17 år og gravid!

Hvordan fik i en lejlighed? Hvad med jeres økonomi? Og kommunen ved jeg, kommer til at være inde over mig, da de har været efter min familie hele livet. Men de kam godt se at det var tidsspilde og at der intet var at komme efter.

Hvordan startede du op på din uddannelse igen? Og hvad sagde din egne forældre?

 

- undskyld for de mange spørgsmål, men jeg har så meget jeg gerne vil have svar på, før jeg beslutter noget

Det gør ikke noget med de mange spørgsmål.

vi skrev os op på venteliste, med det samme da vi valgte at beholde hende. Der gik også først et år før vi fik vores lejlighed, fordi vi kun havde søgt der, da den er forholdvis billig og stor.

jeg afsluttede mit grundforløb på sosu som højgravid, holdte 7-8 måneders barsel, arbejdede i hjemmeplejen i et år som ufaglært for at få erfaring, og nu er jeg i gang med min uddannelse igen og er færdig til næste år.

vores økonomi fejler ingenting, det har selvfølgelig været skrabet til tider, grundet SU osv. Ingen af os har gæld, eller noget, vi har lagt et budget som vi er ret gode til at overholde. som tingene er lige nu mangler vi ingenting, jeg klager bestemt ikke, trods at jeg er på elevløn og han ikke får så meget udbetalt trods han er udlært. 

Min familie og jeg har også altid været under kommunen, jeg har været i pleje osv. Så kender en del til kommunen selv, trods alt det har jeg ingenting haft med kommunen før og efter min graviditet.

jeg har kun min far tilbage og alle mine søskende, men de var overlykkelige og hjalp en hel masse.

vi fik barnevogn, vugge, tøj osv. Af min familie.

min kærestes mor blev dog skuffet og sur over at det allerede var så tidligt at jeg blev gravid og hun skulle være farmor, men ugen efter gik hun også ud og shoppede  

der er ikke nogen som ikke har støttet os i vores beslutning og det har i den grad været en kæmpe støtte i alt det her!  

Anonym skriver:

Jeg tror på ingen måde at komunnen ikke vil mig og ikke mindst barnet det bedste. Men nu er min kommunen nåde anderledes, og det har jeg hørt tit. Jeg synes bestemt at komunnen har hjulpet mig med nogle ting, de fandt jo også ud af at min mor var en fantastisk mor og intet kunne skille os ad, de stoppede processen og har ikke sagt noget som helst siden. Min mor har fortalt mig at hvis jeg en dag skulle blive gravid i ønsket, så ville hun støtte mig og være der for mig. Og ja, jeg ved at jeg skal ændre mig meget hvis jeg skal have et lille barn, det er jeg slet ikke et sekond i tvivl om. Men du må også lige forstå at jeg er ikke mig selv lige nu, jeg er helt splittet og forstrueret lige nu.

Jeg kender selvfølgelig ikke din historie, men jeg tror, at det er meget normalt at føle vrede mod kommunen, hvis de har været meget inde over ens liv. Jeg tænker dog stadig, at det er de ikke uden grund, og det kan måske være svært selv at føle, at de ikke gør det for sjov eller for at være på tværs. Men hvis det lige præcis er din kommune, som du føler er helt forfærdelig, så må i jo finde ud af, om i skal flytte til en anden. Jeg fornemmer i hvert fald, at i nok vil få behov for noget støtte, og der dur det ikke, hvis i nægter at trække på kommunen.

Hvorfor også vælge en graviditet som 17 årig, hjemmeboende og med en kæreste på kontanthjælp?

Synes godt nok der er utroligt mange der blive gravide trods påstået beskyttelse.

Jeg ved udemærket godt man sagtens kan være en god mor, selvom man er ung, jeg fatter bare ikke, at man ikke selv ønsker lidt mere stabilitet i sit liv, inden man sætter et nyt liv i verdenen.

mortilemmasophie skriver:

Det gør ikke noget med de mange spørgsmål.

vi skrev os op på venteliste, med det samme da vi valgte at beholde hende. Der gik også først et år før vi fik vores lejlighed, fordi vi kun havde søgt der, da den er forholdvis billig og stor.

jeg afsluttede mit grundforløb på sosu som højgravid, holdte 7-8 måneders barsel, arbejdede i hjemmeplejen i et år som ufaglært for at få erfaring, og nu er jeg i gang med min uddannelse igen og er færdig til næste år.

vores økonomi fejler ingenting, det har selvfølgelig været skrabet til tider, grundet SU osv. Ingen af os har gæld, eller noget, vi har lagt et budget som vi er ret gode til at overholde. som tingene er lige nu mangler vi ingenting, jeg klager bestemt ikke, trods at jeg er på elevløn og han ikke får så meget udbetalt trods han er udlært. 

Min familie og jeg har også altid været under kommunen, jeg har været i pleje osv. Så kender en del til kommunen selv, trods alt det har jeg ingenting haft med kommunen før og efter min graviditet.

jeg har kun min far tilbage og alle mine søskende, men de var overlykkelige og hjalp en hel masse.

vi fik barnevogn, vugge, tøj osv. Af min familie.

min kærestes mor blev dog skuffet og sur over at det allerede var så tidligt at jeg blev gravid og hun skulle være farmor, men ugen efter gik hun også ud og shoppede  

der er ikke nogen som ikke har støttet os i vores beslutning og det har i den grad været en kæmpe støtte i alt det her!  

Jeg bliver meget lettet over de positive ting du kommer med, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal fortælle min mor det.

Hvordan fortalte du din far det?

Anonym skriver:

Hvorfor også vælge en graviditet som 17 årig, hjemmeboende og med en kæreste på kontanthjælp?

Synes godt nok der er utroligt mange der blive gravide trods påstået beskyttelse.

Jeg ved udemærket godt man sagtens kan være en god mor, selvom man er ung, jeg fatter bare ikke, at man ikke selv ønsker lidt mere stabilitet i sit liv, inden man sætter et nyt liv i verdenen.

Jeg må nok erklære mig enig. Men jeg tror simpelthen at det ofte skyldes en uvidenhed om, hvad det egentlig indebærer at have et barn. Den her romantiske far/mor/børn-forestilling hersker. Selvfølgelig kan ingen med sikkerhed vide, hvordan det er at have en baby, før de står i det, men jeg synes, at man bør sikre sig, at man kan give barnet de rammer, der er nødvendige, at man har en tilstrækkelig modenhed til rollen, og at man kan sikre barnets fremtid. Jeg synes, at det er ekstremt uhensigtsmæssigt at planlægge at få et barn, når man bor hjemme, har økonomiske problemer og endda også har nogle problemer med i rygsækken.

Og jeg vil sige især det at bo hjemme - Hvis man aldrig har boet selv, og dermed end ikke har erfaring med at måtte drage 100% omsorg for sig selv og tage ansvar for eget liv, økonomi og velbefindende, så synes jeg, at man mangler nogle helt væsentlige forudsætninger for at kunne varetage forældrerollen med alt hvad den indebærer.

Selvfølgelig er der tilfælde, hvor det ender godt. Men der er godt nok også mange eksempler på, at det kan ende rigtig skidt. Og i sådan et tilfælde som her, så synes jeg, at det må være det vigtigste at fokusere på barnets perspektiv. Mine røde advarselslamper lyser gevaldigt, når bekymringerne går på "Hvad vil min kæreste sige? Vil kommunen fjerne barnet?" og ikke på barnets behov.

Anonymor skriver:

Jeg kender selvfølgelig ikke din historie, men jeg tror, at det er meget normalt at føle vrede mod kommunen, hvis de har været meget inde over ens liv. Jeg tænker dog stadig, at det er de ikke uden grund, og det kan måske være svært selv at føle, at de ikke gør det for sjov eller for at være på tværs. Men hvis det lige præcis er din kommune, som du føler er helt forfærdelig, så må i jo finde ud af, om i skal flytte til en anden. Jeg fornemmer i hvert fald, at i nok vil få behov for noget støtte, og der dur det ikke, hvis i nægter at trække på kommunen.

Jeg har også tænkt mig at gå på komunnen med det samme, når jeg har overvejet det. Men jeg har så meget lige nu, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre lige nu. Men hvis jeg ender med at beholde det, så har jeg slet ikke tænkt mig at overveje at tage på kommunen, det gør jeg med det samme 

Anonym skriver:

Hej, jeg fik 2 helt tydelige streger i morges og har selvfølgelig tænkt mig at tage til lægen senere. Men som

overskriften skriver, så er jeg 17 år og bliver først 18 næste år. Jeg har virkelig meget i mod aborter, så det er det sidste jeg har tænkt mig. Men jeg er bange for at hvis jeg vælger at beholde det her barn, så kommer kommunen og fjerner detJeg er bor hjemme hos min mor, med min kæreste på 18 som

er på uddannelseshjælp/kontanthjælp. 

Og så er jeg er også bekymret for min uddannelse? Hvornår skal jeg tage den? Vil min familie afvise mig, hvis jeg beholder det? Hvad vil min kæreste sige til det? 

Jeg har så mange spørgsmål, håber nogle unge mødre herinde, vil dele deres efaringer

 

Først og fremmest så skal du tale med din kæreste og din mor om det. Jeres situation er ikke ønskværdig for et lille barn lige nu. Som du selv skriver er din kæreste på kontanthjælp og du selv er 17 år, og uden uddannelse (ikke at det er et krav at have), men det er et godt udgangspunkt at kunne forsørge sig selv. Bo for sig selv og have de basale ting i orden inden man sætter børn i verden. Jeg kan godt forstå det er rigtig svært for dig at tænke på en abort, men du bliver nødt til at tænke lidt langsigtet også. Et barn er virkelig hårdt arbejde og det er noget som sætter forholdet på prøve, og det sætter en på prøve som menneske. Det kan være svært at sætte sig ind i når man endnu ikke har et barn, der kan man have en tendens til at romantisere det lidt for meget (det er fantastisk!!! Og kærligheden til ens barn er enorm), men du har massere af år at løbe på. Jeg var selv kun 22 da jeg fik min datter og min kæreste var 23, men han var nyuddannet ingeniør og jeg var under uddannelse samt havde job ved siden af og vi havde boet sammen i 4 år, og var ikke afhængige af nogen. Jeg er glad for jeg ikke var yngre, da jeg blev mor. Det er ikke for at være hård, men kan i tilbyde et barn et godt liv lige nu? Et stabilt liv og med lidt økonomisk råderum? I må tænke jer nøje om, og træffe en beslutning sammen. 

Held og lykke uanset hvad i vælger. 

Anonym skriver:

Hej, jeg fik 2 helt tydelige streger i morges og har selvfølgelig tænkt mig at tage til lægen senere. Men som

overskriften skriver, så er jeg 17 år og bliver først 18 næste år. Jeg har virkelig meget i mod aborter, så det er det sidste jeg har tænkt mig. Men jeg er bange for at hvis jeg vælger at beholde det her barn, så kommer kommunen og fjerner detJeg er bor hjemme hos min mor, med min kæreste på 18 som

er på uddannelseshjælp/kontanthjælp. 

Og så er jeg er også bekymret for min uddannelse? Hvornår skal jeg tage den? Vil min familie afvise mig, hvis jeg beholder det? Hvad vil min kæreste sige til det? 

Jeg har så mange spørgsmål, håber nogle unge mødre herinde, vil dele deres efaringer

 

Jeg blev mor 1,5 måned før jeg blev 18. 

Jeg boede også hjemme hos mine forældre og gik i gymnasiet, min kæreste gik også i gymnasiet. 

Jeg fik ét ekstra besøg, inden jeg havde født, af sundhedsplejersken og det var det kommunen var inden over. Ellers blev jeg fulgt på lige fod med alle andre mødre. Nu er det 7 år siden jeg fandt ud af jeg var gravid så tingene kan godt have ændret sig siden da  i min kommune blev man tilbudt 2 besøg inden man fødte og 2 ekstra besøg efter fødslen (udover de besøg de besøg alle får af sundhedsplejersken) men det er noget både du og sundhedsplejersken vurdere om der er behov for. 

Udover det så vil jeg sige at jeg faktisk aldrig har oplevet fordomme fra fagpersoner, hverken kommune, læger, pædagoger, sundhedsplejerske osv. 

Anonymor skriver:

Jeg må nok erklære mig enig. Men jeg tror simpelthen at det ofte skyldes en uvidenhed om, hvad det egentlig indebærer at have et barn. Den her romantiske far/mor/børn-forestilling hersker. Selvfølgelig kan ingen med sikkerhed vide, hvordan det er at have en baby, før de står i det, men jeg synes, at man bør sikre sig, at man kan give barnet de rammer, der er nødvendige, at man har en tilstrækkelig modenhed til rollen, og at man kan sikre barnets fremtid. Jeg synes, at det er ekstremt uhensigtsmæssigt at planlægge at få et barn, når man bor hjemme, har økonomiske problemer og endda også har nogle problemer med i rygsækken.

Og jeg vil sige især det at bo hjemme - Hvis man aldrig har boet selv, og dermed end ikke har erfaring med at måtte drage 100% omsorg for sig selv og tage ansvar for eget liv, økonomi og velbefindende, så synes jeg, at man mangler nogle helt væsentlige forudsætninger for at kunne varetage forældrerollen med alt hvad den indebærer.

Selvfølgelig er der tilfælde, hvor det ender godt. Men der er godt nok også mange eksempler på, at det kan ende rigtig skidt. Og i sådan et tilfælde som her, så synes jeg, at det må være det vigtigste at fokusere på barnets perspektiv. Mine røde advarselslamper lyser gevaldigt, når bekymringerne går på "Hvad vil min kæreste sige? Vil kommunen fjerne barnet?" og ikke på barnets behov.

Jeg tænker på barnet behov, det jo derfor min overvejelser ligger der. Jeg kunne aldrig finde på at tage et nyt liv til verdenen, hvis jeg ikke havde styr på det hele. Men jeg vil heller ikke fjerne et barns mulighed, for at få et fantastisk liv, hvis jeg kan give barnet det.

jeg føler lidt at du er i mod mig i denne sitation, og det kan jeg selvfølgelig godt forstådin bekymring, jeg er selv bekymret for barnet, hvis det hele ikke ender godt. 

Monski skriver:

Jeg blev mor 1,5 måned før jeg blev 18. 

Jeg boede også hjemme hos mine forældre og gik i gymnasiet, min kæreste gik også i gymnasiet. 

Jeg fik ét ekstra besøg, inden jeg havde født, af sundhedsplejersken og det var det kommunen var inden over. Ellers blev jeg fulgt på lige fod med alle andre mødre. Nu er det 7 år siden jeg fandt ud af jeg var gravid så tingene kan godt have ændret sig siden da  i min kommune blev man tilbudt 2 besøg inden man fødte og 2 ekstra besøg efter fødslen (udover de besøg de besøg alle får af sundhedsplejersken) men det er noget både du og sundhedsplejersken vurdere om der er behov for. 

Udover det så vil jeg sige at jeg faktisk aldrig har oplevet fordomme fra fagpersoner, hverken kommune, læger, pædagoger, sundhedsplejerske osv. 

Har du så fået en uddannelse nu? Og hvad med økonomien? Var det bare jeres SU? Eller fik i hjælp af kommunen?