, at man ikke kan tillade sig, at komme med sådan nogle store nyheder face to face - jeg burde have ringet eller sms'et først . Så egentlig har de vel selv bedt om det... Men det skulle ikke undre mig, om hun så denne gang brokker sig over, at man ikke kan tillade sig kun at ringe, for det andet var vist bare en måde at give mig skylden for deres barnlige reaktion. 

Men du har helt ret i, at jeg nok bør sige fra og sige, at de skal opføre sig som voksne mennesker, hvis de vil have en ordentlig relation til vores lille familie. Og tak for krammet - er dejligt med lidt støtte 

Lisette W skriver:

Ihh hvor bliver jeg irriteret på dine forældre Hvis jeg var i din situation ville jeg nok fortælle dem at de snart skal være bedsteforældre over telefonen, og at du og din kommende mand glæder jer rigtig meget til at møde jeres lille ønskebarn. Og hvis de ikke har nået positiv at bidrage med, ville jeg foretrække at de helt holder sig væk, men når de en dag bliver voksene nok, er de meget velkommende til at tage del i deres lille barnebarns liv. 

Lige præcis. Tænker det samme.

Mvh. M

KissMeKissMeKissMe skriver:

... til at fortælle nyheden til de kommende bedsteforældre? 

 

Mine forældre kommer til at blive vrede, skuffede, chokerede osv., når de får nyheden om graviditeten. Nu skal jeg til NF om en uge, så begynder at føle uret tikke - man kan jo ikke holde en graviditet skjult for evigt, selvom det ville være det nemmeste 

De kommer til at synes, at jeg er for ung (24 år). At barnet kommer til at ødelægge min karriere. At de selv er for unge (50 år). At jeg får barn med den forkerte mand (deres fælles værdigrundlag er ikke-eksisterende, så mine forældre synes han er en taber). 

I går var jeg på besøg hos mine forældre, og skulle ikke høre om andet end, hvor skuffede de er over deres børn, som ikke laver andet end at tage dårlige livsvalg - og her snakker vi vel at mærke om ting som at tage et sabatår efter gymnasiet, købe lejlighed med for lille badeværelse, få 10 i stedet for 12 til eksamen osv. - altså ekstremt ligegyldige ting.

Normalt er jeg fløjtende ligeglad, når de kritiserer og brokker sig, men det rammer lige i hjertet, når det kommer til de store ting i livet. Da min kæreste og jeg inviterede til brunch og annoncerede vores forlovelse sidste år, opførte de sig som to små fornærmede børn. De andre gæster til festen var også ret chokerede og jeg blev bare mega ked af det. 

Ville ønske, at jeg var mere moden og derved ikke lod mig gå på, men det gør jeg. Og ved slet ikke hvordan jeg skal fortælle dem nyheden - og slet ikke hvordan jeg skal håndtere deres dumme stikpiller, som jo kommer til at starte den dag de får det at vide.  Er der nogle i samme situation - eller bare nogen, der har gode råd?

Prøver at holde et minimum af kontakt, men resten af min familie er mega søde, så vi ses jævnligt.  

Jeg stod lidt i samme situation som dig dengang vi skulle annoncere min graviditet. Jeg valgte at give mine forældre et lille kort (efter vi havde været sammen om aftenen) og sagde at de skulle åbne det når de kom hjem. Min mor er nemlig slet heller ikke god til sådanne nyheder hvor man forventer en reaktion af hende.

I kortet stod der:

Kære mor og far

Trods velmenende råd,
er et lille frø sået.
Vær glad og ikke skuffet,
Da det er den beslutning vi har truffet:-)

Tillykke med at I skal være bedsteforældre!

---

Reaktionen var meget bedre end jeg kunne forestille mig! Og det tror jeg var fordi at hun kunne sidde med nyheden selv i ro og mag - og fordi at jeg tog hensyn til dette. Hvis man kan vise sig som den større person, får det somregel et heldigt udfald

Held og lykke med det!

KissMeKissMeKissMe skriver:

... til at fortælle nyheden til de kommende bedsteforældre? 

 

Mine forældre kommer til at blive vrede, skuffede, chokerede osv., når de får nyheden om graviditeten. Nu skal jeg til NF om en uge, så begynder at føle uret tikke - man kan jo ikke holde en graviditet skjult for evigt, selvom det ville være det nemmeste 

De kommer til at synes, at jeg er for ung (24 år). At barnet kommer til at ødelægge min karriere. At de selv er for unge (50 år). At jeg får barn med den forkerte mand (deres fælles værdigrundlag er ikke-eksisterende, så mine forældre synes han er en taber). 

I går var jeg på besøg hos mine forældre, og skulle ikke høre om andet end, hvor skuffede de er over deres børn, som ikke laver andet end at tage dårlige livsvalg - og her snakker vi vel at mærke om ting som at tage et sabatår efter gymnasiet, købe lejlighed med for lille badeværelse, få 10 i stedet for 12 til eksamen osv. - altså ekstremt ligegyldige ting.

Normalt er jeg fløjtende ligeglad, når de kritiserer og brokker sig, men det rammer lige i hjertet, når det kommer til de store ting i livet. Da min kæreste og jeg inviterede til brunch og annoncerede vores forlovelse sidste år, opførte de sig som to små fornærmede børn. De andre gæster til festen var også ret chokerede og jeg blev bare mega ked af det. 

Ville ønske, at jeg var mere moden og derved ikke lod mig gå på, men det gør jeg. Og ved slet ikke hvordan jeg skal fortælle dem nyheden - og slet ikke hvordan jeg skal håndtere deres dumme stikpiller, som jo kommer til at starte den dag de får det at vide.  Er der nogle i samme situation - eller bare nogen, der har gode råd?

Prøver at holde et minimum af kontakt, men resten af min familie er mega søde, så vi ses jævnligt.  

Jeg var selv enormt nervøs da jeg skulle fortælle det til min mor. Var 21. 

Min mor havde nemlig gået i flere år og sagt at der jo gik maaaange, maange år inden hun skulle være bedsteforælder. Endda helt indtil jeg rent faktisk blev gravid. 

Så jo, jeg var nervøs og vidste ikke hvad jeg skulle vente af reaktion. 

Men, hun overraskede. Vi fortalte at hun skulle til at være mormor og hun blev rigtig glad. Meget overrasket, men glad. 

Så tænker at det kan måske være at de overrasker dig? Måske vil reaktionen være en anden, når du det drejer sig om sådan noget? 

I al fald er I jo forbi point of no return. 

Men et lille råd er i hvert fald at når I fortæller det, så giv dem lidt "godt". Altså giv dem deres titler. Lad det delvist handle om at de skal være bedsteforældre. Og ikke kun at det handler om jer og at I skal være forældre. Det kan gøre lidt ubevidst at de bliver mere positive idet det omhandler dem(dem i fokus) i forhold til at holde fokus på jer to. Men derimod inkludere dem i jeres familie. Ved ikke om det giver mening 

men tillykke med graviditeten