Hej,
Jeg har læst på baby.dk igennem de seneste par år og synes det er interessant at høre om alle jeres glæder, udfordringer og op og ned ture. Og nu er jeg selv kommet i en situation hvor jeg har svært ved at finde mit ståsted.
Jeg er 29 år og har ingen børn. For 1,5 år siden gik jeg fra min kæreste igennem 8 år. Nogenlunde samtidig mødte jeg en gift mand. Han flyttede fra sin kone 14 dage efter at jeg gik fra min kæreste og siden da har vi været sammen. Han har et barn på 3 år med sin ekskone og de deler nu barnet i mellem sig i en 9-5 ordning.
Igennem hele forløbet med at flytte fra sin kone er han gået meget langsomt frem. Han flyttede for 1,5 år siden. Der skulle gå 6 måneder fra han flyttede til han fortalte hende at han faktisk mente det og de underskrev skilsmissepapir. Ind til da, havde hun regnet med at han kom hjem igen når han havde fået lidt luft, uanende at han var forelsket i mig. Han havde ikke fået kommunikeret ordentligt, at det var alvor, fordi han ville skåne hendes følelser.
Det har været vanskeligt at stå på sidelinjen og være med i en skilsmisse, men jeg har støttet ham og hjulpet ham alt hvad jeg kunne. Ind i mellem har jeg fået for meget og udtrykt mig i frustration eller at jeg var ked af det.
Hans ekskone har aldrig fået noget af vide om mig og jeg har aldrig mødt hans datter. Det begyndte at genere mig for 4-5 måneder siden, fordi jeg egentlig følte at vi var hemmelige over for hende og undrede mig over hvorfor hun ikke kunne få det afvide. Hans undskyldning/forklaring har været, at hun ikke har været klar. For 2 måneder siden ender han (under en smule pres fra mig) at fortælle hende at han har fået en kæreste. Hun bliver enormt sur, føler sig svigtet, siger at hun ikke forstår hans prioriteringer, at hun ikke vil se ham osv osv. Efter et par uger køler hun ned og jeg er egentlig glad for at hun nu endelig kender til mig.
Og nu er vi så ved i dag og jeg er sgu en smule frustreret. For hver gang hans eks-kone skal hjem til ham og aflevere deres barn, så bliver alle min ting pakket væk og der er absolut ingen tegn på at jeg eksisterer i hans liv. Jeg kan på den ene side godt forstå ham, fordi han på den måde undgår en konfrontation og potentiel dårlig stemning. Men på den anden side, kan jeg også mærke at jeg bliver rigtig ked af det og at jeg trækker mig fra ham fordi jeg føler, at han ikke står ved at han har mig. Samtidig har vi også været sammen i 1,5 år nu og vi egentlig begge ønsker at flytte sammen inden for en overskuelig fremtid. Men det kræver, at jeg møder hans barn og lærer det at kende. Her har han aftalt med sin ekskone at han skal forelægge hende en plan for hvordan et sådant møde skal spænde af. Det rykker han slet ikke på og jeg tror sagtens der kunne gå et halvt år mere uden at han rykker på det.
Samtidig har jeg det sgu svært med, at der er en kvinde som han skal stå til rådighed for 24/7 resten af vores liv. Han er en enormt sød og hensynsfuld mand og tænker meget på alle andre end sig selv og derfor gør han også mange ting for sin ekskone (og mig selvfølgelig) og tænker meget på, hvordan hun vil reagere, at hun kan følge med følelsesmæssigt og at hun er glad. Og jeg synes at det begynder at stå en smule i vejen for, at mig og ham kan bygge en fremtid sammen med fælles hjem, børn osv. Han udtrykker meget ofte at han ønsker alt dette med mig, vi er sammen hver dag når han ikke har sit barn og han er meget eksplicit omkring sine følelser for mig. Så jeg er ikke i tvivl om hans engagement i mit og at han ønsker en fælles fremtid. Men jeg synes hans fortid spænder ben for os.
Jeg har sagt det til ham og han prøver at gøre både mig, sit barn og sin eks glad og der er naturligvis en interessekonflikt der, da han eks ikke ønsker mig i billedet og jeg ønsker mig endnu mere i billedet.
Jeg kunne godt bruge nogle input på mit situation. Jeg har ingen i min omgangskreds som er sammen med en mand med et barn, jeg kommer selv fra forældre, søskende, moster og onkler som alle er sammen med den som de har fået børn med, så min indsigt i hvordan det fungerer, hvor hurtigt det går mv. er meget lille.
Hvad tænker I om alt det jeg skriver her?
Mvh
Sandbjerg
