Sagen er den at for knap 1½ år siden fik min søster en datter. Da hun blev gravid, gik der ikke længe før hun sagde at jeg skulle være gudmor. Det blev jeg selvfølgelig glad for. Jeg gik straks igang med at købe små gaver, tøj og andet. Hver gang blev hun super glad, det samme gjorde jeg, for jeg vidste at meget af det jeg købte, heriblandt en graviditetsbog, var ikke noget de ville købe da de ikke havde voldsomt mange penge. Jeg er i kontakt med hende tit og er på hver gang der er jordemoder osv. Jeg ved at jeg ikke var anmasende for min søster fortæller vores mor, at hun er glad for at jeg viser så stor en interesse.
Nå men, hun bliver født og jeg er ovenudlykkelig, kommer derind og ser den lille pige og tager derpå hjem.
Dagene går og jeg skriver meget og prøver at komme forbi, men hun har ikke tid/er træt osv.
Forståeligt nok, det er hendes første barn og det er overvældende at få en lille ny så jeg bliver hverken sur eller skuffet.
Mine forældre er dog tit og ofte på besøg eller omvendt.
Dagene går og pludselig er tøsen 6 mdr. Min søster og hendes kæreste har års dag og jeg foreslår at jeg tager tøsen og så kan de tage ud og hygge sig. Efter megen snak frem og tilbage får jeg lov at passe hende i 1½ time.
Hun skriver selvfølgelig hele tiden for at høre hvordan det går. Jeg er åben og svarer tilbage med det samme hver gang. Ingen problemer.
Jeg køber stadig en masse små gaver til dem. Feks en fleecedragt da de mangler til hende osv. Hun siger hver gang tak og virker glad.
Da pigen er 7 mdr er det ved at være tid til barnedåben. Jeg spørger ind til det, da jeg gerne vil vide hvornår i kirken osv. Får hele tiden af vide at de ikke ved det endnu men at de vil vende tilbage. 14 dage før datoen siger de, at de ikke holder en alligevel da festen alligevel kun er for deres skyld. Jeg accepterer det, og de får gaverne en dag da vi kommer til kaffe. Dem havde jeg købt på forhånd da jeg gerne ville give noget specielt.
Nu er vi tæt på hendes 1 års fødselsdag. Indtil videre har jeg kun passet hende 1 gang i 1½ time på trods af at jeg spørger tit. Mine forældre har tit passet hende.
2 dage før dagen, aflyser de. De ligger syge derhjemme. Fair nok. Sådan er det.
På dagen, ringer jeg og siger tillykke. Jeg får min mor i røret, de er på besøg for deres barnebarn skulle selvfølgelig have gaven på dagen. Jeg spørger min søster om det er ok jeg kommer forbi med gaverne. Får af vide, det kan de ikke magte.
Min søn holder fødseldag 2 uger efter, de dukker op og lige inden de går, siger de, hov forresten, vi skal også have hendes gaver? Jeg siger, holder I da ikke fødselsdag? Nej det gør de ikke for hun kan jo ikke huske det.
De får gaverne. Jeg får en sms senere hvor der står tak. Ikke mere.
Nu opstår min frustration faktisk. Jeg føler slet, slet ikke at jeg er gudmor men mere en gavemor. Jeg har slet intet med barnet at gøre. Jeg må ikke hente hende når hun har været i dagpleje, jeg må ikke passe hende i min ferie. Jeg må gerne give gaver, dog må jeg ikke rigtig komme og aflevere dem.
Jeg må ikke passe hende hvis de skal noget, på trods af at hun flere gange har anerkendt min opdragelse og siger, at sådan vil hun også opdrage.
Nu opstår mit dilemma faktisk. Skal jeg sige noget eller skal jeg bare lade som ingenting og så stille og roligt lade det fase ud? Jeg har selv 4 børn og har meget at se til men ville rigtig gerne være en del af mit gudbarns liv, og gøre plads til det.. Jeg gider dog ikke bare være en gavemor, så mange penge har jeg heller ikke...
