Hvordan takler jeg familien - tro vs ikke at tro

Anonym skriver:

Forventer ikke deres støtte men blot have respekt for mit valg. Jeg er meget mere end min tro og vil ikke prakke nogen noget på. Kunne bare være rart ikke at være tvunget til at omgåes sandheden eller kune sige, når der er et vigtigt arrangement som ramler med en fødselsdag at vi ikke kan komme osv 

Blot nogle bemærkninger til noget af dit indlæg; du tager dine børn med i kirke, og så må de selv vælge, når de bliver ældre? Du prakker ikke nogen noget på? Jo, dine børn har ikke valget nu, så jeg synes faktisk, at dem, du burde tænke allermest på, er dem, der bliver prakket noget på. Alderen er faktisk underordnet, det er jo f.eks. En af JHV's store forcer, at de vænnes til troen, kulturen og sammenholdet fra spæd.

- og så har jeg altid været nysgerrig på det psykologiske aspekt i det at tro; for mig at se, så har man en brist eller mangel, der gør, at man har behov for at støtte sig til en højere magt, jeg tror såmænd ikke, at denne mangel er bevidst, men det er fuldstændig irrationelt og ulogisk at tro på, og ikke mindst leve efter, en gammel skrift eller andre menneskers fortolkning og formaninger, et eller andet sted er det vel søgen efter rigtigt og forkert, at man ikke søger at tage ansvar for eget liv, men skal have andet/andre til at diktere dette.

De grundlæggende ting, som ikke at slå ihjel eller at være næstekærlig giver (i min verden) helt sig selv, det behøver jeg ikke andre til at fortælle mig.

Har du belysende kommentarer til dette?

hekran skriver:

Jeg har egentlig ikke et svar til dig, men jeg synes, at du er modig, fordi du vil stå ved dine valg. Det er langt fra normen i dag at være troende og de fleste går ud fra, at man ikke er. 

I mit tilfælde oplever jeg det på arbejde f.eks. Jeg har været troende hele mit liv. Vi går i kirke og missionshus og jeg skal nogle gange 'stå til ansvar' overfor uforstående kolleger. Nogle er selvfølgelig bare nysgerrige, men andre spørger, hvordan vi i alverden kan finde på det og hvordan vi dog ikke kan være klogere. Det sårer.

Vores familier er også kristne, så vi møder kun støtte der. 

Forstår ikke folks holdninger om at man er dum, eller behov for at se ned på en fordi man er troende. Så længe man ikke bruger Guds navn til ondt kan folk vel være ligeglade, men åbenbart ikke  

Rockertand skriver:

 

Blot nogle bemærkninger til noget af dit indlæg; du tager dine børn med i kirke, og så må de selv vælge, når de bliver ældre? Du prakker ikke nogen noget på? Jo, dine børn har ikke valget nu, så jeg synes faktisk, at dem, du burde tænke allermest på, er dem, der bliver prakket noget på. Alderen er faktisk underordnet, det er jo f.eks. En af JHV's store forcer, at de vænnes til troen, kulturen og sammenholdet fra spæd.

- og så har jeg altid været nysgerrig på det psykologiske aspekt i det at tro; for mig at se, så har man en brist eller mangel, der gør, at man har behov for at støtte sig til en højere magt, jeg tror såmænd ikke, at denne mangel er bevidst, men det er fuldstændig irrationelt og ulogisk at tro på, og ikke mindst leve efter, en gammel skrift eller andre menneskers fortolkning og formaninger, et eller andet sted er det vel søgen efter rigtigt og forkert, at man ikke søger at tage ansvar for eget liv, men skal have andet/andre til at diktere dette.

De grundlæggende ting, som ikke at slå ihjel eller at være næstekærlig giver (i min verden) helt sig selv, det behøver jeg ikke andre til at fortælle mig.

Har du belysende kommentarer til dette?

Så prakker man vel altid børn noget på uanset om det er at gå i kirke eller ej. Nu er det ikke JHV jeg kommer hos og er meget imod at børnene ikke selv får lov at vælge. Ens forældres interesser og holdninger får jo Uansethbordan man vender og drejer det et vis præg, men der er forskel hvordan man gør det i mine øjne, de får jo både set min del men også fars del og fra familien. 

At du mener man har en mangel eller brist er meget nedladende, og der er faktisk videnskabelige beviser for at flere hændelser kunne være eller er sket. Hvordan er biblen anderledes end man feks baserer historie ud fra noget nedskrevet på feks en runesten eller i hieroglyffer i pyramiderne. Fordi noget ikke ses er det ikke ensbetydende med at det ikke er der. Hvilke valg man tager og hvad man gør er da 100% op til en selv, der er altid valg, om man er i en kirke, eller bare i den alm dagligdag, der er jo også regler, love og guidelinjer som feks færdselsloven, men folk bestemmer jo selv om de vil overholde den. Ja kirken har regler og guidelinjer som kan skubbes indenfor visse grænser men da jeg i forvejen var enige i disse holdninger var det nu ikke et problem for mig. Jeg kan udemærket tænke selv. Men uanset hvad man beskæftiger sog med i livet, kan man blive inspireret af andre. 

Og søgte råd, ikke at der var flere som skulle pege fingre af mit valg eller komme og sige jeg har en mangel eller brist 

Anonym skriver:

Forstår ikke folks holdninger om at man er dum, eller behov for at se ned på en fordi man er troende. Så længe man ikke bruger Guds navn til ondt kan folk vel være ligeglade, men åbenbart ikke  

Hey, lad ikke disse kommentarer gå dig på. Jeg er ved at læse op til eksamen i religion og undersøgelser viser at mennesker med religion hverken er mindre intelligente eller mere naive end ikke-troende. Det er desuden normen i det meste af verden. Jeg synes det er synd at frihed ikke også strækker sig til frihed til at tro på en højere magt i Danmark. 

Astoria skriver:

Hey, lad ikke disse kommentarer gå dig på. Jeg er ved at læse op til eksamen i religion og undersøgelser viser at mennesker med religion hverken er mindre intelligente eller mere naive end ikke-troende. Det er desuden normen i det meste af verden. Jeg synes det er synd at frihed ikke også strækker sig til frihed til at tro på en højere magt i Danmark. 

 

Tak  

forstår bare ikke behovet for at sige nedsættende ting. Netop min tro får mig til konstant at arbejde med mig selv, se det bedste i andre, og giver mig mulighed for at hjælpe andre og vise næstekærlighed  

Rockertand skriver:

 

Blot nogle bemærkninger til noget af dit indlæg; du tager dine børn med i kirke, og så må de selv vælge, når de bliver ældre? Du prakker ikke nogen noget på? Jo, dine børn har ikke valget nu, så jeg synes faktisk, at dem, du burde tænke allermest på, er dem, der bliver prakket noget på. Alderen er faktisk underordnet, det er jo f.eks. En af JHV's store forcer, at de vænnes til troen, kulturen og sammenholdet fra spæd.

- og så har jeg altid været nysgerrig på det psykologiske aspekt i det at tro; for mig at se, så har man en brist eller mangel, der gør, at man har behov for at støtte sig til en højere magt, jeg tror såmænd ikke, at denne mangel er bevidst, men det er fuldstændig irrationelt og ulogisk at tro på, og ikke mindst leve efter, en gammel skrift eller andre menneskers fortolkning og formaninger, et eller andet sted er det vel søgen efter rigtigt og forkert, at man ikke søger at tage ansvar for eget liv, men skal have andet/andre til at diktere dette.

De grundlæggende ting, som ikke at slå ihjel eller at være næstekærlig giver (i min verden) helt sig selv, det behøver jeg ikke andre til at fortælle mig.

Har du belysende kommentarer til dette?

Langt de fleste mennesker er rationelle og størstedelen af verdens befolkning er troende. Derfor må man vi også antage at for dem er det at være troende logisk. Det er måske for dig ulogisk, men det kan ikke overføres til alle andre.

Derudover så træffer vi hele tiden valg på vegne af vores børn. Det er også et valg ikke at tage dem med i kirke. Vi kan ikke undgå at forme vores børn du fra vores egne vaner, kultur og holdninger. Hvorfor er det pludseligt galt bare fordi det kommer til religion? Jeg går ud fra du tror på vi mennesker har en masse friheder, såsom ytringsfrihed, og ja religionsfrihed er en af dem. 

Astoria skriver:

Langt de fleste mennesker er rationelle og størstedelen af verdens befolkning er troende. Derfor må man vi også antage at for dem er det at være troende logisk. Det er måske for dig ulogisk, men det kan ikke overføres til alle andre.

Derudover så træffer vi hele tiden valg på vegne af vores børn. Det er også et valg ikke at tage dem med i kirke. Vi kan ikke undgå at forme vores børn du fra vores egne vaner, kultur og holdninger. Hvorfor er det pludseligt galt bare fordi det kommer til religion? Jeg går ud fra du tror på vi mennesker har en masse friheder, såsom ytringsfrihed, og ja religionsfrihed er en af dem. 

Enig 

Anonym skriver:

De ved godt vi har været nogle gange i kirken hvor der har været stpre reaktioner og derfor har keg ikke delt hvor seriøst det er for mig. 

Jeg prædiker ikke for nogen overhovedet, jeg serverer alkohol og kommenterer ikke andres forbrug, kommenterer ikke min søsters udskejelser, hvad hun gør er hendes valg (dog er jeg ikke stolt af hun tager penge for film og billeder af sig nøgen men har intet med troen at gøre, og må hun selv om)

har faktisk ikke gjort andet de seneste mange år end være overbærende og næstekærlig, accepteret meget, men måske det handler mere om mig end om min tro 

Når jeg læser dine svar her i tråden - inkl. bemærkninger om alkohol og strip - tænker jeg, at det ikke er min lokale folkekirke, du kommer i.

Jeg ved ikke, hvilket kirkesamfund du har fundet. Men jeg ved, at mange, mindre kirkesamfund har negative holdninger til, at deres medlemmer kommer sammen med og lever deres liv sammen med "udenforstående". Hvis min søn eller (fremtidige) svigerdatter begyndte at komme fx hos Jehovas Vidner eller lignende, ville jeg godt nok også blive særdeles bekymret. Jeg ville blive enormt bange for, at det ville ende med, at jeg enten blev lukket ude af deres liv (og mine endnu ikke-eksisterende børnebørns liv) eller skulle leve med et køligt, distanceret forhold, hvor jeg og min "syndige" livsstil blev "tolereret" med sigende blikke og hønserøvsmund.

Du skriver, at du blot ønsker deres respekt. Jeg citerer lige nogle ord, du bruger i denne tråd om din adfærd overfor din familie og din families måde at leve på: din søsters "udskejelser" og du er "overbærende" (du får lige her en definition på ordet overbærende: som let bærer over med andres fejl, mangler, svagheder el.lign. undertiden på en nedladende eller overlegen måde). Er det hvad du forstår ved "respekt"? Eller skal respekten kun gå den ene vej?

Som du beskriver din familie, ville jeg også blive ked af, at blive mødt med så lidt respekt, anerkendelse og nysgerrighed overfor de ting i mit liv, der giver mig glæde og mening. Men jeg har meget svært ved i dine indlæg at spore respekt, nysgerrighed og anerkendelse overfor dine familiemedlemmers bekymringer om dine valg. Har du prøvet at spørge din mor - stille og roligt på tomandshånd - hvad der bekymrer hende? Har du prøvet at lytte til, hvad hun siger uden at argumentere for din egen ret? Har du talt med dine svigerforældre? Lyttet til dem?

Trumfer et kirkebesøg pr. definition en familiefødselsdag i din verden? Hvorfor det? Kirken er der vel også om mandagen, tirsdagen og lørdagen? Hvilket hierarki stiller du så op mellem dit religiøse liv og din familie? Må dine familiemedlemmer ikke føle sig truede af at blive henvist til anden række, når din kirke kalder på dig? Må de ikke blive kede af at blive mødt med overbærenhed over deres "fejl og mangler"? Det kan jeg love dig for, at jeg ville.

L-mor skriver:

Når jeg læser dine svar her i tråden - inkl. bemærkninger om alkohol og strip - tænker jeg, at det ikke er min lokale folkekirke, du kommer i.

Jeg ved ikke, hvilket kirkesamfund du har fundet. Men jeg ved, at mange, mindre kirkesamfund har negative holdninger til, at deres medlemmer kommer sammen med og lever deres liv sammen med "udenforstående". Hvis min søn eller (fremtidige) svigerdatter begyndte at komme fx hos Jehovas Vidner eller lignende, ville jeg godt nok også blive særdeles bekymret. Jeg ville blive enormt bange for, at det ville ende med, at jeg enten blev lukket ude af deres liv (og mine endnu ikke-eksisterende børnebørns liv) eller skulle leve med et køligt, distanceret forhold, hvor jeg og min "syndige" livsstil blev "tolereret" med sigende blikke og hønserøvsmund.

Du skriver, at du blot ønsker deres respekt. Jeg citerer lige nogle ord, du bruger i denne tråd om din adfærd overfor din familie og din families måde at leve på: din søsters "udskejelser" og du er "overbærende" (du får lige her en definition på ordet overbærende: som let bærer over med andres fejl, mangler, svagheder el.lign. undertiden på en nedladende eller overlegen måde). Er det hvad du forstår ved "respekt"? Eller skal respekten kun gå den ene vej?

Som du beskriver din familie, ville jeg også blive ked af, at blive mødt med så lidt respekt, anerkendelse og nysgerrighed overfor de ting i mit liv, der giver mig glæde og mening. Men jeg har meget svært ved i dine indlæg at spore respekt, nysgerrighed og anerkendelse overfor dine familiemedlemmers bekymringer om dine valg. Har du prøvet at spørge din mor - stille og roligt på tomandshånd - hvad der bekymrer hende? Har du prøvet at lytte til, hvad hun siger uden at argumentere for din egen ret? Har du talt med dine svigerforældre? Lyttet til dem?

Trumfer et kirkebesøg pr. definition en familiefødselsdag i din verden? Hvorfor det? Kirken er der vel også om mandagen, tirsdagen og lørdagen? Hvilket hierarki stiller du så op mellem dit religiøse liv og din familie? Må dine familiemedlemmer ikke føle sig truede af at blive henvist til anden række, når din kirke kalder på dig? Må de ikke blive kede af at blive mødt med overbærenhed over deres "fejl og mangler"? Det kan jeg love dig for, at jeg ville.

For at være ærlig så nej jeg ville ikke takke nej til en invitation, det afhænger dog af hvad det er, fader er 2 yderst vigtige møder om året. Jeg prædiker som sagt ikke på dem. Jeg ser ikke ned på nogen for deres valg, men når de kan vælge som det lyster dem uden respekt for mine valg ja så gør det mig ked af det. 

Kirken er ikke dømmende overfor hvordan andre vælger at leve deres liv, og det er ikke JHV. 

Jeg er ikke perfekt og alle har fejl og mangler, modsat min familie går jeg ikke og peger fingre af dem som de gør med mig, og det gør mig rigtig ked af det. Det har desværre altid været sådan. 

Jeg prøver at forklare mig så godt jeg kan men jeg har endnu ikke takket nej til noget pga kirken. En fødselsdag ville jeg heller ikke takke nej til men sidder man og veksler mellem datoer for at mødes og planlægge, hvilket også sker ang fødselsdage, er min kirkegang vel ikke mindre vigtig for mig end min søsters interesse for at gå i byen lørdag aften, eller min mors fritidshobby som udstiller ? Dette har jeg aktid taget hensyn til men så kan jeg jo også vende den og sige hvorfor jeg sksl i 2 række fordi min søster vil gå i byen. I øvrigt har min mand et arbejde som gør at han altid er afsted når vi er i kirke, så der har jeg i forvejen altid prøvet at undgå at skulle til min familie, da jeg selv står med alle børnene, uden hjælp. Så ja kunne jeg planlægge mig ud af at ikke at skulle til fødselsdag og kirke på samme tid, så ville jeg det. 

Anonym skriver:

Så prakker man vel altid børn noget på uanset om det er at gå i kirke eller ej. Nu er det ikke JHV jeg kommer hos og er meget imod at børnene ikke selv får lov at vælge. Ens forældres interesser og holdninger får jo Uansethbordan man vender og drejer det et vis præg, men der er forskel hvordan man gør det i mine øjne, de får jo både set min del men også fars del og fra familien. 

At du mener man har en mangel eller brist er meget nedladende, og der er faktisk videnskabelige beviser for at flere hændelser kunne være eller er sket. Hvordan er biblen anderledes end man feks baserer historie ud fra noget nedskrevet på feks en runesten eller i hieroglyffer i pyramiderne. Fordi noget ikke ses er det ikke ensbetydende med at det ikke er der. Hvilke valg man tager og hvad man gør er da 100% op til en selv, der er altid valg, om man er i en kirke, eller bare i den alm dagligdag, der er jo også regler, love og guidelinjer som feks færdselsloven, men folk bestemmer jo selv om de vil overholde den. Ja kirken har regler og guidelinjer som kan skubbes indenfor visse grænser men da jeg i forvejen var enige i disse holdninger var det nu ikke et problem for mig. Jeg kan udemærket tænke selv. Men uanset hvad man beskæftiger sog med i livet, kan man blive inspireret af andre. 

Og søgte råd, ikke at der var flere som skulle pege fingre af mit valg eller komme og sige jeg har en mangel eller brist 

At noget er sket og skrevet i en bog sker dagligt, men som allerede kendt fra vores nutidige presse bliver en historie altid meget bedre, hvis den mystificeres eller overdrives, den er vist ret universel og tidsløs - så er der større bevågenhed og der vil altid være mennesker, der søger opmærksomhed, god eller dårlig.

Du kender selv selvskabslegen, hvor een starter med at fortælle en kort historie, og dette går videre via 20 mennesker, og det er aldrig tilnærmelsesvist det samme, der genfortælles til sidst.

Men det har sikkert været en utrolig tidsberøvende opgave at samle vandrehistorier, fortællinger og "jeg tror nok, at jeg har hørt" krydret med fortolkninger tilrettet datidens levevis og meninger om rigtigt og forkert, hatten af for det.

Jeg er sikker på, at der er historier i biblen, der bunder i ting, der rent faktisk er sket, f.eks. er det helt almindeligt at bruge vand til at fremstille vin, hvis sukkerindholdet i gæringsprocessen er for højt.

Kan du give eksempler på, hvad du tænker er bevist?

Jeg forstår slet ikke din henvisning til runesten, som var gravsten eller mindesten, det kan da ikke sammenlignes med biblen.

Hieroglyffer var et skriftsprog, der blev brugt til at beskrive hverdagen, videregive politiske budskaber og hylde den regerende farao, godt nok primært skrevet af præster, men det var dem, der kunne uddannes til skriftsproget, deraf blev de også kaldt hellige, men "troen" var hovedsageligt budskaber, der beskrev troen på efterlivet, altså det der kan betegnes som overtro (idet det aldrig er bevist).

Hvad har færdselsloven med tro at gøre? Hvis du ikke følger loven, bliver du (måske) straffet, den er lovgivet, men tro vælger du selv.