4årig med til begravelse???

Nå nu ringede svigermor så, at nu er han død... Men vil har besluttet at hun ikke skal med ned og se ham og så må vi overveje det med begravelsen i løbet af ugen.. 

tioyv skriver:

Nå nu ringede svigermor så, at nu er han død... Men vil har besluttet at hun ikke skal med ned og se ham og så må vi overveje det med begravelsen i løbet af ugen.. 

Det er jeg ked af at høre - kæmpe kram til dig og dine 

tioyv skriver:

Nå nu ringede svigermor så, at nu er han død... Men vil har besluttet at hun ikke skal med ned og se ham og så må vi overveje det med begravelsen i løbet af ugen.. 

Jeg kondolerer.

Helt generelt anbefaler man at tage børn med til begravelser af deres nærmeste. Det er selvfølgelig altid en vurderingssag fra familie til familie og barn til barn. Jeg var ikke med til min fars begravelse - jeg var fire år - og det var afgjort en fejlvurdering fra min mors side, om end i den bedste mening. Det er vigtigt at give børn mulighed for at sige farvel sammen med de voksne. 

For et par år siden var jeg til en kollegas begravelse, hvor hans tre børn på 3, 5 og 7 deltog. Den yngste spurgte højlydt inde i kirken, om de ikke kunne se far i kisten én gang til. Det lod sig jo ikke gøre, men det var i hvert fald et tydeligt tegn på, at åbenheden omkring fars død og dét, at de så ham død, på ingen måde havde skræmt dem. Tværtimod. 

Saphiira skriver:

Jeg ville heller ikke lade barnet se en afdød. Selvom jeg var ret gammel, så blev jeg faktisk mærket af det ret lang tid bagefter. Det ville jeg ikke byde et barn

mht. Begravelse. Så synes jeg, at man skal vurdere om barnet kan klare det...

Jeg var 10 år gammel da jeg overværede at min morfar åndede ud efter at have ligget i respirator i to døgn efter en blodprop i hjertet og være erklæret hjernedød i et halvt døgns tid. Jeg var med, da de voksne traf beslutningen om at slukke for hans vejrtrækning. 13 år da jeg ligeledes så min farfar dø på sygehuset, dement og syg af en langvarig lungebetændelse. Selvom det var en sørgelig situation er jeg så glad for i dag at mine forældre lod mig være med sammen med resten af familien og efterfølgende også har set begge mine bedstefædre i kapellet. Jeg var opløst af gråd da de døde, men jeg fik lov til at holde dem i hånden og det er jeg evigt taknemlig for. Ligesom i livet var hele familien også samlet i døden, hvor vi snakkede og sang, præcist som vi plejede at gøre.

Jeg tror at døden er hvad man gør den til. Taler man åbent om den og er rolig, vil barnet også mærke en særlig ro omkring situationen og på sigt være et mere helt menneske. Døden er en helt naturlig del af livet og jeg kan ikke se pointen i hvorfor man forsøger at gøre sine børn den bjørnetjeneste det er at holde den skjult. Selvfølgelig skal det forklares på et alderssvarende niveau.

Jeg var godt nok det ældre end casen i denne situation og så er det anderledes, da TS kun spørger vedrørende barnets deltagelse i begravelsen.

TS: Jeg synes at du skal tage dit barn med til begravelsen. Hvis du har mod på det måske også inden låget ligges på kisten, selvfølgelig alt efter hvor "skræmmende" farfar ser ud (munden er lukket ordentligt, øjnene ikke hænger osv.)

De fleste bedemænd har bøger specielt skrevet til børn, der meget fint beskriver hvad døden er og hvordan det praktiske foregår. Om den passer til en 4 årig ved jeg ikke, men det kunne måske være en idé at undersøge og evt have på plads den dag farfar dør, så den hurtigt kan hives frem og fortælles mange gange. Husk, samtale med dit barn er vejen frem - det er ok at vise at man er ked af det, men husk at fortælle at det er helt naturligt 

Katafalk skriver:

Jeg var 10 år gammel da jeg overværede at min morfar åndede ud efter at have ligget i respirator i to døgn efter en blodprop i hjertet og være erklæret hjernedød i et halvt døgns tid. Jeg var med, da de voksne traf beslutningen om at slukke for hans vejrtrækning. 13 år da jeg ligeledes så min farfar dø på sygehuset, dement og syg af en langvarig lungebetændelse. Selvom det var en sørgelig situation er jeg så glad for i dag at mine forældre lod mig være med sammen med resten af familien og efterfølgende også har set begge mine bedstefædre i kapellet. Jeg var opløst af gråd da de døde, men jeg fik lov til at holde dem i hånden og det er jeg evigt taknemlig for. Ligesom i livet var hele familien også samlet i døden, hvor vi snakkede og sang, præcist som vi plejede at gøre.

Jeg tror at døden er hvad man gør den til. Taler man åbent om den og er rolig, vil barnet også mærke en særlig ro omkring situationen og på sigt være et mere helt menneske. Døden er en helt naturlig del af livet og jeg kan ikke se pointen i hvorfor man forsøger at gøre sine børn den bjørnetjeneste det er at holde den skjult. Selvfølgelig skal det forklares på et alderssvarende niveau.

Jeg var godt nok det ældre end casen i denne situation og så er det anderledes, da TS kun spørger vedrørende barnets deltagelse i begravelsen.

TS: Jeg synes at du skal tage dit barn med til begravelsen. Hvis du har mod på det måske også inden låget ligges på kisten, selvfølgelig alt efter hvor "skræmmende" farfar ser ud (munden er lukket ordentligt, øjnene ikke hænger osv.)

De fleste bedemænd har bøger specielt skrevet til børn, der meget fint beskriver hvad døden er og hvordan det praktiske foregår. Om den passer til en 4 årig ved jeg ikke, men det kunne måske være en idé at undersøge og evt have på plads den dag farfar dør, så den hurtigt kan hives frem og fortælles mange gange. Husk, samtale med dit barn er vejen frem - det er ok at vise at man er ked af det, men husk at fortælle at det er helt naturligt 

Her var der tale om en ulykke, hvor jeg faktisk var med i det hele fra ulykke til begravelse, så det var nok også hele episoden, som gjorde at jeg var mærket længe efter, men husker at det at se ham værende det væreste...

Jeg tror også, det handler om hvor meget man kan klare, nogle kan klare det du har været igennem, andre ikke. En vurdering som er rigtigt svær

Saphiira skriver:

Her var der tale om en ulykke, hvor jeg faktisk var med i det hele fra ulykke til begravelse, så det var nok også hele episoden, som gjorde at jeg var mærket længe efter, men husker at det at se ham værende det væreste...

Jeg tror også, det handler om hvor meget man kan klare, nogle kan klare det du har været igennem, andre ikke. En vurdering som er rigtigt svær

Der er også stor forskel på at dø i en ulykke og så dø af sygdom under "kontrollerede" forhold, forstå mig ret. En ulykke sker hurtigt uden noget forvarsel. I langt de fleste tilfælde med sygdom er det noget der har været undervejs længe og hvor man har kunne forberede sig selv og familien på døden.

Jeg kan forestille mig at en person død i en ulykke vil have skrammer og mærker derefter, hvor langt de fleste der har lidt en naturlig død "bare" ligger stille og sover.

Det kommer selvfølgelig an på en vurdering, men jeg mener stadig at hvis man som forælder gør sit forarbejde godt og reagerer naturligt på døden, vil langt de fleste børn godt kunne håndtere at opleve døden på nært hold.

Min morfar var den første person i familien jeg oplevede at miste. Han døde søndag aften, mandag fik jeg fri fra skole og tog med min storesøster på arbejde, da jeg ikke gad sidde sammen med de voksne og snakke om døden. Tirsdag var jeg i skole igen og der foreslog min klasselærer selv at jeg skrev en fristil om hvordan det var at opleve døden på så tæt hold. Ugen efter, da begravelsen var overstået fik jeg lov til at læse den højt for klassen. Min lærer sad og hylede under hele oplæsningen og jeg så det som en slags forløsning. Jeg havde oplevelsen af at blive anerkendt og at mine følelser var helt okay at have. At der var plads til at være ked af det og det tror jeg bare er ekstremt vigtigt.

I dag oplever jeg ofte at voksne har en kæmpe berøringsangst overfor døden og jeg forstår det simpelthen ikke. Det virker som om at hvis vi ikke snakker om det, så eksisterer det ikke. Men sådan fungerer virkeligheden jo ikke. Det naturlige forhold til døden skal grundlægges allerede i barndommen.

Men igen, jeg var det ældre end TS' barn. TS skal finde et leje hun føler er godt og så have sit barn med derfra. 

Katafalk skriver:

Der er også stor forskel på at dø i en ulykke og så dø af sygdom under "kontrollerede" forhold, forstå mig ret. En ulykke sker hurtigt uden noget forvarsel. I langt de fleste tilfælde med sygdom er det noget der har været undervejs længe og hvor man har kunne forberede sig selv og familien på døden.

Jeg kan forestille mig at en person død i en ulykke vil have skrammer og mærker derefter, hvor langt de fleste der har lidt en naturlig død "bare" ligger stille og sover.

Det kommer selvfølgelig an på en vurdering, men jeg mener stadig at hvis man som forælder gør sit forarbejde godt og reagerer naturligt på døden, vil langt de fleste børn godt kunne håndtere at opleve døden på nært hold.

Min morfar var den første person i familien jeg oplevede at miste. Han døde søndag aften, mandag fik jeg fri fra skole og tog med min storesøster på arbejde, da jeg ikke gad sidde sammen med de voksne og snakke om døden. Tirsdag var jeg i skole igen og der foreslog min klasselærer selv at jeg skrev en fristil om hvordan det var at opleve døden på så tæt hold. Ugen efter, da begravelsen var overstået fik jeg lov til at læse den højt for klassen. Min lærer sad og hylede under hele oplæsningen og jeg så det som en slags forløsning. Jeg havde oplevelsen af at blive anerkendt og at mine følelser var helt okay at have. At der var plads til at være ked af det og det tror jeg bare er ekstremt vigtigt.

I dag oplever jeg ofte at voksne har en kæmpe berøringsangst overfor døden og jeg forstår det simpelthen ikke. Det virker som om at hvis vi ikke snakker om det, så eksisterer det ikke. Men sådan fungerer virkeligheden jo ikke. Det naturlige forhold til døden skal grundlægges allerede i barndommen.

Men igen, jeg var det ældre end TS' barn. TS skal finde et leje hun føler er godt og så have sit barn med derfra. 

Jeg er helt enig med dig og ja der er stor forskel på en ulykke og at man dør af langvarig sygdom  

1. Jeg har ikke selv børn..

Men ved at da min mormor døde, var min storebror der dengang var ca.4 år med nede og se hende, og efter min fars udsagn var han meget rolig, gav hende et kys på kinden og sagde "det ligner jo bare hun sover" .. 

Så ja, tror det er forskelligt fra barn til barn , hvordan de reagere i sådanne situationer ! Og det er jo jer der kender jeres barn bedst!

Kondolere med tabet

tioyv skriver:

Nå nu ringede svigermor så, at nu er han død... Men vil har besluttet at hun ikke skal med ned og se ham og så må vi overveje det med begravelsen i løbet af ugen.. 

Jeg kondolere 

Jeg ville tage mit barn med til begravelsen