Anonym skriver:
Jeg har en lille pige herhjemme på lidt over 3 år, som er i besiddelse af et meget stort temperament, og anfald hvor hun kaster sig skrigende på gulvet er ikke unormale herhjemme. Nogle gange flere gange om dagen, hvis hun ikke får sin vilje..
Er dog min erfaring, at hun bare skal ha lov at rase det ud, og så kan vi snakke om tingene bagefter..
Hun er så på det sidste begyndt på, at når hun får sine ture, så kaster hun med ting, og dette vil jeg bestemt ikke have.. Har sagt til hende en hel del gange, at hvis hun fortsatte med at kaste med sine ting, så blev de smidt i skraldespanden. Dette har dog ingen effekt haft, i hvert fald ikke indtil videre..
Sagen er så, at hun fik en af sine ture nu her til aften, da det var puttetid.. Vi sad og hyggede i sofaen med tegnefilm, og jeg havde sagt til hende, at når den var slut, så var dt puttetid. Til med sagt det 2 gange, da det fungere bedst med, at hun lige får det at vide et par gange inden det sjove er slut.
HUn blev dog så sur over, at det så var slut efter denne tegnefilm, at hun fik en af sine ture, og her begyndte hun så også at kaste med sine ting. Først røg en stol hun har gennem stuen, og derefter begyndte hun at kaste med vognene til sit Brio tog. Sagde igen til hende, at hvis hun ikke lod være med at kaste med sit legetøj, så blev det smidt i skraldespanden.. Ingen effekt..
Så her til aften tog jeg simpelthen en af de vogne hun lige havde kastet med og smed den i skraldespanden..
Hun gik helt i koma, og ville selvfølgelig ha den op, og gjorde et ret ihærdigt forsøg, men fjernede simpelthen posen..
Hun brugte så de næste 20 min på, at ligge nede på gulvet og skrige, at jeg ikke måtte smide hendes legetøj ud, og at hun ville ha den tilbage.
Sad nede på gulvet sammen med hende, helt stille og rolig, hidsede mig på intet tidspunkt op, og sagde stille - det kan jeg rigtig godt forstå at du vil min skat, men det kan du desværre ikke, for den er smidt i skraldespanden nu..
Efter 20 min tog hun endelig imod min udstrakte arm om at blive trøstet, hun faldt til ro, og vi fik snakket om tingene.
Sagde som det var, at nu havde jeg sagt til hende rigtig mange gange, at hvis hun ikke stoppede med at kaste med sit legetøj, så blev det smidt ud. Vi snakkede om forskellige løsninger hun i stedet ku gøre, når hun havde brug for at rase ud, for som jeg sagde til hende, så var det bedre at få det ud når man blev sur, i stedet for at holde det inde.
At jeg rigtig godt kunne forstå, at hun blev ked af det over, at noget man var rigtig glad for blev smidt ud, men at jeg bare heller ikke syntes det var okay, at hun kastede med sine ting.
Vi puttede og krammede lidt, snakkede og hyggede, og efter lidt tid, gik vi på badeværelset for at gøre klar til natten.
Vi har læst godnathistorie som vi plejer, kysset og krammet godnat, og der var intet at mærke på hende bagefter.
Men spørgsmålet er så - syntes i at jeg handlede rigtigt, eller skulle jeg ha givet hende hendes vogn igen? Eller helt ladet være med at smide den ud til at starte med?
Undskyld den meget lange smøre, håber i kom helt igennem.
Når man har sagt at der er en konsekvens så synes jeg, man skal overholde det. jeg har en enkelt gang fjernet noget legetøj fra min søn, sat det op på en høj reol og så måtte han først få det dagen efter. Efter det havde vi aldrig samme problem som før. Synes ikke du behøver at smide tingene ud. Synes måske det er lige hårdt nok at hun aldrig må få legetøjet igen.
