jeg har to nevøer i svigerfamilien der var alene hjemme da vi kom på besøg for et år siden og de var dengang 7 og 9 år. jeg var lidt overrasket over de måtte være alene hjemme, men på den anden side, så lå forældrene i en ualmindelig bitter skilsmisse og moren var tvunget til at køre tilbage på arbejde og ordne et par ting inden weekenden - men vidste samtidig vi var på vej.
jeg passede mine tre yngre søskende fra jeg var 10 år gammel, mine forældre blev skilt og vi havde ingen kontakt til min far og min mor havde intet netværk og hendes familie ville ikke deltage "på den måde" med os (det er
dine unger og
dit problem), så hun var helt alene med os og som pædagog var der massere af aftenmøder.
Jeg syntes det var et meget stort ansvar jeg fik - dengang tænkte jeg ikke over det, sådan var det bare, men idag tænker jeg, at det ville jeg ikke selv gøre.
Men jeg var lille-mor i familien og det var fx også mig der blev kaldt hjem fra skole (jeg gik på en anden skole end mine to yngste søskende), da min lillebror lå dødsyg og kastede op på kontoret på sin skole da jeg var 13. min mor var på tur med børnehaven og det var før mobilens tid, så jeg var den eneste anden, så jeg måtte hente ham og tage ham med hjem. han var dødssyg og jeg kunne ikke få fat i nogen og hver gang jeg gik fra hans seng, græd han frygtelig meget. kort efter fik vi at vide, at han havde lungebetændelse og havde været ved at dø. Jeg syntes jeg deltog alt for meget og jeg tænker meget over, at evt børn hos os ikke skal have det voksne ansvar før de er meget ældre end jeg var!
6 og 8 syntes jeg er meget små - man skal jo også huske på, at det så er den ældste der har ansvaret og 8 år er dælme ikke særlig gammel hvis det går HELT galt
Anmeld