Min veninde har mistet sin mand

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Der er skrevet mange fine ting - og jeg vil blot supplere med, at hun er heldig at have dig. Hold ved hende - også om et halvt og et helt år, også selvom hun til tider er træls, krævende, eller du bare ikke lige orker. Verden går videre for alle andre - men for hende vil den stå stille i meget lang tid.

Vent ikke på at hun ringer - skriv eller kig forbi - men respektér også hvis hun har brug for fred. Spørg - eller måske bare "gør", som flere skriver. Smid en pose hjemmebagte boller i hendes fryser - tag hendes søn med på legeplads et par timer, sving støvsugeren - what ever.

De bedste tanker herfra 

 

Hun ved heldigvis, at hun har mange veninder, der vil være der for hende i dette. Hun har for mange år siden kæmpet med depression og hele tøseflokken var der for hende dengang, og vi vil også være der denne gang.

Når hun kommer hjem igen (hun opholder sig i øjeblikket hos familie), vil jeg gøre, som du foreslår og bare komme forbi med nogle ting. Så kan jeg gå igen med det samme, hvis hun vil være i fred, men har også mulighed for at blive til en snak eller bare være der.

Anonym skriver:

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

Jeg er den veninde Mom skriver om. Jeg mistede min mand i april 2013, 14 dage efter han fik konstateret en hjernetumor.

Jeg husker ærligt talt ikke meget fra tiden lige efter, udover at vi skulle lære at leve igen forfra. Ved begravelsen stod der en hord af mennesker, som nok skulle være der, støtte og gøre alt det jeg havde brug for. Igennem de næste måneder faldt flere og flere fra. Deriblandt nogle af mine allertætteste venner og veninder.

Min daværende bedste veninde havde behov for at trøste mig på sin måde ved f.eks at sætte sig tæt op af mig og holde om mig, når jeg græd - og det kunne jeg slet ikke have. Jeg havde bare brug for at få lov at læsse det af, der gjorde ondt. Ikke for fysisk trøst, for jeg kunne jo ikke trøstes. Det havde hun meget svært ved at acceptere, og jeg tror hun blev fornærmet når jeg prøvede at forklare det. Samtidig lagde hun hele tiden ansvaret for at finde tid sammen over på mig, og jeg kunne slet ikke overskue at forholde mig til at lave planer. Jeg havde brug for at man sagde "jeg kommer den dag kl. det - kan du det?" Og så kunne jeg sige ja eller nej. Skulle jeg finde tid og sted, skete det ikke. Det forstod hun ikke selvom jeg ofte prøvede at forklare det, og til sidst rendte vores venskab ud i sandet.

Andre, der stod tæt på os faldt også fra og i dag er der en relativt lille men til gengæld meget fast kerne tilbage af folk, som jeg ubetinget stoler på i krisesituationer. Med alt det vil jeg sige - I er måske rigtig tætte nu, men når det lange seje træk kommer, og du måske står som den givende part hele tiden i lang lang tid, så er det hårdt. Og jeg tror ikke at man ved, om man kan eller ikke kan, før man går det igennem. Men er hun som jeg, så gør hun det ikke af ond vilje eller fordi hun ikke vil dig. Så er det fordi hun bruger alle sine kræfter på at overleve og finde sine ben igen. Og det gør ondt på hende, når folk falder fra. Hun vil nok ikke være i stand til at sige, hvad hun har brug for - det har jeg stadig her næsten 3 år efter. Så hvis du føler at det er rigtigt at lave noget mad til fryseren, så gør det. Jeg havde aldrig troet at jeg ville miste så mange af de helt tætte venner. Omvendt har jeg i processen fået nogle venner, der i dag er familie for mig.

I ugen efter min mands død boede jeg his min mor. Vi var hver dag hjemme i vores hus, hvor jeg faktisk bare lå i vores seng og forsøgte at golde ud at være der. Min mor ryddede ud og op. Jeg havde et stort behov for at alt mad blev smidt ud eller givet væk. Ikke kun det gamle, men alt der var i skuffet, skabe og køleskab. Hvorfor ved jeg ikke.

Efter bisættelsen sov jeg hjemme med børnene, og havde i de første par uger enten min bror eller søster hos mig også. Først derefter kunne jeg begynde at være alene. Efter en måneds tid startede jeg langsomt på job igen. 

I den periode havde jeg især 3 venner omkring mig hele tiden, der bakkede op og hjalp til - også når jeg for 3. gang gik i gang med at rydde ud i køkkenskabene, lå på alle fire i hele haven og trak selv bittesmå stykker ukrudt op eller på anden måde oksede rundt for at gøre mine fysiske omgivelser perfekte (når alt roder indeni, er det så vigtigt at have orden omkring sig). De gik med på alle påfund, og gjorde alle følelser legitime - også de negative. 

Mit bedste råd er bare at være der. Også selvom det føles som et meget ensidigt forhold, hvor du hele tiden er initiativtager. Der kan gå lang tid før hun har overskud til at give igen - men hun skal nok sætte pris på dig alligevel Og hjælp hende med det praktiske - måske er hendes hjem ikke i din kørselsretning, men lad være med at problematisere det for hende. Så vær praktisk gris, der får det arrangeret med en af de andre veninder, der kan. Hvis jeg først føler mig til besvær, så trækker jeg mig med det samme.

Mange tanker til dig og din veninde. Skrive gerne, hvis jeg kan være mere til hjælp.

Har ikke mistet en mand, men da jeg mistede min søn var det bedste der blev gjort for mig og min mand da et vennepar skrev vi er byen og kommer forbi med pose varer om lidt - alle dem der bare siger vi er lige her er tit dem der ikke har tiden når man først kommer frem fra sit skjul og har brug for hjælpen.

En pose med varer var lige det vi havde brug for, for vi kunne ikke overskue at handle.

Og så havde jeg brug for at folk ønskede og gad lytte og ikke bare gjorde det fordi de skulle - jeg ville meget hellere have at folk kom og spurgte ind til det for så virkede de interesseret - ja måske ville jeg begynde at græde, men ville det være det værste? 

Så mit råd er at hjælpe med de små ting i hverdagen, for det er så pisse uoverskueligt 

Touché skriver:

Jeg er den veninde Mom skriver om. Jeg mistede min mand i april 2013, 14 dage efter han fik konstateret en hjernetumor.

Jeg husker ærligt talt ikke meget fra tiden lige efter, udover at vi skulle lære at leve igen forfra. Ved begravelsen stod der en hord af mennesker, som nok skulle være der, støtte og gøre alt det jeg havde brug for. Igennem de næste måneder faldt flere og flere fra. Deriblandt nogle af mine allertætteste venner og veninder.

Min daværende bedste veninde havde behov for at trøste mig på sin måde ved f.eks at sætte sig tæt op af mig og holde om mig, når jeg græd - og det kunne jeg slet ikke have. Jeg havde bare brug for at få lov at læsse det af, der gjorde ondt. Ikke for fysisk trøst, for jeg kunne jo ikke trøstes. Det havde hun meget svært ved at acceptere, og jeg tror hun blev fornærmet når jeg prøvede at forklare det. Samtidig lagde hun hele tiden ansvaret for at finde tid sammen over på mig, og jeg kunne slet ikke overskue at forholde mig til at lave planer. Jeg havde brug for at man sagde "jeg kommer den dag kl. det - kan du det?" Og så kunne jeg sige ja eller nej. Skulle jeg finde tid og sted, skete det ikke. Det forstod hun ikke selvom jeg ofte prøvede at forklare det, og til sidst rendte vores venskab ud i sandet.

Andre, der stod tæt på os faldt også fra og i dag er der en relativt lille men til gengæld meget fast kerne tilbage af folk, som jeg ubetinget stoler på i krisesituationer. Med alt det vil jeg sige - I er måske rigtig tætte nu, men når det lange seje træk kommer, og du måske står som den givende part hele tiden i lang lang tid, så er det hårdt. Og jeg tror ikke at man ved, om man kan eller ikke kan, før man går det igennem. Men er hun som jeg, så gør hun det ikke af ond vilje eller fordi hun ikke vil dig. Så er det fordi hun bruger alle sine kræfter på at overleve og finde sine ben igen. Og det gør ondt på hende, når folk falder fra. Hun vil nok ikke være i stand til at sige, hvad hun har brug for - det har jeg stadig her næsten 3 år efter. Så hvis du føler at det er rigtigt at lave noget mad til fryseren, så gør det. Jeg havde aldrig troet at jeg ville miste så mange af de helt tætte venner. Omvendt har jeg i processen fået nogle venner, der i dag er familie for mig.

I ugen efter min mands død boede jeg his min mor. Vi var hver dag hjemme i vores hus, hvor jeg faktisk bare lå i vores seng og forsøgte at golde ud at være der. Min mor ryddede ud og op. Jeg havde et stort behov for at alt mad blev smidt ud eller givet væk. Ikke kun det gamle, men alt der var i skuffet, skabe og køleskab. Hvorfor ved jeg ikke.

Efter bisættelsen sov jeg hjemme med børnene, og havde i de første par uger enten min bror eller søster hos mig også. Først derefter kunne jeg begynde at være alene. Efter en måneds tid startede jeg langsomt på job igen. 

I den periode havde jeg især 3 venner omkring mig hele tiden, der bakkede op og hjalp til - også når jeg for 3. gang gik i gang med at rydde ud i køkkenskabene, lå på alle fire i hele haven og trak selv bittesmå stykker ukrudt op eller på anden måde oksede rundt for at gøre mine fysiske omgivelser perfekte (når alt roder indeni, er det så vigtigt at have orden omkring sig). De gik med på alle påfund, og gjorde alle følelser legitime - også de negative. 

Mit bedste råd er bare at være der. Også selvom det føles som et meget ensidigt forhold, hvor du hele tiden er initiativtager. Der kan gå lang tid før hun har overskud til at give igen - men hun skal nok sætte pris på dig alligevel Og hjælp hende med det praktiske - måske er hendes hjem ikke i din kørselsretning, men lad være med at problematisere det for hende. Så vær praktisk gris, der får det arrangeret med en af de andre veninder, der kan. Hvis jeg først føler mig til besvær, så trækker jeg mig med det samme.

Mange tanker til dig og din veninde. Skrive gerne, hvis jeg kan være mere til hjælp.

Puha kan godt huske dit indlæg herinde. Jeg tudede over det.. Og gjorde det igen nu her da jeg læste det...

Kan slet ikke forestille mig den smerte, de følelser og alt der følger med, når man skal igennem noget nær helvede.

Håber tiden har gjort det bare en smule lettere for jer.

Touché skriver:

Jeg er den veninde Mom skriver om. Jeg mistede min mand i april 2013, 14 dage efter han fik konstateret en hjernetumor.

Jeg husker ærligt talt ikke meget fra tiden lige efter, udover at vi skulle lære at leve igen forfra. Ved begravelsen stod der en hord af mennesker, som nok skulle være der, støtte og gøre alt det jeg havde brug for. Igennem de næste måneder faldt flere og flere fra. Deriblandt nogle af mine allertætteste venner og veninder.

Min daværende bedste veninde havde behov for at trøste mig på sin måde ved f.eks at sætte sig tæt op af mig og holde om mig, når jeg græd - og det kunne jeg slet ikke have. Jeg havde bare brug for at få lov at læsse det af, der gjorde ondt. Ikke for fysisk trøst, for jeg kunne jo ikke trøstes. Det havde hun meget svært ved at acceptere, og jeg tror hun blev fornærmet når jeg prøvede at forklare det. Samtidig lagde hun hele tiden ansvaret for at finde tid sammen over på mig, og jeg kunne slet ikke overskue at forholde mig til at lave planer. Jeg havde brug for at man sagde "jeg kommer den dag kl. det - kan du det?" Og så kunne jeg sige ja eller nej. Skulle jeg finde tid og sted, skete det ikke. Det forstod hun ikke selvom jeg ofte prøvede at forklare det, og til sidst rendte vores venskab ud i sandet.

Andre, der stod tæt på os faldt også fra og i dag er der en relativt lille men til gengæld meget fast kerne tilbage af folk, som jeg ubetinget stoler på i krisesituationer. Med alt det vil jeg sige - I er måske rigtig tætte nu, men når det lange seje træk kommer, og du måske står som den givende part hele tiden i lang lang tid, så er det hårdt. Og jeg tror ikke at man ved, om man kan eller ikke kan, før man går det igennem. Men er hun som jeg, så gør hun det ikke af ond vilje eller fordi hun ikke vil dig. Så er det fordi hun bruger alle sine kræfter på at overleve og finde sine ben igen. Og det gør ondt på hende, når folk falder fra. Hun vil nok ikke være i stand til at sige, hvad hun har brug for - det har jeg stadig her næsten 3 år efter. Så hvis du føler at det er rigtigt at lave noget mad til fryseren, så gør det. Jeg havde aldrig troet at jeg ville miste så mange af de helt tætte venner. Omvendt har jeg i processen fået nogle venner, der i dag er familie for mig.

I ugen efter min mands død boede jeg his min mor. Vi var hver dag hjemme i vores hus, hvor jeg faktisk bare lå i vores seng og forsøgte at golde ud at være der. Min mor ryddede ud og op. Jeg havde et stort behov for at alt mad blev smidt ud eller givet væk. Ikke kun det gamle, men alt der var i skuffet, skabe og køleskab. Hvorfor ved jeg ikke.

Efter bisættelsen sov jeg hjemme med børnene, og havde i de første par uger enten min bror eller søster hos mig også. Først derefter kunne jeg begynde at være alene. Efter en måneds tid startede jeg langsomt på job igen. 

I den periode havde jeg især 3 venner omkring mig hele tiden, der bakkede op og hjalp til - også når jeg for 3. gang gik i gang med at rydde ud i køkkenskabene, lå på alle fire i hele haven og trak selv bittesmå stykker ukrudt op eller på anden måde oksede rundt for at gøre mine fysiske omgivelser perfekte (når alt roder indeni, er det så vigtigt at have orden omkring sig). De gik med på alle påfund, og gjorde alle følelser legitime - også de negative. 

Mit bedste råd er bare at være der. Også selvom det føles som et meget ensidigt forhold, hvor du hele tiden er initiativtager. Der kan gå lang tid før hun har overskud til at give igen - men hun skal nok sætte pris på dig alligevel Og hjælp hende med det praktiske - måske er hendes hjem ikke i din kørselsretning, men lad være med at problematisere det for hende. Så vær praktisk gris, der får det arrangeret med en af de andre veninder, der kan. Hvis jeg først føler mig til besvær, så trækker jeg mig med det samme.

Mange tanker til dig og din veninde. Skrive gerne, hvis jeg kan være mere til hjælp.

Tak for dit input, som jeg virkelig tager til mig. Meget af din måde at reagere på, er også den måde jeg tror min veninde vil reagere på. 

Jeg kender hende godt nok til at vide, at fysisk trøst ikke er hende, så jeg kommer ikke til at sidde og kramme hende, men vil bare lytte, hvis hun har noget at sige. Jeg er også sikker på, at det bliver os veninder, der kommer til at sige, som du skriver, at "vi kommer der og der, hvis det er ok med dig", da hun ikke kommer til at tage initiativ til noget, da hun som dig ikke vil være et problem for os.

At hendes hjem ikke er i min kørselsretning kommer ikke til at være et problem generelt, men var kun i forhold til at kunne hjælpe med at hente/bringe sønnen i åbningstiden og selv have hverdagen til at hænge sammen med arbejde og daginstituioner. Jeg kommer gerne om aftenen med mad til fryseren eller for at klare støvsugningen.

Vi er flere i venindeflokken, der i øjeblikket er på barsel og en, der er uden job, og vi har aftalt at stikke hovederne sammen for at finde frem til, hvad vi kan hjælpe med. Indtil videre er mine tanker, at vi kan hjælpe med praktiske ting som mad i fryseren, indkøb, holde hjemmet og tage sønnen for hende indimellem.

Derudover har jeg overvejet, om vi tøser kan gå sammen og give hende et kørekort, da det kan hjælpe hende meget i hverdagen. En del af de praktiske udfordringer med at hente/bringe sønnen er, at hun er afhængig af busser, som betyder, at det tager hende lidt over en time hver retning til og fra arbejdet, men i en bil kan samme tur klares på et kvarter. Jeg er dog ikke sikker på, at hun vil tage imod det, og jeg ved heller ikke, om hun overhovedet har lyst til at køre i bil og kan få råd til at have en bil, så det er noget, jeg må snakke med hende om, når der engang bliver overskud til andet end overlevelse.

grinny skriver:

Har ikke mistet en mand, men da jeg mistede min søn var det bedste der blev gjort for mig og min mand da et vennepar skrev vi er byen og kommer forbi med pose varer om lidt - alle dem der bare siger vi er lige her er tit dem der ikke har tiden når man først kommer frem fra sit skjul og har brug for hjælpen.

En pose med varer var lige det vi havde brug for, for vi kunne ikke overskue at handle.

Og så havde jeg brug for at folk ønskede og gad lytte og ikke bare gjorde det fordi de skulle - jeg ville meget hellere have at folk kom og spurgte ind til det for så virkede de interesseret - ja måske ville jeg begynde at græde, men ville det være det værste? 

Så mit råd er at hjælpe med de små ting i hverdagen, for det er så pisse uoverskueligt 

Tak for input. Jeg stikker hovedet sammen med nogle andre hjemmegående veninder, og så laver vi en plan over praktiske gøremål, som vi vil tilbyde at hjælpe med.

Anonym skriver:

Tak for dit input, som jeg virkelig tager til mig. Meget af din måde at reagere på, er også den måde jeg tror min veninde vil reagere på. 

Jeg kender hende godt nok til at vide, at fysisk trøst ikke er hende, så jeg kommer ikke til at sidde og kramme hende, men vil bare lytte, hvis hun har noget at sige. Jeg er også sikker på, at det bliver os veninder, der kommer til at sige, som du skriver, at "vi kommer der og der, hvis det er ok med dig", da hun ikke kommer til at tage initiativ til noget, da hun som dig ikke vil være et problem for os.

At hendes hjem ikke er i min kørselsretning kommer ikke til at være et problem generelt, men var kun i forhold til at kunne hjælpe med at hente/bringe sønnen i åbningstiden og selv have hverdagen til at hænge sammen med arbejde og daginstituioner. Jeg kommer gerne om aftenen med mad til fryseren eller for at klare støvsugningen.

Vi er flere i venindeflokken, der i øjeblikket er på barsel og en, der er uden job, og vi har aftalt at stikke hovederne sammen for at finde frem til, hvad vi kan hjælpe med. Indtil videre er mine tanker, at vi kan hjælpe med praktiske ting som mad i fryseren, indkøb, holde hjemmet og tage sønnen for hende indimellem.

Derudover har jeg overvejet, om vi tøser kan gå sammen og give hende et kørekort, da det kan hjælpe hende meget i hverdagen. En del af de praktiske udfordringer med at hente/bringe sønnen er, at hun er afhængig af busser, som betyder, at det tager hende lidt over en time hver retning til og fra arbejdet, men i en bil kan samme tur klares på et kvarter. Jeg er dog ikke sikker på, at hun vil tage imod det, og jeg ved heller ikke, om hun overhovedet har lyst til at køre i bil og kan få råd til at have en bil, så det er noget, jeg må snakke med hende om, når der engang bliver overskud til andet end overlevelse.

Jeg fik lige læst op på gamle beskeder og så nu den her igen. Jeg håber, at din veninde er i gang med en sund proces, og at I som veninder har mulighed for at give hende den omsorg, I så tydeligt har ønsket at give hende. 

Anonym skriver:

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

En af mine tidligere studiekammerater mistede også pludselig sin mand og stod tilbage som 28-årig med barn og al familie i Island. Senere fortalte hun at det sværeste var, at folk ikke turde nærme sig hende eller hendes barn, og endda undgik dem. De var knuste og i dyb sorg, hvilket åbenbart betød at folk ikke anede, hvad de skulle stille op, så de gjorde ingenting. 

Engang stod jeg selv i mit livs krise, og oplevede også et par veninder trække sig. Det var sorg på sorg og betød at verden gjorde ekstra ondt.

Mit råd er helt klart at være der, vise klart og tydeligt at du kan rumme din veninde og hendes sorg. Hun har sikkert ikke kræfter til at fortælle, hvad hun har brug for og måske afviser hun hjælp og omsorg, fordi hun ikke kan andet. Men hun har brug for dig mere end nogensinde. Du kan starte med at lave en lasagne til fryseren, som du bare afleverer og smutter igen Eller tropper op med en kande kaffe og "trænge dig på" til snak og gråd. Du kan også tage fat i det praktiske, hvad med begravelse osv. Spørg direkte ind til det og undersøg om der er noget konkret, du kan gøre. Måske skal der ringes til forsikringsselskabet eller hvad ved jeg... Så længe du gør noget, er det vigtigste ikke om du er en praktisk gris eller grædekone.

Ja, mit bedste råd er faktisk at du trænger dig på og gør noget. 

Anonym skriver:

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

Ved ikke om det er foreslået men måske komme med mad indimellem lige til at lune/tage op af fryser og varme.

tilbyde at hente, og bruge tid hos dem

hjælpe med praktiske opgaver feks handle ind 

Touché skriver:

Jeg fik lige læst op på gamle beskeder og så nu den her igen. Jeg håber, at din veninde er i gang med en sund proces, og at I som veninder har mulighed for at give hende den omsorg, I så tydeligt har ønsket at give hende. 

Det går rigtig godt med hende. Hun har været utrolig stærk i hele processen og været rigtig god til at tænke tilbage på alle de gode ting, de nåede at have sammen. Der har selvfølgelig også været mange tårer, men hun er godt på vej gennem processen. Hun var sygemeldt i en længere periode og valgte at starte helt forfra i en ny bolig, der lå meget bedre i forhold til hendes arbejde og en god vuggestue til hendes søn, så dagligdagen kan fungere for hende. Hun har heldigvis haft en meget forstående arbejdsgiver, der har givet hende al den tid, hun har haft behov for og ladet hende starte stille og roligt op på arbejde igen, da hun var klar til. 

Vi veninder og hendes familie har været meget om hende. Hun fortalte på et tidspunkt, at hun aldrig har snakket så meget i telefon, som i månederne efter hendes mands død, da vi alle blev ved med at ringe og spørge til hende og tilbyde hjælp, og det var hun glad for. Hun har heldigvis været god til at tage imod hjælp og har sagt, at det skal hun nok fortsætte med igennem det næste års tid, for hun ved der er mange hårde ting forude, som den første ferie uden manden, hendes søns første fødselsdag uden sin far, den første jul osv.