Feriemor for 7-8 årig

Jeg opretter lige en hurtig tråd her til dem, der ikke gider at læse den utroligt lange tråd under "angst og depression".

Jeg tænker om, man kan være feriemor for sit eget barn. Altså have sit barn i alle skolernes ferier, men ellers lade ham bo hos sin far.

Det essentielle er, at drengen bor hos sin far, han trives, han er tryg og glad, har gode venner og er klar (glæder sig) til at starte i skole til sommer. Han har kærlige og engagerede bedsteforældre, og er (desværre) vant til allerede at undvære mig i sin hverdag. Det er en lang sygdomshistorie med en masse triste ting, ville selvfølgelig aldrig flytte, hvis jeg var rask, glad, havde overskud osv.

Men det korte af det lange, min kæreste bor, har job og familie i den anden ende af landet. Jeg har hverken job eller familie, hvor jeg bor.

Rosa-Sofia skriver:

Jeg opretter lige en hurtig tråd her til dem, der ikke gider at læse den utroligt lange tråd under "angst og depression".

Jeg tænker om, man kan være feriemor for sit eget barn. Altså have sit barn i alle skolernes ferier, men ellers lade ham bo hos sin far.

Det essentielle er, at drengen bor hos sin far, han trives, han er tryg og glad, har gode venner og er klar (glæder sig) til at starte i skole til sommer. Han har kærlige og engagerede bedsteforældre, og er (desværre) vant til allerede at undvære mig i sin hverdag. Det er en lang sygdomshistorie med en masse triste ting, ville selvfølgelig aldrig flytte, hvis jeg var rask, glad, havde overskud osv.

Men det korte af det lange, min kæreste bor, har job og familie i den anden ende af landet. Jeg har hverken job eller familie, hvor jeg bor.

og når jeg skriver 7-8 år, er det selvfølgelig fordi jeg ikke planlægger at flytte her i næste måned men om 1 år eller 2, hvis tingene går som de gør nu og som jeg håber.

Rosa-Sofia skriver:

Jeg opretter lige en hurtig tråd her til dem, der ikke gider at læse den utroligt lange tråd under "angst og depression".

Jeg tænker om, man kan være feriemor for sit eget barn. Altså have sit barn i alle skolernes ferier, men ellers lade ham bo hos sin far.

Det essentielle er, at drengen bor hos sin far, han trives, han er tryg og glad, har gode venner og er klar (glæder sig) til at starte i skole til sommer. Han har kærlige og engagerede bedsteforældre, og er (desværre) vant til allerede at undvære mig i sin hverdag. Det er en lang sygdomshistorie med en masse triste ting, ville selvfølgelig aldrig flytte, hvis jeg var rask, glad, havde overskud osv.

Men det korte af det lange, min kæreste bor, har job og familie i den anden ende af landet. Jeg har hverken job eller familie, hvor jeg bor.

Uha, det er et meget svært spørgsmål at svare på.

Det der rammer mig hårdest, er at du siger at du vil flytte på grund af din kæreste.

Du vil altså svigte din søn til fordel for din kæreste.

Nu sætter jeg det groft og sort/hvidt op - men det er sådan din søn kommer til at opfatte situationen.

Du siger at han er glad og trives, men der foregår alt muligt inde i børnehoveder som vi ikke ved noget som helst om. Og selvfølgelig vil det påvirke barnet - sandsynligvis dybt, og sandsynligvis resten af hans liv og i formningen af hans selvværd og hans personlighed - at hans mor flytter til den anden ende af landet til fordel for en mand. 

Jeg er ked af hvis det virker som voldsomme ord, men jeg vil helst være ærlig omkring mine tanker når jeg læser dit indlæg, ellers er der ingen grund til at svare i din tråd. 

Jeg forstår udmærket dit dilemma, men jeg synes at det er vigtigt at du tænker på hvordan dine beslutninger kommer til at præge dit barn (og det gør du sikkert allerede).

Rosa-Sofia skriver:

Jeg opretter lige en hurtig tråd her til dem, der ikke gider at læse den utroligt lange tråd under "angst og depression".

Jeg tænker om, man kan være feriemor for sit eget barn. Altså have sit barn i alle skolernes ferier, men ellers lade ham bo hos sin far.

Det essentielle er, at drengen bor hos sin far, han trives, han er tryg og glad, har gode venner og er klar (glæder sig) til at starte i skole til sommer. Han har kærlige og engagerede bedsteforældre, og er (desværre) vant til allerede at undvære mig i sin hverdag. Det er en lang sygdomshistorie med en masse triste ting, ville selvfølgelig aldrig flytte, hvis jeg var rask, glad, havde overskud osv.

Men det korte af det lange, min kæreste bor, har job og familie i den anden ende af landet. Jeg har hverken job eller familie, hvor jeg bor.

Derudover må jeg indrømme at jeg ikke helt forstår hvorfor man ikke kan ses oftere end i ferierne blot fordi man bor i hver sin ende af landet. Det er jo immervæk et ret lille land vi bor i.

Jeg har f.eks en ven som bor i København og hvis søn bor i Billund. De ses hver anden weekend.

Jeg tænker måske... at du i hvert fald skal gøre det klart overfor dig selv om dét at du kun vil se sønnen i ferierne udelukkende handler om praktikaliteter, eller om der også er andre faktorer der spiller ind.

modesty skriver:

Derudover må jeg indrømme at jeg ikke helt forstår hvorfor man ikke kan ses oftere end i ferierne blot fordi man bor i hver sin ende af landet. Det er jo immervæk et ret lille land vi bor i.

Jeg har f.eks en ven som bor i København og hvis søn bor i Billund. De ses hver anden weekend.

Jeg tænker måske... at du i hvert fald skal gøre det klart overfor dig selv om dét at du kun vil se sønnen i ferierne udelukkende handler om praktikaliteter, eller om der også er andre faktorer der spiller ind.

Tusind tak for dit svar. Og for at svare ærligt Du har ret i, at det ikke giver mening at svare uærligt i en tråd og jeg er selv af den holdning, at hvis man ikke tåler at høre folks oprigtige mening om en situation bør man vente med at lægge den til debat, til man kan overskue den slags, der evt kan være kritik...

Ja jeg ville ikke gå i detaljer, jeg lavede en anden tråd, hvor jeg beskrev min psykiske sygdom (har kort fortalt haft en dysfunktionel barndom i en dysfunktionel familie og haft fødselsdepression siden min søn blev født for 6 år siden). Vi har talt rigtigt meget med børnehaven og jeg med mødrehjælpen, om hvordan vi styrker vores søns selvværd og giver ham en følelse af at være helt uden skyld i min sygdom. Det er selvfølgelig svært, for det er jo et vilkår, at han de sidste 8-9 mdr ikke har boet sammen med mig.

Jeg føler nu ikke selv, at jeg vælger den ene frem for den anden. Min søns far kan passe på ham, det kan jeg desværre ikke. Min kæreste kan passe på mig, og det har jeg brug for, desværre

Nu spørger jeg lige af nysgerrighed, ville du synes det var mere rimeligt, hvis det var af familiære eller karrieremæssige omstændigheder, at jeg flyttede? Eller er det det at bo i den anden ende af landet i det hele taget uanset årsag?

Principielt kan man jo gøre hvad man ønsker, så længe man er klar på konsekvenserne af de valg man træffer. Jeg ville ikke personligt træffe et valg der mindede om det du foreslog. Slet ikke "bare" for en kæreste, uanset hvor fristende det måtte være.

Jeg ville ikke kunne nøjes med at se mit barn i ferierne - eller byde ham at han skulle "tvinges" væk fra far og kammerater hver eneste ferie for at være hos en mor han ikke kendte fra sin hverdag.

Uanset eget behov og lyst, ville jeg blive i nærheden i den grad det overhovedet var muligt. Om det så blot var for at se ham et par timer hver uge...

Jeg tænker at det heller ikke ville være uden omkostninger for hans selvværd, at blive "valgt fra" på den måde?

Held og lykke med beslutningen...

Nu har jeg ikke læst den anden tråd 

Men kan ikke se du skal kunne have ham alle skole ferier far har vel osse ret til at have sit barn i nogle af ferierne 

Jeg tror de færreste kan forstå det. Og det er en god ting, heldigvis, psykisk sygdom er virkelig rædselsfuldt.

Men jeg får vel det bedste ud af, at jeg ikke kan være fuldtidsmor.

Jeg synes den er svær...

For du har jo ret, du har nok brug for den kæreste for at du føler dig tilpas i hverdagen med psykiske lidelser der dominerer. 

Samtidigt tror jeg ikke din søn trives 100 med at du er væk, det gør de færreste børn desværre. Jeg tænker at det ville være en mærkelig fornemmelse for din søn kun at se dig i ferier og al anden tid er du ikke i hans liv som sådan. Jeg kunne forestille mig det ville være forbundet med lidt utryghed at skulle se dig så sjældent og så pludselig konstant i en kort periode for derefter at få kappet båndene igen bagefter.

Han kender for lidt til dig, dit liv, dine vaner, dine regler og hvordan han skal omgås dig.

Jeg kan også godt forstå hvis du har svært ved at overskue f.eks hver anden weekend,  men måske i kunne prøve en gang hver 4 weekend og se om i kan trives med det??

Hvis jeg var far, ville jeg ikke have det godt med at sende mit barn afsted til en forælder det knap kender,  men erkender også det er vigtigt at have begge forældre hvis det er muligt.  Dog ikke for enhver pris. 

Jeg håber du finder en løsning alle vil kunne trives med.