Ena skriver:
En af mine tidligere studiekammerater mistede også pludselig sin mand og stod tilbage som 28-årig med barn og al familie i Island. Senere fortalte hun at det sværeste var, at folk ikke turde nærme sig hende eller hendes barn, og endda undgik dem. De var knuste og i dyb sorg, hvilket åbenbart betød at folk ikke anede, hvad de skulle stille op, så de gjorde ingenting.
Engang stod jeg selv i mit livs krise, og oplevede også et par veninder trække sig. Det var sorg på sorg og betød at verden gjorde ekstra ondt.
Mit råd er helt klart at være der, vise klart og tydeligt at du kan rumme din veninde og hendes sorg. Hun har sikkert ikke kræfter til at fortælle, hvad hun har brug for og måske afviser hun hjælp og omsorg, fordi hun ikke kan andet. Men hun har brug for dig mere end nogensinde. Du kan starte med at lave en lasagne til fryseren, som du bare afleverer og smutter igen Eller tropper op med en kande kaffe og "trænge dig på" til snak og gråd. Du kan også tage fat i det praktiske, hvad med begravelse osv. Spørg direkte ind til det og undersøg om der er noget konkret, du kan gøre. Måske skal der ringes til forsikringsselskabet eller hvad ved jeg... Så længe du gør noget, er det vigtigste ikke om du er en praktisk gris eller grædekone.
Ja, mit bedste råd er faktisk at du trænger dig på og gør noget.
Det er nogle måneder siden han døde, og jeg gjorde meget af det du skriver. Vi var mange, der gerne ville hjælpe, og hun lod os heldigvis gøre det både med praktiske ting, men også bare at lytte. Jeg har snakket meget med hende, så jeg ved også, at hun var lidt såret over et par stykker, der aldrig på noget tidspunkt spurgte hende, hvordan det gik og følte, at de havde trukket sig lidt, men det var så heldigvis ikke nogen af dem, hun havde forventet ville være der mest.
Anmeld
Citér
