jeg vil gerne høre jeres mening.

jeg kan godt forstå at du gerne vil være mor, og jeg kan også godt forstå at tanken om at være alene mor ikke skræmmer dig.... den skræmte heller ikke mig og jeg endte med at være det i 7 år.
jeg synes bare (lige som flere af de andre) at mit svar til dig afhænger af din alder.
hvis jeg var i slutningen af 30-erne og stadig ikke havde fået et barn, ja så ville jeg nok også tænke som dig. men som en anden siger så er det ikke lovligt (hvis han ikke skal stå som far) og så virker du altså ikke som om din beslutning er baseret på noget virkelig gennemtænkt... håber ikke du føler jeg træder på dig.
jeg mener bare at hvis man fra starten planlægger at stå alene med et barn, så burde det være baseret på mange overvejelser. især hvis du vælger at spørge en nær ven....som dermed vil være far med alt hvad det kræver af rettigheder og pligter.
for hvad nu hvis han siger ja til det, men senere fortryder og gerne vil være en del af barnets liv.
jeg synes der er rigtig mange aspekter i det....og det er ikke en nem sag at råde om.... men synes desværre ikke det virker super gennemtænkt bare at finde en med de rigtige gener.... for kan du se på ham om han er psykisk syg, om der er misbrugere i familien eller om farmor døde tidligt af en blodprop... åh jeg ved godt jeg ikke er sød her, men dit indlæg rør mig meget.
håber du finder den rigtige løsning
mange

jeg forstår godt at du har et brændende ønske om at være mor :0) i mine øjne ønsker du bare at opfylde dette ønske uden at overveje de konsekvenser det måtte have for dit barn eller for samfundet

hvis du får et barn med din ven, som i har talt om, så er du berettiget til en masse tilskud som samfundet betaler. hvilket ville være fair nok hvis du ikke selv havde planlagt at være alene mor

ka-ri-na skriver:

jeg tænker rigtig meget på barnet i dette tilfælde....

føler du, at du er så sikker i din sag at du kan vælge for dit barn at det ikke skal have en biologisk far?

hvis du finde een eller anden mand du synes er passende og han er med på den, ved du så godt at det faktisk er at planlægge noget ulovligt, på den måde at du senere skal oplyse hvem faderen er til myndighederne, det ved du så ikke, men det er med vilje.....

hvis du er tæt ved de 40år forstår jeg godt tankerne.... men ellers synes jeg du skal overveje om dit barn måske en dag gerne vil vide hvem faderen er...

og min mening er at det er meget egoistisk at få børn på denne facon

jeg vil bestemt ikke lyve over for myndighederne.
det var derfor jeg ville finde en jeg kender så jeg ikke behøver stå i den situationen..
jeg vil jo selvfølgelig helst have faderen skal være oplyst, sådan at barnet kan finde ham hvis den vil det, men også derfor at jeg har gjort det klart over for min ven at jeg ikke forventer noget af ham.

Anonym skriver:



jeg vil bestemt ikke lyve over for myndighederne.
det var derfor jeg ville finde en jeg kender så jeg ikke behøver stå i den situationen..
jeg vil jo selvfølgelig helst have faderen skal være oplyst, sådan at barnet kan finde ham hvis den vil det, men også derfor at jeg har gjort det klart over for min ven at jeg ikke forventer noget af ham.

jamen hvis faderen står oplyst så har han også pligt til at betale børnebidrag de næste 18 år...plus deltage i diverse ekstra udgifter som barnedåb, konfirmation osv
man skal være en meget god ven for at ha lyst og råd til det.

Anonym skriver:



jeg vil bestemt ikke lyve over for myndighederne.
det var derfor jeg ville finde en jeg kender så jeg ikke behøver stå i den situationen..
jeg vil jo selvfølgelig helst have faderen skal være oplyst, sådan at barnet kan finde ham hvis den vil det, men også derfor at jeg har gjort det klart over for min ven at jeg ikke forventer noget af ham.

men så forventer du også noget af din ven, hvis han skal være oplyst. For så skal han betale til dig hver måned, sådan er reglerne...

og den dag dit bar står med grædende øjne og vil vide hvem faderen er, tro mig, så brister dit hjerte og du vil forvente at manden er der for barnet.

jeg er helt overbevist om at det sundeste for dig, din ven og det barn du ønsker dig... er at du venter og bibeholder dit ønske om at være mor.... du må sige til dig selv at du vil dit barn det bedste, og at denne løsning ikke er det bedste...

Kaufie skriver:

Jeg vil gerne vide hvor gammel du er før jeg giver mit besyv i denne sag.

Ikke fordi jeg synes unge piger ikke kan være gode alenemødre - det kan de bestemt! Men jeg synes det er en meget stor beslutning, som vil påvirke resten af dit liv meget mere end du aner. Hvis du er under 30, har du masser af tid til at finde manden, der skal være far til dine børn - men er du 35+ vil jeg meget bedre kunne forstå din tankegang.

Nu gav jeg dig så min mening alligevel.

 jeg tænker det samme. Man kan være en rigtig god mor selvom man er ung men det bedste udgangspunkt for et barn vil jo altid være både far og mor så hvis du har alderen med dig vil jeg mene du skulle vente og se om ikke prinsen er lige på trapperne

Hvis du ikke er for gammel, så synes jeg, at du kunne vente lidt mere. Det kunne være, at manden i dit liv dukker op. For man kan sagtens klare sig alene HVIS man har familie som kan hjælpe eller nogle meget gode venner, som kan også være til rådighed (man bliver træt eller syg eller belastet eller det hele på en gang en gang i mellem). Men det er også rart at have en far i nærheden, børnene nyder dem meget og det er dejligt at kunne dele de mange tanker der kører rundt hele tiden med små børn.

Jeg sys du skal vente! Nu ved jeg ik hvor gammel du er, men hvis du er under de 25, så sys jeg helt bestemt du ska vente!
Det er da meget skønnere at have en man kan nyde sit barn med og dele alt det lykke med (: Den rigtige skal nok komme (:

Rikke - 14+5

Hej Ano

Jeg er 38 år og selvvalgt kommende enlig mor...selvvalgt forstået på den måde, at jeg gik fra min kæreste i maj og ikke er parat til at møde en mand lige nu. Da jeg nærmer mig de 4o år så har jeg et vist tidspres hængende over hovedet.
Jeg vil gerne understrege mange gange, at det er en stor beslutning at vælge at få et barn med sig selv...en beslutning der ikke bare involverer én selv men i høj grad også barnet.
For mit eget vedkommende har det været en lang proces at nå hertil og bestemt ikke noget jeg har taget let på. Jeg tænkte først gang tanken for fire år siden og jeg har talt med både venner, familie og kolleger om denne beslutning for at få så mange nuancerede synspunkter frem i lyset.

Jeg er selv blevet insemineret med åben donor på en privat klinik i København. Jeg har valgt en åben donor så barnet (når han/hun) er voksen kan få navn og oplysninger på sin biologiske far...det er mest fair over for barnet, mener jeg.

Om din ven skal være far er en mulighed, men jeg tror igen det er vigtigt, at tale med nogen om det og beslutter I jer for at gøre det, så hav nogle helt klare SKRIFTLIGE regler stillet op: skal han have regelmæssigt samvær? Deler I forældremyndigheden? Eller er han kun far "på papiret"?

Du skal vide, at jeg ikke dømmer dig, men håber at du  kan bruge mine ord til noget. Du er meget velkommen til at skrive mere privat med mig hvis du har ydeligere spørgsmål og jeg har skrevet flere indlæg om netop det at nå frem til denne beslutning, se i Barnløshedsgruppen.

Jeg ønsker dig held og lykke videre frem

Stort kram
Dorthe

Hmm,
Jeg er ked af at sige det, men det virker totalt egoistisk af dig.
Igen, alt afhænger af dine alder som de andre siger. Er du over det 30 og på vej mod de 40 vil jeg kunne forstå du er ved at bliev desperat, men elers er det en meget uovervejet beslutnogn og du har i hvert fald ikke tænkt meget på dit kommende barn, KUN på dine egne behov for at blive mor i en fart.
DERFOR synes jeg det er en egoistisk handling og håber ikke du springer ud i det det næste år eller 2. Sådan en handling skal have flere års overvejelser bag sig og det har din ikke. Den er desperat og tankeløs.
Jeg kender ALT til at ville have børn, ville gerne være mor da jeg blev 16, men var nødt til at vente på mister right. Og hvor er jeg glad for at jeg var fornuftig dengang. Både for min egen og mine børns skyld. De fortjener bedre end end mor de bare skal knaldes tyk fordi eksen ikke lige ville.
Og med tanke på at din eks og dig næsten lige havde mødt hinanden kan jeg dælme da godt forstå han siger nej tak til et barn med dig... Det ville jeg sørme også selv have gjort.
Du kan forvente en mand bedre vil samarbejde når han er over de 25, i har været sammen  måske 2-4 år og i har styr på al økonomi..
Igen, håber du ikke gør det inden du fylder 30, det ville simpelthen være så synd for et barn at vide du knaldede dig selv tyk fordi du ikke havde den almindelige tålmodighed som andre har, og venter på den der rent faktisk er klar til at give give barnet et godt liv.
Jeg er klar over at andre også går fra hinanden , men ikke bevidst for at lave et barn og skride igen.
Er ked af mit svar ikke er hvad du ønskede, men synes det er umodent og du ved saelv godt du slet ikke har tænkt det her igennem, du er abre vildt desperat.
Og at være enlig mor er SVÆRT, ikke en dans på roser og du vil intet friliv have LÆNGE og du vil være SÅ TRÆT at du ikke fatter det
Nå, men alt i alt støtter jeg ikke op om den tanke du har fået.
Igen, er du ved at være opppe i årene hvor du snart løber tør for mulighederne, så kunne jeg bedrew forstå det.
Men eftersom du ikke rigtig svarer på din alder formoder jeg faktisk du er alt for ung til at tage sådane en beslutning der vil præge dit ønske barn rigtigt meget resten af livet.
Og er din "donor" klar til at betale børnebidrag...for det skal han jo når han står som faderen til barnet?????