Det hele vælter - opdate

tarkoflen skriver:

Du må ikke være flov søde du! Der er ikke noget at være flov over! Det sker for rigtig mange og du er ikke alene 

Du skal blive sygemeldt og det kan kun gå for langsomt og så skal du tage imod alt den hjælp du kan få! Det er ikke flovt at tage imod hjælp, det er stærkt at komme til den erkendelse at det er nødvendigt, og når du først får hjælp og kommer lidt ovenpå, kan du selv se, at det var det helt rigtige! 

Du skal passe på dig selv for din egen, dine børns og din mands skyld, og det gør du bedst ved at få noget ro og noget hjælp på den ene eller den anden måde. Og så vil jeg virkelig anbefale dig at tage kontakt til sp, de har rigtig mange steder mulighed for at henvise til en gruppe af kvinder, der er igennem noget tilsvarende dig 

Jeg håber du lader dig sygemelde og måske undersøger muligheden for om din mand kan tage noget barsel.

mange kram herfra 

Læs svaret neden under mht til spen  hende har jeg nemmig snakket med. 

Min mand har kommet med samme forslag, altså at jeg blev sygemeldt pg han tog barsel og så hjalp med vores søn.

Loa skriver:

Hold da op! Du er (sgu) da heller ikke en super kvinde. Du har en 8 uger gammel søn og har ikke engang barsel? Du læser bare videre  Det er da en kæmpe omvæltning med sådan en lille størrelse, tror de færreste har overskuddet til at arbejde/læse allerede. Det er ABSOLUT ikke en fallit erklæring at trække stikket og være mor og dig selv på fuld tid lige nu. Det andet skal nok nåes! Pas for Gud skyld på dig selv, du er den bedste mor dit barn har!

 ja du har ret 

Jeg ville bare så gerne den uddannelse  har nok været en smugle egoistisk .. men jeg har virkelig kæmpet, for det hele. Jeg kan barr ikke mere.

Anonym skriver:

Okay, det beroligere mig lidt. Jeg har aldrig sat mig ind i det, det har heldigvis aldrig været nødvendigt. 

Men det godt nok et sværy skridt og tage. 

Det kan jeg sagtens følge

Men omvendt er det et stort skridt i den rigtige retning - erkendelsen af at man er syg og har behov for hjælp og medicin

et virkelig stort - og svært (!) skridt  .. men jeg kan ikke sige andet end at det hjælper de fleste  

Og når nu lægen sagde en depression i svær grad (husker det ikke ordret ) så vil jeg sige at medicinen er en kærkommen hjælp til at komme hurtigere ud på den anden side

Held og lykke med beslutningen  

Jeg har selv lige for knap 3 uger siden fået konstateret svær depression og svær stress samtidig.

Jeg har valgt at sige nej til medicin, og det støtter min læge mig i, jeg har også valgt at sige nej til en sygemelding lige pt, det støtter han mig knapt så meget i, han så gerne at jeg tog imod en sygemelding, mit problem er dog at en del af min stress skyldes økonomien, og jeg ville få en endnu dårligere økonomisk situation af at blive sygemeldt og dermed få det endnu dårligere psykisk.. 

MEN, i din situation ville jeg vælge at blive sygemeldt, du er ekstra presset uden grund, for grunden til dit ekstra pres er skolen, og den kan man heldigvis få en pause fra i sådan en situation. Så jeg ville uden tvivl vælge at blive sygemeldt hvis jeg var dig, det vil give dig ro til at komme ovenpå.

Om du skal vælge medicin eller ej vil jeg ikke råde dig i, det er kun dig der kan tage den beslutning.

Anonym skriver:

 ja du har ret 

Jeg ville bare så gerne den uddannelse  har nok været en smugle egoistisk .. men jeg har virkelig kæmpet, for det hele. Jeg kan barr ikke mere.

Kan jeg filme godt forstå! Du skal nok nå uddannelsen, men du må simpelthen ikke miste dig selv i den her kamp, det går kun ud over dig selv og din familie. Så prioriter for Gud skyld dig selv og din mindste (selvfølgelig også de andre børn, men du ved hvad jeg mener), og så er det det du skal have fokus på nu, så skal uddannelse og det hele nok komme når tid er til det.

Anonym skriver:

Jeg har snakket med hende, (jeg har haft den samme til de sidste to børn, så hun kender mig godt) hun sagde at det nok ville være bedst at følge lægens råd, både med medicin og sygemelding/barsel. 

Jeg har fået henvisning til psykolog men der er laaaang ventetid, næsten 8 uger 

Prøv at spørg hende, om der ikke findes et tilbud til dig indtil du kan komme til psykolog. Fx en gruppe af kvinder i samme situation som dig, eller måske har hun mulighed for selv at komme og snakke en gang om ugen.

Jeg har fuld tiltro til, at du kommer vel ud på den anden side. Du har taget ansvar for dig selv ved at sætte processen i gang, og din mand lader til at støtte godt op om dig. 

Anonym skriver:

Læs svaret neden under mht til spen  hende har jeg nemmig snakket med. 

Min mand har kommet med samme forslag, altså at jeg blev sygemeldt pg han tog barsel og så hjalp med vores søn.

Fantastisk mand du har dig i øvrigt 

En der stepper op og klarer ærterne og støtter op om kvinden i hans liv  

PUHK skriver:

Prøv at spørg hende, om der ikke findes et tilbud til dig indtil du kan komme til psykolog. Fx en gruppe af kvinder i samme situation som dig, eller måske har hun mulighed for selv at komme og snakke en gang om ugen.

Jeg har fuld tiltro til, at du kommer vel ud på den anden side. Du har taget ansvar for dig selv ved at sætte processen i gang, og din mand lader til at støtte godt op om dig. 

Det gør han heldigvis 

Han "presser" også godt på for at få en behandling igang 

Det vil jeg lige prøve imorgen, altså at høre hende om det. 8 uger er længe at vente sys jeg  og specielt når tingene bar blir værre.

serinasmor skriver:

Fantastisk mand du har dig i øvrigt 

En der stepper op og klarer ærterne og støtter op om kvinden i hans liv  

Ja det er han heldigvis  han "presser" også godt på for at behandlingen skal igang NU! Han er nok den der er hårest ramt af andre, når jeg er sur/ked/irriteret er det ham det rammer jo  men han rr SÅ forstående 

Anonym skriver:

Ja det er han heldigvis  han "presser" også godt på for at behandlingen skal igang NU! Han er nok den der er hårest ramt af andre, når jeg er sur/ked/irriteret er det ham det rammer jo  men han rr SÅ forstående 

Dejligt at have ham  

I skal nok komme sammen ud på den anden side