Min veninde har mistet sin mand

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

Anonym skriver:

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

Hvor er det dog ganske forfærdeligt!! Må jeg kondolere. Jeg har ikke selv stået i situationen, men har et par forslag..

Nu hvor du skriver at hun har svært ved at hente, tænker jeg at du kunne tilbyde at henne sønnen en gang i mellem, eller nogle faste dage.. Og hvis økonomien er stram så lav noget mad og kom forbi med, du kan jo bare sige at "så slipper hun for at skulle tænke på det" så skal evt kun genvarme... 

Måske tage forbi hende og bare snakke med hende. Selvom hun ikke har bedt dog om det, er det jo vigtig at hun har nogle at snakke med, græde ud ved osv...

Håber det er ok jeg kom med imput..

Du er en god veninde!

På den korte bane kan du måske lave noget mad til hendes fryser?

Anonym skriver:

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

Jeg har ikke selv stået i det, men har selv stået og Været lang langt nede psykisk 

Lav færdig mad til hendes fryser som fx lasagne og frikadeller osv for at Gøre hendes hverdag den næste tid nemmere for hende for tele hverdagen bliver med garanti uoverskuelig! 

Send hende en buket blomster for at vise du tænker på hende 

Tilbyd at hente barnet hvis hun har brug for det... 

Det værste er hvis folk trækker sig fordi de ikke ved hvad de skal Gøre... 

Anonym skriver:

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

Hej,

Dernæst, jeg har stået lige der hvor du er nu. Min veninde mistede sin mand for snart 3 år siden, efter et meget kort sygdomsforløb, og hun stod tilbage med 2 mindre børn.

Der er intet rigtigt eller forkert, når man står i sådan en situation, og så alligevel. Du skriver at din veninde nok ikke er så god til at bede om hjælp, og det var min veninde heller ikke. Så derfor skal du nok ikke afvente hende, men selv tage aktion, som du også selv skriver..

Nu ved jeg ikke hvordan du bor i forhold til din

Først og fremmest vil jeg sige, at det gør mig usigeligt ondt på jeres alle sammens vegne.

veninde, men jeg kan dele lidt ud af, hvordan jeg som veninde tacklede det.

Min veninde bor heldigvis ikke mere end 2 huse fra os, altså det var relativt nemt for mig at komme til hende. Så hver dag i de første 6 måneder var jeg hos hende hver dag. Nogle gange var det blot et kort visit, på minutter, bare for at stikke hovedet indenfor og sige hej, andre gange strakte det sig over timer - og du skal gøre dig klart om du kan dette.? 

Det der typisk sker (udfra min egen subjektive erfaring) er, at når først begravelsen er overstået, så falder der desværre mange venner fra - de fleste siger nemlig "sig endelig til", men det gør man bare ikke. Og derfor daler kontakten, og det der er tilbage kan nok derfor komme til at føle sig endnu mere ensom og forladt.

Jeg ventede heller ikke på, at min veninde skulle bede om hjælp, for hvad skulle hun bede om hjælp til? Jeg tror ikke selv hun vidste det. Så nogle gange, var det noget så simpelt som at give en hånd med når hun var igang med at ligge tøj sammen, eller selv komme med forslag til, at jeg/vi (min mand eller jeg) kunne hente en af børnene på faste dage.

Vær villig til at lytte, både om det som handler om sorgen og det som handler om fremtiden. Sorgen er en dynamisk størrelse, som både kan lamme en, og gøre en meget trodsig og handlingsorienteret. Så bak op om din veninde, når hun fx. vil flytte rund i stuen, male huset eller what ever. Bare vær der! Mærk hendes humør, og lad hende græde når det er det, som hjælper den dag, og lad hende være glad når hun er det.

Min veninde, havde ikke den bedste hukommelse efter hun mistede hendes mand, og her kunne jeg hjælpe med at huske ting, tider osv., og hvis vi skulle i biffen sammen uden børn (hvilket meget hurtigt blev en god tradition), så stod jeg for datosætning, bestilling osv., og hjalp hende med at huske at få afsat børnene. For som hun selv sagde, hvis folk bad om at finde en dag, så skete det ikke.

En af de ting man efter min mening skal gøre sig klart, er om man er parat til at blive i mange mange år efter. Er man ikke det, skal man efter min mening ikke engagere sig al for meget, for gør man det i starten, for derefter at "forsvinde", så lader man den efterladte lide endnu engang. 

En sorgproces er ikke noget som er ovre i løbet af 6 mdr., eller 1 år, det en ongoing proces i mange år efter, man kommer ind og ud af sorgen, og det er ikke forklarligt. Men man skal nok afholde sig fra at bede den efterladte om at "komme videre" - bare et visdomsord herfra

Men grundlæggende, vær dig selv, vær der for hende og barnet. Giv al hvad du magter og vær bevidst om hvad du ikke magter. Lid ikke at berøringsangst. 

Jeg har ikke mistet min mand, men mit barn og som en anden også skriver så er det et efter begravelsen det seje træk skal stå. Man har en masse opmærksomhed og omsorg i den første tid, men sorgen, helvede, hverdagen der skal fungerer osv. er også en "kamp" eftre 2 mnd, efter et halvt år, efter 1 år - og man har lige så meget brug for der bliver spurgt til, snakket om, gives omsorg. Derfor er mit bedste råd at være der også om to uger, om 2 måneder - få lavet en lille reminder til dig selv, jeg skal huske at spørge hvordan hun har det og mene spørgsmålet og have tid til at høre svaret.

Vær ikke bange for tårerne, vær ikke bange for sorgen og vid intet du kan sige gør hende ked af det for hun er allerede ked af det. Du skal ikke komme med de beroligende floskler: du skal nok møde kærligheden igen, det er da bedre end... og hvad man ellers kan få sagt i aller bedste mening.

Et andet råd er: vent ikke på hun ringer. Kan huske folk sagde til mig: du skal bare sige til hvis du har brug for hjælp. Jeg sagde høfligt ja, men vidste jeg aldrig ville sige til, for jeg havde da ikke lyst til at tage telefonen og ringe velvidende jeg med min sorg, mit sorte hul ødelagde den gode stemning, at jeg var en af dem man faktisk helst ikke ville have et opkald fra. En af mine veninder gjorde det modsatte hun ringede til mig næsten fast, hun sendte altid en sms først alla: er det okay jeg ringer nu, for så kunne jeg også sige nej. og så ringede hun.

Jeg ved ikke om man er parat til at tage imod praktisk hjælp lige i starten, men jeg fandt fx et efterfødselsgymnastikhold for kvinder der havde mistet, men sagde straks: nej det kan jeg ikke for skal aflevere Dina og en ven af huset tog mig på ordet: godt så kommer jeg hver tirsdag morgen kl 7 og spiser morgenmad med jer og afleverer så kan du tage roligt afsted.... Så hvis der er lavpraktiske forhindringer for din veninde (som måske virker som små forhindringer man sagtens kan løse) i forhold til at kunne arbejde med sorgen, så løs dem for hende. For mange gange er det undskyldninger fordi man ved det gør ondt at skulle se og tale om sorgen.

Jeg kan kun tilsluttet mig, hvad andre allerede har skrevet. Vær der for din veninde, lige præcis i det tid og sted hvor hun har brug for det.. Vigtigst er det, at vise du er der.

Din veninde vil ikke på nuværende tidspunkt havde mulighed for at bede dig om hjælp, men ville kunne tage i mod den.

Hold ud og hold ved, må være mit bedste bud. Fyld lasagne, kødsauce, boller osv i fryseren. Vær til rådighed for at hente og bringe sønnike, gåture, snakke,  også om et halvt år, når andre omkring hende har glemt nyhedens interesse. 

Anonym skriver:

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

Kondolerer. 

Udover hvad de andre har skrevet, vil jeg tilføje at det måske kan være en god idé at foreslå at tage barnet i weekender engang imellem - hvis ikke til overnatning, så bare en 3-4 timer til leg og hygge.

Jeg tænker at man har behov for at kunne pakke sig sammen under dynen og tude engang imellem, eller samle kræfter, uden at skulle tænke på at tage sig af sit barn også.

Anonym skriver:

Da ikke alle er informeret endnu, har jeg valgt at være anonym. 

En af mine veninder har lige mistet sin mand, da han pludselig er faldt om. Jeg har naturligvis sagt til hende, at hun skal give besked, hvis der er noget som helst, jeg kan gøre for hende, men da hun ikke er så god til at række ud, vil jeg høre, om der er nogen, der har nogle tanker om, hvad jeg evt. kunne gøre for hende. 

Hun står pludseligt alene med et barn på 2 år, og jeg vil utrolig gerne gøre noget for hende, men kan ikke rigtig komme på noget, man kan gøre for en, der lige har mistet sin elskede meget pludseligt og i en ung alder. Jeg håber ikke, at der er nogen af jer, der har stået i den samme forfærdelige situation, som hun nu står i, men hvis der er, vil jeg gerne høre, hvad man kunne have gjort for jer, selv om jeg godt er klar over, at man jo ikke kan gøre noget, der får hende til at få det bedre. Jeg tænkte bare, at man måske kan gøre noget, der letter hendes liv nu, hvor hun ud over hendes mands alt for tidlige død pludselig i stedet for kernefamilien skal se en fremtid som enlig mor, hvor hun er eneforsørger og den eneste til at stå for det praktiske i hverdagene, og jeg ved, at både økonomien og de praktiske i hverdagen har været en udfordring for dem (f.eks. hente/bringe i vuggestue med hendes arbejdstider).

Du kan hjælpe hende med at få styr på om hun har søgt de tilskud hun kan.

Søg børnetilskud som enlig (ét barn = 2742 kr. / kvartal ekstra)

Hun FÅR særligt børnetilskud pga. kun én forælder = 3921 / kvartal)

Søg boligstøtte hvis hun bor i lejebolig

Søg friplads - nedsat/gratis daginstitution.

Hvis du/I er i tvivl - så giv Udbetaling Danmark et kald. Der er frist for at søge om børnetilskud den 31.03.2016 for april kvartal 2016.

Sorry - det blev den lidt praktiske del. Bliver selv rigtig ked ved tanken - og det er svært at hjælpe, specielt hvis der ikke bliver bedt om hjælp, men ved af erfaring at det er svært selv at spørge.