Jeg overlevede fordi ilden i mig brændte stærkere end ilden omkring mig
tioyv skriver:
Hej de damer 
Vi står i kedelige situation at min svigerfar er meget syg og ja vil venter egentlig bare på at svigermor ringer og siger det er slut
Vi har en datter der blev 4 d 29 februar, og hun elsker sin farfar, hun har fået af vide at han er meget syg i maven (kræft) og lægen ikke kan tage det ud, men vil ved ikk helt om vil skal tage hende med ned og se ham inden han kommer i kisten, eller om hun "bare" skal med til begravelsen, eller om det også er en dårlig idé, tænker bare at hun også skal have lov til og sige farvel..
Hvad ville i gøre?

Jeg mistede min mand og mine børn deres far, da de var 3 og 5 år. Begge børn var med både lige op til (hvor han lå i respirator) og lige efter at han døde. Vi var mange voksne omkring dem, og de så både sorg, gråd og smil og kærlighed.
De var efterfølgende også med til bisættelsen. Jeg ville aldrig have valgt anderledes.
Børns fantasi er ofte "værre" end virkeligheden, og de kan udvikle nogle skræmmebilleder der gør langt mere skade end at se den døde rigtigt. Efter råd fra lægerne på afdelingen valgte vi at involvere dem i hele processen.
I dag snakker vi tit om dengang far døde, og de er ikke mærket psykisk af det. Tværtimod tror jeg, at det er rigtig sundt for børn at lære, at død og sorg er en del af livet - og at selvom det er svært og man er ked, kan man også stadig smile og elske. At skjule tror jeg kun gør ondt værre.
Rent praktisk vil jeg anbefale at man har nogen med til bisættelsen, der kan tage sig af børnene, hvis mor/far er hårdt ramt af sorg og ikke kan rumme spørgsmål eller at barnet mister fokus på begivenheden. Vi var mange omkring min mand, og børnene kunne gå til og fra, fordi der hele tiden var folk til at tage sig af dem også med dem - og det samme til bisættelsen.
Anmeld
Citér