Handlede jeg rigtig....

God-mor skriver:

Du gjorde det helt rigtige. Selvfølgelig skulle hun ikke have sin vogn igen efter flere advarsler. Det lyder som om du Tacklede det rigtig fint! Her får min datter at vide at hun kan slå ned på puden, når hun bliver rigtig hidsig i stedet for at slå på hendes far eller mig. 

Det var faktisk også en af de løsninger vi snakkede om her til aften..

HUn slår ikke mig, og har heller aldrig gjort det, men jeg forslog hende, at i stedet for at kaste med tingene, så ku hun ligge sig på sin putte madras og slå hænderne ned i den. 

Fortalte hende, at det måtte hun gerne gøre, og at det ville være en rigtig god løsning, for så ville hun samtidig heller ikke slå sig..

Anonym skriver:

Jeg har en lille pige herhjemme på lidt over 3 år, som er i besiddelse af et meget stort temperament, og anfald hvor hun kaster sig skrigende på gulvet er ikke unormale herhjemme. Nogle gange flere gange om dagen, hvis hun ikke får sin vilje..

Er dog min erfaring, at hun bare skal ha lov at rase det ud, og så kan vi snakke om tingene bagefter..

Hun er så på det sidste begyndt på, at når hun får sine ture, så kaster hun med ting, og dette vil jeg bestemt ikke have.. Har sagt til hende en hel del gange, at hvis hun fortsatte med at kaste med sine ting, så blev de smidt i skraldespanden. Dette har dog ingen effekt haft, i hvert fald ikke indtil videre..

Sagen er så, at hun fik en af sine ture nu her til aften, da det var puttetid.. Vi sad og hyggede i sofaen med tegnefilm, og jeg havde sagt til hende, at når den var slut, så var dt puttetid. Til med sagt det 2 gange, da det fungere bedst med, at hun lige får det at vide et par gange inden det sjove er slut.

HUn blev dog så sur over, at det så var slut efter denne tegnefilm, at hun fik en af sine ture, og her begyndte hun så også at kaste med sine ting. Først røg en stol hun har gennem stuen, og derefter begyndte hun at kaste med vognene til sit Brio tog. Sagde igen til hende, at hvis hun ikke lod være med at kaste med sit legetøj, så blev det smidt i skraldespanden.. Ingen effekt..

Så her til aften tog jeg simpelthen en af de vogne hun lige havde kastet med og smed den i skraldespanden.. 

Hun gik helt i koma, og ville selvfølgelig ha den op, og gjorde et ret ihærdigt forsøg, men fjernede simpelthen posen..

Hun brugte så de næste 20 min på, at ligge nede på gulvet og skrige, at jeg ikke måtte smide hendes legetøj ud, og at hun ville ha den tilbage.

Sad nede på gulvet sammen med hende, helt stille og rolig, hidsede mig på intet tidspunkt op, og sagde stille - det kan jeg rigtig godt forstå at du vil min skat, men det kan du desværre ikke, for den er smidt i skraldespanden nu..

Efter 20 min tog hun endelig imod min udstrakte arm om at blive trøstet, hun faldt til ro, og vi fik snakket om tingene.

Sagde som det var, at nu havde jeg sagt til hende rigtig mange gange, at hvis hun ikke stoppede med at kaste med sit legetøj, så blev det smidt ud. Vi snakkede om forskellige løsninger hun i stedet ku gøre, når hun havde brug for at rase ud, for som jeg sagde til hende, så var det bedre at få det ud når man blev sur, i stedet for at holde det inde. 

At jeg rigtig godt kunne forstå, at hun blev ked af det over, at noget man var rigtig glad for blev smidt ud, men at jeg bare heller ikke syntes det var okay, at hun kastede med sine ting.

Vi puttede og krammede lidt, snakkede og hyggede, og efter lidt tid, gik vi på badeværelset for at gøre klar til natten.

Vi har læst godnathistorie som vi plejer, kysset og krammet godnat, og der var intet at mærke på hende bagefter.

Men spørgsmålet er så - syntes i at jeg handlede rigtigt, eller skulle jeg ha givet hende hendes vogn igen? Eller helt ladet være med at smide den ud til at starte med?

Undskyld den meget lange smøre, håber i kom helt igennem.

Jeg synes det er en fin konsekvens, og hun skal selvfølgelig ikke have legetøjet igen. 

Kan se, at der er delte meninger om det hele.. Og fuld respekt for dette 

Har i tidligere situationer prøvet både at flytte hende fra situationen, ignorere det som nogle anbefalede mig, "tage kampen op" ( også anbefalet ) og mange andre ting.

Min egen erfaring er dog, at det bedste jeg kan gøre er, at lade hende rase ud, være der for hende, trøste og så bagefter snakke om tingene.

En af jer skriver, at dt var forkert af mig at snakke med hende om evt løsninger til næste gang, men dette råd har jeg fået af pædagogerne i hendes børnehave, for det har de store erfaringer med. Altså ikke kun lige med min datter, men generelt. Derfor denne måde at håndtere det på efterfølgende.

Anonym skriver:

Jeg er stor fortaler af konsekvens pædagogik 

Dog undre jeg mig over den omfangende dialog du har med et barn på 3 år. Du beder en på 3 år at mærke efter nogle følelser hin slet ikke forstår. Du beder 3 årig om at tænke fremad til næste gang hun bliver frustreret at gøre noget anderledes. Den refleksion evne har hun slet ikke endnu.

Jeg havde nok fjernet barnet fra tingene og ikke omvendt. 

Hun er i dyb frustration når hun får sine ture og du burde måske hellere rumme de følelser og sætte ord på følelserne i stedet for at bede hende overskue konsekvenser. Det kan hun jo slet ikke i den situation.

Husk hun er i et stadie hvor hun måske ikke KAN stoppe sit trip selv

Dette er jeg blevet anbefalet i hendes børnehave, da de har gode erfaringer med det i forhold til børnene der. 

Vi snakker skam også følelser.. At jeg fuldt ud kan forstå, at hun bliver ked af det, sur, rasende eller hvad det måtte være den dag. At det er bedre at få det ud, end at gemme det inden i.

Og syntes nu godt at jeg kan rumme hendes følelser. Kunne jeg ikke det, ville jeg jo ikke sidde nede på gulvet sammen med hende i al den tid hun bruger på at rase ud. Er der for hende, rummer hende, giver hende plads og rum til at komme ud med det, men viser hende samtidig, at jeg er der for hende, og at hun kan komme til mig når hun er klar.

Og hun stopper selv sine ture, når hun ser, at hun ikke får sin vilje.

Anonym skriver:

Det du beskriver her, er også prøvet mange gange.. Har bare ingen effekt.

Og hun har ikke kun fået det at vide i en situation hvor hun er sur eller rasende. vi har snakket om det på andre tidspunkter, fordi at hun har fanget det når jeg har sagt det, og så siden kommet og sagt, - mor, mit legetøj kan jo alligevel ikke være i skraldespanden..

Der har mit svar været - jo skat, det kan det sagtens, og næste gang du kaster med noget af dit legetøj, så vil det blive smidt i skraldespanden som jeg har fortalt dig.

Men hun er jo endnu ikke så gammel at hun i en meget følelsesladet og rasende situation husker den "konsekvens"du tidligere sagt og husker på at nåh nej det må jeg ikke fordi så smider mor legetøjet ud. Den slags trusler og straf virker bare ikke. Specielt ikke når barnet er meget følelsesladet og ikke tæbker rationelt. Virkede det var hun jo helt holdt op med at kaste med tingene, men det er hun jo tydeligvis ikke.

Tålmodighed tålmodighed og atter tålmodighed er vejen frem. Og være rumende. Og nej det kan godt være du selv synes at du rummer hendes følelser, men det gør du altså bare ikke ved at straffe hende når hun har hendes udbrud. Hun bliver ked af det og rasende og føler et kæmpe tab over ikken at måtte se tv, hun reagerer på den eneste måde hun kan fordi hun endnu ikke evner at sætte ord på sine følelser så godt som vi kan, og så reagere hun fysisk istedet. Og denne følelse straffer du hende nu for. Det kan godt være at du mener det er handlingen du straffer hende for, men set fra barnets synspunkt er det ligeså meget den pågældende følelse der bliver straffet. Fordi barnet endnu ikke kan koble handlingen og konsekvensen sammen.

det er bestemt ikke for at dunke dig i hovedet. Jeg tror bare ikke på at den slags trusler og straf virker i sådan en følelsesladet situation. Der er ikke noget Quick fix og metode til at få din datter til at lade være med at have disse følelsesmæssige udbrud. Og derfor tror jeg at rummelighed og anerkendelse er vejen frem.  Og selvfølgelig fjerne barnet fra situationen om nødvendigt. Så ingen kommer til skade eller ødelægger noget. og det er bare pisse hårdt. Og det er helt okay! Men jeg synes nu det lyder til at du gør det rigtig godt!. Og er god til at give hende plads og rase ud.

Anonym skriver:

Dette er jeg blevet anbefalet i hendes børnehave, da de har gode erfaringer med det i forhold til børnene der. 

Vi snakker skam også følelser.. At jeg fuldt ud kan forstå, at hun bliver ked af det, sur, rasende eller hvad det måtte være den dag. At det er bedre at få det ud, end at gemme det inden i.

Og syntes nu godt at jeg kan rumme hendes følelser. Kunne jeg ikke det, ville jeg jo ikke sidde nede på gulvet sammen med hende i al den tid hun bruger på at rase ud. Er der for hende, rummer hende, giver hende plads og rum til at komme ud med det, men viser hende samtidig, at jeg er der for hende, og at hun kan komme til mig når hun er klar.

Og hun stopper selv sine ture, når hun ser, at hun ikke får sin vilje.

En på 3 år forstår ikke at det er bedrr at få det ud end at gemme på det. Hun reagere her og nu. Det du lærer hende er netop at hun ikke må have sine følelser fordi så bliver hun straffet. 

Du skriver hun stopper når hun ser hun ikke får sin vilje. Hun stopper når hin har fået sine følelser  ud og er udmattet. Intet andet.

Problemmet med den slags er at du skaber en skamfølelse hos hende samtidig med at du bagefter fastholder hende i skammen. Hun kan jo ikke engang gøre sig fortjent til sit legetøj igen. Derved er der kun skam tilbage.

Straf og konsvens er ikke at rumme hende. Det virker lidt som om du handler i afmagt. Du kan ikke tale hende ned og så vælger du straf.

Hun kan på ingen måde overskue konsekvensens af sine handlinger. Der er hun slet ikke følelsesmæssigt. Der syntes jeg du forlanger en alt for stor selvindsigt fra hende som slet ikke eksisterer endnu.

Du har sagt du ville smide toget ud og det er du nød til at holde fast i, men jeg ville nok vælge en anden metode næste gang der bedre tilgodeser hendes alder og følelser.

Du spurgte om du handlede rigtigt. Her må jeg blankt svare nej det mener jeg ikke du gjorde. 

Sket er sket men du kan gøre noget andet næste gang

Nu har jeg selv skide svært ved at styre mit temperament og mine børn ligeså. Selfølgelig skal børn lære at det er ok at blive pisse sur men der skal ikke kastes med ting. Men at smide dem ud? Der er jeg sku alligevel for blød. Tingene ryger måske på en høj hylde, men smidt ud bliver de ikke. 

Anonym skriver:

Jeg har en lille pige herhjemme på lidt over 3 år, som er i besiddelse af et meget stort temperament, og anfald hvor hun kaster sig skrigende på gulvet er ikke unormale herhjemme. Nogle gange flere gange om dagen, hvis hun ikke får sin vilje..

Er dog min erfaring, at hun bare skal ha lov at rase det ud, og så kan vi snakke om tingene bagefter..

Hun er så på det sidste begyndt på, at når hun får sine ture, så kaster hun med ting, og dette vil jeg bestemt ikke have.. Har sagt til hende en hel del gange, at hvis hun fortsatte med at kaste med sine ting, så blev de smidt i skraldespanden. Dette har dog ingen effekt haft, i hvert fald ikke indtil videre..

Sagen er så, at hun fik en af sine ture nu her til aften, da det var puttetid.. Vi sad og hyggede i sofaen med tegnefilm, og jeg havde sagt til hende, at når den var slut, så var dt puttetid. Til med sagt det 2 gange, da det fungere bedst med, at hun lige får det at vide et par gange inden det sjove er slut.

HUn blev dog så sur over, at det så var slut efter denne tegnefilm, at hun fik en af sine ture, og her begyndte hun så også at kaste med sine ting. Først røg en stol hun har gennem stuen, og derefter begyndte hun at kaste med vognene til sit Brio tog. Sagde igen til hende, at hvis hun ikke lod være med at kaste med sit legetøj, så blev det smidt i skraldespanden.. Ingen effekt..

Så her til aften tog jeg simpelthen en af de vogne hun lige havde kastet med og smed den i skraldespanden.. 

Hun gik helt i koma, og ville selvfølgelig ha den op, og gjorde et ret ihærdigt forsøg, men fjernede simpelthen posen..

Hun brugte så de næste 20 min på, at ligge nede på gulvet og skrige, at jeg ikke måtte smide hendes legetøj ud, og at hun ville ha den tilbage.

Sad nede på gulvet sammen med hende, helt stille og rolig, hidsede mig på intet tidspunkt op, og sagde stille - det kan jeg rigtig godt forstå at du vil min skat, men det kan du desværre ikke, for den er smidt i skraldespanden nu..

Efter 20 min tog hun endelig imod min udstrakte arm om at blive trøstet, hun faldt til ro, og vi fik snakket om tingene.

Sagde som det var, at nu havde jeg sagt til hende rigtig mange gange, at hvis hun ikke stoppede med at kaste med sit legetøj, så blev det smidt ud. Vi snakkede om forskellige løsninger hun i stedet ku gøre, når hun havde brug for at rase ud, for som jeg sagde til hende, så var det bedre at få det ud når man blev sur, i stedet for at holde det inde. 

At jeg rigtig godt kunne forstå, at hun blev ked af det over, at noget man var rigtig glad for blev smidt ud, men at jeg bare heller ikke syntes det var okay, at hun kastede med sine ting.

Vi puttede og krammede lidt, snakkede og hyggede, og efter lidt tid, gik vi på badeværelset for at gøre klar til natten.

Vi har læst godnathistorie som vi plejer, kysset og krammet godnat, og der var intet at mærke på hende bagefter.

Men spørgsmålet er så - syntes i at jeg handlede rigtigt, eller skulle jeg ha givet hende hendes vogn igen? Eller helt ladet være med at smide den ud til at starte med?

Undskyld den meget lange smøre, håber i kom helt igennem.

Du er simpelthen så skide sej!! Hurra for forældre der tør følge konsekvenser til dørs.. 

Hun skulle overhovedet ikke have den igen. Så får hun succes med at få sin vilje, bare man skaber sig nok! 

Når hun sover kan du tage den op og gemme den. Og om et stykke tid kan hun jo få en "ny" hvis hun opfører sig ordentligt..  

Min datter er fuldstændig på samme måde. Vi er super konsekvente. Har vi sagt a holder vi fast i a, selvom vi måske var lige hurtige nok, og b egentlig havde været en mulighed.  

Ærligt - jeg ville aldrig true med at smide legetøj ud, forstår nemlig selv ikke logikken i konsekvensen, hvis man ikke må kaste med det så må det jo være fordi det ikke skal gå i stykker og så skal det vel heller ikke smides ud.

men når det er skrevet, når det var den trussel du valgte så handlede du korrekt ved at gennemføre det og nej hun skal ikke have den tilbage. 

Du kender din datter bedst og ved bedst om de affekt udbrød bedst stoppes ved trusler og konsekvens. Jeg ved fx med mine børn løser det intet tilgengæld har vi at jeg tæller og de har lært efter lang og sej kamp at jeg mener det og de har til 3 til at gøre hvad jeg siger. Og nej det hjælper ikke når de er i affekt, men der er reglen sådan set også bare de ikke må ødelægge andres ting, ikke må slå og det ikke skal foregå der hvor de andre er (men mor går med for de skal aldrig være alene når de har det så skidt). Og der her de også til 3 ellers flytter jeg dem fysisk. Efter mange år den mindste er nu snart 6 er det blevet "rutine" og udbruddene er minimale.

Jeg ville aldrig straffe mit barn ved at smide dets legetøj ud. På det tidPunkt hvor dit barn har behov for at vide du kan rumme hende og holder af hende selvom hun er hidsig og sur, smider du istedet hendes legetøj ud og straffer hende fordi hun pga hendes alder og hjerne der ikke er færdigudviklet, ikke kan kontroller sine følelser. 

Jeg ville selv havde fjernet hende fra situationen og ladet hende rase ud et andet sted hvis hun kastede med tingene. 

Jeg er ikke ude på at kritisere dit valg. Og jeg har selv oplevet at gøre noget pædagogisk ukorrekt i frustration, men det betyder ikke at jeg kan retfærdiggøre min handling.