Hvordan takler jeg familien - tro vs ikke at tro

Hej skønne kvinder 

håber på nogle gode og konstruktive råd 

sagen er den at jeg altid har haft troen på noget større end os selv, den tro er roligt udviklet gennem årene og får nogle år siden fandt jeg kendskab til en kristen kirke, nu mere jeg har læst nu mere er jeg sikker på det er den sande vej for mig. 

Min mand er ikke troende men er helt ok med at jeg går i kirke og tager vores børn med. Han synes det er fint og de får selv lov senere i livet at vælge hvad de ønsker, og han er ok med det uanset hvad de vælger. 

Nu er sagen den at mine svigerforældre er så stramme omkring  det at tro i det hele taget, man bliver døbt og konformeret af tradition, ud over det er det at tro noget pjat. 

Min mor er også meget stram men på en anden måde. Hun ser skuffet ud når emnet at tro er kommet på bane og hun har himlet øjne når jeg til jul gerne ville i kirke (folkekirken) 

jeg snakker ikke om det, og tør slet ikke nævne noget og frygter for den dag de finder ud af min tilgang til Gud 

det sårer mig dybt, og især at de vil være så skuffet over mig og deres tilgang. Så det engang da jeg skulle med en klassekammerat til JHV møde, og stoppede fordi det gjorde min mor ked af det. Det var heller ikke vejen for mig, men de gange jeg har været afsted med min veninde fra kirken har jeg tydeligt kunnet se hvad hun følte, og hun viste tydelig afsky, selv en simpel julefest fir børn var hun helt oppe at ringe over. 

Familiens holdning får mig dog ikke til at vende min tro ryggen, men er så ked og frustreret. Min søster viser sig selv nøgen og i frækt tøj, og meget udfordrende billeder, på en hjemmeside, mod abb betaling på siden. Hendes holdning er hun da ikke er stolt men ellers må min søster selv om det(hvilket hun også må) men at jeg tror på Gud væmmedes hun ved og ser på mig med afsky 

Hvordan pokker takler jeg denne situation, jeg snakker ikke om det eller prædiker, men kan ikke engang sige at vi ikke kan lave aftale om søndagen da vi skal i kirke. 

Det samme gælder min papmor som har arbejdet sammen med en fra menigheden, så fik tydeligt dengang at vide, hvad hendes holdning er, hvilket er utrolig negativt og fjollet og man er både dum og naiv hvis man tror på Gud 

Ville ønske jeg kunne blive accepteret for bare at være mig

nogle råd eller andre der har/ er i samme situation som mig 

Min umiddelbare tanke er, at du kan ikke lave om på, hvordan de tænker og føler. Du kan vælge, hvordan du vil håndtere det (vil du lade dem kritisere dig for dit valg altid, vil du konfrontere dem, eller måske bare vælge dem helt fra?). Jeg oplever en snert af samme problem, men med omvendt fortegn. Jeg ønsker ikke, at vores barn skal døbes (min kæreste er enig), da jeg mener at religion skal være et voksent tilvalg, ikke et barns manglende evne til et fravalg. Det har min mor det meget svært ved, og har også lagt op til, at så må hun jo, mod vores ønske, sørge for at undervise sit barnebarn i biblen og kristendom. Jeg valgte at tage konfrontationen, og forklare hvorfor jeg føler som jeg gør. Det giver stadig lidt diskussioner i ny og næ, men hun har så småt accepteret, at det ikke er hendes valg. Ligesom jeg heller aldrig vil dømme hende for hendes.

Jeg tænker, din familie må acceptere dit valg, som er truffet af en voksen og myndig person, og at du har brugt tid på at mærke efter, hvad der føles rigtigt for dig. Det kan ikke, og vil aldrig være andres beslutning end din. Jeg ville måske nævne, at det er dybt sårende, at de ikke kan acceptere stiltiende, at du her har fundet noget som føles rigtigt, og som ikke skader hverken dig eller andre. Evt. spørge ind til, hvorfor deres reaktion er så kraftig, og hvad de er så bange for, siden de ligefrem viser afsky?

Kommunikation må være vejen frem til fælles forståelse, men som jeg også startede med at skrive, kan du næppe ændre på deres holdninger og følelser om emnet. Allerhøjst opnå bedre gensidig forståelse, så det ikke skal blive et problem mellem jer.

Hej skønne kvinder 

håber på nogle gode og konstruktive råd 

sagen er den at jeg altid har haft troen på noget større end os selv, den tro er roligt udviklet gennem årene og får nogle år siden fandt jeg kendskab til en kristen kirke, nu mere jeg har læst nu mere er jeg sikker på det er den sande vej for mig. 

Min mand er ikke troende men er helt ok med at jeg går i kirke og tager vores børn med. Han synes det er fint og de får selv lov senere i livet at vælge hvad de ønsker, og han er ok med det uanset hvad de vælger. 

 

Nu er sagen den at mine svigerforældre er så stramme omkring  det at tro i det hele taget, man bliver døbt og konformeret af tradition, ud over det er det at tro noget pjat. 

Min mor er også meget stram men på en anden måde. Hun ser skuffet ud når emnet at tro er kommet på bane og hun har himlet øjne når jeg til jul gerne ville i kirke (folkekirken) 

jeg snakker ikke om det, og tør slet ikke nævne noget og frygter for den dag de finder ud af min tilgang til Gud 

det sårer mig dybt, og især at de vil være så skuffet over mig og deres tilgang. Så det engang da jeg skulle med en klassekammerat til JHV møde, og stoppede fordi det gjorde min mor ked af det. Det var heller ikke vejen for mig, men de gange jeg har været afsted med min veninde fra kirken har jeg tydeligt kunnet se hvad hun følte, og hun viste tydelig afsky, selv en simpel julefest fir børn var hun helt oppe at ringe over. 

 

Familiens holdning får mig dog ikke til at vende min tro ryggen, men er så ked og frustreret. Min søster viser sig selv nøgen og i frækt tøj, og meget udfordrende billeder, på en hjemmeside, mod abb betaling på siden. Hendes holdning er hun da ikke er stolt men ellers må min søster selv om det(hvilket hun også må) men at jeg tror på Gud væmmedes hun ved og ser på mig med afsky 

Hvordan pokker takler jeg denne situation, jeg snakker ikke om det eller prædiker, men kan ikke engang sige at vi ikke kan lave aftale om søndagen da vi skal i kirke. 

Det samme gælder min papmor som har arbejdet sammen med en fra menigheden, så fik tydeligt dengang at vide, hvad hendes holdning er, hvilket er utrolig negativt og fjollet og man er både dum og naiv hvis man tror på Gud 

Ville ønske jeg kunne blive accepteret for bare at være mig

nogle råd eller andre der har/ er i samme situation som mig 

 

Bed dem om at holde deres negative kommentarer og himmelvendte øjne for dem selv.

Hvis de ikke kan acceptere dig for den du er, behøver I ikke at ses. Færdig bum!

Hvis de ikke kan acceptere din tro og mening, så vend ryggen til dem. 

Ignorer det negative og hold dig til din egen mening og holdning. 

Du kan aldrig tvinge dem til at støtte dig i din tro eller holdning til din tro.

Jeg må ærlig indrømme at jeg har vendt en tæt person ryggen engang da hun havde en tro hun KUN snakkede om og blev negativ på mig eftersom jeg ikke ville høre om det. 

Anonym skriver:

Hej skønne kvinder 

håber på nogle gode og konstruktive råd 

sagen er den at jeg altid har haft troen på noget større end os selv, den tro er roligt udviklet gennem årene og får nogle år siden fandt jeg kendskab til en kristen kirke, nu mere jeg har læst nu mere er jeg sikker på det er den sande vej for mig. 

Min mand er ikke troende men er helt ok med at jeg går i kirke og tager vores børn med. Han synes det er fint og de får selv lov senere i livet at vælge hvad de ønsker, og han er ok med det uanset hvad de vælger. 

 

Nu er sagen den at mine svigerforældre er så stramme omkring  det at tro i det hele taget, man bliver døbt og konformeret af tradition, ud over det er det at tro noget pjat. 

Min mor er også meget stram men på en anden måde. Hun ser skuffet ud når emnet at tro er kommet på bane og hun har himlet øjne når jeg til jul gerne ville i kirke (folkekirken) 

jeg snakker ikke om det, og tør slet ikke nævne noget og frygter for den dag de finder ud af min tilgang til Gud 

det sårer mig dybt, og især at de vil være så skuffet over mig og deres tilgang. Så det engang da jeg skulle med en klassekammerat til JHV møde, og stoppede fordi det gjorde min mor ked af det. Det var heller ikke vejen for mig, men de gange jeg har været afsted med min veninde fra kirken har jeg tydeligt kunnet se hvad hun følte, og hun viste tydelig afsky, selv en simpel julefest fir børn var hun helt oppe at ringe over. 

 

Familiens holdning får mig dog ikke til at vende min tro ryggen, men er så ked og frustreret. Min søster viser sig selv nøgen og i frækt tøj, og meget udfordrende billeder, på en hjemmeside, mod abb betaling på siden. Hendes holdning er hun da ikke er stolt men ellers må min søster selv om det(hvilket hun også må) men at jeg tror på Gud væmmedes hun ved og ser på mig med afsky 

Hvordan pokker takler jeg denne situation, jeg snakker ikke om det eller prædiker, men kan ikke engang sige at vi ikke kan lave aftale om søndagen da vi skal i kirke. 

Det samme gælder min papmor som har arbejdet sammen med en fra menigheden, så fik tydeligt dengang at vide, hvad hendes holdning er, hvilket er utrolig negativt og fjollet og man er både dum og naiv hvis man tror på Gud 

Ville ønske jeg kunne blive accepteret for bare at være mig

nogle råd eller andre der har/ er i samme situation som mig 

 

Du skriver, at du ikke snakker med dem om det og frygter den dag, de finder ud af det. Så jeg går ud fra, at det du skriver om deres reaktioner, baserer sig på dine forestillinger om, hvordan de vil reagere, hvad de har sagt i andre sammenhænge om andre menneskers tro, osv.

Skylder du dem ikke at lade tvivlen komme dem til gode og rent faktisk vise dig  for dem, som du er? Og du beskriver, at du selv har brugt år på at finde frem til din tro. Hvad med at forestille dig, at de skal ud på en længere rejse, der minder lidt om din rejse for at kunne vænne sig til dit nye livssyn? Giv dem m.a.o. Noget tid.

Inden du taler med din familie, skal du måske også tænke lidt over, hvad din tro betyder for dig? Har du fundet Gud? Sjælefred? Evig frelse? I så fald hvad har det at gøre med, hvordan din søster tjener sine penge? Er din tro et redskab til at slå dine familiemedlemmer oven i hovedet med din overlegne (seksual)moral? Så kan jeg ærlig talt godt forstå, at de bliver lidt stramme i betrækket. 

Hvad med at begynde at vise dig overfor din familie med åbenhed og ærlighed om hvem du er og hvad du tror på. Og med overskud, glæde og næstekærlighed. Og så giv dem noget tid. Hvis de om et par år ikke har rykket sig en tøddel og slet ikke kan acceptere dig, som du er, kan du overveje, om det er andre metoder, der skal i brug.

Chellie skriver:

Min umiddelbare tanke er, at du kan ikke lave om på, hvordan de tænker og føler. Du kan vælge, hvordan du vil håndtere det (vil du lade dem kritisere dig for dit valg altid, vil du konfrontere dem, eller måske bare vælge dem helt fra?). Jeg oplever en snert af samme problem, men med omvendt fortegn. Jeg ønsker ikke, at vores barn skal døbes (min kæreste er enig), da jeg mener at religion skal være et voksent tilvalg, ikke et barns manglende evne til et fravalg. Det har min mor det meget svært ved, og har også lagt op til, at så må hun jo, mod vores ønske, sørge for at undervise sit barnebarn i biblen og kristendom. Jeg valgte at tage konfrontationen, og forklare hvorfor jeg føler som jeg gør. Det giver stadig lidt diskussioner i ny og næ, men hun har så småt accepteret, at det ikke er hendes valg. Ligesom jeg heller aldrig vil dømme hende for hendes.

Jeg tænker, din familie må acceptere dit valg, som er truffet af en voksen og myndig person, og at du har brugt tid på at mærke efter, hvad der føles rigtigt for dig. Det kan ikke, og vil aldrig være andres beslutning end din. Jeg ville måske nævne, at det er dybt sårende, at de ikke kan acceptere stiltiende, at du her har fundet noget som føles rigtigt, og som ikke skader hverken dig eller andre. Evt. spørge ind til, hvorfor deres reaktion er så kraftig, og hvad de er så bange for, siden de ligefrem viser afsky?

Kommunikation må være vejen frem til fælles forståelse, men som jeg også startede med at skrive, kan du næppe ændre på deres holdninger og følelser om emnet. Allerhøjst opnå bedre gensidig forståelse, så det ikke skal blive et problem mellem jer.

Tak for svar 

jeg respekterer deres holdninger, og for Enter ikke de synes om min men er måske kun ked af manglen på respekt omkring det, tænker der er værre valg i livet, Uanset hvad man vælger, om det er troen eller ej. Må finde med mig selv hvordan jeg takler det 

Anonym skriver:

Bed dem om at holde deres negative kommentarer og himmelvendte øjne for dem selv.

Hvis de ikke kan acceptere dig for den du er, behøver I ikke at ses. Færdig bum!

Tak for svar, noget jeg må øve i

Bshizzle skriver:

Hvis de ikke kan acceptere din tro og mening, så vend ryggen til dem. 

Ignorer det negative og hold dig til din egen mening og holdning. 

Du kan aldrig tvinge dem til at støtte dig i din tro eller holdning til din tro.

Jeg må ærlig indrømme at jeg har vendt en tæt person ryggen engang da hun havde en tro hun KUN snakkede om og blev negativ på mig eftersom jeg ikke ville høre om det. 

Forventer ikke deres støtte men blot have respekt for mit valg. Jeg er meget mere end min tro og vil ikke prakke nogen noget på. Kunne bare være rart ikke at være tvunget til at omgåes sandheden eller kune sige, når der er et vigtigt arrangement som ramler med en fødselsdag at vi ikke kan komme osv 

L-mor skriver:

Du skriver, at du ikke snakker med dem om det og frygter den dag, de finder ud af det. Så jeg går ud fra, at det du skriver om deres reaktioner, baserer sig på dine forestillinger om, hvordan de vil reagere, hvad de har sagt i andre sammenhænge om andre menneskers tro, osv.

Skylder du dem ikke at lade tvivlen komme dem til gode og rent faktisk vise dig  for dem, som du er? Og du beskriver, at du selv har brugt år på at finde frem til din tro. Hvad med at forestille dig, at de skal ud på en længere rejse, der minder lidt om din rejse for at kunne vænne sig til dit nye livssyn? Giv dem m.a.o. Noget tid.

Inden du taler med din familie, skal du måske også tænke lidt over, hvad din tro betyder for dig? Har du fundet Gud? Sjælefred? Evig frelse? I så fald hvad har det at gøre med, hvordan din søster tjener sine penge? Er din tro et redskab til at slå dine familiemedlemmer oven i hovedet med din overlegne (seksual)moral? Så kan jeg ærlig talt godt forstå, at de bliver lidt stramme i betrækket. 

Hvad med at begynde at vise dig overfor din familie med åbenhed og ærlighed om hvem du er og hvad du tror på. Og med overskud, glæde og næstekærlighed. Og så giv dem noget tid. Hvis de om et par år ikke har rykket sig en tøddel og slet ikke kan acceptere dig, som du er, kan du overveje, om det er andre metoder, der skal i brug.

De ved godt vi har været nogle gange i kirken hvor der har været stpre reaktioner og derfor har keg ikke delt hvor seriøst det er for mig. 

Jeg prædiker ikke for nogen overhovedet, jeg serverer alkohol og kommenterer ikke andres forbrug, kommenterer ikke min søsters udskejelser, hvad hun gør er hendes valg (dog er jeg ikke stolt af hun tager penge for film og billeder af sig nøgen men har intet med troen at gøre, og må hun selv om)

har faktisk ikke gjort andet de seneste mange år end være overbærende og næstekærlig, accepteret meget, men måske det handler mere om mig end om min tro 

Jeg har egentlig ikke et svar til dig, men jeg synes, at du er modig, fordi du vil stå ved dine valg. Det er langt fra normen i dag at være troende og de fleste går ud fra, at man ikke er. 

I mit tilfælde oplever jeg det på arbejde f.eks. Jeg har været troende hele mit liv. Vi går i kirke og missionshus og jeg skal nogle gange 'stå til ansvar' overfor uforstående kolleger. Nogle er selvfølgelig bare nysgerrige, men andre spørger, hvordan vi i alverden kan finde på det og hvordan vi dog ikke kan være klogere. Det sårer.

Vores familier er også kristne, så vi møder kun støtte der.