Er jeg den eneste, der ikke glæder sig...

KissMeKissMeKissMe skriver:

Tak for dit svar 

Kan selvfølgelig håbe, at de tager det bedre end forventet. Men i betragtning af, at de stadig er fuldstændigt chokerede over vores forlovelse, så tvivler jeg - men man ved selvfølgelig aldrig. 

Og du har jo ret i, at jeg skal leve mit eget liv - men når man bliver ramt af spydige kommentarer konstant fra folk, der trods alt engang var ens primære omsorgspersoner, så synes jeg ikke altid at følelserne er til at styre. Og det ødelægger så meget 

igen kender det kun alt for godt.

mine forældre slog hånden af mig et par måneder inden jeg blev gravid men kom heldigvis til fornuft og jeg var synder knust. den er slet ikke rar og sidde med og man vil jo helst gerne være på god fod med dem da det jo er nogle af de mennesker der betyder mest i ens liv 

Mine forældre synes hellere ikke det var det rigtige tidspunkt for mig, da jeg fortalte dem at jeg var gravid. Uddannelse, økonomi, osv. Men nu er min søn 2 måneder og de elsker ham og deres titler overalt på jorden. 

De accepter på et tidspunkt at det er sådan det er og de ikke kan stille noget op og så sniger glæden sig frem. Det er min erfaring 

... til at fortælle nyheden til de kommende bedsteforældre? 

 

Mine forældre kommer til at blive vrede, skuffede, chokerede osv., når de får nyheden om graviditeten. Nu skal jeg til NF om en uge, så begynder at føle uret tikke - man kan jo ikke holde en graviditet skjult for evigt, selvom det ville være det nemmeste 

De kommer til at synes, at jeg er for ung (24 år). At barnet kommer til at ødelægge min karriere. At de selv er for unge (50 år). At jeg får barn med den forkerte mand (deres fælles værdigrundlag er ikke-eksisterende, så mine forældre synes han er en taber). 

I går var jeg på besøg hos mine forældre, og skulle ikke høre om andet end, hvor skuffede de er over deres børn, som ikke laver andet end at tage dårlige livsvalg - og her snakker vi vel at mærke om ting som at tage et sabatår efter gymnasiet, købe lejlighed med for lille badeværelse, få 10 i stedet for 12 til eksamen osv. - altså ekstremt ligegyldige ting.

Normalt er jeg fløjtende ligeglad, når de kritiserer og brokker sig, men det rammer lige i hjertet, når det kommer til de store ting i livet. Da min kæreste og jeg inviterede til brunch og annoncerede vores forlovelse sidste år, opførte de sig som to små fornærmede børn. De andre gæster til festen var også ret chokerede og jeg blev bare mega ked af det. 

Ville ønske, at jeg var mere moden og derved ikke lod mig gå på, men det gør jeg. Og ved slet ikke hvordan jeg skal fortælle dem nyheden - og slet ikke hvordan jeg skal håndtere deres dumme stikpiller, som jo kommer til at starte den dag de får det at vide.  Er der nogle i samme situation - eller bare nogen, der har gode råd?

Prøver at holde et minimum af kontakt, men resten af min familie er mega søde, så vi ses jævnligt.  

Puha... KÆMPE krammer til dig.. DET må bare ikke være sjovt at have været vokset op med og leve med i sit voksne liv... Synes ærlig talt dine forældre opfører sig som forkælede møgunger og det burde de sådan set vide... Sikke dog en opførsel over for sit/sine børn.. Og forfærdeligt for dig/jer at skulle have stået model til...

Well, jeg har en lidt emsig stedfar og vi venter os nu her 3. barn og ja vi har ikke pladsen og ja vi er begge studerende og ja, der er altid så mange ting som der skal tages hensyn til og som der skal laves om på når man bliver forældre (igen)...

Da vi annoncerede at jeg igen var gravid fik vi et stort suk og himmelvendte øjne.. Jeg sagde ret skrapt til ham at det var af netop DEN grund at vi ikke havde fortalt det til dem før nu (uge 11) og det simpelthen ikke kunne være rigtigt at de ikke bare kunne være glade på vores vegne.. Siden da har der slet ikke været noget omkring det, for nogle gange skal sådan nogle mennesker bare have at vide hvor træls deres opførsel er, før de tager sig sammen og dropper deres barnlige (undskyld) pis!

KÆMPE kram og stort tillykke med bebsi   

Kære du, hvor er der ærgerligt at du skal have denne bekymring i sådan en glædelig tid! Du må ikke lade deres reaktioner ødelægge dine glæder! Det handler ikke om at blive voksen for lige meget om man er 10, 30 eller 40 år, ønsker man at ens familie respektere en og glæder sig sammen med en i fx graviditer og forlovelser. Jeg vil stærkt anbefale at du tager lidt afstand når du fortæller om graviditet, såsom gennem SMS så du ikke får smidt deres første hurtige reaktion i hovedet. 

Og 24 år er da en fin alder! Jeg var 20 år da jeg blev gravid med min første. Det var mellem 4. Og 5. Semester på min bachelor. Mit andet barn var jeg 24 år ved. Og det var under min kandidatuddannelse. Tredje barn 25 år. Og ved hver eneste graviditet har min mor sagt "åh nej det mener du ikke". Hun ville have mig uddannet først og i job ligesom min fornuftige søster der først venter sit første barn nu i en alder af snart 30. Hun var ikke gammel nok til at blive bedstemor. Hun kunne ikke overskue endnu et barnebarn osv osv. Jeg har taget afstand for hun ser os alligevel kun til fødselsdage, jul og familie komsammen. Min mand og jeg har klaret os selv og kun fået passet børn da jeg skulle føde og en enkelt gang til begravelse. Vores børn har intet manglet dengang vi stadigvæk begge studerede eller nu hvor min mand er i job og jeg på barselsdagpenge. Min mor har dog ytret at hun er stolt af at jeg klarede mig igennem min uddannelse med topkarakterer og to små børn. Men hun har sjældent rost mig direkte. Hun fik selv børn tidligt og har fortrudt lige siden. Men vi er alle forskellige og jeg har absolut ikke fortrudt mine tre rødder 

Held og lykke med graviditeten!

Og skide pyt med dine forældres snæversynethed 

Jeg kommer med en lidt anden vinkel end de fleste håber det er ok

husk på dine forældre vil dig kun det bedste. efter jeg selv er blevet mor er der gået en masse ting op for mig i forhold til mine egne forældre. 

Nogle ting er bare ligegyldig brok men på nogle punkter har forældre tit ret. Om alle omstændigheder er et godt forhold guld værd når du får børn, både for dig og dit barn. 

Som andre skriver synes jeg også du skal give dem et lille varsel når du ved de bliver overraskede. Skriv et brev hvor du skriver at du glæder dig og håber de vil gøre det samme og at du ved det bliver overraskede men du håber de vil bakke op og blive rigtig gode bedsteforældre 

og så prøv evt at overveje om de måske ikke har ret i nogle ting - det har forældre som regel. Ihvertfald husk at de kun vil dig det bedste også når det ikke virker sådan. Det hjælper personligt mig når jeg synes mine forældre er mega irriterende. 

Anemones mor skriver:

Jeg stod lidt i samme situation som dig dengang vi skulle annoncere min graviditet. Jeg valgte at give mine forældre et lille kort (efter vi havde været sammen om aftenen) og sagde at de skulle åbne det når de kom hjem. Min mor er nemlig slet heller ikke god til sådanne nyheder hvor man forventer en reaktion af hende.

I kortet stod der:

Kære mor og far

Trods velmenende råd,
er et lille frø sået.
Vær glad og ikke skuffet,
Da det er den beslutning vi har truffet:-)

Tillykke med at I skal være bedsteforældre!

---

Reaktionen var meget bedre end jeg kunne forestille mig! Og det tror jeg var fordi at hun kunne sidde med nyheden selv i ro og mag - og fordi at jeg tog hensyn til dette. Hvis man kan vise sig som den større person, får det somregel et heldigt udfald

Held og lykke med det!

Rigtigt godt råd simpelthen at tage hensyn til, at det hele er lidt hårdt for dem. 
Min mor er ganske god til reaktioner og generelt meget udadvendt. Pointen her er nok nærmere, at hendes første reaktion er ekstrem skuffelse. 

Men er også næsten 100% på, at jeg vil overbringe nyheden på en måde, hvor hun kan sidde i ro og være skuffet og sunde sig lidt. Så kan hendes reaktion nummer 2 måske være glæde - og måske være den, som hun viser mig 

Julemusen skriver:

Kære du, hvor er der ærgerligt at du skal have denne bekymring i sådan en glædelig tid! Du må ikke lade deres reaktioner ødelægge dine glæder! Det handler ikke om at blive voksen for lige meget om man er 10, 30 eller 40 år, ønsker man at ens familie respektere en og glæder sig sammen med en i fx graviditer og forlovelser. Jeg vil stærkt anbefale at du tager lidt afstand når du fortæller om graviditet, såsom gennem SMS så du ikke får smidt deres første hurtige reaktion i hovedet. 

Og 24 år er da en fin alder! Jeg var 20 år da jeg blev gravid med min første. Det var mellem 4. Og 5. Semester på min bachelor. Mit andet barn var jeg 24 år ved. Og det var under min kandidatuddannelse. Tredje barn 25 år. Og ved hver eneste graviditet har min mor sagt "åh nej det mener du ikke". Hun ville have mig uddannet først og i job ligesom min fornuftige søster der først venter sit første barn nu i en alder af snart 30. Hun var ikke gammel nok til at blive bedstemor. Hun kunne ikke overskue endnu et barnebarn osv osv. Jeg har taget afstand for hun ser os alligevel kun til fødselsdage, jul og familie komsammen. Min mand og jeg har klaret os selv og kun fået passet børn da jeg skulle føde og en enkelt gang til begravelse. Vores børn har intet manglet dengang vi stadigvæk begge studerede eller nu hvor min mand er i job og jeg på barselsdagpenge. Min mor har dog ytret at hun er stolt af at jeg klarede mig igennem min uddannelse med topkarakterer og to små børn. Men hun har sjældent rost mig direkte. Hun fik selv børn tidligt og har fortrudt lige siden. Men vi er alle forskellige og jeg har absolut ikke fortrudt mine tre rødder 

Held og lykke med graviditeten!

Og skide pyt med dine forældres snæversynethed 

Tusind tak for dit svar. Har også snakket med flere, som er ældre end mig og som selvfølgelig også ville være blevet kede af det - min erfaring er nok bare, at der kommer noget psykisk robusthed med årene, som jeg godt kunne bruge noget mere af nu  

Jeg læser også på en kandidatuddannelse og klarer mig ganske glimrende, men tror alligevel, at mine forældres største bekymring er, om et barn vil ødelægge muligheden for, at jeg bliver DK's næste nationalbankdirektør, haha. Jeg kan virkelig spejle mig i meget af det, du skriver. Tror også min mor har fortrudt at hun fik mig som 26-årig. Men hun er også en meget speciel person, som virkelig har haft nogle psykiske issues.

Mit optimale forhold vil også være at holde kontakten til mine forældre på et minimum. Vi har heldigvis et kæmpe netværk af familie, så barnet vil blive overdynget med tanter, onkler, bedsteforældre og endda oldeforældre, som er rimelig fit. 

Mariehøne123 skriver:

Jeg kommer med en lidt anden vinkel end de fleste håber det er ok

husk på dine forældre vil dig kun det bedste. efter jeg selv er blevet mor er der gået en masse ting op for mig i forhold til mine egne forældre. 

Nogle ting er bare ligegyldig brok men på nogle punkter har forældre tit ret. Om alle omstændigheder er et godt forhold guld værd når du får børn, både for dig og dit barn. 

Som andre skriver synes jeg også du skal give dem et lille varsel når du ved de bliver overraskede. Skriv et brev hvor du skriver at du glæder dig og håber de vil gøre det samme og at du ved det bliver overraskede men du håber de vil bakke op og blive rigtig gode bedsteforældre 

og så prøv evt at overveje om de måske ikke har ret i nogle ting - det har forældre som regel. Ihvertfald husk at de kun vil dig det bedste også når det ikke virker sådan. Det hjælper personligt mig når jeg synes mine forældre er mega irriterende. 

Tak for et spændende svar - nok faktisk det svar, som ligger tættest op af, hvad jeg selv kunne have fundet på at svare. Mit motto som teenager var, at man skal huske, at der er vildt meget værdi i råd fra folk, der er ældre end en selv - og specielt ens forældre. 

For egentlig er rigtige voksne jo ofte rige på livserfaring osv. Men samtidig må jeg erkende, at alle andre "rigtige voksne", som jeg snakker med, siger det diametralt modsatte af dem. Jeg har i min ungdom stolet blindt på, at mine forældre vidste alt. De er begge meget intelligente og yder f.eks. fremragende juridisk bistand 

Men på det personlige plan er jeg begyndt at tvivle. Jeg har to bacheloruddannelser med gennemsnit på omkring 11,5, så synes egentlig det er ret strengt at stille spørgsmålstegn ved, om jeg er igang med at fucke min uddannelse op. 

Men jo, selvfølgelig har de ret i ting - kan f.eks. på nogle måder godt forstå, hvorfor de har fået et dårligt førstehåndsindtryk af min kæreste. 

Som jeg skrev til en anden, tror jeg også, at et brev er det rigtige - for jeg har på ingen måde i sinde at starte en konflikt. Og man er jo også forældre efter evne, og de gør bestemt alt i bedste mening. 

Overvejer virkelig også en SMS eller en facebookbesked. Min mor har netop begrundet deres dårlige reaktion på forlovelsen med, at man ikke kan tillade sig, at komme med sådan nogle store nyheder face to face - jeg burde have ringet eller sms'et først . Så egentlig har de vel selv bedt om det... Men det skulle ikke undre mig, om hun så denne gang brokker sig over, at man ikke kan tillade sig kun at ringe, for det andet var vist bare en måde at give mig skylden for deres barnlige reaktion. 

Men du har helt ret i, at jeg nok bør sige fra og sige, at de skal opføre sig som voksne mennesker, hvis de vil have en ordentlig relation til vores lille familie. Og tak for krammet - er dejligt med lidt støtte 

At du annoncerede forlovelsen face to face har intet at gøre med dine forældres reaktion.

Selvfølgelig er mange reaktioner vanereaktioner men vi bestemmer selv hvordan vi reagerer. Det er det vi har frontallappen i hjernen til. Den regulerer vores adfærd. Din mor kunne altså selv bestemme hvordan hun ville reagere men VALGTE at reagere som hun gjorde, på forlovelsen. Det er ikke din skyld, som du også selv skriver. Det er bare umoden ansvarsfraskrivelse (altså hos dine forældre). 

Pøj, pøj med det. 

Mvh. M

KissMeKissMeKissMe skriver:

Tak for et spændende svar - nok faktisk det svar, som ligger tættest op af, hvad jeg selv kunne have fundet på at svare. Mit motto som teenager var, at man skal huske, at der er vildt meget værdi i råd fra folk, der er ældre end en selv - og specielt ens forældre. 

For egentlig er rigtige voksne jo ofte rige på livserfaring osv. Men samtidig må jeg erkende, at alle andre "rigtige voksne", som jeg snakker med, siger det diametralt modsatte af dem. Jeg har i min ungdom stolet blindt på, at mine forældre vidste alt. De er begge meget intelligente og yder f.eks. fremragende juridisk bistand 

Men på det personlige plan er jeg begyndt at tvivle. Jeg har to bacheloruddannelser med gennemsnit på omkring 11,5, så synes egentlig det er ret strengt at stille spørgsmålstegn ved, om jeg er igang med at fucke min uddannelse op. 

Men jo, selvfølgelig har de ret i ting - kan f.eks. på nogle måder godt forstå, hvorfor de har fået et dårligt førstehåndsindtryk af min kæreste. 

Som jeg skrev til en anden, tror jeg også, at et brev er det rigtige - for jeg har på ingen måde i sinde at starte en konflikt. Og man er jo også forældre efter evne, og de gør bestemt alt i bedste mening. 

Velkommen til voksenlivet hvor man indser end forældre ikke altid har ret

du lyder fornuftig og reflekteret så det skal nok gå alt sammen. 

jeg tror det kan være svært for dine forældre at du vælger en anden vej end de synes er den rigtige,  men det skal de nok respektere hen af vejen. 

Held og lykke med det hele