Kontanthjælpsloftet.

sandramor skriver:

Jeg er egentlig ikke uenig med dig :-) 

jeg reagere kun på at man "dømmer" folk med psykiske problemstillinger.....

jeg er helt med på at alle af en eller anden grund kan havne på kontanthjælp i en periode før end man kommer på fode igen.... 

Men jeg mener absolut heller ikke at det er systemet der skal forsørge folk der trods de er i systemet sætter børn til verden..... Men igen synes det er rigtig svært at skelne i sådanne situationer.....

men er egentlig til dels enig med dig... 

Blir bare så ked når folk reagere så voldsomt på forældre med psykiske problemer.... Men er nok inhabil da jeg jo selv har mine problemer.. Og ville være ked af det hvis folk dømte mig på det..... Og min rolle som mor :-)

Uha det er så svær en debat, ikke så meget debatten om hvem der har ret til børn og om en psykisk eller fysisk sygdom skal kunne forhindre en i at få børn, men mere debatten om er der alles ret at få børn, kan man "kræve" en forsørgelse ikke bare af sig selv men også de børn man får? 

Vi lever heldigvis i et samfund hvor ingen (endnu) lades i stikken, og slet ikke børn - jeg skriver dog endnu for det er for nedadgående og der er prognoser om børnetiggere mm. Hvis man tager den pessimistiske hat på - faktum er i hvert fald at alle på overførselsindkomst (og nok også snart de lavtlønnede) får mindre penge at leve for. Men i et samfund hvor ingen lades i stikken kan man holde fast i det er en menneskeret at få børn og få dem forsørget. I et land som Indien er der ligeledes en menneskeret at få børn, men du må selv forsørge dem og i en fattig familie er er barn både en gave og en byrde og man ved man ikke kan give dem hele fremtiden, men kun den der ligger lige for. 

Ja priser mig lykkelig for vi lever i DK og en som ts får hjælp, at ts barn får samme muligheder som mine (forhåbentlig) og ingen går sultne i seng (igen håber jeg). Men jeg kan også undres over den stædige "alle-har-ret" holdning for det er vel ikke kun et samfund hvor man hæver ved kasse 1, men også er samfund hvor man betaler ved kasse 1. Og jeg tænker det også er borgeres pligt at tænke over hvad de kan klare og ikke klare økonomisk. Og et eller andet sted have som mål at kunne klare sig selv hvis overhovedet muligt. 

Og så ts, der er en særlig grænse for hvor meget du må modtage fra det offentligt dig er tilskud til institution og børnepenge ikke inklusiv. Du kan se loftet her:

http://www.altinget.dk/artikel/overblik-forstaa-regeringens-nye-kontanthjaelpsloft

Her skelnes der ikke mellem over og under 30. Men ud fra det er sit loft 15031 om måneden (vel sagtens før skat) og i det er også bolig tilskud. Hvad jeg så umiddelbart kan se kan du som under 30 og enlig forsørger få ca 14500 kr i kontanthjælp, dvs. Du kan modtage 500 kr i boligsikring 

Husk loftet og 225 timers reglen er 2 forskellige ting.

Som en anden skriver er dit loft ca 15.000 med 1 barn,hvilket vil sige du max kan få ca 500kr i boligsikring og paragraf 34.

ESV skriver:

Okay nu bliver det her lidt langt og jeg indrømmer på forhånd jeg kender ikke TS og aner ikke noget om hendes generelle forhold så det her bliver en generaliseret udtalelse.

men hvorfor sætte børn i verden hvis man 1 er mega syg, 2 ved at man ikke selv kan forsørge dem fordi man ikke kan arbejde? 

Det er ikke kun ud fra om det er psykiske forhold der forhindre opretholdelsen af et alm arbejde, men man har vel et ansvar for at kunne forsørge sine børn og give dem de bedst mulige vilkår for at klare sig og det er vel næppe et bevidst liv på overførselsindkomst hvor andre skal knokle for at give penge i kassen til de som enten ikke kan eller vil. 

Desuden findes der utallige undersøgelser om at folk uden job lever kortere og med en ringere livskvalitet end de i job så det er vel igen ikke at give sine børn de bedst tænkelige vilkår. 

Og nej jeg mener ikke at bedst tænkelige vilkår er dyre ferier og mærketøj bare lige for at få det på plads med det samme

Jeg mener ikke, det er ideelt at sætte børn i verden på et tidspunkt i livet, hvor man er på KH, men har realistiske muligheder for at komme i uddannelse og/eller job. 

Men er der tale om en person med en kronisk sygdom, som gør det urealistisk at etablere fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og som ikke desto mindre vil kunne drage den fornødne omsorg for et barn - så synes jeg, det er barsk og kynisk at hæfte sig ved dit punkt 2 og dermed mere end indikere, at børn skal disse mennesker heller ikke have. De har kun et liv - de får ikke en hverdag med et arbejde, uddannelse er måske umuligt og under alle omstændigheder udsigtløst, når de ikke er i stand til at arbejde - og et barn kan de så også skrotte drømmen om, da det ikke giver "de bedst tænkelige vilkår", at mor er på livslang offentlig forsørgelse. 

Jeg tænker uvilkårligt, at hvad skal vi egentlig med dem, og hvad skal de egentlig med deres liv - disse uproduktive mennesker -? - og det er ikke et menneskesyn, jeg kan bakke op om. 

Jeg kender mødre, gode mødre, som er uarbejdsdygtige, og deres held har været, at sygdommen har ramt dem efter børnenes fødsler, så de aldrig har skullet forsvare, at de har sat børn i verden. Men hvad med den 25-årige, der rammes af - eller altid har været ramt af - kronisk sygdom? Hvilket liv "må" hun have? Det kan selvfølgelig berettige, at hun får et barn, hvis hun finder en mand, der tjener gode penge, så barnet ikke udelukkende forsørges af det offentlige - og ja, en mand er da under alle omstændigheder en god ide, hvis mors overskud er svingende. Men er vi nået dertil, hvor kronisk syge må skyde en hvid pil efter alt, hvad der minder om et almindeligt liv, om de så rent faktisk kan fungere som forældre? 

Iøvrigt synes jeg ikke, du forklarer, hvad "de bedst tænkelige vilkår" for et barn er. Det er ikke forældre på overførselsindkomst, tydeligvis, men ingen af os giver vel vores børn de "bedst tænkelige" vilkår - det kunne altid tænkes og være bedre, hvis vi kunne gå lidt ned i tid, have lidt større overskud, spise endnu sundere, hvad ved jeg. Jeg tænker, det gælder om at give vores børn de bedst mulige vilkår inden for de rammer, vi nu engang har - gøre det så godt, vi nu kan og magter under omstændighederne. Og det gælder efter min opfattelse også kronisk syge. 

Rauw skriver:

Har du arbejdet de der timer man skal for så mister du vist intet. Hvis du ikke har, så mister du din boligstøtte, dog højst 3000kr. 

Nogle er fritaget for det, så det rør ikke dem. Min mor er fritaget og loftet rør ikke hende (: de fleste som er i arbejds prøvning er som regel fritaget (:

Det er sjovt at hver gang nogle spørger ind til kh. Et simpelt spørgsmål - så kommer spørgsmålet næsten altid "hvorfor har du fået børn?" "Hvorfor valgte du at få børn?" Osv. Den er sikker hver evig enrste gang...

Selve debatten er meget spændende, men nu er det bare et simpelt spørgsmål om kh, og så kommer der et dømmende spørgsmål hvor TS skal stå til ansvar.

Til TS:

jeg kan ikke svare på dit spørgsmål, men ville spørge på kommunen, hvor de ved, hvad de snakker om..

Saphiira skriver:

Det er sjovt at hver gang nogle spørger ind til kh. Et simpelt spørgsmål - så kommer spørgsmålet næsten altid "hvorfor har du fået børn?" "Hvorfor valgte du at få børn?" Osv. Den er sikker hver evig enrste gang...

Selve debatten er meget spændende, men nu er det bare et simpelt spørgsmål om kh, og så kommer der et dømmende spørgsmål hvor TS skal stå til ansvar.

Til TS:

jeg kan ikke svare på dit spørgsmål, men ville spørge på kommunen, hvor de ved, hvad de snakker om..

Jeg synes, at det er et fuldstændigt naturligt spørgsmål.

Der er meget arbejde med et barn, der er utroligt meget mere arbejde med flere børn - både fysisk og psykisk. Derfor er det svært for mig at forstå, at man sagtens kan overskue at få børn, men tanken om at passe bare et deltidsarbejde er helt uoverskuelig og fremmed.

På denne hjemmeside er de fleste under 45, vi er raske og rørige unge kvinder med enten et ønske om graviditet eller med mindre børn. Det er et mirakel, når det lille barn kommer til verden!! Pludselig kan vi som mødre meget mere end før! Det ER et mirakel! Hvorfor så ikke tro på, at både fysisk og psykisk sygdom kan bedres, så man kunne blive selvforsørgende? 

Abracadabra skriver:

Jeg synes, at det er et fuldstændigt naturligt spørgsmål.

Der er meget arbejde med et barn, der er utroligt meget mere arbejde med flere børn - både fysisk og psykisk. Derfor er det svært for mig at forstå, at man sagtens kan overskue at få børn, men tanken om at passe bare et deltidsarbejde er helt uoverskuelig og fremmed.

På denne hjemmeside er de fleste under 45, vi er raske og rørige unge kvinder med enten et ønske om graviditet eller med mindre børn. Det er et mirakel, når det lille barn kommer til verden!! Pludselig kan vi som mødre meget mere end før! Det ER et mirakel! Hvorfor så ikke tro på, at både fysisk og psykisk sygdom kan bedres, så man kunne blive selvforsørgende? 

Problemet er, at spørgsmålet altid kommer til at virke dømmende og bebrejdende. 

Jeg har før skrevet det i en anden debat: svaret er ikke sort/Hvidt, og jeg ved godt, at det mest optimale er, at man kan være selvforsørgende. Nu bliver der spurgt om selve kontantloftet, og alligevel skal det spørgsmål komme. Hvorfor ikke bare svare på spørgsmålet?

Nu drejer jeg jo så selv debatten, men hver gang der er et spørgsmål om kh, så kan jeg med sikkerhed vide, at det spørgsmål kommer, og ofte med en masse fordomme. 

Jeg ved godt, at det er et debatforum, men man bliver lidt træt. Samme rille i hver debat. Tror de fleste har forstået, at det ikke er optimalt at man ikke kan forsørge sig selv, og man får børn. 

Saphiira skriver:

Problemet er, at spørgsmålet altid kommer til at virke dømmende og bebrejdende. 

Jeg har før skrevet det i en anden debat: svaret er ikke sort/Hvidt, og jeg ved godt, at det mest optimale er, at man kan være selvforsørgende. Nu bliver der spurgt om selve kontantloftet, og alligevel skal det spørgsmål komme. Hvorfor ikke bare svare på spørgsmålet?

Nu drejer jeg jo så selv debatten, men hver gang der er et spørgsmål om kh, så kan jeg med sikkerhed vide, at det spørgsmål kommer, og ofte med en masse fordomme. 

Jeg ved godt, at det er et debatforum, men man bliver lidt træt. Samme rille i hver debat. Tror de fleste har forstået, at det ikke er optimalt at man ikke kan forsørge sig selv, og man får børn. 

Ja det er lidt op ad bakke nogen gange.

Synes ikke at man kan gøre sig til dommer for hvornår man må sætte et barn i verden. Hvis jeg havde skullet vente på at få det bedre, så havde jeg ikke kunnet få et og nej scenariet er da ikke optimalt men havde jo heller ikke regnet med at jeg skulle være alene med mit barn. Tror så at det er nemmere at være alene om det. Hvad ved jeg, da jeg ikke har prøvet andet men altså, det var og er den helt rigtige beslutning at jeg valgte mit barn og jeg frem for at blive i et forhold hvor han så småt var ved at isolere mig endnu mere fra omverden end jeg er ved at være alene.

Det er bare svært at sætte sig ind i, når nogle af dem der skriver her, ikke ved hvordan det er at være mig. Jeg betaler for alt hvad jeg gør men selvom jeg ikke bidrager til samfundet ved at være selvforsørgende, så har jeg da stadig lov til at få lidt solskin, lykke og glæde. I dette tilfælde mit barn. 

Abracadabra skriver:

Jeg synes, at det er et fuldstændigt naturligt spørgsmål.

Der er meget arbejde med et barn, der er utroligt meget mere arbejde med flere børn - både fysisk og psykisk. Derfor er det svært for mig at forstå, at man sagtens kan overskue at få børn, men tanken om at passe bare et deltidsarbejde er helt uoverskuelig og fremmed.

På denne hjemmeside er de fleste under 45, vi er raske og rørige unge kvinder med enten et ønske om graviditet eller med mindre børn. Det er et mirakel, når det lille barn kommer til verden!! Pludselig kan vi som mødre meget mere end før! Det ER et mirakel! Hvorfor så ikke tro på, at både fysisk og psykisk sygdom kan bedres, så man kunne blive selvforsørgende? 

Jeg forstår godt din holdning, og jeg undrer mig også jævnligt, men der er jo adskillige nuancer og betydelige forskelle fra situation til situation. Er der tale om psykisk sygdom i form af fx angst, så er det for de fleste muligt at fungere inden for de trygge rammer i hjemmet og nærmiljøet, mens dét at skulle være på en arbejdsplads, omgivet af mennesker og med fokus på ens person og præstationer kan være fuldstændigt uoverskueligt og fremprovokere voldsomme reaktioner. Alene tanken om at skulle møde på arbejde i morgen eller om en uge kan føre til søvnløse nætter og frygt for at træde ud af døren, og man er jo ikke selv herre over, om man skal møde kl. 8, hvor panikken er i lys lue, eller kl. 14, hvor man netop denne dag har kontrol over angsten. 

Og selvfølgelig skal man ikke smide håndklædet i ringen og som fx 25-årig opgive nogensinde at komme i udannelse eller job, men jeg tror godt, jeg kan sætte mig ind i, at man, mens man i årevis har følt sig parkeret på sidelinjen af det dér liv, kan ønske sig at stifte familie og på den måde få andet og mere at leve for end uvisse fremtidsudsigter om "måske engang". Ligeledes, at man er fuldt ud i stand til at tage sig af sit lille barn. Vi ser jo også, at sygemeldte med stress fortsat kan tage sig af deres familier, selvom blot dét at se deres arbejdsplads på afstand kan fremprovokere fysisk og psykisk lede og panik, og jeg tror, at kronisk angst minder om en voldsom stressbelastning. 

Selvfølgelig vil det være ideelt og optimalt at udskyde at få barn, til angsten er under kontrol og en tilknytning til arbejdsmarkedet er opnået. Men det kan jo være en årelang proces, og imens suser livet forbi, uden at man oplever at være "med". Noget af det mest dræbende ved at være fysisk og/eller psykisk begrænset i forhold til at kunne fungere på arbejdsmarkedet er vel de mange og lange forløb med uredninger, arbejdsprøvninger, nederlag, restitueringer, nye forløb osv. osv. 

En ting er, hvad der er fornuftigt og rationelt og økonomisk "bæredygtigt" for samfundet - noget andet er, hvad mennesker gør for at finde en form for mening med tilværelsen, mens de afventer miraklet. 

ESV skriver:

Okay nu bliver det her lidt langt og jeg indrømmer på forhånd jeg kender ikke TS og aner ikke noget om hendes generelle forhold så det her bliver en generaliseret udtalelse.

men hvorfor sætte børn i verden hvis man 1 er mega syg, 2 ved at man ikke selv kan forsørge dem fordi man ikke kan arbejde? 

Det er ikke kun ud fra om det er psykiske forhold der forhindre opretholdelsen af et alm arbejde, men man har vel et ansvar for at kunne forsørge sine børn og give dem de bedst mulige vilkår for at klare sig og det er vel næppe et bevidst liv på overførselsindkomst hvor andre skal knokle for at give penge i kassen til de som enten ikke kan eller vil. 

Desuden findes der utallige undersøgelser om at folk uden job lever kortere og med en ringere livskvalitet end de i job så det er vel igen ikke at give sine børn de bedst tænkelige vilkår. 

Og nej jeg mener ikke at bedst tænkelige vilkår er dyre ferier og mærketøj bare lige for at få det på plads med det samme

Jeg tænkte på dit indlæg, da jeg faldt over denne klumme om "kroppe, der kan betale sig" - eller IKKE betale sig - i morges. Vi skal altså passe godt på, at vi ikke ender med kun at gøre menneskeliv op i brugsværdi og samfundsrentabilitet. 

"Selvfølgelig er der mange gode ting i vores velfærdssamfund, men det virker underligt for mig, at det ikke skulle være langt mere sindssygt, at kunne have det normalt, end faktisk at føle, at det er deprimerende, at vi lever i en virkelighed, hvor det er blevet godt at være kynisk, at kunne holde hovedet koldt, og at kunne betale sig i kroner og øre. Og at det virker usandsynligt, at det nogensinde bliver anderledes." 

https://www.information.dk/debat/2016/07/slider-paa-vaere-uoensket-krop