Feriemor for 7-8 årig

Viwisa skriver:

Jeg synes den er svær...

For du har jo ret, du har nok brug for den kæreste for at du føler dig tilpas i hverdagen med psykiske lidelser der dominerer. 

Samtidigt tror jeg ikke din søn trives 100 med at du er væk, det gør de færreste børn desværre. Jeg tænker at det ville være en mærkelig fornemmelse for din søn kun at se dig i ferier og al anden tid er du ikke i hans liv som sådan. Jeg kunne forestille mig det ville være forbundet med lidt utryghed at skulle se dig så sjældent og så pludselig konstant i en kort periode for derefter at få kappet båndene igen bagefter.

Han kender for lidt til dig, dit liv, dine vaner, dine regler og hvordan han skal omgås dig.

Jeg kan også godt forstå hvis du har svært ved at overskue f.eks hver anden weekend,  men måske i kunne prøve en gang hver 4 weekend og se om i kan trives med det??

Hvis jeg var far, ville jeg ikke have det godt med at sende mit barn afsted til en forælder det knap kender,  men erkender også det er vigtigt at have begge forældre hvis det er muligt.  Dog ikke for enhver pris. 

Jeg håber du finder en løsning alle vil kunne trives med.

 

Tusind tak for dit dejlige råd med hver 4. weekend. Det ville helt sikkert være min drømmesituation. For som nogen nævner er det jo et rimeligt ønske for far at have ham i ferierne.

Altså lidt baggrunds info. Jeg har boet med ham og hans far til han var 5 år, han bliver 6 år til sommer. Jeg har ammet ham til han var 2 år og været på barsel i ca. halvandet år. Hans far og jeg var begge studerende ind til fornylig og har brugt rigtigt meget tid med ham. Så heldigvis har han et virkelig tæt forhold til mig. Vi ringer sammen næsten hver dag og jeg sender breve til ham med posten.

Hmm.. 

Man kan godt, men jeg ville ikke anbefale det eller selv kunne ... 

Er der udsigt til bedring i din tilstand ?

Tænk over om du vil kunne holde til at have ham i 3 uger i træk ? 

Husk på at alle forældre ønsker at se deres børn i ferien - og det ville være underligt hvis ikke far ønsker at se ham i juleferien vinterferie efterårsferien sommerferie osv ... Har du talt med faren ?  

Hvorfor ikke have hver anden weekend (eller måske hver 3.)? Måske kan det løse sig ved fælles hjælp 

Hvorfor er det du vil flytte til den anden ende af landet ?  Kan det på nogen måde lade sig gøre at blive boende i nærheden ?

Jeg vil flytte for at være hos min kæreste. Det er nok egoistisk, men han har sit job og sin familie. Jeg har min søn, som jeg ikke har kunnet passe. Ind imellem er jeg så ulykkelig og håber, at han vil komme hjem til mig, når han bliver teenager, nærmest når som helst. Men jeg bliver aldrig rask. Og jeg kan ikke længere håbe på det.

Det er ikke realistisk. Min søn er alt hvad jeg har i den by, jeg bor i. Jeg afsluttede mit studie, men har intet job og ingen familie. Har nogen dejlige veninder, men de kan jo undvære mig.

Min svoger har en bonusdatter, hvor det foregår nogenlunde på den måde. Hun er et meget internationalt barn med to forældre  fra to forskellige europæiske lande, og ingen af forældrene bor i dag i de lande de stammer fra.

Hendes mor er i dag gift med min svoger og bor her i Danmark mens hendes far bor og arbejder i et andet europæisk land, og de ser derfor som regel kun hinanden i nogle af hendes skoleferier. Det er ikke i alle ferier, da hun også holder ferie med moderen, så det er ikke så tit, hun ser hendes far og når hun så går er det som regel altid i minimum en uge af gangen. Hun er en stille pige, og det er ikke lige noget, jeg snakker med hverken hende eller moderen om, så jeg ved ikke, hvordan pigen har det med det, men det ser ud til at fungere.

Janey skriver:

Min svoger har en bonusdatter, hvor det foregår nogenlunde på den måde. Hun er et meget internationalt barn med to forældre  fra to forskellige europæiske lande, og ingen af forældrene bor i dag i de lande de stammer fra.

Hendes mor er i dag gift med min svoger og bor her i Danmark mens hendes far bor og arbejder i et andet europæisk land, og de ser derfor som regel kun hinanden i nogle af hendes skoleferier. Det er ikke i alle ferier, da hun også holder ferie med moderen, så det er ikke så tit, hun ser hendes far og når hun så går er det som regel altid i minimum en uge af gangen. Hun er en stille pige, og det er ikke lige noget, jeg snakker med hverken hende eller moderen om, så jeg ved ikke, hvordan pigen har det med det, men det ser ud til at fungere.

Mange tak for et inspirerende indlæg.

Jeg har altså også svært ved at forstå, hvorfor det nødvendigvis skal gå hårdt udover et barns selvværd og følelse af at være valgt til eller fra at bo i en alternativ familieform eller hvad man nu siger.

Jeg forstår slet ikke, at det skulle være en sag om at være mere eller mindre elsket. Både hans far og jeg lader ham vide, at han er ALT, hvad vi nogensinde har ønsket os af en dejlig lille dreng. Men han får også fortalt, at hans mor er syg og at det ikke er noget, man kan gøre ved. Det er en usynlig sygdom, som ikke er hverken hans eller min skyld. Slet ikke hans. Jeg skyder ikke engang skylden på bedsteforældrene for at have givet mig en rædselsfuld barndom, for jeg ved at han elsker dem.

Nu er der heller ingen, der forlader landet i den her sag. Det er jo heller ikke noget med "Mor flytter til København nu, for jeg vil hellere bo sammen med NN end bo ved siden af dig" på ingen måde.

Rosa-Sofia skriver:

Jeg opretter lige en hurtig tråd her til dem, der ikke gider at læse den utroligt lange tråd under "angst og depression".

Jeg tænker om, man kan være feriemor for sit eget barn. Altså have sit barn i alle skolernes ferier, men ellers lade ham bo hos sin far.

Det essentielle er, at drengen bor hos sin far, han trives, han er tryg og glad, har gode venner og er klar (glæder sig) til at starte i skole til sommer. Han har kærlige og engagerede bedsteforældre, og er (desværre) vant til allerede at undvære mig i sin hverdag. Det er en lang sygdomshistorie med en masse triste ting, ville selvfølgelig aldrig flytte, hvis jeg var rask, glad, havde overskud osv.

Men det korte af det lange, min kæreste bor, har job og familie i den anden ende af landet. Jeg har hverken job eller familie, hvor jeg bor.

Det ville for mig slet ikke være ok, at den ene forældre havde barnet i hverdagen h or tiden til div hygge ting er sparsomt og når der så skal hygges skal barnet være sammen med den anden forældre....

Og kunne ikke forstille mig mange forældre vil have interesse i det 

sscm skriver:

Det ville for mig slet ikke være ok, at den ene forældre havde barnet i hverdagen h or tiden til div hygge ting er sparsomt og når der så skal hygges skal barnet være sammen med den anden forældre....

Og kunne ikke forstille mig mange forældre vil have interesse i det 

Skriver jo også, at jeg kan forestille mig, at de færreste forældre kan sætte sig ind i, hvad der overhovedet ligger til grund for valg som disse.

Men ved faktisk ikke, hvor man kan debattere alternative familieformer.

Rosa-Sofia skriver:

Skriver jo også, at jeg kan forestille mig, at de færreste forældre kan sætte sig ind i, hvad der overhovedet ligger til grund for valg som disse.

Men ved faktisk ikke, hvor man kan debattere alternative familieformer.

Jeg tænker hvad det præcis er du vil have råd om eller debattere.

Jeg forstår din tid med din søn er besværliggjort af din usynlige sygdom og du har brug for din kæreste for at holde dig selv oppe og derfor må du vælge at flytte væk fra din søn og dermed bliver samværet mindre end nu? 

Jeg tænker så hvorfor kan du ikke være sammen med ham fx hver 4. Weekend hvis du kan ferier? Økonomisk er der så lidt flere billetter til tog eller lignende, men ellers... 

Jeg ved ikke hvordan din ex er og tænker, men selv om jeg i hans situation ville støtte dig og samværet med vores fælles søn så meget som muligt, så ville jeg ikke kunne acceptere alle ferier var uden min søn, og tænk om jeg fik ny partner og nye børn hvordan skulle det så fungere?

Derudover tænker jeg det er måske nemt nu hvor han er 6 år, men når han er 13 fx så vil han ikke ønske at være væk fra sit liv i alle ferier, han vil formodentlig hade tanken hvis det er kravet og sikkert også sine forældre for de stiller det krav. Jeg tror du skal være bevidst om det valg vil flytte dig fra din søn og det kan betyde du får et meget sporadisk forhold til ham på sigt.

Jeg tænker hvad det præcis er du vil have råd om eller debattere.

Jeg forstår din tid med din søn er besværliggjort af din usynlige sygdom og du har brug for din kæreste for at holde dig selv oppe og derfor må du vælge at flytte væk fra din søn og dermed bliver samværet mindre end nu? 

Jeg tænker så hvorfor kan du ikke være sammen med ham fx hver 4. Weekend hvis du kan ferier? Økonomisk er der så lidt flere billetter til tog eller lignende, men ellers... 

Jeg ved ikke hvordan din ex er og tænker, men selv om jeg i hans situation ville støtte dig og samværet med vores fælles søn så meget som muligt, så ville jeg ikke kunne acceptere alle ferier var uden min søn, og tænk om jeg fik ny partner og nye børn hvordan skulle det så fungere?

Derudover tænker jeg det er måske nemt nu hvor han er 6 år, men når han er 13 fx så vil han ikke ønske at være væk fra sit liv i alle ferier, han vil formodentlig hade tanken hvis det er kravet og sikkert også sine forældre for de stiller det krav. Jeg tror du skal være bevidst om det valg vil flytte dig fra din søn og det kan betyde du får et meget sporadisk forhold til ham på sigt.

Jeg ved heller ikke om, det er et specifikt råd, jeg har brug for, nok nærmere blot at høre om andres erfaringer.

Jeg er meget klar over, at det er en dårlig situation. Jeg tænker nok også lidt opgivende for tiden for synes allerede at mit forhold til ham er sporadisk. Måske har jeg bare svært ved at se lyst på tingene

Og du har da helt sikkert ret i, at han ville synes, at det var en øv-ting at skulle være væk fra venner og fritidsinteresser i ferierne. Hver gang, der er ferie.

Jeg tænker at hver 4. weekend ville være den bedste løsning. Jeg ved ikke, hvorfor jeg føler, at det er så uoverskueligt at rejse frem og tilbage med ham. Tror jeg ville ønske, at jeg havde familie i hans hjemby, som jeg kunne være hos sammen med ham hver anden weekend. Så han ikke behøvede at rejse gennem landet.

Rosa-Sofia skriver:

Jeg ved heller ikke om, det er et specifikt råd, jeg har brug for, nok nærmere blot at høre om andres erfaringer.

Jeg er meget klar over, at det er en dårlig situation. Jeg tænker nok også lidt opgivende for tiden for synes allerede at mit forhold til ham er sporadisk. Måske har jeg bare svært ved at se lyst på tingene

Og du har da helt sikkert ret i, at han ville synes, at det var en øv-ting at skulle være væk fra venner og fritidsinteresser i ferierne. Hver gang, der er ferie.

Jeg tænker at hver 4. weekend ville være den bedste løsning. Jeg ved ikke, hvorfor jeg føler, at det er så uoverskueligt at rejse frem og tilbage med ham. Tror jeg ville ønske, at jeg havde familie i hans hjemby, som jeg kunne være hos sammen med ham hver anden weekend. Så han ikke behøvede at rejse gennem landet.

Tror det er utrolig vigtigt at han får lov at være en del af dit liv hvis overhovedet muligt, at han ikke kun ser dig når han er på besøg hos andre end dig. Grunden til det med historien om mor er syg, derfor ses I ikke tit vil han kunne bygge en masse forestillinger op om hvor du er, hvordan du har det, hvordan dit liv er og være bekymret. Det kan kun afhjælpes ved han ser dit liv, ser dig, ser din seng, ser din stol osv. Det bliver konkret - ellers er det utroligt hvad børn kan digte og være bange for. 

Og det er at skyde blår i øjnene at tro det ikke påvirker ham at få at vide at du er syg, og han har kun sig selv som syg at sammenligne med og der har han der rigtig skidt. 

Udover det tænker jeg hvis far er så åben så han endda vil give alle sine ferier med sønnen væk, mon så ikke du kunne tale med ham om transporten.

Og så ved jeg godt du siger du ikke bliver rask, men selv en psykisk sygdom er ikke statisk og du kan få perioder hvor du har det meget bedre end nu (og sikkert også perioder  hvor du har det dårligere). Men at have som mål at du vil være en mere aktiv part i din søns liv er muligt