Hvad fanden gør jeg? (Uansvarlig mand)

Jeg prøver at gøre det kort, min kæreste har en virkeligt dårlig arbejdsmoral, det har hele hans familie sådan set. 

Han er for år tilbage blevet fyret pga fravær, så blev ham flere gange frataget/afmeldt kontanthjælp grundet fravær. 

Han startede op på VUC, første forløb gik rigtig godt, anden del måtte han også tage om pga fravær. Så startede han på et håndværker grundforløb, han er skide god til det, vi køber dyrt ind af abejdtøj, han skaffer en lærerplads. Og nu er han igen meldt ud pga fravær.

jeg har sagt mange morgener at jeg ville køre ham, tage med og snakke med dem på skolen osv osv, intet hjælper. Jeg er selv på su, og har ikke råd til at forsørge vores familie, med to børn igen igen igen fordi han ingen indtægt har. 

Han er ellers en god kæreste og far, men jeg holder ikke til det her. Der ud over kan han ikke engang selv fortælle mig at han er smidt ud, han bliver ved med at sige han skal til møde med dem om forlængelse osv, men igår modtog han en messenger besked (som poppede op på hans skærm) fra en klassekammerat, i sådan en fællesbeskeden de har der inde, hvor der stod "xxx er udmeldt"

hvad fanden gør jeg? Vi har snakket om det 100 gange, han lover hver dag at han vil ringe til skolen og få styr på det, men hver dag trækker han den, også bliver det bare sværere for ham at komme igang igen

Jeg ved ikke, hvad du skal gøre - men øv! Det lyder ikke særlig rart for dig!! 

Hvad sker der rent praktisk om morgenen hjemme hos jer? Tager han afsted men bare ikke til arbejde? 

Hvad har holdt fast i ham på arbejdspladsen tidligere? Kan I arbejde med det? 

Det kan godt være, at du synes, at han er en god kæreste og far, men hvis han ikke vil være med til at bære det økonomiske ansvar, er han vel ikke så god alligevel? 

Abracadabra skriver:

Jeg ved ikke, hvad du skal gøre - men øv! Det lyder ikke særlig rart for dig!! 

Hvad sker der rent praktisk om morgenen hjemme hos jer? Tager han afsted men bare ikke til arbejde? 

Hvad har holdt fast i ham på arbejdspladsen tidligere? Kan I arbejde med det? 

Det kan godt være, at du synes, at han er en god kæreste og far, men hvis han ikke vil være med til at bære det økonomiske ansvar, er han vel ikke så god alligevel? 

Jamen ofte er der sket det at han har været syg, hvilket jo er fair nok, men så tænker han "Arh jeg kan godt lige tage en dag mere hjemme" også en mere og en mere og her sidste gang tog han så i skole en dag, fandt ud af hvor meget han havde misset og vendte så ikke tilbage. Det virker som om det er sværere for ham at komme ud af døren når jeg har fri, eller som nu er på barsel, selvom han før stod op og var ude af døren før mit ur ringede.

Rent fysisk er han et b-menneske, jeg går som regel i seng før ham fordi jeg er helt smadret, så sidder han oppe hele natten og spiller Xbox, falder i søvn på sofaen og kan ikke slæbe sig selv op før ved 9 tiden hvor jeg kører den store i inst. Jeg beder ham mange gange om at komme igang, spørger om jeg skal køre ham i skole, da jeg mener det er bedre at komme for sent end slet ikke at komme, men han svarer aldrig rigtigt. 

Jeg ved snart ikke mere om vi kan arbejde på det, føler jeg arbejder alene på at forbedre vores situation. Jeg har sagt til ham for måske 14 dage siden at jeg syntes han skulle flytte, og at vi måtte gå fra hinanden så jeg i det mindste kunne sikre mig selv og børnene ved at få su som enlig forsørger, men han tog mig ikke rigtig seriøst og er blevet hængene. Tror det er fordi vi ellers har det godt sammen, så ser han det ikke som et stort problem "vi finder ud af det", den holdning har han, men nok kun fordi jeg har redde os de andre gange.

årh ved ikke hvad jeg skal stille op, har egentligt lyst til at smutte, men har ikke rigtig nogle steder at tage hen (min familie har ikke plads til mig og to børn), og samtidig tænker jeg hele tiden at jeg vil kæmpe for det, for ønsker absolut ikke at undvære mine børn til jul osv (ved godt det måske er egoistisk at tænke sådan, men det er nu engang sådan jeg har det) 

jeg ved det ikke, jeg er forvirret

At være b menneske er ikke en undskyldning, jeg var decideret b menneske før i tiden og sover nu fint inden kl 22 og står op 5.30 det kaldes ansvarlighed, jeg skal gøre sådan for jeg er mor, skal have børn i skole, skal på arbejde og have mad på bordet til mine børn.

hvad du skal gøre, for mig er det mere spørgsmålet vil du påtage dig den opdragelsesstile som er nødvendig eller vil der skævvride jeres forhold totalt? 

Jeg tænker hvad ville jeg gøre hvis det var et af mine børn der boede her hjemme og gjorde som du beskriver (og det var under 18, for over så måtte jeg sætte hårdt mod hårdt). Jeg ville tage x boksen og lave en kold tyrker - ikke mere spil overhovedet. Og så var det op 6 hver dag sammen med mig, kæbe en bunke vækkeurer og sætte lige ved hovedpuden - en uge så er han nok træt nok til at kunne gå i seng samtidig med dig og få vendt lidt op og ned på sovevaner, det er jo bare som at rejse til anden tidszone. Det ville være mit første krav. 

Og når så han var oppe så var det ikke til spil eller andet afslapning, det var til en dag med fysiske aktiviteter og gøremål. Første ting han skulle aflevere den store eller passe den lille imens, så skulle han trille en god formiddagstur med den lille inden friske luft. Måske overtage indkøb osv. Og nu rytmen var skabt - max en uge eller to, så skulle der søges arbejde på livet løs så han havde en indkomst frem til august hvor han startede på den uddannelse han gerne ville.

men vil du gøre det stykke arbejde? For tror ikke han lige nu er parat til at gøre det selv

Anonym skriver:

Jamen ofte er der sket det at han har været syg, hvilket jo er fair nok, men så tænker han "Arh jeg kan godt lige tage en dag mere hjemme" også en mere og en mere og her sidste gang tog han så i skole en dag, fandt ud af hvor meget han havde misset og vendte så ikke tilbage. Det virker som om det er sværere for ham at komme ud af døren når jeg har fri, eller som nu er på barsel, selvom han før stod op og var ude af døren før mit ur ringede.

Rent fysisk er han et b-menneske, jeg går som regel i seng før ham fordi jeg er helt smadret, så sidder han oppe hele natten og spiller Xbox, falder i søvn på sofaen og kan ikke slæbe sig selv op før ved 9 tiden hvor jeg kører den store i inst. Jeg beder ham mange gange om at komme igang, spørger om jeg skal køre ham i skole, da jeg mener det er bedre at komme for sent end slet ikke at komme, men han svarer aldrig rigtigt. 

 

Jeg ved snart ikke mere om vi kan arbejde på det, føler jeg arbejder alene på at forbedre vores situation. Jeg har sagt til ham for måske 14 dage siden at jeg syntes han skulle flytte, og at vi måtte gå fra hinanden så jeg i det mindste kunne sikre mig selv og børnene ved at få su som enlig forsørger, men han tog mig ikke rigtig seriøst og er blevet hængene. Tror det er fordi vi ellers har det godt sammen, så ser han det ikke som et stort problem "vi finder ud af det", den holdning har han, men nok kun fordi jeg har redde os de andre gange.

 

årh ved ikke hvad jeg skal stille op, har egentligt lyst til at smutte, men har ikke rigtig nogle steder at tage hen (min familie har ikke plads til mig og to børn), og samtidig tænker jeg hele tiden at jeg vil kæmpe for det, for ønsker absolut ikke at undvære mine børn til jul osv (ved godt det måske er egoistisk at tænke sådan, men det er nu engang sådan jeg har det) 

 

jeg ved det ikke, jeg er forvirret

Jeg tænker at du er nødt til at sætte hælene i. I kan jo sagtens være kærester, men du må bede ham flytte så i får hver jeres hjem og adskilt økonomi. Så må han flytte ind på sin families sofa eller hvad ved jeg indtil han letter røven.

Jeg var blevet edder rasende, hvis jeg havde en mand med den holdning. 

Men jeg tror ikke han vågner op før du mener det, og gør noget ved det. Det er ikke nok at true med det, for så fortsætter han bare i "Det-går-nok-det-hele" sporet - du skal sætte konsekvens og handling bag. Du er ikke hans mor, du skal være hans kone - og han må være voksen nok til at tage ansvar. Jo længere du venter, jo sværere bliver det. 

Du kan tænke sådan her. Vil du leve med at du skal bære alt det med penge og at han ikke kommer ud af døren og du endelig bare bliver mere og mere irriteret. Eller undvære dine børn til en jul hver anden år, medmindre i kan holde det samme " har vi gjort sidste år " du skal os tænke på dine børn, om de hsr godt af at i har det sådan. Og at han ikke er smuttet, havde jeg smidt ham ud. 

Et eller andet sted, så får det jo lov til at fortsætte fordi det ikke rigtig har nogen konsekvenser for ham at blive ved med at svigte jeres familie og sig selv.

Jeg synes ikke du skal være hans mor. Det er ikke dit ansvar at han passer sine ting - det skal en voksen mand selv kunne. Men du skal gøre ham helt og aldeles ufravigeligt tydeligt at du er færdig med at forsørge ham, at du er færdig med at forsøge at dække over ham, hjælpe og rage kastanjer ud af ilden.

Enten flytter han (nu - ikke senere - og ikke endnu en tom trussel til diskussion), eller også går han fra nu af i seng samtidig med dig hver eneste aften, står op hver evig eneste morgen og passer sine ting, og begynder at bidrage. Er han syg tager han til lægen første dag, og når han er rask genoptager han selvfølgelig sine forpligtelser (i øvrigt er det jo ikke normalt at være konstant syg?).

Alternativt finder du ud af at klare tingene selv - hvilket det jo lyder til at du allerede gør.  Og nej... det du beskriver er altså ikke beskrivelsen af en god mand og far. Det er umoden og egoistisk. 

sessen1984 skriver:

Jeg tænker at du er nødt til at sætte hælene i. I kan jo sagtens være kærester, men du må bede ham flytte så i får hver jeres hjem og adskilt økonomi. Så må han flytte ind på sin families sofa eller hvad ved jeg indtil han letter røven.

Jeg var blevet edder rasende, hvis jeg havde en mand med den holdning. 

Men jeg tror ikke han vågner op før du mener det, og gør noget ved det. Det er ikke nok at true med det, for så fortsætter han bare i "Det-går-nok-det-hele" sporet - du skal sætte konsekvens og handling bag. Du er ikke hans mor, du skal være hans kone - og han må være voksen nok til at tage ansvar. Jo længere du venter, jo sværere bliver det. 

Jeg tror jeg må tage endnu en snak med ham i aften når børnene er puttet. Jeg har jo netop bedt ham om at flytte, men han forstod det vidst ikke. 

Synes også bare det er ærgerligt hvis jeg skal være fuldstændig hysterisk før han fatter at jeg mener det, at det ikke bare kan ske på en voksen måde. 

Idag har jeg f.eks. Givet den store en fridag, da jeg stod op lå manden på sofaen og sov IGEN, nu har han lagt sig ind i seng og halv sover, den store leger og den lille sover, og her sidder jeg. Synes godt nok heller ikke at mine børn skal vokse op og se at det er sådan man lever  

Sedigfor skriver:

Du kan tænke sådan her. Vil du leve med at du skal bære alt det med penge og at han ikke kommer ud af døren og du endelig bare bliver mere og mere irriteret. Eller undvære dine børn til en jul hver anden år, medmindre i kan holde det samme " har vi gjort sidste år " du skal os tænke på dine børn, om de hsr godt af at i har det sådan. Og at han ikke er smuttet, havde jeg smidt ham ud. 

Men hvordan ville du sådan helt fysisk smide ham ud? Lave den store scene og smide alt hans tøj osv uden for døren? 

Jeg tænker lidt at jeg snakker med ham i aften når børnene sover, hvis ikke han fatter det må jeg bede ham om at pakke hans ting imens jeg afleverer den store imorgen, og ikke være der når jeg kommer tilbage.. 

Føler mig bare som en seriøst fiasko at jeg ikke kan holde vores familie sammen, eller rettere at jeg har fundet en mand som ter sig sådan

sessen1984 skriver:

Jeg tænker at du er nødt til at sætte hælene i. I kan jo sagtens være kærester, men du må bede ham flytte så i får hver jeres hjem og adskilt økonomi. Så må han flytte ind på sin families sofa eller hvad ved jeg indtil han letter røven.

Jeg var blevet edder rasende, hvis jeg havde en mand med den holdning. 

Men jeg tror ikke han vågner op før du mener det, og gør noget ved det. Det er ikke nok at true med det, for så fortsætter han bare i "Det-går-nok-det-hele" sporet - du skal sætte konsekvens og handling bag. Du er ikke hans mor, du skal være hans kone - og han må være voksen nok til at tage ansvar. Jo længere du venter, jo sværere bliver det. 

Men sådan helt praktisk, kan jeg vel ikke modtage tilskud osv hvis vi stadig er kærester? 

Og måske det er nemmere med et clean break