alenemor42 skriver:
Jeg fik en lillebror da jeg var knap 3 år .... og der var intet sødt ved ham! Jeg syntes i flere år han var død irriterende til trods for at han også så et stort lys i mig altid. Han var temmelig gammel før jeg gad ham, han var bare et forstyrrende element i min verden og jeg slog ham også når jeg kunne slippe afsted med det.
Jeg tror nogle gange at man skal acceptere at det ikke altid er ren kærlighed mellem søskende. Ikke at man skal acceptere at søster slår! Men man skal acceptere at fordi man er søskende er det ikke nødvendigvis stor kærlighed.
Samme med mig, var 3 år da jeg fik min lillebror.
Jeg har ALDRIG syntes det var fedt at han kom - har sågar på en ferievideo, hvor jeg står og leger med nogle børn, og så kommer min lillebror på omkring 2 år stavrende hen til os, hvor jeg helt koldt bare skubber ham væk, så han falder. For derefter at lege videre..
Og jeg kan love dig for vi har været skrappe mod hinanden, ødelagt hinandens legetøj og har været oppe og toppes maaaange gange altid. Vi har aldrig leget rigtig sammen, min bror har altid drillet enormt meget og jeg har altid været pisse sur og irriteret på ham.
Jeg tror min mor og far kunne have skældt os ud fra dag et af, og forevigt - det ville stadig være sket (jeg kan pt ikke huske hvad de konkret har haft gjort af forskellige ting, men de har prøvet en del!) Sådan var vores søskende-kærlighed bare.
Den dag idag, er vi hhv. 27 år og 25 år og elsker hinanden (uden at slås :-p ) jeg ved jeg altid kan regne med min bror, og vi vil gøre alt for hinanden. Vores forhold ændrede sig ca. da vi kom over teenage alderen,- mener jeg var omkring de 21 år ca.
Anmeld
Citér