17 år og gravid!

Hej, jeg fik 2 helt tydelige streger i morges og har selvfølgelig tænkt mig at tage til lægen senere. Men som

overskriften skriver, så er jeg 17 år og bliver først 18 næste år. Jeg har virkelig meget i mod aborter, så det er det sidste jeg har tænkt mig. Men jeg er bange for at hvis jeg vælger at beholde det her barn, så kommer kommunen og fjerner detJeg er bor hjemme hos min mor, med min kæreste på 18 som

er på uddannelseshjælp/kontanthjælp. 

Og så er jeg er også bekymret for min uddannelse? Hvornår skal jeg tage den? Vil min familie afvise mig, hvis jeg beholder det? Hvad vil min kæreste sige til det? 

Jeg har så mange spørgsmål, håber nogle unge mødre herinde, vil dele deres efaringer

Hvorfor er du nervøs for at kommunen skulle komme og fjerne det? 

Det er jo en beslutning du skal tage sammen med din kæreste så derfor skal du uanset hvad tage en snak med ham. Samtidig bør I nok også se på muligheden for at få jeres eget sted at bo og så kan man jo håbe din kæreste snart finder et job eller starter uddannelse. Jeg blev selv mor i en alder af 20 år og har ikke nogen stor uddannelse bag mig. Har faktisk kun min 10 klasse og er der noget jeg gerne ville gøre om er det nok det. Mange døre bliver lukket i dag hvis du ikke har noget at falde tilbage på. 

Jeg fortryder ikke min datter, men tidspunktet jeg fik hende på. Jeg ville personligt selv have ventet længere, men det er kun jer der ved hvad der er det rigtige for jer.

Held og lykke med jeres beslutning

Anonym skriver:

Hej, jeg fik 2 helt tydelige streger i morges og har selvfølgelig tænkt mig at tage til lægen senere. Men som

overskriften skriver, så er jeg 17 år og bliver først 18 næste år. Jeg har virkelig meget i mod aborter, så det er det sidste jeg har tænkt mig. Men jeg er bange for at hvis jeg vælger at beholde det her barn, så kommer kommunen og fjerner detJeg er bor hjemme hos min mor, med min kæreste på 18 som

er på uddannelseshjælp/kontanthjælp. 

Og så er jeg er også bekymret for min uddannelse? Hvornår skal jeg tage den? Vil min familie afvise mig, hvis jeg beholder det? Hvad vil min kæreste sige til det? 

Jeg har så mange spørgsmål, håber nogle unge mødre herinde, vil dele deres efaringer

 

Jeg blev gravid da jeg var 16 år, ville nå at blive 17 inden barnet ville komme .. 

Jeg boede også med barnets far hos min forældre.. 

Jeg valgte at få en abort, til trods for jeg er den største modstander for det (det lyder misvisende det ved jeg) 

jeg var blevet gravid på P-piller, så havde beskyttet mig .. 

Keg tvivlede ikke på mig selv, på noget tidspunkt, jeg vidste at hvis jeg valgte at beholde barnet, ville jeg blive en god mor. 

Min familie bakkede mig op, lige meget hvilket valg jeg traf, det var helt og holdent min egen beslutning ..

min beslutning blev dog at få det fjernet! 

Jeg ville for alt i verden gerne have en uddannelse inden jeg skulle blive mor, og et job, ikke at jeg siger man ikke kunne få det, selvom man havde beholdt, men for mig var det vigtigt at have noget, inden jeg satte børn til verden .. 

Jeg tænker stadigvæk på det barn jeg fik fjernet for nu 9 år siden, men det gør mig ikke ked af det, for jeg ved at det var det bedste valg jeg traf på det tidspunkt..

jeg er mor nu til et barn på 4 år, har uddannelse, job og bor i et hus med min kæreste .. 

baby2015 skriver:

Hvorfor er du nervøs for at kommunen skulle komme og fjerne det? 

Det er jo en beslutning du skal tage sammen med din kæreste så derfor skal du uanset hvad tage en snak med ham. Samtidig bør I nok også se på muligheden for at få jeres eget sted at bo og så kan man jo håbe din kæreste snart finder et job eller starter uddannelse. Jeg blev selv mor i en alder af 20 år og har ikke nogen stor uddannelse bag mig. Har faktisk kun min 10 klasse og er der noget jeg gerne ville gøre om er det nok det. Mange døre bliver lukket i dag hvis du ikke har noget at falde tilbage på. 

Jeg fortryder ikke min datter, men tidspunktet jeg fik hende på. Jeg ville personligt selv have ventet længere, men det er kun jer der ved hvad der er det rigtige for jer.

Held og lykke med jeres beslutning

Jeg har selvfølgelig også tænkt mig at snakke med ham, når han kommer hjem fra arbejde ( han er i aktivering, fordi han er på kontanthjælp) og ha starter også på teknisk skole efter sommerferien. Jeg har en 10 klasse, jeg er lige gået ud for 2 uger siden. Jeg også lige kommet ind på sosu C, så vi begge skulle til at starte på udannelse.

vi kan ikke få et sted at bo, når han kun får 6.000kr om måneden, det kan vi ikke leve for med et lille barn i egen lejlighed?

jeg ved med 100% at min kæreste vil støt mig i min beslutning og vil være med mig hele vejen. 

Og hvorfor jeg er bange for tvangsfjernelse? Det er fordi at jeg har været i sitationen 2 gange, da jeg var 11 år, ville kommunen gerne fjerne mig, fordi at min mor fik en depression, intet arbejde og så havde jeg en bror der ikke var særlig godt at have nærheden at et barn, men heldigvis så kom jeg bare op til min moster i 14 måneder og så kom jeg tilbage til min mor, da hun fik alt til at fungere. Derfor er jeg bange for kommunen, de kommer til at dømme mig og min familie pga fortid..

Anonym skriver:

Jeg blev gravid da jeg var 16 år, ville nå at blive 17 inden barnet ville komme .. 

Jeg boede også med barnets far hos min forældre.. 

Jeg valgte at få en abort, til trods for jeg er den største modstander for det (det lyder misvisende det ved jeg) 

jeg var blevet gravid på P-piller, så havde beskyttet mig .. 

Keg tvivlede ikke på mig selv, på noget tidspunkt, jeg vidste at hvis jeg valgte at beholde barnet, ville jeg blive en god mor. 

Min familie bakkede mig op, lige meget hvilket valg jeg traf, det var helt og holdent min egen beslutning ..

min beslutning blev dog at få det fjernet! 

Jeg ville for alt i verden gerne have en uddannelse inden jeg skulle blive mor, og et job, ikke at jeg siger man ikke kunne få det, selvom man havde beholdt, men for mig var det vigtigt at have noget, inden jeg satte børn til verden .. 

Jeg tænker stadigvæk på det barn jeg fik fjernet for nu 9 år siden, men det gør mig ikke ked af det, for jeg ved at det var det bedste valg jeg traf på det tidspunkt..

jeg er mor nu til et barn på 4 år, har uddannelse, job og bor i et hus med min kæreste .. 

 

jeg har lidt tid endnu at tænke over det endnu, min læge åbner først kl 9, jeg må snakke med ham og så må jeg finde ud af hvad jeg gør

Jeg blev gravid da jeg var 17 år. Jeg boede med min kæreste, hjemme hos hans mor.

vi valgte at beholde barnet, vi boede hos min svigermor det første halve år efter vores datter var født.

nu har vi snart boet i vores egen lejlighed i to år, vores datter er to et halvt år og stor trives, vi har aldrig haft kommunen inden over.

min kæreste og jeg har været sammen i fire et halvt år, han blev udlært sidste år og jeg er udlært til næste år.

du er velkommen til at skrive ❤️

mortilemmasophie skriver:

Jeg blev gravid da jeg var 17 år. Jeg boede med min kæreste, hjemme hos hans mor.

vi valgte at beholde barnet, vi boede hos min svigermor det første halve år efter vores datter var født.

nu har vi snart boet i vores egen lejlighed i to år, vores datter er to et halvt år og stor trives, vi har aldrig haft kommunen inden over.

min kæreste og jeg har været sammen i fire et halvt år, han blev udlært sidste år og jeg er udlært til næste år.

du er velkommen til at skrive ❤️

Hvordan fik i en lejlighed? Hvad med jeres økonomi? Og kommunen ved jeg, kommer til at være inde over mig, da de har været efter min familie hele livet. Men de kam godt se at det var tidsspilde og at der intet var at komme efter.

Hvordan startede du op på din uddannelse igen? Og hvad sagde din egne forældre?

- undskyld for de mange spørgsmål, men jeg har så meget jeg gerne vil have svar på, før jeg beslutter noget

Anonym skriver:

Jeg har selvfølgelig også tænkt mig at snakke med ham, når han kommer hjem fra arbejde ( han er i aktivering, fordi han er på kontanthjælp) og ha starter også på teknisk skole efter sommerferien. Jeg har en 10 klasse, jeg er lige gået ud for 2 uger siden. Jeg også lige kommet ind på sosu C, så vi begge skulle til at starte på udannelse.

vi kan ikke få et sted at bo, når han kun får 6.000kr om måneden, det kan vi ikke leve for med et lille barn i egen lejlighed?

jeg ved med 100% at min kæreste vil støt mig i min beslutning og vil være med mig hele vejen. 

Og hvorfor jeg er bange for tvangsfjernelse? Det er fordi at jeg har været i sitationen 2 gange, da jeg var 11 år, ville kommunen gerne fjerne mig, fordi at min mor fik en depression, intet arbejde og så havde jeg en bror der ikke var særlig godt at have nærheden at et barn, men heldigvis så kom jeg bare op til min moster i 14 måneder og så kom jeg tilbage til min mor, da hun fik alt til at fungere. Derfor er jeg bange for kommunen, de kommer til at dømme mig og min familie pga fortid..

Jeg tænker helt klart, at den tankegang er du nødt til at ændre, hvis du helt seriøst vil være mor allerede nu. Det handler ikke om, at kommunen dømmer dig. Det handler om, at kommunen selvfølgelig har et ansvar i forhold til at sikre barnets tarv. Og det vil altså sige, at når du er så ung, har nogle ting med i baggagen og tilmed stadig bor hjemme, så vil de formentlig være opmærksomme. Det betyder jo ikke, at den onde, onde, onde kommune vil komme og fjerne barnet, det handler om, at de formentlig vil sikre sig, at du er i stand til at håndtere barnet og give det en tryg og sikker opvækst.

Desværre hænger det ofte sådan sammen, at er man vokset op i problematiske familieforhold, så kan det betyde, at man kan få nogle tilknytningsvanskeligheder i forhold til sit eget barn. Og der er kommunen selvfølgelig interesseret i at hjælpe barnet ved at hjælpe dig - og derfor vil de måske være opmærksomme.

Det bedste du kan gøre her er at samarbejde. For hvis du vil være mor, så er du naturligvis også indstillet på, at det er barnets behov, der kommer først, og at sikre barnets behov betyder bare nogen gange, at man må afgive noget af 'sig selv' eller ens egne behov og ønsker. Måske vil de være opmærksomme, fordi barnet fødes ind i en bopæl, hvor du allerede selv var fjernet i en periode pga. psykiske problemstillinger hos din mor. Men det er da godt, at kommunen i det tilfælde er opmærksomme og klar til at gribe ind for barnets skyld.

At gribe ind betyder jo ikke, at i det sekund barnet er født, så fjernes det. Hvis du udviser en modenhed i forhold til moderrollen, og hvis du kan håndtere det at være mor, så er der jo ikke nogen grund til, at de skal fjerne barnet. Men jeg tror virkelig, at du skal ændre indstilling, for fravigelse af egne behov er desværre et af grundvilkårene ved forældrerollen. Her må man prioritere barnet. Det betyder ikke kun manglende søvn og manglende tid til at gå ud at have det sjovt i perioder, det betyder i nogen tilfælde også, at man må give kommunen plads til at støtte og hjælpe, hvis de skønner, at behovet er der.

Når det så er sagt, synes jeg, at der er nogle helt andre problemstillinger, som i må løse først. Hvordan skal det hænge sammen økonomisk? Har i råd til at forsørge barnet? Sørge for det udstyr, der følger med? Er jeres parforhold stærkt nok til at rumme forældrerollen, som i værste fald er vanvittig hård? - Man ved jo aldrig, hvordan den første tid bliver. Er din mor overhovedet indstillet på at have et spædbarn i huset? Uanset at det er dit barn, så tænker jeg, at det ikke er sikkert, at hun har overskud til at bo under tag med en baby igen, for hun kan jo næsten ikke undgå at skulle tage del i det. Hvordan skal det foregå med din uddannelse, hvis du pludselig skal på barsel?

Jeg ved godt, at jeg måske lyder negativ og skeptisk, jeg synes bare, at det lyder til ikke at være nogle specielt hensigtsmæssige forhold at blive forældre under, især når i ikke er ældre, og når du er grundlæggende indstillet på, at kommunen er de onde, frem for nogen der kunne hjælpe og støtte jer.

Jeg håber, hvis i beslutter at beholde barnet, at i får undersøgt tingene til bunds og får indstillet jer på de forhold, som måske kommer til at være aktuelle

Anonymor skriver:

Jeg tænker helt klart, at den tankegang er du nødt til at ændre, hvis du helt seriøst vil være mor allerede nu. Det handler ikke om, at kommunen dømmer dig. Det handler om, at kommunen selvfølgelig har et ansvar i forhold til at sikre barnets tarv. Og det vil altså sige, at når du er så ung, har nogle ting med i baggagen og tilmed stadig bor hjemme, så vil de formentlig være opmærksomme. Det betyder jo ikke, at den onde, onde, onde kommune vil komme og fjerne barnet, det handler om, at de formentlig vil sikre sig, at du er i stand til at håndtere barnet og give det en tryg og sikker opvækst.

Desværre hænger det ofte sådan sammen, at er man vokset op i problematiske familieforhold, så kan det betyde, at man kan få nogle tilknytningsvanskeligheder i forhold til sit eget barn. Og der er kommunen selvfølgelig interesseret i at hjælpe barnet ved at hjælpe dig - og derfor vil de måske være opmærksomme.

Det bedste du kan gøre her er at samarbejde. For hvis du vil være mor, så er du naturligvis også indstillet på, at det er barnets behov, der kommer først, og at sikre barnets behov betyder bare nogen gange, at man må afgive noget af 'sig selv' eller ens egne behov og ønsker. Måske vil de være opmærksomme, fordi barnet fødes ind i en bopæl, hvor du allerede selv var fjernet i en periode pga. psykiske problemstillinger hos din mor. Men det er da godt, at kommunen i det tilfælde er opmærksomme og klar til at gribe ind for barnets skyld.

At gribe ind betyder jo ikke, at i det sekund barnet er født, så fjernes det. Hvis du udviser en modenhed i forhold til moderrollen, og hvis du kan håndtere det at være mor, så er der jo ikke nogen grund til, at de skal fjerne barnet. Men jeg tror virkelig, at du skal ændre indstilling, for fravigelse af egne behov er desværre et af grundvilkårene ved forældrerollen. Her må man prioritere barnet. Det betyder ikke kun manglende søvn og manglende tid til at gå ud at have det sjovt i perioder, det betyder i nogen tilfælde også, at man må give kommunen plads til at støtte og hjælpe, hvis de skønner, at behovet er der.

Når det så er sagt, synes jeg, at der er nogle helt andre problemstillinger, som i må løse først. Hvordan skal det hænge sammen økonomisk? Har i råd til at forsørge barnet? Sørge for det udstyr, der følger med? Er jeres parforhold stærkt nok til at rumme forældrerollen, som i værste fald er vanvittig hård? - Man ved jo aldrig, hvordan den første tid bliver. Er din mor overhovedet indstillet på at have et spædbarn i huset? Uanset at det er dit barn, så tænker jeg, at det ikke er sikkert, at hun har overskud til at bo under tag med en baby igen, for hun kan jo næsten ikke undgå at skulle tage del i det. Hvordan skal det foregå med din uddannelse, hvis du pludselig skal på barsel?

Jeg ved godt, at jeg måske lyder negativ og skeptisk, jeg synes bare, at det lyder til ikke at være nogle specielt hensigtsmæssige forhold at blive forældre under, især når i ikke er ældre, og når du er grundlæggende indstillet på, at kommunen er de onde, frem for nogen der kunne hjælpe og støtte jer.

Jeg håber, hvis i beslutter at beholde barnet, at i får undersøgt tingene til bunds og får indstillet jer på de forhold, som måske kommer til at være aktuelle

Jeg tror på ingen måde at komunnen ikke vil mig og ikke mindst barnet det bedste. Men nu er min kommunen nåde anderledes, og det har jeg hørt tit. Jeg synes bestemt at komunnen har hjulpet mig med nogle ting, de fandt jo også ud af at min mor var en fantastisk mor og intet kunne skille os ad, de stoppede processen og har ikke sagt noget som helst siden. Min mor har fortalt mig at hvis jeg en dag skulle blive gravid i ønsket, så ville hun støtte mig og være der for mig. Og ja, jeg ved at jeg skal ændre mig meget hvis jeg skal have et lille barn, det er jeg slet ikke et sekond i tvivl om. Men du må også lige forstå at jeg er ikke mig selv lige nu, jeg er helt splittet og forstrueret lige nu.

Anonym skriver:

Jeg tror på ingen måde at komunnen ikke vil mig og ikke mindst barnet det bedste. Men nu er min kommunen nåde anderledes, og det har jeg hørt tit. Jeg synes bestemt at komunnen har hjulpet mig med nogle ting, de fandt jo også ud af at min mor var en fantastisk mor og intet kunne skille os ad, de stoppede processen og har ikke sagt noget som helst siden. Min mor har fortalt mig at hvis jeg en dag skulle blive gravid i ønsket, så ville hun støtte mig og være der for mig. Og ja, jeg ved at jeg skal ændre mig meget hvis jeg skal have et lille barn, det er jeg slet ikke et sekond i tvivl om. Men du må også lige forstå at jeg er ikke mig selv lige nu, jeg er helt splittet og forstrueret lige nu.

Undskyld for de små grammatiske fejl, jeg kan ikke tænke så meget lige nu.

Men ja, økonomi er også der jeg sidder ret

meget fast, jeg ved ikke helt hvordan det skal lade sig gøre. Men jeg håbe komunnen har mig og støtter mig. Hvis jeg nu vælger at beholde det.