Chris87 skriver:
Tror du ikke han åbner, når han har slugt og drejet det hele lidt ? - Jeg ved godt det er virkelig øv og stå i den situation, at man rigtig gerne vil tale om ting og ens modpart modarbejder ens ønske omkring dette.
Nej det kan jeg godt følge dig i - og man kan vende den om og sige det havde straks været værre hvis i slet ingen muligheder havde. Men heldigvis er man så priviligeret, at man har mulighederne for hjælpen.
Det er rigtig mange ting du går med alene, og det rigtig ærgeligt i dette tilfælde at din kæreste ikke er i stand til at tale om tingene.
Er han typen der har svært ved at vise følelser ?
Har han gjort dig klar på han ikke vil med? Eller er det sådan en måske følelse du sidder med at dette kunne være tilfældet ?
Jeg synes ikke du skal droppe aftalen, du kan.være heldig at han forhåbentlig kommer på andre tanker.
Nej som sådan er han ikke dårlig til det med følelser, men han er dårlig til at tale om vigtige/dybe emner ( det har han med hjemmefra )
Han har ikke sagt decideret at han ikke vil videre, han sagde i sin tid, da et vennepar blev udredt, at en sædprøve ville han fandme aldrig, da jeg valgte at jeg ville udredes pga alder og muskelknude, gentog han hvad han havde sagt, og jeg sagde til ham, at det måtte han selv om, jeg havde brug for ro i sinde ( min mor havde sat en masse tanker i gang om MIN fertilitet ) han kom så i forbindelse med nogle andre prøver og sagde at han ha de bestilt tid, for det ville jeg jo gerne have. Der måtte jeg rette ham og sige, at det skulle han ikke tørre af på mig, det var hans eget valg at lave den test, men jeg skulle nok tage med ham.
Svaret kom så til hans læge, som sagde "det bliver svært, men ikke umuligt" mere fik han ikke at vide, så vi gav min gynækolog svaret på prøven, og han uddybede så at antallet var normalt, men antallet af gode celler var ikke godt nok, og de var ikke gode nok til at svømme. Han sagde så at oprens på sygehuset er hård, og ikke med henblik på behandlingsform, stod det til sygehus var det ivf. Men han ville gerne have en ny prøve for at se om indermination er muligt...
da jeg fortalte ham det, gik kommunikationen totalt i sort...
men jeg tror du har ret i at han tænker, for han har ind i mellem siddet og stirret tomt i luften, og været mut, ikke så meget som i starten, men stadig... Spørger jeg om der er noget galt er svaret "nej"
så jeg håber at han tænker... Og jeg håber at han er ved at forstå at vi skal gøre det her sammen, og at det nok ikke er så slemt...
men ærligt - jeg ved det ikke...
jeg håber bare ikke at han kun gør det for min skyld, men også for os begge og ham selv... Hvis han gør det 
